Tysk minister valgte den katolske tro som voksen

Philipp Amthor voksede op uden en kristen tradition. Som ung voksen fandt han frem til Kirken og lod sig døbe.

Den tyske CDU-politiker Philipp Amthor er jurist, minister og katolik. Men den katolske tro var ikke en del af hans opvækst. Først som voksen fandt han vej til Kirken og besluttede sig for at blive døbt. I et interview med det katolske tidsskrift bonifatiusblatt fortæller den 33-årige politiker om sin vej til troen, om messens betydning i en travl hverdag og om det ansvar, der følger med at være kristen i det offentlige liv.

Kort fortalt: Den tyske minister Philipp Amthor voksede op i et miljø, hvor kristendommen næsten ingen rolle spillede. Gennem mødet med troende venner fandt han gradvist frem til den katolske tro og lod sig døbe som ung voksen. I dag betragter han messen, bønnen og det kristne menneskesyn som væsentlige dele af sit liv og sit politiske ansvar.

En tro, han ikke fik med hjemmefra

For mange katolikker begynder forholdet til Kirken allerede i barndommen. De bliver døbt som spædbørn, vokser op med messen og lærer troen at kende gennem familien. For andre begynder historien et helt andet sted. De møder kristendommen senere i livet og må selv tage stilling til, om de vil tro, og hvad troen skal betyde for dem.

Den tyske politiker Philipp Amthor tilhører den sidste gruppe. Han voksede op i Mecklenburg-Vorpommern i det tidligere Østtyskland, hvor årtiers kommunistisk styre havde sat dybe spor i befolkningens forhold til religion. I hans egen familie og blandt de mennesker, han omgav sig med som ung, spillede kristendommen næsten ingen rolle.

I dag er han en fremtrædende politiker i det kristendemokratiske CDU og minister med ansvar for forholdet mellem den tyske forbundsregering og delstaterne. Han er også katolik. Men det sidste er ikke blot en betegnelse, han har arvet fra sin familie eller fået med som en naturlig del af sin opdragelse.

I et interview med det katolske tidsskrift bonifatiusblatt fortæller Amthor, at beslutningen om at blive døbt var resultatet af en længere personlig udvikling. Der var ikke tale om en enkelt dramatisk begivenhed, der pludselig ændrede hans liv. Troen voksede frem gennem mødet med mennesker, der allerede havde fundet deres ståsted i kristendommen.

Særligt venner med en fast kristen tro fik betydning. Deres eksempel og støtte var med til at åbne en verden, som indtil da havde været fremmed for ham. Gennem årene fandt han sin egen adgang til troen, og i dag beskriver han den som en kilde til stor personlig styrke.

Det er bemærkelsesværdigt, at Amthor ikke fremstiller sin vej til Kirken som et brud med alt, hvad han tidligere havde været. Han fortæller snarere om en modning, hvor troen gradvist fik en plads i hans liv. Dåben blev dermed et bevidst valg, truffet på et tidspunkt, hvor han selv kunne tage stilling til dens betydning.

Messen i en travl politisk hverdag

Philipp Amthor er en del af den politiske ledelse i Europas folkerigeste land. Hans arbejdsdage er præget af møder, forhandlinger, politiske konflikter og en offentlighed, hvor både ord og handlinger bliver nøje fulgt. Det er ikke et liv, hvor stilhed og eftertanke nødvendigvis får meget plads.

Alligevel fremhæver han den hellige messe som et fast og personligt vigtigt holdepunkt. Da intervieweren spørger, om han regelmæssigt taler med Gud, svarer han ved at pege på messen og den betydning, den har for ham i en hektisk hverdag.

Men han understreger samtidig, at troen ikke er bundet til bestemte steder eller tidspunkter. Den er ikke noget, der begynder, når han træder ind i kirken, og ophører, når han forlader den igen. Troen følger ham i hverdagen og har betydning for den måde, han møder andre mennesker og træffer sine beslutninger på.

Ved siden af messen og den personlige bøn lægger han særlig vægt på orientering og ydmyghed. Netop i perioder med politiske beslutninger, der skal træffes hurtigt, oplever han behovet for at holde fast i noget, der ikke alene bestemmes af dagens begivenheder.

Det er en forholdsvis stilfærdig beskrivelse af troens betydning. Amthor fortæller ikke om store religiøse oplevelser eller særlige åbenbaringer. Han taler om messen, bønnen og den indre eftertanke som noget, der hjælper ham med at leve sit almindelige liv og udføre sit arbejde.

Et menneskesyn, der forpligter

Som medlem af CDU tilhører Amthor et parti, der historisk bygger på kristendemokratiske værdier. Men han skelner mellem den politiske tradition og den personlige tro, som han selv har valgt at bekende sig til.

For ham er det kristne menneskesyn mere end et politisk princip. Det bygger på overbevisningen om, at ethvert menneske har en værdighed, som ikke kan anfægtes, og at mennesket er skabt frit. Friheden er imidlertid ikke uden forpligtelser. Den medfører et ansvar for andre mennesker og for det fællesskab, man er en del af.

Amthor fremhæver solidaritet, næstekærlighed og ansvar som værdier, der både har betydning for samfundets sammenhængskraft og for hans eget liv som kristen.

Dermed berører han et spørgsmål, der rækker langt ud over tysk politik: Hvad betyder det egentlig at være katolik, når troen skal leves uden for kirkens mure?

Den katolske tro giver ikke et færdigt svar på enhver politisk uenighed. Katolikker kan nå frem til forskellige vurderinger af økonomi, lovgivning og samfundets indretning. Men troen stiller krav til den måde, mennesker behandles på, og til det ansvar, den enkelte påtager sig.

Det er også sådan, Amthor beskriver forholdet mellem sine forskellige roller. Han bliver i interviewet spurgt, om juristen, politikeren og den kristne undertiden kommer i konflikt med hinanden. Han afviser ikke, at der kan være forskellige hensyn at afveje, men ser først og fremmest de tre perspektiver som noget, der supplerer og udfordrer hinanden.

At træffe ansvarlige beslutninger kræver efter hans opfattelse netop, at man er villig til at betragte en sag fra flere sider.

Fjendekærlighed i en hård politisk debat

Interviewet begynder med et spørgsmål om Jesu opfordring til at elske sine fjender. Det er et krævende budskab, ikke mindst i politik, hvor modsætningerne kan være skarpe, og hvor personlige angreb efterhånden er blevet en del af den offentlige debat.

Amthor mener, at politik bør handle om argumenter frem for støj, hån og personlige fornærmelser. Her ser han en forbindelse til Jesu ord om fjendekærlighed. Den kristne opfordring til at elske sine fjender kan hjælpe mennesker med at skabe afstand til de angreb, de bliver udsat for, og forhindre, at de selv svarer igen med samme hårdhed.

Han understreger dog, at fjendekærlighed ikke må forveksles med passivitet over for uret. Kritik er en nødvendig del af demokratiet, men når den udvikler sig til had og bitterhed, bringes grundlæggende værdier i fare.

Amthor kender selv den hårde tone. Han har siden sine første år som ung politiker været et yndet mål for tyske satireprogrammer og politiske kommentatorer. Han mener, at humor og selvironi er nødvendige i et demokratisk samfund, og at politikere også må kunne le ad sig selv.

Her fortæller han, at troen hjælper ham med ikke at lade sit selvbillede afhænge af den offentlige opmærksomhed. Den giver ham mulighed for at se kritikken i et større perspektiv og bevare en vis ro, også når debatten bliver personlig.

Det betyder ikke, at han altid lever op til de idealer, han beskriver. Men det fortæller noget om, hvilke krav han mener, at troen stiller til ham.

Kirken har også et ansvar i samfundet

Interviewet kommer også ind på den tyske kirkes økonomiske forhold og de politiske forslag om at ændre finansieringen af kirkerne. Her kritiserer Amthor skarpt det højreorienterede parti Alternative für Deutschland, AfD, og dets forslag om at afskaffe de historisk begrundede statslige ydelser til kirkerne.

Han mener, at en sådan ændring må gennemføres på et ordentligt juridisk grundlag og med respekt for de historiske forpligtelser, der ligger bag ordningerne. Han forsvarer desuden kirkeskatten, som i Tyskland finansierer en betydelig del af kirkernes arbejde.

Hans argument er, at kirkerne ikke alene beskæftiger sig med gudstjenester og sjælesorg, men også udfører omfattende opgaver inden for undervisning, omsorg og socialt arbejde. Disse opgaver ville efter hans opfattelse blive alvorligt berørt af en udifferentieret afskaffelse af finansieringen.

Spørgsmålet om kirkeskat og statslige ydelser er særligt tysk og kan ikke uden videre overføres til danske forhold. Men bag den politiske uenighed ligger en bredere forståelse af Kirken som et fællesskab, der ikke alene eksisterer for sine egne medlemmer, men også har ansvar for det samfund, den er en del af.

Troen er ikke forbeholdt dem, der er født ind i den

Der er noget særligt ved fortællingen om et menneske, der finder frem til Kirken som voksen. Ikke fordi en voksens dåb er mere værdifuld end barnets, men fordi beslutningen bliver synlig som et personligt valg.

Philipp Amthor voksede op uden den kristne tradition, som gennem generationer har præget store dele af Europa. Han kendte ikke nødvendigvis messen, bønnen og Kirkens liv indefra. Alligevel blev mødet med troende mennesker begyndelsen på en udvikling, der førte ham frem til dåben.

Hans fortælling viser samtidig betydningen af det personlige vidnesbyrd. Det var ikke først og fremmest en offentlig kampagne eller en politisk diskussion, der vakte hans interesse for kristendommen. Det var mennesker, han kendte, og som gennem deres eget liv viste ham, at troen havde betydning.

For Katolsk NU er det netop denne del af historien, der gør interviewet interessant. Vi bringer den ikke, fordi Amthor repræsenterer et bestemt politisk parti, eller fordi hans politiske holdninger nødvendigvis deles af katolikker i Danmark. Vi bringer den, fordi hans erfaring fortæller noget om troens plads i et moderne europæisk samfund, hvor mange mennesker ikke længere vokser op med kristendommen som en naturlig del af deres liv.

Det er også værd at bemærke, at Amthor ikke forsøger at gøre sin tro til et privat anliggende, som må holdes adskilt fra alt andet. Han fortæller åbent om den, men uden at fremstille sin egen politiske overbevisning som den eneste mulige kristne.

Da han til sidst bliver spurgt, hvilken debat Jesus især burde lytte til, hvis han en dag sad på tilhørerpladserne i den tyske Forbundsdag, svarer Amthor, at det gælder dem alle. For menneskets værdighed, frihed og den gensidige respekt er ikke alene spørgsmål, der hører hjemme i parlamentets store debatter. De bliver også afgjort i den daglige politiske omgang mellem mennesker.

Det er en påmindelse om, at den kristne tro ikke alene handler om, hvad et menneske bekender sig til, men også om, hvordan det lever.

Philipp Amthor fandt ikke den katolske tro gennem sin opdragelse. Han mødte den gennem andre mennesker, begyndte at søge og valgte til sidst at blive døbt. Hans historie fortæller, at troen ikke nødvendigvis er noget, vi arver. Den kan også være noget, vi opdager undervejs i livet – og vælger at tage imod.

-karn

---

Kilde og videre læsning

Bonifatiusblatt, nr. 03/2026, side 14–15: „Jurist, Politiker, Christ“, interview med Philipp Amthor ved Hartmut Salzmann.

Artiklen er en selvstændig dansk journalistisk bearbejdning af interviewet. Den gengiver Amthors synspunkter i refereret form og er ikke en ordret oversættelse.