Kan man elske Gud på befaling?

Et usædvanligt bud i 5. Mosebog: Du skal elske

Vi forbinder kærlighed med noget, der må komme frivilligt. Alligevel befaler Gud Israel at elske ham af hele hjertet, hele sjælen og hele sin styrke. I 5. Mosebog kapitel 6 møder vi en forståelse af kærlighed, som ikke alene handler om følelser, men også om troskab, frihed og menneskets forhold til Gud.

Kort fortalt: I 5. Mosebog kapitel 6 møder vi Shema Israel: »Hør, Israel! Herren vor Gud, Herren er én.« Derefter følger buddet om at elske Gud. Ordene har gennem årtusinder været centrale i jødisk tro og bøn, og Jesus gentager dem, da han bliver spurgt om det største bud. Men hvordan kan kærlighed være noget, man befaler? Og hvad betyder det egentlig at elske Gud?

Du skal elske

Man kan kræve, at et menneske møder til tiden, overholder loven, betaler sin gæld eller holder et løfte. Men kan man sige til et andet menneske: Du skal elske?

Det lyder næsten selvmodsigende. Kærlighed er netop noget af det, vi mener må være frit. Ingen kan kræve et andet menneskes hengivenhed, og ordene »jeg elsker dig« mister deres betydning, hvis de bliver sagt under tvang. Alligevel står der i 5. Mosebog: »Hør, Israel! Herren vor Gud, Herren er én. Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele din styrke.« Det er ikke et forslag eller en venlig opfordring til at prøve. Det er et bud, og det er formuleret med en tydelighed, der ikke efterlader megen plads til forbehold.

Måske bliver buddet først så mærkeligt, fordi vi næsten automatisk forbinder kærlighed med følelser. Vi elsker, tænker vi, når vi føler varme, nærhed, hengivenhed eller glæde ved et andet menneske. Vi taler om at blive forelsket, om at miste kærligheden og om ikke længere at føle det samme. Men den kærlighed, Bibelen taler om, kan ikke begrænses til vores følelsesliv. Den omfatter også troskab, handling, vilje og den måde, vi indretter vores tilværelse på. Det betyder ikke, at følelserne er ligegyldige, men at kærligheden ikke ophører med at eksistere, blot fordi følelserne forandrer sig.

Først kommer ordet: Hør

Det første ord i bekendelsen er ikke »elsk«. Det er »hør«.

Shema Israel – Hør, Israel.

Før Israel bliver bedt om at gøre noget, skal folket lytte. Det skal huske, hvem Gud er, og hvad han allerede har gjort. Det er afgørende for at forstå kærlighedsbuddet. Gud taler ikke til et folk, han aldrig før har mødt, og kræver dets hengivenhed. Han taler til det folk, han har ført ud af Egypten og befriet fra slaveriet. Han har sluttet pagt med det og lovet at være dets Gud. Før buddet kommer befrielsen. Før menneskets svar kommer Guds handling. Kærligheden begynder altså ikke med et menneske, der forsøger at gøre sig fortjent til Guds opmærksomhed, men med Gud, der allerede har vendt sig mod mennesket.

Derfor står kærlighedsbuddet midt i en pagt. Israel skal ikke elske Gud for at overtale ham til at blive dets Gud. Gud har allerede taget initiativet, og kærligheden bliver menneskets svar på den forbindelse, han har skabt. Det er en forståelse, vi senere møder i Det Nye Testamente, hvor Johannes skriver: »Vi elsker, fordi han elskede os først« (1 Joh 4,19). Den kristne kærlighed til Gud begynder heller ikke med vores egen præstation. Den begynder med Guds kærlighed, som går forud for alt, hvad vi selv kan tænke, føle eller gøre.

Kærlighed er mere end det, vi føler

Hvis kærligheden kun var en følelse, ville buddet være umuligt. Ingen kan beslutte sig til religiøs begejstring. Der findes dage, hvor Gud opleves nær, og andre, hvor han synes tavs og langt borte. Der findes mennesker, som sjældent oplever stærke religiøse følelser, men som gennem et helt liv alligevel beder, går til messe, modtager sakramenterne og forsøger at leve deres tro. Der findes også mennesker, som har kendt en dyb religiøs glæde, men senere oplever, at den forsvinder. Det behøver ikke betyde, at deres tro er blevet mindre virkelig, eller at deres kærlighed til Gud er ophørt.

Femte Mosebog kræver ikke, at mennesket hele tiden skal føle noget bestemt. Ordene »af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele din styrke« siger snarere, at Gud ikke skal placeres i et lille religiøst hjørne af tilværelsen. I Bibelens sprog er hjertet ikke alene hjemsted for følelserne, men også for menneskets tanker, beslutninger og vilje. Kærligheden skal omfatte hele mennesket. Den viser sig i troskab, bøn, lydighed og handling, også på de dage hvor følelsen ikke følger med. Den viser sig i det, vi gør, når ingen ser det, og i de valg, vi træffer, når det ville være lettere at lade være.

Det kender vi også fra kærligheden mellem mennesker. Et langt ægteskab bæres ikke af forelskelsens styrke hver eneste morgen. Kærligheden viser sig også ved at blive, lytte, hjælpe, tilgive og tage ansvar. Den kan være stærk på dage, hvor livet er besværligt, og hvor ingen af parterne føler nogen særlig begejstring. Følelserne hører med, og de kan give kærligheden glæde og varme, men de kan ikke alene bære et helt liv. På samme måde er kærligheden til Gud ikke kun det, vi føler for Gud. Den viser sig også i den måde, vi lever med Gud på.

Kærligheden er også en gave

Men der er noget mere, som er vigtigt i den kristne forståelse af kærligheden. Vi kan ikke alene ved beslutsomhed eller viljestyrke skabe den kærlighed til Gud, som Bibelen taler om. I den katolske tro er kærligheden en af de tre teologale dyder sammen med troen og håbet. Den er en gave, som Gud indgyder i mennesket gennem sin nåde, og som gør os i stand til at elske ham for hans egen skyld og vores næste for Guds skyld.

Det betyder, at kærlighedsbuddet ikke blot er en opgave, mennesket får overladt til sig selv. Gud kalder os til noget, som han samtidig giver os mulighed for at tage imod. Vi kan samarbejde med hans nåde, give kærligheden plads og lade den få betydning for vores handlinger. Vi kan også vende os bort fra den. Menneskets frihed bliver ikke ophævet, fordi kærligheden kommer fra Gud. Tværtimod bliver friheden en del af svaret. Kærligheden kan ikke være ægte, hvis mennesket blot handler som en maskine, der udfører en ordre.

Det gør ikke kærlighedsbuddet mindre krævende. At elske Gud af hele sit hjerte er mere end at overholde nogle religiøse forpligtelser. Man kan godt udføre de ydre handlinger uden at give Gud nogen virkelig plads i sit liv. Men buddet bliver heller ikke et urimeligt krav om, at mennesket ved egen kraft skal frembringe en fuldkommen kærlighed. Det er en opfordring til at tage imod den kærlighed, Gud allerede har vist, og lade den forandre den måde, vi lever på.

Troen skal med hjem

Efter bekendelsen og kærlighedsbuddet bliver 5. Mosebog meget konkret. Ordene skal ligge mennesket på sinde. De skal gentages for børnene. Man skal tale om dem, når man sidder hjemme, når man går på vejen, når man går i seng, og når man står op. De skal bindes som et tegn på hånden og være et mærke på panden, og de skal skrives på husets dørstolper og porte. I jødisk tradition har disse ord fået en konkret plads i det religiøse liv, blandt andet gennem bederemme og de små beholdere med skriftord, som anbringes ved dørstolperne.

Shema Israel er fortsat en central del af jødisk bønsliv og fremsiges traditionelt morgen og aften. Bekendelsen har således ikke alene overlevet som en gammel tekst, man kan læse i Bibelen. Den er blevet bedt, husket og givet videre gennem generationer. Ordene har fulgt mennesker i deres hjem, i deres glæder og sorger og gennem nogle af de vanskeligste perioder i det jødiske folks historie.

Troen hører altså ikke kun hjemme i helligdommen. Den skal med hjem til spisebordet og ind i samtalen mellem generationerne. Børnene skal lære Gud at kende, ikke alene gennem undervisning, men fordi troen er blevet en naturlig del af familiens liv, sprog og erindring. Det er slående, hvor lidt abstrakt religion der er i denne beskrivelse. Troen skal ikke være et særskilt område, som man beskæftiger sig med nogle få timer om ugen. Den skal have plads midt i det almindelige liv.

Det rejser også et spørgsmål til kristne familier i dag. Kan troen overleve gennem generationer, hvis den næsten aldrig omtales derhjemme? Man kan sende børn til undervisning og tage dem med til messe, men 5. Mosebog lægger et ansvar hos familien, som ingen institution helt kan overtage. Troen gives videre fra menneske til menneske, mens livet leves. Den overlever ikke nødvendigvis, fordi børnene har fået de rigtige svar på alle spørgsmål, men fordi de har mødt voksne, for hvem Gud faktisk betyder noget.

Faren kommer også, når livet går godt

Senere i kapitlet advarer Moses Israel mod noget, der måske er endnu mere genkendeligt. Når folket kommer ind i landet og får store byer, gode huse, brønde, vinmarker og oliventræer, skal det passe på ikke at glemme Herren. Alt det, folket har længtes efter under vandringen gennem ørkenen, kan blive virkelighed. Men netop når det får et hjem og kan leve i tryghed, risikerer det at miste erindringen om den Gud, som førte det dertil.

Advarslen kommer ikke, fordi en katastrofe nærmer sig. Den kommer, fordi livet kan blive godt.

Det siger noget meget præcist om mennesket. Nød kan få os til at råbe efter Gud. Velstand kan få os til langsomt at glemme ham. Når der er mad på bordet, penge på kontoen, varme i huset og hjælp at hente, når sygdom rammer, kan Gud glide ud af synsfeltet uden noget dramatisk opgør. Man behøver ikke beslutte, at Gud ikke findes. Man kan ganske enkelt holde op med at tænke på ham. Der er så meget andet, der kræver vores opmærksomhed, og så meget i vores moderne tilværelse, som vi selv synes at have kontrol over.

Måske er glemslen derfor en større fare for troen end det åbne oprør. Den, der gør oprør mod Gud, forholder sig stadig til ham. Den, der har glemt ham, gør ikke længere. Troen kan forsvinde uden et eneste stort spørgsmål, uden nogen egentlig troskrise og uden en bevidst beslutning om at forlade Gud. Den kan langsomt miste sin plads, fordi alt muligt andet får større betydning.

Og netop derfor begynder kapitlet med ordet: Hør.

At lytte er også at huske. Israel skal huske befrielsen fra Egypten, pagten og Guds trofasthed. Den kristne skal på samme måde huske, hvad Gud har gjort gennem Jesus Kristus. Vi fejrer ikke eukaristien for at fortælle Gud noget, han har glemt, men for selv at blive ført tilbage til det, der er grundlaget for vores tro. Erindringen er ikke blot en tanke om fortiden. Den holder forbindelsen levende mellem det, Gud har gjort, og det liv, vi lever nu.

Jesus vender tilbage til Shema

Mange århundreder senere bliver Jesus spurgt om, hvilket bud der er det første af alle. Hans svar begynder samme sted: »Hør, Israel! Herren vor Gud, Herren er én«, og derefter følger ordene om at elske Gud af hele sit hjerte, hele sin sjæl, hele sit sind og hele sin styrke (Mark 12,29-30). Jesus svarer som jøde med ord fra den bekendelse, der allerede havde en central plads i hans folks religiøse liv.

Han sammenstiller dette med et andet bud fra Moseloven: »Du skal elske din næste som dig selv.« Det står i 3. Mosebog 19,18. Kærligheden til Gud og kærligheden til næsten bliver dermed holdt sammen. Den ene kan ikke uden videre skilles fra den anden. Det menneske, der siger, at det elsker Gud, men behandler sine medmennesker uden kærlighed, har ikke forstået, hvad buddet indebærer. Kærligheden til Gud må få følger for den måde, vi møder andre mennesker på, også dem vi har svært ved at holde af.

Det er værd at standse ved, at Jesus ikke behøver opfinde et nyt svar. Da han skal sige, hvad der står i centrum for menneskets forhold til Gud, vender han tilbage til Israels gamle bekendelse. Den kristne tro lægger ikke Shema Israel bag sig. Jesus tager ordene på sine egne læber og viser, at kærligheden til Gud og kærligheden til næsten hører sammen. For kristne får denne kærlighed sit tydeligste udtryk i hans eget liv, hans død og hans opstandelse.

Kan man så elske på befaling?

Hvis spørgsmålet er, om Gud kan befale os at føle en bestemt varme eller religiøs begejstring, må svaret være nej. Følelser lader sig ikke kommandere frem. Vi kan ikke beslutte os til at opleve Guds nærvær, og vi kan ikke frembringe kærlighed ved blot at gentage, at vi burde elske mere.

Men 5. Mosebog taler om noget større. Vi kan vælge at lytte. Vi kan huske. Vi kan bede, også når bønnen føles tør. Vi kan gå til messe, også når vi ikke oplever noget særligt. Vi kan lade troen få plads i hjemmet og forsøge at give den videre. Vi kan øve os i taknemmelighed, tage ansvar for vores næste og forsøge at leve efter det, vi tror på. Og vi kan vogte os for den stille glemsel, der kan komme, når livet går så godt, at Gud ikke længere synes nødvendig.

Samtidig må vi erkende, at vores egen kærlighed altid vil være ufuldkommen. Vi bliver optaget af os selv, glemmer vores gode beslutninger og kommer til kort over for både Gud og vores medmennesker. Men den kristne tro fortæller os, at Guds kærlighed ikke afhænger af, hvor godt vi lykkes. Den kommer først. Den er den nåde, som gør det muligt for os at begynde igen, også efter at vi har svigtet.

Derfor tør Bibelen formulere kærligheden som et bud. Ikke fordi Gud kan befale en følelse frem, men fordi kærligheden også handler om troskab, frihed og den retning, et menneske giver sit liv. Gud beder ikke om en hengivenhed, han selv har gjort sig fortjent til gennem magt eller tvang. Han kalder mennesket til at svare på den kærlighed, han allerede har vist.

Og derfor begynder det hele ikke med: Elsk.

Det begynder med: Hør, Israel.

For før mennesket kan svare Gud, må det høre, hvem Gud er, og huske, hvad han har gjort.

-karn