
Kuno Arnkilde er initiativtager og ansvarshavende redaktør for Katolsk NU.
Han blev døbt katolsk i 1955. Som barn gik han på den katolske Sankt Annæ Skole på Amager og var gennem mange år ministrant ved Sankt Annæ Kirke i København. Den katolske tro kom ind i familien gennem hans mormor, som stammede fra Fristaden Danzig – det nuværende Gdańsk i Polen – og kom til Danmark under Anden Verdenskrig.
Som teenager forlod han Kirken, men vendte tilbage til den katolske tro som 35-årig efter en længere periode væk fra det kirkelige liv. Siden 1985 har han været gift med Linda. Sammen har de to døtre og syv børnebørn.
I 2004 blev han uddannet multimediedesigner (AK) fra Erhvervsakademiet Hillerød. Siden har han udviklet en lang række hjemmesider, herunder flere projekter for Den Katolske Kirke i Danmark. Han har desuden været ansat som redaktionel medarbejder på det nu nedlagte katolske blad Katolsk Orientering.
Med Katolsk NU ønsker han at bidrage til det danske medielandskab med nyheder, essays, reportager, interviews og analyser med udgangspunkt i den katolske tro og tradition.
Katolsk NU drives i dag af Kuno Arnkilde, men ambitionen er, at mediet med tiden skal stå på flere skuldre. Målet er derfor efterhånden at samle en bestyrelse omkring mediet, som kan være med til at sikre dets fortsatte udvikling og skabe grundlag for, at andre kan føre arbejdet videre.
Navneskiftet fra arnkilde.dk til Katolsk NU er også en del af denne udvikling. Mediet skal ikke være bundet til én person eller ét navn, men kunne vokse, få nye kræfter tilknyttet og fortsætte den dag, hvor initiativtageren ikke længere står for den daglige drift.
Ansvarshavende redaktør
Multimediedesiger (AK)
Kuno Arnkilde
Vinkelvej 27
2990 Nivå




















