Czeslaw Kozon fylder 75 – biskop for en Kirke under forandring

75-årsdagen kan indlede den sidste fase af Czeslaw Kozons lange tid som biskop i Danmark

Den 17. november fylder Czeslaw Kozon 75 år og skal dermed indgive sin afskedsansøgning til paven. Det betyder ikke nødvendigvis, at han fratræder nu, men dagen kan markere begyndelsen på den sidste fase af hans lange bispetid. Katolsk NU gør status over en Kirke, der under Kozon er vokset og forandret, men også har været gennem alvorlige kriser og konflikter.

Kort fortalt: Czeslaw Kozon har været biskop siden 1995. Når han fylder 75 år, skal han efter kirkeretten indgive sin afskedsansøgning, men paven afgør, hvornår ansøgningen accepteres. I anledning af fødselsdagen ser Katolsk NU på hans fortjenester, de alvorligste prøvelser og de udfordringer, der fortsat står tilbage.

En ung biskop tager over

Czeslaw Kozon var 43 år, da han i 1995 blev biskop. Han var født på Falster i 1951 i en familie med polske rødder, havde studeret filosofi og teologi i Rom og var blevet præsteviet af biskop Hans Ludvig Martensen i 1979. Efter præstetjeneste blandt andet i Aalborg, Ordrup og Hellerup blev han i 1994 generalvikar og dermed Martensens nærmeste medarbejder. Året efter blev han hans efterfølger.

Han overtog en lille kirke i et stærkt sekulariseret land. Ifølge Bispedømmet København er omkring 58.000 katolikker registreret i bispedømmet, men tallet fortæller kun en del af historien. En væsentlig del af væksten hænger sammen med indvandring. Polakker, filippinere, vietnamesere, tamiler, afrikanere og katolikker fra en lang række andre lande er blevet en stadig større del af Kirken i Danmark.

Den kirke, Kozon blev biskop for i 1995, og den kirke, han leder i dag, er derfor på flere måder forskellige. Internationaliseringen præger gudstjenesterne, præsterne, menighederne og hele bispedømmets pastorale arbejde. At holde denne kirke samlet er blevet en af de store opgaver i hans bispetid.

At holde en meget forskellig kirke sammen

Bispedømmet København omfatter hele Danmark samt Færøerne og Grønland, men forskellene handler ikke kun om afstande. I samme bispedømme findes gamle danske katolske familier, konvertitter, arbejdsmigranter og familier med rødder i stort set alle dele af verden. Der findes traditionelle katolikker, karismatiske miljøer, Den Neokatekumenale Vandring, ordenssamfund og katolikker, hvis forbindelse til Kirken er langt løsere.

Kozons bispemotto er Veritatem in caritate – sandheden i kærlighed. Det siger også noget om den linje, han gennem årene har forsøgt at følge. Han har stået fast på Kirkens lære og forbindelsen til Rom, men samtidig givet plads til meget forskellige måder at leve det katolske liv på. Det har været en styrke, men det har også haft en pris. For ønsket om at holde sammen kan komme i konflikt med ønsket om at gribe ind. Nogle af de vanskeligste diskussioner i Kozons tid handler netop om situationer, hvor kritikere har ment, at biskoppen burde have handlet tydeligere eller tidligere.

Den Neokatekumenale Vandring

En af de længste interne diskussioner har handlet om Den Neokatekumenale Vandring. Bevægelsen har eksisteret i Danmark siden 1970’erne og har bidraget med familier, præster, mission og stærke trosfællesskaber. I januar 2026 blev dens 50 år i Danmark fejret ved en messe i Sankt Pauls Kirke i Høje Taastrup med Kozon som hovedcelebrant og godt 200 deltagere.

Men Vandringens rolle har også været omstridt. Kritikere har gennem årene ment, at bevægelsens indflydelse og placeringen af præster med tilknytning til den har skabt problemer i enkelte menigheder. Kritikken er ikke i sig selv en dækkende beskrivelse af Vandringen eller dens betydning for Kirken i Danmark, men konflikten har været reel. Kozon har grundlæggende fastholdt, at bevægelsen har en legitim plads i bispedømmet.

Sagen siger samtidig noget om hans måde at lede på. Kozon har sjældent søgt den hurtige og dramatiske løsning, men oftere forsøgt at lade forskellige miljøer leve inden for det samme kirkelige fællesskab. For nogle har det været udtryk for tålmodighed og rummelighed. Andre har oplevet det som tøven og manglende vilje til at gribe ind.

Overgrebskrisen blev den alvorligste prøve

Der er ét kapitel i Kozons tid som biskop, som vejer tungere end almindelige kirkelige uenigheder. I 2010 blev Den katolske Kirke i Danmark ramt af en alvorlig krise, da en række tidligere sager om seksuelle krænkelser og overgreb kom frem. Også Kozons første håndtering blev kritiseret.

Den efterfølgende advokatundersøgelse omfattede 39 sager med i alt 51 forhold. 35 af forholdene vedrørte personer under 18 år. Undersøgelsen fandt ikke grundlag for at konkludere, at Kirken generelt havde forsøgt at forhindre sager i at blive opklaret, men den konstaterede alvorlige problemer i håndteringen af en række sager og kritiserede passivitet. Også Kozon måtte forholde sig til kritik af sin egen embedsførelse.

Det hører med i enhver seriøs vurdering af hans tid som biskop. Men det gør udviklingen efter krisen også. Kirken fik et mere formaliseret beredskab, og Kozon nedsatte en rådgivergruppe med blandt andre juridiske og psykologiske fagpersoner. I dag findes faste procedurer for håndtering af mistanker og anmeldelser, og bispedømmet understreger, at beredskabet ikke erstatter politiets arbejde.

Det ændrer ikke det, der gik forud. Overgrebskrisen står tilbage som den alvorligste prøve i Kozons bispetid og som en påmindelse om, hvor store konsekvenser det får, når en kirkelig institution reagerer for langsomt.

En dansk biskop med udsyn

Hvis Kozons betydning alene måles på hans synlighed i danske medier, overser man en væsentlig del af hans arbejde. Han har gennem mange år haft en fremtrædende rolle blandt de nordiske katolske biskopper og i det europæiske kirkelige samarbejde. Fra 2015 til 2024 var han formand for Den Nordiske Bispekonference, og han har gennem en lang årrække repræsenteret de nordiske bispedømmer i COMECE, de katolske bispekonferencers samarbejde over for EU.

Det har givet den lille katolske kirke i Danmark en stemme, som rækker ud over dens størrelse. Også økumenikken har været en fast del af hans arbejde. Forholdet til Folkekirken er i hans tid blevet præget mere af samtale og samarbejde end af den konfessionelle afstand, som kendetegnede tidligere generationer.

Danmark ligger geografisk og kirkeligt i udkanten af den katolske verden. Kozon har gennem sit nordiske og europæiske arbejde været med til at fastholde forbindelsen mellem den danske diasporakirke og den større kirke omkring den.

Enheden udfordres fra flere sider

En af Kozons seneste markante offentlige udmeldinger samler på mange måder det syn på Kirken, som har præget hans tid som biskop. Den 15. september 2026 offentliggjorde han teksten Kirkens enhed under udfordring? med udgangspunkt i bispevielser foretaget uden paveligt mandat af Pius X-broderskabet, SSPX, og de transalpinske redemptorister. Ifølge Kozon havde handlingerne bragt de pågældende fællesskaber i en skismatisk situation.

Men hans ærinde var bredere end SSPX. Kozon pegede på, at Kirkens enhed efter hans opfattelse udfordres fra to retninger. På den ene side står traditionalistiske miljøer, som forkaster dele af Andet Vatikankoncil og den efterfølgende liturgiske reform. På den anden side står miljøer, som ønsker så vidtgående forandringer, at dele af Kirkens traditionelle tros- og morallære sættes til side.

Det er væsentligt, at Kozon samtidig skelner mellem kærligheden til den ældre liturgi og et brud med Kirkens fællesskab. Kritikken retter sig ikke mod katolikker, fordi de foretrækker messen efter 1962-missalet, men mod det punkt, hvor uenighed bliver til afvisning af koncilet, biskoppernes myndighed eller fællesskabet med paven.

Her bliver en grundlinje i hans bispetid tydelig. Kozon har ikke været biskoppen for store kirkelige eksperimenter, men heller ikke for et opgør med Andet Vatikankoncil. Det forklarer både hans skepsis over for dele af den tyske Synodale Vej og hans kritik af traditionalistiske miljøer, når de bevæger sig væk fra Kirkens fulde fællesskab.

Som 75-årig står han derfor i spidsen for en Kirke, hvor udfordringen ikke alene kommer fra et sekulariseret samfund udenfor. Den findes også indenfor: mellem dem, der mener, at Kirken har forandret sig for meget, og dem, der mener, at den ikke har forandret sig nok.

Kirken voksede – men blev troen stærkere?

Medlemstallene giver anledning til et vanskeligere spørgsmål. Omkring 58.000 katolikker er registreret i bispedømmet, men det ville være for enkelt at gøre væksten til Kozons personlige fortjeneste. En stor del hænger sammen med migration, og mange af de katolikker, der er kommet til Danmark, havde deres tro med sig.

Det vanskeligere spørgsmål er, hvordan det er gået med at give troen videre til mennesker, der vokser op her. Der findes levende menigheder, stærke familier, ungdomsmiljøer og konvertitter. Men der findes også unge, som mister forbindelsen til Kirken efter firmelsen, katolikker, der sjældent deltager i messen, og menigheder, der i høj grad er afhængige af præster fra udlandet.

Det kan ikke uden videre betegnes som Kozons nederlag. Sekulariseringen begyndte længe før hans bispetid og rammer stort set alle historiske kirkesamfund i Vesteuropa. Men efter så mange år som biskop er spørgsmålet rimeligt: Er Kirken i Danmark blevet bedre til at give troen videre?

Her er svaret langt mindre enkelt end medlemstallet.

Præsterne kommer i høj grad udefra

Præstesituationen viser den samme dobbelte virkelighed. På Verdensdagen for bøn for kald i april 2026 kunne Kozon oplyse, at 13 kandidater var under uddannelse til præstegerningen for bispedømmet. Det er umiddelbart et betydeligt antal for et lille bispedømme. Alle 13 studerer imidlertid ved Redemptoris Mater i Vedbæk, og de fleste kommer fra andre lande. Kozon fremhævede selv behovet for, at der bliver vakt flere kald i de lokale menigheder.

De udenlandske præster og præstekandidater er ikke et problem i sig selv. Tværtimod har de gjort det muligt at betjene en katolsk befolkning, som selv er blevet international. Men afhængigheden viser, at det fortsat er vanskeligt at skabe lokale præstekald. En biskop kan ikke frembringe et kald ved en administrativ beslutning. Kald vokser frem af familier, menigheder og levende trosmiljøer.

Derfor ville det være urimeligt at gøre manglen på danske præstekald til Kozons personlige nederlag. Men hvis en voksende katolsk kirke efter årtier fortsat har vanskeligt ved selv at fostre de præster, den behøver, er det en udfordring, som ikke kan overses.

Økonomien er stadig sårbar

Den samme sårbarhed viser sig i økonomien. På Pastoralrådets møde i juni 2026 blev bispedømmets regnskab for 2025 fremlagt med et stort underskud. Kozon opfordrede endnu en gang menighederne til at få flere katolikker til at betale den anbefalede kirkeskat på én procent af indkomsten. Hvis alle gjorde det, sagde han, ville bispedømmets økonomiske situation se helt anderledes ud.

Problemet hænger blandt andet sammen med den måde, Den katolske Kirke fungerer på i Danmark. Kirkeskatten er en privat ordning mellem Kirken og det enkelte medlem, og mange udenlandske katolikker bliver først registreret, når de kommer i kontakt med et sogn i forbindelse med dåb, firmelse, bryllup eller andre kirkelige handlinger. Det gør det vanskeligere både at kende det reelle antal katolikker og at skabe et stabilt økonomisk grundlag.

Konsekvensen er, at Kirken fortsat har brug for hjælp udefra. Her har tyske katolikker gennem mange år spillet en betydelig rolle. Bonifatiuswerk støtter kirkeligt arbejde og projekter i Danmark og andre områder, hvor katolikker lever som en lille minoritet. Den tyske hjælp rækker også ind i præstelivet. Kozon skrev selv i april 2026, at både præstelønninger og præsteuddannelse suppleres af tyske velgørere.

Den støtte har gjort meget muligt, som et lille bispedømme ellers ville have haft svært ved at finansiere. Men den rejser også et ubehageligt spørgsmål. Den katolske Kirke i Danmark er vokset og tæller omkring 58.000 registrerede medlemmer. Hvorfor er den fortsat ikke økonomisk stærk nok til i højere grad at bære sit eget kirkeliv?

Det kan ikke alene lægges på biskoppens skuldre. Økonomien afhænger i sidste ende af katolikkernes vilje til selv at betale for deres kirke. Men økonomisk bæredygtighed handler også om ledelse og om gennem mange år at opbygge en kultur, hvor medlemmerne oplever et økonomisk ansvar for det kirkelige fællesskab.

Her står Kozon med en udfordring, som endnu ikke er løst.

75 år – men ikke et punktum

Den 17. november sker der noget formelt, men ikke nødvendigvis noget synligt. Czeslaw Kozon når den alder, hvor han skal indgive sin afskedsansøgning. Paven afgør, hvornår den accepteres, og derfor vil det være forkert allerede nu at skrive historien om hans bispetid, som om den var afsluttet.

Men 75-årsdagen gør det muligt at se på, hvor Kirken står.

Den er større end den kirke, Kozon overtog, og langt mere international. Han har gennem årtier søgt at holde meget forskellige katolske miljøer sammen, fastholdt Kirkens lære og fællesskabet med Rom og gennem sit nordiske og europæiske arbejde givet den lille danske katolske kirke en stemme uden for landets grænser.

Men billedet har også en anden side. Overgrebskrisen viste alvorlige svigt. Konflikten omkring Den Neokatekumenale Vandring forsvandt ikke. Lokale præstekald er fortsat få, og økonomien er sårbar og afhængig af støtte udefra. Samtidig står Kirken midt i den spænding, Kozon selv satte ord på i september: mellem dem, der mener, at Kirken har forandret sig for meget, og dem, der mener, at den ikke har forandret sig nok.

Det er den katolske kirke, Czeslaw Kozon står i spidsen for, når han fylder 75 år. En Kirke, der er blevet større, men ikke nødvendigvis stærkere på alle områder. En Kirke med levende menigheder og nye katolikker, men også med spørgsmålet om, hvordan troen gives videre, hvordan lokale kald kan vokse frem, hvordan økonomien kan bæres af dens egne medlemmer, og hvordan mennesker med vidt forskellige syn på Kirkens vej kan forblive i det samme fællesskab.

Det er ikke kun spørgsmål for den biskop, der en dag skal efterfølge Czeslaw Kozon.

Så længe han er biskop, er de også hans.

Senere på Katolsk NU
I forbindelse med Czeslaw Kozons 75-års fødselsdag genudsender Katolsk NU en længere samtale med biskoppen fra 2022. Her taler han blandt andet om tro, ansvar, Kirkens lære og barmhjertighed.

-karn