Sankt Johannes af Capestrano – et liv i Guds tjeneste og historiens modsætninger

Franciskaneren, der ville forandre Europa

Han opgav en lovende karriere som jurist for at følge Frans af Assisis ideal om fattigdom og hengivelse til Gud. Sankt Johannes af Capestrano blev en af middelalderens mest indflydelsesrige prædikanter, men hans liv rummer også en vanskelig historie om religiøs intolerance, krig og forfølgelse.

Kort fortalt: Fredag den 23. oktober mindes den katolske Kirke sankt Johannes af Capestrano (1386–1456). Han var franciskaner, præst og en betydningsfuld reformator, som rejste gennem Europa for at forkynde omvendelse og fornyelse af den kristne tro. Hans liv var præget af stor personlig hengivenhed, men også af religiøse konflikter, der i dag kræver en kritisk historisk vurdering.

Da den unge jurist mistede sin frihed

Johannes af Capestrano blev født i 1386 i den lille italienske by Capestrano i Abruzzerne. Han voksede op i et Europa, hvor politiske magtkampe, krige og religiøs splittelse prægede tilværelsen. Den katolske Kirke befandt sig i en vanskelig periode. Under det store vestlige skisma gjorde flere paver krav på at være Kirkens retmæssige overhoved, og mange kristne oplevede en voksende afstand mellem evangeliets idealer og det liv, der blev ført blandt både gejstlige og verdslige magthavere.

Den unge Johannes valgte i første omgang en verdslig løbebane. Han studerede jura ved universitetet i Perugia og opnåede hurtigt anerkendelse for sine evner. Han fik en fremtrædende stilling i byens administration og havde udsigt til en betydelig karriere. Han kendte lovens bestemmelser, magtens muligheder og de konflikter, som opstod, når menneskelige interesser stod over for hinanden. Han havde også indgået ægteskab, og hans fremtid syntes på mange måder fastlagt.

Men i 1416 blev han taget til fange under en politisk konflikt. Fængselsopholdet ændrede hans liv. Den mand, der havde været vant til at træffe beslutninger og udøve myndighed, var nu berøvet sin egen frihed. Ifølge den franciskanske tradition fik han under fangenskabet en religiøs oplevelse, der førte ham til at genoverveje sin tilværelse. Han begyndte at se sin karriere og sine ambitioner i et andet perspektiv. Hvad var den verdslige magt værd, hvis den ikke førte mennesket nærmere Gud?

Efter sin løsladelse besluttede Johannes at forlade sin tidligere tilværelse. Hans ægteskabelige forpligtelser blev kirkeretligt afklaret, og omkring 30 år gammel trådte han ind i franciskanerordenen. Det var ikke blot et skifte af beskæftigelse, men et brud med den fremtid, han havde forestillet sig. Han forlod et liv med social anseelse og mulighed for indflydelse for at slutte sig til et religiøst fællesskab, hvor fattigdom, lydighed og bøn skulle være grundlaget for hans tilværelse.

Frans af Assisis fattigdom som livsideal

Da Johannes trådte ind i franciskanerordenen, var den præget af indre uenighed om forståelsen af Frans af Assisis oprindelige idealer. Nogle ønskede en mere lempelig fortolkning af ordensreglerne, mens andre mente, at franciskanerne måtte vende tilbage til en strengere efterlevelse af fattigdommen og det enkle liv. Johannes sluttede sig til den reformbevægelse, der blev kendt som observanterne, og som lagde vægt på troskab mod ordensgrundlæggerens oprindelige intentioner.

Han blev nært knyttet til sankt Bernardino af Siena, en af tidens store franciskanske prædikanter. Bernardino havde gjort forkyndelsen af Jesu hellige navn til et centralt element i sit arbejde og ønskede at føre mennesker tilbage til en personlig og levende tro. Johannes overtog meget af denne spiritualitet. Kristendommen måtte ikke reduceres til bestemmelser, institutioner eller ydre religiøse handlinger. Den måtte begynde med menneskets omvendelse og få betydning for hele dets liv.

For Johannes var fattigdommen ikke alene et spørgsmål om at give afkald på ejendom. Den var også et udtryk for menneskets afhængighed af Gud. Når et menneske ikke længere søgte sin sikkerhed i rigdom, position eller anerkendelse, kunne det i stedet rette sit liv mod Kristus. Dette ideal var krævende, og Johannes praktiserede selv en streng askese. Han levede nøjsomt, rejste meget og stillede store krav til både sig selv og sine medbrødre.

Hans juridiske baggrund fik samtidig betydning for reformarbejdet. Han var ikke en religiøs drømmer, der forestillede sig, at fromhed alene kunne løse alle problemer. Han vidste, at et fællesskab også havde brug for regler, ansvar og en ordentlig ledelse. Derfor arbejdede han både med forkyndelse, organisering og kirkeretlige spørgsmål. Han ønskede en franciskanerorden, hvor det ydre liv svarede til det evangelium, brødrene havde forpligtet sig til at følge.

Prædikanten, der drog gennem Europa

Johannes blev efterhånden en af sin tids mest efterspurgte prædikanter. Han rejste gennem Italien, Tyskland, Østrig, Bøhmen, Polen og Ungarn, hvor han talte til store menneskemængder. Mange steder var kirkerne for små til at rumme de mennesker, der ønskede at høre ham, og hans prædikener blev derfor holdt på torve og åbne pladser. Beretninger fra samtiden fortæller om tusinder af tilhørere, som samledes omkring den franciskanske munk.

Det var en tid uden moderne kommunikationsmidler, men prædikanter som Johannes kunne alligevel nå vidt omkring. Nyheden om hans ankomst spredte sig fra by til by, og hans forkyndelse blev en begivenhed, der berørte både almindelige mennesker og samfundets ledere. Han talte med stor alvor om synd, anger, bod og Guds barmhjertighed. Han kritiserede grådighed, magtmisbrug og moralsk ligegyldighed og opfordrede mennesker til at tage deres kristne ansvar alvorligt.

Hans forkyndelse havde sit udgangspunkt i den overbevisning, at mennesket kunne forandre sit liv gennem Guds nåde. Omvendelse var ikke forbeholdt dem, der havde levet et særligt syndigt liv. Den var en vedvarende opgave for enhver kristen. Også den troende, der deltog i gudstjenesten og overholdt Kirkens bestemmelser, måtte spørge sig selv, om troen virkelig havde fået plads i hjertet.

Her møder vi et væsentligt træk ved den franciskanske spiritualitet. Evangeliet skulle ikke alene forklares, men leves. Den kristne måtte lade sin tro komme til udtryk i forholdet til andre mennesker, i brugen af sine ejendele og i den måde, han eller hun forvaltede sit ansvar på. Johannes ønskede at vække mennesker af den religiøse ligegyldighed, som han mente havde bredt sig i store dele af samfundet.

Hans prædikener var imidlertid også præget af en hårdhed, som hørte til hans personlighed og samtid. Han var ikke en forkynder, der søgte kompromiset eller den forsigtige formulering. Han talte med stor sikkerhed om, hvad han opfattede som sandhed og vildfarelse. Netop denne kompromisløshed gjorde ham til en stærk reformator, men den fik også alvorlige konsekvenser, når den blev rettet mod mennesker, som ikke delte hans religiøse overbevisning.

Når religiøs overbevisning bliver til intolerance

Johannes af Capestranos liv rummer en side, som ikke kan udelades af en historisk fremstilling. Han var aktiv i bekæmpelsen af religiøse bevægelser, som den katolske Kirke betragtede som kætterske, og hans virke bidrog til forfølgelsen af jødiske samfund i Centraleuropa. Han støttede indskrænkninger af jøders rettigheder og medvirkede til at udbrede anklager mod jøder, som fik alvorlige følger.

Særligt begivenhederne i Breslau, det nuværende Wrocław i Polen, i 1453 viser, hvor alvorlige konsekvenser denne religiøse intolerance kunne få. Efter beskyldninger om vanhelligelse af indviede hostier blev medlemmer af det jødiske samfund arresteret og udsat for tortur. Johannes var involveret i processen, som endte med, at mere end 40 jøder blev henrettet, mens andre blev fordrevet. Anklagerne byggede på forestillinger, som gennem århundreder havde været anvendt til at legitimere forfølgelse af jøder.

Disse begivenheder kan ikke forsvares med henvisning til Johannes’ religiøse engagement. De viser, hvordan en stærk overbevisning om at tjene Gud kan blive forbundet med handlinger, der krænker andre menneskers værdighed. Johannes betragtede sig selv som en forsvarer af den kristne tro, men hans forståelse af dette ansvar var også præget af en tid, hvor religiøs ensretning ofte blev anset for en nødvendig del af samfundets orden.

Den katolske Kirke har siden taget afgørende afstand fra antisemitisme. Med Andet Vatikankoncils erklæring Nostra aetate fra 1965 blev forholdet til jødedommen behandlet på en måde, der understregede kristendommens jødiske rødder og afviste had og forfølgelse af jøder. Johannes’ handlinger må derfor vurderes med en historisk forståelse af hans samtid, men uden at denne forståelse bliver en undskyldning for overgrebene.

Det er samtidig vigtigt at fastholde, at helgenkåring ikke indebærer en godkendelse af ethvert standpunkt eller enhver handling i et menneskes liv. Den katolske Kirke lærer, at hellighed er et resultat af Guds nåde og menneskets svar på denne nåde. Helgenerne er ikke mennesker, der har været hævet over deres samtids begrænsninger, men mennesker, hvis liv Kirken anerkender som vidnesbyrd om troen. Det fritager ikke eftertiden for at undersøge deres handlinger og tage afstand fra det, der var uretfærdigt.

Den gamle franciskaner ved Beograd

I Johannes’ sidste leveår blev Europa rystet af en begivenhed, som fik stor betydning for både den politiske og religiøse udvikling. I 1453 erobrede den osmanniske sultan Mehmed II Konstantinopel, der gennem mere end tusind år havde været hovedstad i det østromerske rige og et vigtigt centrum for den østlige kristendom. Erobringen skabte frygt for en fortsat osmannisk fremrykning mod Centraleuropa.

Johannes var på dette tidspunkt en aldrende mand, men han fortsatte sine omfattende rejser og sin forkyndelse. Pave Callistus III ønskede at samle kristne styrker til forsvar mod osmannerne, og Johannes fik en central rolle i arbejdet med at mobilisere støtte. Han rejste og prædikede med den samme energi, som havde kendetegnet hans tidligere virke, men nu var hans budskab også knyttet til en konkret militær konflikt.

I sommeren 1456 blev Beograd belejret af den osmanniske hær. Byen var en vigtig fæstning i det ungarske kongeriges forsvar, og dens fald kunne have åbnet vejen for yderligere erobringer. Johannes sluttede sig til den ungarske feltherre Johannes Hunyadi og medvirkede til at samle og opmuntre de styrker, der skulle komme byen til undsætning.

I juli lykkedes det forsvarerne at bryde belejringen og slå den osmanniske hær tilbage. Sejren blev fejret i store dele af det kristne Europa, og Johannes blev hyldet som en af de mænd, der havde bidraget til at afværge en alvorlig militær trussel. Hans deltagelse viste endnu en gang den usædvanlige energi, der havde præget hans liv, men også hvor tæt religiøs forkyndelse og politisk magt kunne være forbundet i middelalderen.

For Johannes var kampen et forsvar for den kristne verden, som han havde viet sit liv til at tjene. Set fra et nutidigt perspektiv må begivenhederne imidlertid også forstås som en del af en lang historie om krig og gensidig fjendtlighed mellem religiøse og politiske magter. Hans indsats kan ikke reduceres til en fortælling om kristen heltemodighed, men må ses i den historiske sammenhæng, hvor religion og krig ofte blev betragtet som uløseligt forbundne.

Et liv, der sluttede langt fra hjemmet

Sejren ved Beograd blev Johannes’ sidste store bedrift. De anstrengelser, som havde præget felttoget, havde tæret på hans kræfter, og kort efter blev han alvorligt syg. Den 23. oktober 1456 døde han i Ilok, i det nuværende Kroatien, omkring 70 år gammel.

Han var langt fra den lille italienske by, hvor han var blevet født, og endnu længere fra den tilværelse, han som ung jurist havde forestillet sig. I omkring 40 år havde han levet som franciskaner, rejst gennem Europa, prædiket for store menneskemængder og arbejdet for reformer i Kirken. Han havde været rådgiver for kirkelige ledere, deltaget i religiøse stridigheder og engageret sig i en krig, som han opfattede som afgørende for kristendommens fremtid.

Hans liv havde været præget af bevægelse og aktivitet, men bag den omfattende virksomhed lå et religiøst valg, som han havde truffet under sit fangenskab mange år tidligere. Han havde opgivet en karriere i det verdslige samfund for at følge Kristus efter Frans af Assisis forbillede. Dette valg blev bestemmende for resten af hans liv, også når hans handlinger førte ham ind i konflikter, som eftertiden må betragte med alvor og kritik.

Johannes blev helgenkåret i 1690 af pave Alexander VIII. Kirken mindes ham den 23. oktober og fremhæver navnlig hans forkyndelse, hans franciskanske liv og hans indsats for at styrke troen i en vanskelig periode. Hans mindedag er ikke en fejring af religiøs intolerance eller krig, men en anledning til at betragte et menneske, hvis liv var formet af en stærk overbevisning om at være kaldet til Guds tjeneste.

Hellighedens menneskelige vilkår

Der findes helgenfortællinger, hvor menneskets liv næsten fremstår som en ubrudt række af gode gerninger og åndelige sejre. Johannes af Capestranos historie lader sig ikke fortælle på den måde. Hans liv var mere sammensat. Han viste stor personlig offervilje og religiøs hengivenhed, men han var også medansvarlig for handlinger, der påførte andre mennesker lidelse. Begge dele hører med til hans historie.

Netop derfor giver hans liv anledning til en vigtig overvejelse om, hvad hellighed betyder i den katolske tro. Hellighed er ikke det samme som historisk fejlfrihed. Den er heller ikke et resultat af menneskets egen styrke eller evne til at leve uden begrænsninger. Den begynder med Guds nåde og med menneskets villighed til at lade sig forandre af den. Men denne forandring finder sted i virkelige menneskers liv, under bestemte historiske vilkår og med de svagheder, som hører menneskelivet til.

Det betyder ikke, at uretfærdige handlinger mister deres alvor, når de begås af mennesker, der senere bliver æret som helgener. Tværtimod stiller evangeliet også helgenernes liv under det samme krav om sandhed, retfærdighed og kærlighed, som gælder for alle kristne. Johannes’ historie viser, at religiøs iver ikke kan stå alene. Den må ledsages af ydmyghed og af en stadig villighed til at lade sin egen forståelse prøve på Kristi ord.

Den gamle franciskaner døde i byen Ilok ved Donau, i det nuværende Kroatien, efter et liv, hvor han sjældent havde kendt til hvile. Han havde vandret gennem Europa, prædiket på torve og i kirker og forsøgt at kalde mennesker tilbage til den tro, han selv havde viet sit liv til. Han efterlod sig en betydelig religiøs arv, men også en historie præget af modsætninger og handlinger, der fortsat kalder på kritisk eftertanke.

Når Kirken den 23. oktober mindes Johannes af Capestrano, er det derfor også en anledning til at betragte helligheden med større alvor. Ikke som en forestilling om mennesker, der aldrig tog fejl, men som vidnesbyrd om, at Gud virker gennem mennesker, der selv har brug for hans barmhjertighed.

Johannes begyndte sit voksne liv med at søge retfærdigheden gennem loven. Han endte med at vie sit liv til Gud. Mellem disse to kapitler ligger historien om et menneske, der søgte at tjene sandheden med hele sin styrke, men som ikke altid formåede at forene sin overbevisning med den kærlighed, evangeliet kræver.

Hans liv minder os om, at den kristne tro ikke alene kalder mennesket til at forsvare det, det tror er sandt. Den kalder også mennesket til at elske den næste, som ikke deler dets tro.

Og det er et kald, som ingen kristen bliver færdig med at besvare.

-karn

Kilder og historisk baggrund

• Franciscan Media – Saint John of Capistrano
• Catholic Encyclopedia – St. John Capistran
• Jewish Encyclopedia – Capistrano, John of
• Andet Vatikankoncil – Nostra aetate

De historiske fremstillinger dokumenterer både Johannes’ franciskanske reformarbejde, hans rolle ved Beograd og hans medvirken til antijødiske forfølgelser.