Alle døbte har del i Kirkens liv og opgave

Seksten vers fra Efeserbrevet fortæller, hvad der binder Kirken sammen, og hvilket ansvar hver enkelt kristen bærer.

Fredag og lørdag den 23. og 24. oktober blev der ved messerne i den katolske Kirke læst fra Efeserbrevets fjerde kapitel. To læsninger, der tilsammen rummer en af Det Nye Testamentes mest betydningsfulde beskrivelser af Kirkens væsen. Paulus taler om enhed og forskellighed, om troens modenhed og om Kristus som hoved for det legeme, vi alle er en del af. Ordene er næsten to tusind år gamle, men de taler med bemærkelsesværdig klarhed til Kirken i dag.

Kort fortalt: Efeserbrevet 4,1-16 beskriver Kirken som ét legeme med Kristus som hoved. De kristne har forskellige gaver og opgaver, men er forenet gennem én Herre, én tro og én dåb. Enheden er ikke skabt af mennesker. Den er en gave fra Gud, som de troende har ansvar for at bevare. Paulus understreger samtidig, at troen skal vokse til modenhed. Kirkens forskellige tjenester har til formål at opbygge fællesskabet, så de troende lærer Kristus bedre at kende og lever sandheden i kærlighed.

Seksten vers, der fortæller, hvad Kirken er

Der findes steder i Bibelen, som man kan læse igen og igen uden nogensinde at blive færdig med dem. Ikke fordi ordene er vanskelige at forstå, men fordi deres betydning rækker langt ud over den første læsning. Efeserbrevets fjerde kapitel er et sådant sted. På blot seksten vers beskrives en forståelse af Kirken, som gennem århundreder har været grundlæggende for kristen tro og kirkeligt liv.

Fredagens og lørdagens messelæsninger fordelte teksten over to dage. Fredag hørte vi formaningen om at bevare Åndens enhed og bekendelsen til én Herre, én tro og én dåb. Lørdag fulgte ordene om de forskellige tjenester, Kristus har givet sin Kirke, og om den modenhed, de troende skal vokse frem imod. Læst sammen danner de to afsnit en helhed, hvor Paulus både fortæller, hvad Kirken er, og hvad den skal blive.

Det er værd at standse ved. For når vi samles til messe, er vi ikke blot mennesker, der har valgt at mødes omkring en fælles religiøs interesse. Vi kommer med forskellige liv, erfaringer, bekymringer og forestillinger. Nogle har båret den katolske tro med sig fra barndommen. Andre har fundet vej til Kirken senere i livet. Nogle er sikre i deres tro, mens andre kæmper med tvivl og spørgsmål. Alligevel står vi sammen foran det samme alter.

Det fællesskab forsøger Paulus at forklare. Ikke ved at beskrive Kirkens ydre organisation, men ved at føre os tilbage til dens oprindelse og dens inderste sammenhæng: Jesus Kristus.

Et kald, der forpligter

Kapitlet begynder med en formaning fra en mand, der omtaler sig selv som fange for Herrens skyld. Han opfordrer de kristne til at leve værdigt efter det kald, de har modtaget. Det er en bemærkelsesværdig begyndelse, fordi Paulus ikke først taler om læresætninger, embeder eller religiøse handlinger. Han taler om menneskers måde at omgås hinanden på.

Ydmyghed, mildhed, tålmodighed og kærlighed er de egenskaber, han fremhæver. De kristne skal bære over med hinanden og bestræbe sig på at bevare Åndens enhed gennem fredens bånd. Det er ikke en beskrivelse af et fællesskab uden konflikter. Tværtimod forudsætter formaningen, at mennesker kan være vanskelige at leve sammen med, også når de deler den samme tro.

Enhver menighed kender til forskelligheder. Der er uenighed om liturgi, traditioner, prioriteringer og måden, Kirken skal møde det omgivende samfund på. Menneskelige ambitioner og personlige modsætninger forsvinder ikke, fordi vi træder ind gennem kirkedøren. Paulus’ ord er derfor ikke blot smukke idealer, som kan læses op ved højtidelige lejligheder. De er en konkret anvisning på, hvordan kristne skal leve med hinanden.

Det afgørende er, at han ikke beder de troende om at skabe enheden fra begyndelsen. Han beder dem om at bevare den. Enheden findes allerede som en gave fra Gud. Menneskets opgave er at leve på en måde, der ikke ødelægger den.

Én Herre, én tro, én dåb

Midt i fredagens læsning kommer ordene, der hører til de stærkeste bekendelser i Det Nye Testamente. Ét legeme og én ånd, ét håb, én Herre, én tro, én dåb og én Gud, som er alles Fader.

Der er noget næsten højtideligt over denne gentagelse. Ordene har en rytme, der minder om en trosbekendelse, og mange bibelforskere ser dem som et muligt ekko af de første kristnes fælles bekendelse. De samler på ganske få linjer det, der gør Kirken til mere end summen af dens medlemmer.

For den katolske Kirke er dåben ikke blot et synligt tegn på, at et menneske ønsker at tilhøre et religiøst fællesskab. Gennem dåben bliver mennesket indlemmet i Kristus og hans Kirke. Det er en virkelig forbindelse, som ikke afhænger af menneskets sociale stilling, uddannelse, nationalitet eller personlige betydning.

Det er også derfor, at ordene har så stor betydning for forholdet mellem kristne fra forskellige kirkesamfund. Den katolske Kirke lærer, at dåben skaber et virkeligt, om end ikke altid fuldkomment, fællesskab mellem alle gyldigt døbte kristne. De historiske splittelser mellem kirkesamfundene er alvorlige og kan ikke blot overses, men de ophæver ikke det grundlæggende bånd, dåben har skabt.

Paulus’ bekendelse er derfor både en beskrivelse af Kirkens enhed og en påmindelse om, hvor langt de kristne endnu har tilbage. Når vi siger én Herre, én tro og én dåb, bekender vi ikke blot noget om fortiden. Vi bekender en sandhed, der stiller krav til vores måde at være Kirke på i nutiden.

Kristus har ikke givet alle den samme opgave

Lørdagens læsning fører tanken videre. Efter at have understreget Kirkens enhed beskriver Paulus dens mangfoldighed. Kristus har givet forskellige gaver til mennesker, og disse gaver kommer til udtryk gennem forskellige tjenester. Han nævner apostle, profeter, evangelister, hyrder og lærere, hvis opgave er at udruste de hellige til tjeneste og opbygge Kristi legeme.

Det er væsentligt, at Paulus ikke ser forskelligheden som et problem, der skal overvindes. Den hører tværtimod til Kirkens væsen. Hvis alle havde den samme opgave, ville fællesskabet miste noget af sin rigdom. Kirken har brug for mennesker, der kan forkynde, undervise, lede, trøste og hjælpe. Den har også brug for dem, der i stilhed og uden offentlig opmærksomhed bærer en stor del af menighedernes daglige liv.

I den katolske forståelse har denne beskrivelse en særlig forbindelse til Kirkens apostolske struktur. Biskopperne viderefører gennem den apostolske succession den tjeneste, som apostlene fik betroet. Præster og diakoner har deres egne opgaver i Kirkens sakramentale og pastorale liv. Men Paulus’ beskrivelse minder os samtidig om, at hele Kirken er kaldet til tjeneste. De ordinerede embeder eksisterer ikke for deres egen skyld, men for at tjene Kristus og hans folk.

Lægfolkets opgaver er heller ikke blot praktiske hjælpefunktioner omkring præsterne. Gennem dåben og firmelsen har de deres eget kald og deres egen del i Kirkens mission. Forældre, der videregiver troen til deres børn, mennesker, der tager sig af syge og ensomme, frivillige i menighederne og dem, der formidler den katolske tro gennem ord, billeder og undervisning, bidrager alle til Kirkens liv.

Paulus opstiller ikke en rangorden over menneskers værdi. Han beskriver et legeme, hvor de forskellige dele er afhængige af hinanden. Det afgørende er ikke, hvor synlig en opgave er, men om den tjener det fællesskab, Kristus har kaldet os ind i.

Troen skal vokse med mennesket

Et af de mest tankevækkende steder i lørdagens læsning handler om den modenhed, som de kristne skal vokse frem imod. Paulus taler om, at de troende skal nå til enhed i troen og erkendelsen af Guds Søn og vokse frem mod Kristi fylde.

Det er en vigtig påmindelse om, at troen ikke er noget, vi bliver færdige med. Et menneske kan være døbt som spæd, have modtaget firmelsen og gennem et langt liv have deltaget i Kirkens gudstjenester uden dermed at have udtømt troens indhold. Forholdet til Kristus kan fortsat udvikle sig, og forståelsen af evangeliet kan blive dybere.

Paulus advarer mod at forblive som børn, der kastes omkring af enhver lærdoms vind. Hans ord handler ikke om, at den barnlige tillid til Gud skulle være forkert. Jesus fremhæver selv barnet som et forbillede. Men der er forskel på barnets tillid og den umodenhed, der gør et menneske ude af stand til at skelne mellem sandhed og vildfarelse.

Den forskel er ikke blevet mindre vigtig i vores tid. Vi lever med en næsten ubegrænset adgang til religiøs information, fortolkninger, kommentarer og påstande. Enhver kan offentliggøre sin forståelse af Bibelen, og enhver kan finde nogen, der bekræfter netop den opfattelse, man allerede har. Men adgang til information er ikke det samme som indsigt, og stærke overbevisninger er ikke nødvendigvis udtryk for en moden tro.

Derfor er trosundervisning, bibellæsning og kendskab til Kirkens tradition ikke blot noget, der hører barndommen eller ungdommen til. Det er en livslang opgave. Jo bedre vi lærer Kristus at kende, desto bedre bliver vi også i stand til at forstå vores eget kald og tage ansvar for det.

Sandheden og kærligheden hører sammen

Mod slutningen af teksten forbinder Paulus to begreber, som mennesker undertiden stiller op som modsætninger: sandhed og kærlighed. De kristne skal holde fast ved sandheden i kærlighed og vokse op til Kristus, der er hovedet.

Det er en formulering, der fortjener at blive læst langsomt. For sandheden kan bruges som et våben, når mennesker gør deres egen forståelse til målestok for alle andre. Og kærligheden kan blive indholdsløs, hvis den blot betyder, at man aldrig må sige noget, der udfordrer eller forpligter.

Paulus accepterer ingen af delene. Sandheden skal ikke opgives for at skabe en overfladisk fred, og kærligheden må ikke glemmes i bestræbelsen på at forsvare det, vi tror på. De to hører uløseligt sammen, fordi deres fælles centrum er Kristus.

Det har betydning for enhver kristen, men også for Kirkens offentlige stemme. Når Kirken underviser, formaner eller tager stilling til vanskelige spørgsmål i samfundet, må den gøre det med troskab mod evangeliet og med respekt for de mennesker, den taler til. Den kristne sandhed er ikke givet os for at hæve os over andre, men for at føre mennesker nærmere Gud.

Her mødes fredagens og lørdagens læsninger. Den ydmyghed og mildhed, Paulus indledte med, er ikke blevet mindre vigtig, fordi han nu taler om sandheden. Tværtimod viser han, at kristen modenhed netop består i at kunne forene troskab og kærlighed.

Et legeme, der lever af Kristus

Paulus afslutter med et billede af hele legemet, der er sammenføjet og holdt sammen gennem sine forbindelser. Hver enkelt del har sin opgave, og når delene virker sammen, vokser legemet og opbygges i kærlighed.

Billedet fortæller noget grundlæggende om Kirkens liv. Vi tilhører ikke Kristus som isolerede enkeltpersoner, der hver især forsøger at finde vej til Gud. Vi er blevet forbundet med ham og dermed også med hinanden. Det betyder, at vores tro aldrig alene er en privat sag, selv om forholdet til Gud også har en dybt personlig side.

Når et menneske lider, angår det fællesskabet. Når nogen mister troen eller forlader Kirken, er det ikke blot en sag mellem dette menneske og Gud. Og når et menneske finder vej til Kristus, er det en glæde for hele Kirken. Sådan må det være, hvis Paulus’ billede af legemet skal tages alvorligt.

Der er også en ydmygende erkendelse i hans ord. Ingen af os er Kirken alene. Hverken biskoppen, præsten eller det mest engagerede medlem af menigheden kan gøre krav på at være hele legemet. Vi har hver især modtaget noget, men vi har også brug for det, andre har fået.

Kirken er ikke fuldkommen, fordi dens medlemmer er fuldkomne. Den er hellig, fordi Kristus er dens hoved, og fordi Helligånden virker i den, også gennem svage og ufuldkomne mennesker.

Når ordene bliver læst ved messen

Når disse seksten vers bliver læst i kirker over hele verden, er det værd at tænke over, hvad der egentlig sker. Mennesker med forskellige sprog, kulturer og livsvilkår lytter til de samme ord. Nogle sidder i store katedraler, andre i små landsbykirker eller klosterkapeller. De fleste kender ikke hinanden og kommer aldrig til at mødes.

Alligevel er de forbundet gennem den samme tro, den samme dåb og den samme Herre.

Det er en forbindelse, som ikke kan forklares alene gennem historie, tradition eller kirkelig organisation. Den har sit udspring i Kristus og i det liv, han giver sin Kirke.

Efeserbrevets fjerde kapitel minder os derfor ikke blot om, hvad vi skal tro om Kirken. Det minder os om, hvordan vi selv skal leve som en del af den. Den ydmyghed, Paulus efterlyser, begynder hos os. Den kærlighed, han taler om, skal komme til udtryk i vores handlinger. Og den modenhed, han ønsker for de troende, kræver, at vi bliver ved med at søge en dybere forståelse af Kristus.

Fredag hørte vi ordene om én Herre, én tro og én dåb. Lørdag hørte vi, hvordan Kristus har givet hver enkelt sin opgave i det legeme, han selv er hoved for.

Der ligger en væsentlig sammenhæng mellem de to læsninger. Vi har ikke selv skabt det fællesskab, vi tilhører. Vi har modtaget det. Men det betyder ikke, at vi kan overlade ansvaret for det til andre.

Kirken er Kristi legeme. Gennem dåben er vi blevet en del af det. Vi har hver især noget at give og et ansvar, vi ikke kan overlade til andre.

-karn