Hvem er »os«, når Gud skaber?

Et lille ord i skabelsesberetningen åbner spørgsmålet om Gud og menneskets værdighed.

»Lad os skabe mennesker i vort billede.« På Bibelens første side taler Gud pludselig i flertal. Hvem henvender han sig til? Ordene fører ind i Det Gamle Testamentes forestilling om det himmelske hof og får en særlig betydning i den kristne tro på Treenigheden. Samtidig rejser de et spørgsmål, som angår os alle: Hvad betyder det at være skabt i Guds billede – også når et menneske begår noget frygteligt?

Kort fortalt: »Lad os skabe« forstås ofte som Guds tale til sit himmelske hof. Kristne har også læst ordene som en antydning af Treenigheden i lyset af Kristus. Menneskets gudbilledlighed giver en værdighed, som ikke ophæver skyld og straf, men forpligter os til omsorg, beskyttelse og retfærdighed.

Et ord, der standser læsningen

Skabelsesberetningen i Første Mosebog har en højtidelig rytme. Gud taler, og verden bliver til. Lyset bryder frem, vandene skilles, jorden grønnes, og levende væsener fylder havet, himlen og landet. Ved menneskets skabelse ændrer formuleringen sig: »Lad os skabe mennesker i vort billede, så de ligner os« (1 Mos 1,26). Et lille ord standser læsningen. Hvorfor siger Gud »os«? Fortællingen lader os høre en henvendelse, men fortæller ikke udtrykkeligt, hvem der bliver talt til. Man kan læse ordene mange gange, før spørgsmålet melder sig. Til gengæld er det svært at slippe, når man først har lagt mærke til det.

For en kristen er det nærliggende at tænke på Treenigheden. Er det Faderen, der taler til Sønnen og Helligånden? Sådan er ordene blevet læst i den kristne tradition. Men Første Mosebog blev til længe før evangelierne, og dens første læsere kendte ikke Gud gennem Jesu liv, død og opstandelse. En omhyggelig læsning må derfor begynde med den verden, teksten selv hører hjemme i. Ellers risikerer vi at lægge et færdigt kristent svar ind i ordene, før vi har hørt, hvad den gamle fortælling siger.

Gud og det himmelske hof

En udbredt bibelfaglig forklaring er, at Gud taler til sit himmelske hof. Flere steder i Det Gamle Testamente fremstilles Gud som omgivet af himmelske væsener. Hos profeten Esajas sidder Herren på sin trone med serafer omkring sig, og i Jobs Bog træder de himmelske væsener frem for Herren. Billedet af en konge med sit hof udtrykker Guds herredømme. På den baggrund kan »lad os« forstås som en henvendelse til den himmelske forsamling. Det er en velbegrundet forklaring på flertallet, selv om verset ikke selv angiver, hvem Gud taler til.

Det betyder imidlertid ikke, at de himmelske væsener skaber mennesket sammen med Gud. Allerede i næste vers står der i ental: »Gud skabte mennesket i sit billede« (1 Mos 1,27). Fortællingen samler handlingen hos Gud. Mennesket bliver til ved hans skabende vilje og bærer hans billede. Spørgsmålet om, hvem Gud henvender sig til, må derfor holdes adskilt fra spørgsmålet om, hvem der skaber. Flertallet i Guds tale ændrer ikke fortællingens bekendelse til den ene Skaber.

Begyndelsen læst i lyset af Kristus

Den kristne læser vender tilbage til skabelsesberetningen med evangeliet i erindringen. Jesus taler til Faderen, lover Helligånden og sender disciplene ud for at døbe i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Johannesevangeliet fører læseren tilbage til begyndelsen og fortæller om Ordet, gennem hvem alt er blevet til. Gennem Kristus lærer den kristne Gud at kende som Faderen, Sønnen og Helligånden. Det præger også læsningen af de tekster, der blev skrevet før Jesu fødsel.

I den kristne tradition er »lad os« derfor også blevet hørt som en antydning af Treenigheden. Verset er ikke i sig selv et bevis på læren om Guds tre personer. Den kristne forståelse bygger på den samlede åbenbaring, og det er i dens lys, at ordene får denne betydning. Den Katolske Kirkes Katekismus beskriver skabelsen som den treenige Guds værk: Faderen, Sønnen og Helligånden handler uadskilleligt. De udfører ikke hver sin del af arbejdet. Der er én Gud og én skabende handling.

De to læsninger stiller forskellige spørgsmål. Den historiske læsning undersøger, hvad ordene kunne betyde i den sammenhæng, hvor de blev skrevet. Den kristne læsning spørger, hvordan de høres i lyset af Kristus. Begge kan tages alvorligt, hvis forskellen bliver tydelig. Teksten skal have lov til at tale i sin oprindelige sammenhæng, samtidig med at den kristne læser vedkender sig, at evangeliet har givet en ny forståelse af den Gud, teksten fortæller om.

Vi er ønsket

Troen på Treenigheden får også betydning for forståelsen af skabelsen. Kærligheden hører til Guds evige liv. Gud begynder ikke først at elske, da verden bliver til, og han skaber ikke mennesket for at afhjælpe en guddommelig ensomhed. Skabelsen er fri og udspringer af hans godhed. Vi er ønsket, uden at vi skal udfylde en mangel i Gud. Menneskets liv er dermed en gave, som kommer før alt det, mennesket selv kan gøre.

Et menneske kan bruge meget af sit liv på at forsøge at fortjene sin plads. Vi vil gerne være til nytte, leve op til forventningerne og have noget at tilbyde. Men skabelsestroen taler om et forhold til Gud, som går forud for vores indsats. Før mennesket har præsteret noget, har det modtaget livet. Før det har forklaret, hvem det er, bliver det omtalt som skabt i Guds billede. Det gælder barnet, der behøver hjælp til alt, den syge, som har mistet sine kræfter, og den gamle, som næsten ingen længere besøger. Deres værdighed afhænger ikke af, hvad de kan yde, eller hvor meget andre værdsætter deres selskab.

I katolsk forståelse omfatter gudbilledligheden menneskets liv som person, med evne til at erkende, vælge frit, elske og indgå i fællesskab med Gud og andre. Værdigheden tilhører også det menneske, som ikke kan udfolde disse evner. Set i lyset af Treenigheden giver gudbilledligheden desuden anledning til eftertanke om vores liv sammen. Det er en teologisk betragtning, som ikke kan udledes af stedordet »os« alene. Men den får et konkret udtryk, når vi giver et andet menneske vores tid og opmærksomhed, også når det ikke kan give noget tilsvarende tilbage.

Værdighed ophæver ikke skyld

Tanken møder sin hårdeste prøve over for grusom ondskab. Hvad med et menneske, der forsætligt dræber et fireårigt barn? Her må barnet og de efterladte stå først. Talen om gerningsmandens menneskeværd må aldrig fortrænge det tabte liv, lidelsen eller kravet om retfærdighed. At være skabt i Guds billede gør ikke mennesket uskyldigt. Det kan misbruge sin frihed og begå handlinger, der kræver vores stærkeste fordømmelse. En tekst om menneskets værdighed må kunne rumme denne virkelighed, hvis dens ord skal have vægt.

At anerkende gerningsmandens værdighed betyder ikke, at man skal føle sympati, vise tillid eller kræve vedkommende løsladt. Den skyldige skal stilles til ansvar, og beskyttelsen af andre kan kræve langvarig frihedsberøvelse. Menneskeværdet sætter samtidig en grænse for vores egen handling: Straffen må ikke blive et påskud for tortur eller grusom gengældelse. Man kan kræve en streng straf og fastholde, at heller ikke den skyldige er et menneske, som alt er tilladt imod. Offerets værdighed kræver retfærdighed; gerningsmandens værdighed fritager ikke for ansvar.

Bibelens løfte om »frigivelse for fanger« i Lukasevangeliet ophæver ikke denne skelnen. Fangenskab omfatter i Bibelen også krig, undertrykkelse og uret, og løftet om befrielse har i kristen forståelse desuden en åndelig betydning. Jesus taler også om at besøge den fængslede. Et besøg er ikke et krav om løsladelse. Et menneske kan modtage omsorg, angre og omvende sig og samtidig skulle forblive fængslet. Tilgivelse, straf og løsladelse er forskellige spørgsmål. Ingen bør bruge ord om barmhjertighed til at presse ofre eller efterladte til at give afkald på retfærdighed.

Ordene om Gud bliver et spørgsmål til os

Hvem er så »os«, når Gud skaber? Det himmelske hof er en velbegrundet forklaring i tekstens gammeltestamentlige sammenhæng. Den kristne tradition har også hørt en antydning af Treenigheden i ordene, læst i lyset af Kristus. Det lille stedord giver os ikke en udtømmende forklaring på Guds indre liv. Men det giver anledning til at læse langsommere og opdage, at selv Bibelens mest velkendte fortællinger rummer spørgsmål, vi ikke bliver færdige med.

Fortællingens tydeligste udsagn er det, der følger: »Gud skabte mennesket i sit billede.« Det siger noget om både os selv og det menneske, vi står overfor. Den sårbare skal have omsorg, den truede skal beskyttes, og den skyldige skal holdes ansvarlig. Menneskets værdighed gør vores handlinger alvorlige, fordi de rammer andre, som også bærer Guds billede. Vi er ønsket af Gud. Med det liv, vi har modtaget, følger ansvaret for, hvad vi gør ved hinanden.

---

Uddrag