Kan man love at elske et menneske for altid?

Højsangen kalder kærligheden stærk som døden. Men ingen kan love at være forelsket resten af livet.

To mennesker kan love hinanden troskab, selv om ingen af dem ved, hvad livet vil bringe. Højsangen fortæller om en kærlighed, som ikke kan købes og ikke kan slukkes af vældige vande. Men bag den menneskelige kærlighed står et endnu større løfte: Guds kærlighed til mennesket.?

Kort fortalt: Bibelen gør ikke kærligheden til en følelse, vi skal forsøge at fastholde. I Højsangen er kærligheden både sanselig og stærk, men også noget, der ikke kan købes. Den kristne tro går endnu længere: Menneskets kærlighed er skrøbelig, mens Guds kærlighed består, også når mennesket svigter.

Der findes næppe mange løfter, der er større end det, to mennesker giver hinanden ved et bryllup. De ved ikke, hvordan livet kommer til at se ud om ti, tyve eller halvtreds år. De ved ikke, hvem der først bliver syg, hvilke sorger der venter, eller hvordan de selv vil forandre sig. Alligevel lover de hinanden troskab. Det kan næsten lyde overmodigt, for hvordan kan et menneske afgive et løfte om noget så usikkert som kærligheden?

Spørgsmålet bliver ikke mindre af, at vi ofte bruger kærlighed og forelskelse, som om de var det samme. Forelskelsen kan være overvældende og få et andet menneske til pludselig at træde frem blandt alle andre. Men ingen kan beslutte sig for at være forelsket resten af livet. Hvis ægteskabsløftet betyder, at den følelse skal bevares uforandret, lover brudeparret noget, de umuligt kan holde.

Stærk som døden

I Højsangens sidste kapitel står nogle af Bibelens stærkeste ord om kærligheden: “For kærligheden er stærk som døden.” Kort efter hedder det, at vældige vande ikke kan slukke kærligheden, og at floder ikke kan skylle den bort.

Højsangen er en usædvanlig bog at finde i Bibelen. Her fortælles ingen frelseshistorie, gives ingen lov og holdes ingen prædiken. I stedet møder vi en mand og en kvinde, som længes efter hinanden, søger hinanden og taler åbent om den andens skønhed. Kærligheden er kropslig og sanselig. Bibelen gør ikke tiltrækningen mellem mand og kvinde til noget mistænkeligt, der først bliver værdigt, når kroppen træder i baggrunden.

Men mod slutningen bliver ordene større. Kærligheden sammenlignes med døden, den magt mennesket ikke kan forhandle med eller købe sig fri af. Den kærlighed, Højsangen taler om, er derfor mere end glæden ved at være sammen med et menneske, man holder af. Den griber ind i hele livet og gør den anden til et menneske, hvis liv ikke længere er ligegyldigt for mig.

Kærligheden kan ikke købes

Så kommer en sætning, som næsten kunne være skrevet til vores egen tid: “Om nogen så gav al sin rigdom for kærligheden, ville man kun ringeagte ham.”

Vi lever i en verden, hvor forbavsende meget kan købes. Vi kan købe komfort, rejser og oplevelser, og digitale tjenester kan sortere tusinder af mennesker og foreslå, hvem vi måske passer sammen med. Men selve kærligheden kan stadig ikke købes. Man kan købe en kostbar vielsesring, men ikke det ja, som ringen skal være tegn på. Man kan betale for en overdådig bryllupsfest, men ikke for troskab. Man kan købe et hus, men ikke det liv mellem mennesker, der gør huset til et hjem.

Her rammer Højsangen noget grundlæggende. Kærligheden kan kun modtages frit og gives frit. Netop derfor er den også sårbar. Den anden kan ikke tvinges til at elske mig, og jeg kan ikke kræve kærligheden som betaling for det, jeg selv har gjort.

Hvad lover man egentlig?

Hvis ingen kan love at være forelsket resten af livet, hvad er det så, man lover ved alteret? Den kristne forståelse af kærligheden tilsidesætter ikke følelserne. Et ægteskab uden ømhed, glæde eller nærhed ville være fattigt. Men kærligheden kan ikke være afhængig af, at de samme følelser er lige stærke hver eneste dag.

Kærligheden viser sig også i viljen til at søge den andens gode. Den findes i tilgivelsen efter et skænderi, i bekymringen, når den anden bliver syg, i de trivielle pligter og i de år, hvor livet måske blev helt anderledes, end man forestillede sig på bryllupsdagen. Troskab er derfor heller ikke blot at undlade at gå sin vej. Et ægteskab kan bestå på papiret, mens to mennesker langsomt er holdt op med at interessere sig for hinanden. At være trofast må også betyde fortsat at vende sig mod den anden.

Og den anden forandrer sig. Den, man forelskede sig i som ung, er ikke helt den samme fyrre år senere. Kroppen, erfaringerne, drømmene og bekymringerne ændrer sig. Et langt ægteskab kræver derfor, at man ikke nøjes med at elske den, man engang valgte, men bliver ved med at lære det menneske at kende, som lever ved siden af én.

Et menneske kan ikke elskes som et abonnement

Den nye YOUCAT-bog Love Forever er skrevet til unge, der forsøger at forstå kærlighed, forhold og ægteskab i lyset af den katolske tro. Allerede titlen rummer det vanskelige spørgsmål: Kan kærlighed virkelig være for altid?

Vi er blevet vant til at kunne skifte retning. Vi skifter arbejde, bolig og vaner, og meget af det, vi bruger, kan opsiges eller udskiftes, når noget bedre viser sig. Men et menneske kan ikke elskes som et abonnement. Hvis forholdet hele tiden hviler på spørgsmålet om, hvorvidt der kunne findes noget bedre, får kærligheden vanskelige vilkår.

Det betyder ikke, at ethvert samliv for enhver pris skal fortsætte. Der findes vold, misbrug og alvorlige svigt, hvor et menneske må beskytte sig selv eller sine børn. Den kristne tale om troskab må aldrig bruges til at fastholde nogen i et ødelæggende forhold. Men det ændrer ikke ved det radikale i ægteskabets løfte: Jeg vælger dig på en måde, som betyder, at vores forhold ikke hver dag skal afgøres på ny.

Før vi selv elsker, er vi elsket

Her når den menneskelige kærlighed sin grænse. Vi kan svigte hinanden. Vi kan bryde vores løfter, blive trætte af hinanden og vende os bort. Selv det højtideligste løfte gør ikke et menneske ude af stand til at bryde det.

Bibelen fortæller imidlertid om en kærlighed, der ikke begynder med menneskets troskab. Gud elsker ikke mennesket, fordi mennesket først har gjort sig værdigt til hans kærlighed. Han elsker først. Det betyder ikke, at vores handlinger er ligegyldige, eller at Gud ser gennem fingre med ondskab og svigt. Men menneskets nej ophæver ikke Guds kærlighed.

Det ser vi igen og igen. Den fortabte søn forlader sin far, men ophører ikke med at være hans søn. Peter fornægter Jesus, men efter opstandelsen opsøger Jesus ham igen. På korset beder Kristus for dem, der korsfæster ham. Guds kærlighed er ikke belønningen for vores troskab. Den er der, før vi svarer, og den kalder på vores svar.

Korset bliver derfor den kristne kærligheds stærkeste billede. Her er kærligheden ikke blot en følelse, men selvhengivelse. Kristus giver sig selv. Det betyder ikke, at mennesker skal udslette sig selv for hinanden eller tåle alt i kærlighedens navn. Men det betyder, at kærligheden ikke alene kan spørge: Hvad får jeg ud af dette? Den må også spørge: Hvad kan jeg give?

Det kristne ægteskab får dermed en målestok, som er større end ægtefællerne selv. De lover ikke, at de kan elske lige så fuldkomment som Gud. Det kan intet menneske. Men deres troskab kan blive et tegn på den kærlighed, de selv lever af: en kærlighed, som ikke ved det første svigt spørger, om den anden stadig er værd at elske.

Vældige vande

Højsangen lover ikke, at kærligheden aldrig bliver prøvet. Billedet af de vældige vande giver kun mening, fordi vandene faktisk kommer. Et langt liv sammen kan rumme sygdom, tab, skuffelser og perioder, hvor to mennesker føler sig langt fra hinanden. Der kan komme dage, hvor det gamle løfte føles større end de mennesker, der engang gav det.

Alligevel findes der mennesker, som efter halvtreds eller tres år stadig sidder ved siden af hinanden. Ikke nødvendigvis fordi alle årene har været lykkelige, eller fordi de føler præcis det samme som på deres bryllupsdag. Kærligheden har fået en historie. Den rummer det, de har oplevet sammen, det de har tilgivet, det de har mistet, og alt det almindelige, som aldrig kom i et fotoalbum, men som alligevel blev deres fælles liv.

Måske er det derfor, Højsangen tør kalde kærligheden stærk som døden. Ikke fordi mennesket kan garantere sine følelser for resten af livet, og heller ikke fordi et løfte i sig selv kan holde kærligheden levende. Menneskets kærlighed er skrøbelig. Den kan såres, forsømmes og svigtes. Men den kristne tro føjer noget afgørende til Højsangens ord: Før vi selv forsøger at elske, er vi elsket.

Man kan ikke love et andet menneske, at man aldrig vil forandre sig, og man kan ikke love, at livet bliver let. Man kan love at gå ind i det ukendte sammen. Og måske bliver det løfte muligt at give, netop fordi menneskets kærlighed ikke står alene, men hviler i en kærlighed, der var der før vores egen.

-karn