Man kan blive valgt til pave uden at være præst

Selv en tidligere ikke-kristen kan blive Peters efterfølger

Når kardinalerne vælger en ny pave, behøver de ikke vælge en af deres egne. En katolsk mand uden kirkeligt embede kan i princippet blive valgt til Peters efterfølger. Det gælder også en mand, der først senere i livet har fundet den katolske tro efter at have tilhørt en anden religion eller levet uden tro.

Kort fortalt: Den katolske kirkeret kræver ikke, at en kommende pave allerede er præst, biskop eller kardinal. En mand uden kirkelig ordination kan vælges, men skal ordineres og bispevies, før han får pavens fulde myndighed. Han skal være døbt og tilhøre den katolske Kirke. Gennem historien har flere paver været valgt uden at være biskopper eller kardinaler.

Et pavevalg uden for kardinalernes kreds

Når den hvide røg stiger op over Det Sixtinske Kapel, venter verden på navnet på den nye pave. Journalister har for længst udarbejdet lister over mulige kandidater, og opmærksomheden samler sig om de kardinaler, der gennem mange år har beklædt fremtrædende embeder i Kirken. Nogle har ledet store bispedømmer, andre har arbejdet i Vatikanet, og enkelte er blevet kendt langt uden for den katolske verden. Det er blandt disse mænd, de fleste forventer at finde Peters næste efterfølger.

Men kardinalerne er ikke forpligtet til at vælge en af deres egne. De kan i princippet vælge en katolsk mand, der aldrig har været præst eller biskop. De kan også vælge en mand, som først sent i livet er blevet katolik efter at have tilhørt en anden religion eller levet uden religiøs tro. Det ville være et højst usædvanligt valg, men hans fortid som ikke-kristen ville ikke i sig selv udelukke ham.

Paveembedet er ikke en stilling, der nødvendigvis skal besættes efter en bestemt kirkelig karriere. Det er knyttet til embedet som biskop af Rom og til den særlige opgave, som den katolske Kirke mener, Kristus betroede apostlen Peter.

Hvad kirkeretten faktisk siger

Den katolske Kirkes kirkeret fastslår i canon 332 § 1, at en lovligt valgt mand, der allerede er biskop, får pavens fulde myndighed, når han accepterer valget. Hvis han endnu ikke er biskop, skal han straks bispevies. Bestemmelsen kræver altså ikke, at den valgte på forhånd er kardinal, præst eller biskop. Det afgørende er, at han kan modtage den nødvendige ordination og dermed blive biskop af Rom.

Der er dog en vigtig grænse. Kun en døbt mand kan gyldigt modtage ordination, og den gældende kirkeret giver ikke et klart grundlag for at vælge en udøbt mand til pave og først derefter lade ham døbe. Forestillingen om, at kardinalerne uden videre kunne vælge en muslim, buddhist eller ateist, som endnu ikke var blevet kristen, kan derfor ikke fremsættes som en gældende kirkeretlig mulighed.

Anderledes forholder det sig med en mand, der allerede har modtaget dåben og er blevet optaget i den katolske Kirke. Han behøver ikke være født katolik. Hans tidligere religiøse tilhørsforhold er ikke en hindring for, at han senere kan modtage ordination og i princippet blive valgt til pave. Det betyder naturligvis ikke, at enhver nyomvendt dermed er egnet til embedet. Kirkens øverste hyrde må forventes at have et indgående kendskab til troen, betydelig dømmekraft og evnen til at bære et ansvar, der rækker langt ud over hans egen person.

Paver, der ikke fulgte den sædvanlige vej

Kirkehistorien viser, at pavevalget ikke altid har fulgt den praksis, vi kender i dag. I de første kristne århundreder foregik valget af Roms biskop under ganske andre forhold, og først gennem en lang historisk udvikling fik kardinalerne den eneret til at vælge paven, som de har i dag.

Et bemærkelsesværdigt eksempel er Giovanni de’ Medici, der blev valgt til pave Leo X i 1513. Han var kardinal, men endnu ikke præsteviet. Efter valget modtog han præstevielsen og blev derefter bispeviet. Hans valg fandt sted i en tid, hvor kardinalværdigheden ikke nødvendigvis forudsatte præsteordination, og hvor forbindelsen mellem kirkelige embeder, adelige familier og politisk magt var langt tættere end i dag.

Et andet eksempel er Urban VI, der blev valgt i 1378. Han var ærkebiskop af Bari, men ikke kardinal. Han blev den sidste pave, som blev valgt uden for kardinalkollegiet. Hans pontifikat blev indledningen til det store vestlige skisma, hvor rivaliserende pavekrav gennem årtier splittede den vestlige kristenhed. Historien minder dermed også om, at et pavevalg ikke i sig selv sikrer fred og enighed i Kirken.

Ingen af disse eksempler handler om en udøbt mand, der blev pave. De viser derimod, at de kirkelige titler og den karrierevej, som vi i dag forbinder med paveembedet, ikke altid har været en forudsætning for at blive valgt.

Fiskeren, der blev Kirkens hyrde

For at forstå paveembedets særlige karakter må vi vende tilbage til den mand, som alle paver regnes for efterfølgere af.

Simon Peter var fisker ved Genesaret Sø. Han tilhørte ikke den religiøse elite og havde ingen uddannelse, der forberedte ham på at blive leder af et kristent fællesskab. Evangelierne skildrer ham som et menneske med både mod og svaghed. Han var blandt de første, der bekendte Jesus som Messias, men han kunne også misforstå sin mester, handle overilet og lade frygten få overtaget. Da Jesus blev arresteret, fornægtede Peter ham tre gange.

Alligevel var det netop Peter, Jesus betroede en særlig opgave. I Matthæusevangeliet siger Jesus: »Du er Peter, og på den klippe vil jeg bygge min kirke« (Matt 16,18). Og efter opstandelsen møder vi Peter ved Genesaret Sø, hvor Jesus tre gange spørger, om han elsker ham, og betror ham ansvaret for sine får. Det er en scene, hvor Peters tidligere fornægtelse ligger som en uudtalt baggrund for mødet med den opstandne Kristus.

Evangelierne forsøger ikke at fremstille Peter som et fejlfrit menneske. Tværtimod er hans svaghed en del af fortællingen om den opgave, han får. Den katolske Kirke ser i Peters særlige stilling begyndelsen til det embede, der videreføres gennem biskopperne af Rom. Paven er ikke Peters efterfølger, fordi han besidder de samme personlige egenskaber, men fordi han overtager den tjeneste, som Kirken forbinder med apostlens kald.

Dåben kommer før de kirkelige titler

I den katolske Kirke findes der mange forskellige opgaver og former for myndighed. Præsten leder menighedens gudstjenesteliv og forvalter sakramenterne, biskoppen har ansvaret for sit bispedømme, og paven har en særlig opgave som synligt samlingspunkt for hele Kirkens enhed. Men disse forskelle ændrer ikke ved, at alle er blevet kristne gennem den samme dåb.

Det barn, der døbes i en dansk sognekirke, den voksne konvertit, der efter mange års søgen bliver katolik, og den mand, der senere vælges til pave, har modtaget det samme grundlæggende sakramente. Dåben indlemmer mennesket i Kristi legeme, Kirken, og er begyndelsen på det kristne liv. Der findes ikke en særlig dåb for præster, biskopper eller paver.

Det Andet Vatikankoncil understregede i konstitutionen Lumen gentium, at alle døbte har del i en fælles kristen værdighed, selv om de har forskellige opgaver og ansvar. Koncilet beskrev samtidig Kirken som Guds folk, der lever af Kristus og Helligånden. Det betyder ikke, at forskellen mellem lægfolk og gejstlige er uden betydning. Men den kirkelige myndighed gør ikke den ene kristne mere værdifuld end den anden.

Her bliver muligheden for at vælge en lægmand til pave mere end en juridisk detalje. Den minder om, at Kirken ikke alene består af de mennesker, der leder den. Dens liv udfolder sig i sogne og klostre, i familier og blandt mennesker, som uden nogen kirkelig titel forsøger at leve den katolske tro. Hierarkiet har en nødvendig plads i Kirkens liv, men det er sat til at tjene et fællesskab, der er større end hierarkiet selv.

Helligånden vælger ikke i stedet for kardinalerne

Når kardinalerne samles i konklavet, beder de om Helligåndens vejledning. Pavevalget er omgivet af bøn og liturgi, fordi kardinalerne ikke blot skal udpege en leder af en stor international organisation. De skal vælge den mand, der skal bære ansvaret som biskop af Rom og Peters efterfølger.

Men bønnen betyder ikke, at deres beslutning automatisk er den bedst tænkelige. Kardinalerne er mennesker med erfaringer, holdninger og begrænsninger, og de må selv tage ansvaret for deres valg. Kirkehistorien rummer paver, der har været betydelige åndelige ledere, reformatorer og helgener, men også paver, hvis liv og beslutninger har været præget af magtbegær, politiske ambitioner og alvorlige personlige svagheder.

Heller ikke den mand, der bliver valgt, ophører med at være et menneske med fejl og begrænsninger. Kirkens lære om pavens ufejlbarlighed gælder under bestemte betingelser, når han endeligt definerer en lære om tro eller moral. Den omfatter ikke hans personlige handlinger, politiske vurderinger eller almindelige beslutninger. Paveembedets myndighed må derfor ikke forveksles med personlig fuldkommenhed.

Peters stol er ikke en arvelig trone

I praksis vil en kommende pave næsten sikkert blive valgt blandt kardinalerne. Det er mænd, som gennem mange år har arbejdet med Kirkens lære, ledelse og pastorale udfordringer. De kender de forhold, der præger en verdensomspændende Kirke, og har erfaring med det ansvar, som følger med at være biskop. Der er gode praktiske grunde til, at kardinalerne normalt vælger en mand fra deres egen kreds.

Alligevel er det værd at fastholde, at den katolske Kirke ikke har gjort denne praksis til et ubetinget krav. Peters stol er ikke en arvelig trone, og paveembedet tilhører ikke en bestemt gruppe mennesker. Den mand, der bliver valgt, overtager et embede, som ifølge Kirkens tro har sin oprindelse i Kristus og skal tjene hele det kristne fællesskab.

Det gælder også, hvis den valgte engang stod uden for den kristne tro. En mand kan have levet størstedelen af sit liv som ikke-kristen og senere mødt evangeliet, modtaget dåben og fundet sin plads i Kirken. Hans fortid kan være meget forskellig fra den, man normalt forbinder med en kommende pave. Men den er ikke i sig selv afgørende for, hvad hans liv siden kan føre til.

Bag paveembedets næsten to tusind år lange historie står fortsat fortællingen om fiskeren fra Genesaret Sø. Han blev kaldet af Kristus, fulgte ham, svigtede ham og fik tilgivelse og et nyt ansvar. Det var ikke hans fortid, hans uddannelse eller hans position i samfundet, der gjorde ham til Peter, Kirkens hyrde. Det var den opgave, Kristus betroede ham.

Og bag alle de kirkelige titler, ceremonier og den myndighed, der siden er blevet knyttet til Peters stol, står stadig den opstandne Kristus med det samme spørgsmål, han stillede fiskeren ved Genesaret Sø:

Elsker du mig?

Kilder og videre læsning

• Den katolske Kirkes kirkeret, canon 332 og 1024.
• Johannes Paul II: Universi Dominici Gregis (1996), om valg af pave.
• Det Andet Vatikankoncil: Lumen gentium (1964), om Kirken og Guds folk.
• Historiske oplysninger om pave Leo X og pave Urban VI.