Sankt Johannes Paul II – paven, der mindede verden om menneskets værdighed

En pave, der prægede historien og fastholdt troen gennem sygdom og lidelse.

Da den polske kardinal Karol Wojtyła blev valgt til pave i 1978, begyndte et af de længste og mest betydningsfulde pontifikater i nyere tid. Som Johannes Paul II blev han en central skikkelse i Europas politiske forandringer, en utrættelig forkynder af den katolske tro og en markant forsvarer af menneskets værdighed. Den 22. oktober fejrer Kirken hans mindedag.

Kort fortalt: Sankt Johannes Paul II var pave fra 1978 til 2005. Han voksede op i et Polen præget af krig og undertrykkelse og blev en vigtig moralsk stemme under kommunismens sammenbrud i Østeuropa. Hans pontifikat var præget af et stærkt forsvar for menneskelivet, religionsfriheden og den kristne tro. Hans sidste år med alvorlig sygdom gav hans forkyndelse om menneskets værdighed en særlig betydning.

En pave formet af Europas tragedier

Da kardinal Karol Wojtyła den 16. oktober 1978 blev valgt til pave, vakte det opsigt langt uden for den katolske Kirke. For første gang i 455 år var en ikke-italiensk kardinal blevet valgt til Peters efterfølger. Han kom fra Polen, et land, hvis nyere historie var præget af krig, besættelse og undertrykkelse, men også af en stærk katolsk tradition, som havde været med til at bevare den nationale identitet gennem skiftende politiske regimer.

Karol Wojtyła blev født den 18. maj 1920 i Wadowice nær Kraków. Hans barndom og ungdom var præget af personlige tab. Moderen døde, da han var ni år gammel, senere mistede han sin storebror, og som 20-årig stod han også uden sin far. Da Nazityskland besatte Polen i 1939, blev hans universitetsstudier afbrudt. Han arbejdede blandt andet i et stenbrud og på en kemisk fabrik, samtidig med at han begyndte sin vej mod præstegerningen gennem et hemmeligt præsteseminarium i Kraków. Han blev præsteviet i 1946, udnævnt til hjælpebiskop i 1958 og blev senere ærkebiskop af Kraków. I 1967 blev han kardinal.

Erfaringerne fra krigsårene og det efterfølgende kommunistiske styre fik varig betydning for hans forståelse af mennesket. Han havde set, hvordan politiske ideologier kunne reducere mennesker til redskaber for staten, racen eller revolutionen. Han havde oplevet konsekvenserne af et samfund, hvor magten ikke længere anerkendte en menneskelig værdighed, som gik forud for enhver politisk orden. For Wojtyła var dette ikke blot et filosofisk spørgsmål. Det var en erfaring fra et Europa, hvor millioner af mennesker havde mistet livet, fordi deres menneskeværd var blevet tilsidesat.

Hans senere forkyndelse kan ikke forstås uden denne baggrund. Mennesket var for ham aldrig blot et individ i samfundet, en økonomisk størrelse eller et medlem af en bestemt nation. Ethvert menneske var skabt i Guds billede og kaldet til et fællesskab med Gud, som ingen jordisk magt havde ret til at ophæve.

Vær ikke bange

Da Johannes Paul II den 22. oktober 1978 officielt indledte sit pontifikat på Peterspladsen i Rom, lød de ord, som siden blev uløseligt forbundet med ham: »Vær ikke bange!« Han opfordrede mennesker og samfund til at åbne dørene for Kristus. Ordene blev hørt i en verden, der stadig var delt af den kolde krig, og hvor millioner af mennesker levede under kommunistiske regimer. Men pavens opfordring rakte langt ud over den politiske situation. Den handlede også om menneskets frygt for fremtiden, for lidelsen, for døden og for at lade Gud få betydning i sit liv.

Johannes Paul II var overbevist om, at mennesket ikke mister sin frihed ved at åbne sig for Kristus. Tværtimod mente han, at mennesket først fuldt ud forstår sin egen værdighed og bestemmelse i mødet med ham. Denne tanke gennemstrømmer hans første encyklika, Redemptor hominis fra 1979. Her fremhævede han, at mennesket er Kirkens vej. Kirken eksisterer ikke for sin egen institutions skyld, men for at føre mennesker til Kristus og forkynde den frelse, som er givet til hele menneskeheden.

Det blev et gennemgående træk ved hans pontifikat. Han rejste til lande på alle kontinenter, samlede enorme menneskemængder og talte til statsledere såvel som til mennesker, der levede under fattigdom, undertrykkelse og krig. Hans offentlige fremtræden var ofte præget af en usædvanlig energi, men bag de store forsamlinger lå en personlig overbevisning om, at Kirkens opgave altid måtte tage udgangspunkt i det enkelte menneskes forhold til Gud.

Friheden har brug for sandheden

Johannes Paul II fik stor betydning for udviklingen i Østeuropa. Hans besøg i Polen i juni 1979 blev en vigtig begivenhed i landets nyere historie. Millioner af polakker deltog i messer og offentlige samlinger, hvor de oplevede et fællesskab, som det kommunistiske styre ikke kontrollerede. Året efter opstod fagbevægelsen Solidarność, der blev en central kraft i kampen for politiske og sociale forandringer. Pavens besøg var ikke årsagen til bevægelsens opståen, men hans ord og tilstedeværelse havde været med til at styrke polakkernes bevidsthed om, at de havde rettigheder og et fællesskab, som staten ikke kunne gøre krav på.

Det ville være en historisk forenkling at tilskrive Johannes Paul II kommunismens sammenbrud. Mange mennesker og begivenheder bidrog til omvæltningerne i 1989. Men hans moralske autoritet og vedholdende forsvar for religionsfrihed og menneskelig værdighed fik betydning for den udvikling, der til sidst ændrede Europas politiske landkort. Han talte om frihed som noget mere end retten til at gøre, hvad man ønskede. Friheden måtte være forbundet med sandheden om mennesket og med ansvaret for andre. Et samfund kunne frigøre sig fra et undertrykkende regime og alligevel miste forståelsen af menneskets værdighed, hvis friheden alene blev et spørgsmål om individuel vilje eller økonomiske muligheder.

Derfor var han også kritisk over for dele af den vestlige kultur. Han advarede mod materialisme, forbrugerisme og en opfattelse af menneskelivet, hvor dets værdi afhænger af nytte, produktivitet eller selvbestemmelse. Hans forsvar for menneskelivet fra undfangelsen til den naturlige død udsprang af den samme overbevisning, som havde præget hans modstand mod totalitære ideologier: Menneskets værdighed er ikke noget, samfundet tildeler. Den er allerede givet af Gud.

En pave, der talte til de unge

Et af de mest karakteristiske træk ved Johannes Paul II var hans forhold til unge mennesker. I 1985 tog han initiativ til de internationale Verdensungdomsdage, der siden har samlet millioner af unge katolikker fra alle verdensdele. Han mødte ikke de unge med forestillingen om, at kristendommen måtte gøres lettere for at blive attraktiv. Han stillede tværtimod store krav og talte om hellighed, troskab, kald og ansvar. Samtidig udtrykte han en usædvanlig tillid til, at unge mennesker var i stand til at tage imod et sådant budskab. Han ønskede ikke blot, at de skulle bevare en religiøs tradition, men at de selv skulle tage stilling til troen og lade den få konsekvenser for deres liv.

Hans pontifikat var også præget af en omfattende undervisning om familien, ægteskabet og menneskets seksualitet. Gennem en række katekeser udviklede han det, der siden er blevet kendt som kroppens teologi. Her søgte han at vise, at menneskets kropslige liv ikke står uden for troen, men hører med til forståelsen af mennesket som skabt til kærlighed og fællesskab. Hans undervisning fastholdt Kirkens traditionelle lære om ægteskabet og seksualiteten, men forsøgte samtidig at begrunde den gennem en samlet forståelse af mennesket, hvor kroppen og det åndelige liv ikke kunne adskilles.

Tilgivelsen som kristent vidnesbyrd

Den 13. maj 1981 blev Johannes Paul II skudt og alvorligt såret på Peterspladsen. Attentatet kunne have afsluttet hans pontifikat efter mindre end tre år. Han overlevede efter en omfattende operation og en lang rekonvalescens. To år senere besøgte han attentatmanden Mehmet Ali Ağca i fængslet. De to mænd sad tæt sammen og talte privat. Billedet af paven, der mødte den mand, som havde forsøgt at dræbe ham, blev et af de mest kendte fra hans pontifikat.

Besøget var en personlig handling, men også et udtryk for pavens forståelse af den kristne tilgivelse. At tilgive betød ikke, at forbrydelsen skulle bortforklares, eller at retfærdigheden skulle sættes ud af kraft. Det betød, at selv et menneske, der havde begået en alvorlig forbrydelse, fortsat havde en værdighed, som skulle respekteres. Johannes Paul II havde ofte talt om Guds barmhjertighed, og mødet med attentatmanden gav hans ord en særlig vægt. Han viste, at tilgivelsen ikke blot er en kristen forpligtelse, som det er let at tale om, men en vanskelig handling, der kan kræve, at mennesket overvinder både frygt og vrede.

Et pontifikat med et vanskeligt eftermæle

Johannes Paul II’s næsten 27 år som pave var også præget af konflikter og vanskelige spørgsmål. Hans stærke forsvar for Kirkens traditionelle lære om seksualitet, ægteskab, præsteembede og moral mødte modstand, både i og uden for Kirken. Hans ledelsesform og den betydelige centralisering af kirkelige beslutninger blev ligeledes kritiseret. For nogle stod han som en pave, der med stor personlig autoritet fastholdt Kirkens lære i en tid med omfattende kulturelle forandringer. For andre var hans pontifikat præget af en begrænset vilje til at give plads til teologisk uenighed og lokale kirkelige initiativer.

Det alvorligste spørgsmål i hans eftermæle angår seksuelle overgreb begået af gejstlige og Kirkens håndtering af disse sager. Under hans pontifikat kom omfanget af overgrebene og den mangelfulde behandling af anklager i stigende grad frem. Der blev taget vigtige skridt, især i pontifikatets senere år, men efterfølgende undersøgelser og afsløringer har også rejst alvorlige spørgsmål om hans dømmekraft og håndteringen af konkrete personer og sager. Kritikken har blandt andet omfattet hans forhold til præsten Marcial Maciel, grundlæggeren af Kristi Legionærer, hvis omfattende overgreb og dobbeltliv senere blev dokumenteret.

Disse forhold hører med til en historisk vurdering af Johannes Paul II. At Kirken har helgenkåret ham, betyder ikke, at enhver beslutning, han traf som pave, var rigtig, eller at hans ledelse var uden fejl. Helgenkåringen er Kirkens anerkendelse af hans hellighed, ikke en erklæring om, at hans pontifikat var hævet over historisk kritik. Den katolske forståelse af hellighed bygger heller ikke på forestillingen om det fejlfri menneske, men på et menneskeliv, hvor troen, håbet og kærligheden har fået en særlig betydning gennem Guds nåde.

Da styrken blev til svaghed

I de sidste år af sit liv forandrede Johannes Paul II sig synligt. Den atletiske og energiske pave, som tidligere havde stået på ski, vandret i bjergene og rejst uophørligt, blev gradvist svækket af Parkinsons sygdom og andre helbredsproblemer. Hans bevægelser blev langsommere, stemmen svagere, og til sidst havde han vanskeligt ved overhovedet at tale. For en mand, hvis liv havde været præget af en usædvanlig fysisk og intellektuel styrke, var det en dramatisk forandring. Han fortsatte sit embede og lod verden se den svækkelse, som de fleste mennesker helst skjuler.

Der var noget usædvanligt ved at se en af verdens mest kendte religiøse ledere miste de kræfter, der tidligere havde gjort ham i stand til at tale til millioner af mennesker. Den pave, som havde forkyndt menneskets ukrænkelige værdighed, blev nu selv afhængig af andres hjælp. Han kunne ikke længere bevæge sig frit, og hans tale blev stadig vanskeligere at forstå. Alligevel fortsatte han med at vise sig offentligt, også når sygdommen gjorde det åbenlyst, hvor store anstrengelser det kostede ham.

I den katolske tro er lidelsen ikke i sig selv et gode, og mennesket er ikke forpligtet til at opsøge den. Men lidelsen kan få en betydning, når den forenes med Kristi lidelse. Det havde Johannes Paul II selv skrevet om i sit apostoliske brev Salvifici doloris fra 1984. I sine sidste leveår blev denne forståelse en del af hans eget liv. Han havde gennem hele sit pontifikat forsvaret de syge, de svage og de døende. Nu var han selv blevet et menneske, der havde brug for omsorg. Hans forkyndelse fortsatte, selv da ordene næsten forsvandt.

En helgen for vores tid

Johannes Paul II døde den 2. april 2005, 84 år gammel. Hans død udløste sorg og omfattende deltagelse i bøn og mindehøjtideligheder over hele verden. Allerede under begravelsen lød kravet om en hurtig helgenkåring. Han blev saligkåret af Benedikt XVI den 1. maj 2011 og helgenkåret af pave Frans den 27. april 2014.

Kirken fejrer ham den 22. oktober, årsdagen for den højtidelige begyndelse på hans pontifikat i 1978. Det er en dato, der fører tilbage til hans første store opfordring til verden om ikke at være bange. Ordene fik betydning i et Europa, hvor millioner af mennesker levede under politisk undertrykkelse, men de havde fra begyndelsen et videre sigte. Johannes Paul II ønskede at minde mennesket om, at troen på Kristus ikke begrænser dets frihed, men giver friheden en retning.

Den kolde krig er afsluttet, og det Europa, han kendte, er forandret. Alligevel er mange af de spørgsmål, han beskæftigede sig med, fortsat aktuelle. Menneskets værdi bliver stadig diskuteret i spørgsmål om livets begyndelse og afslutning, om sygdom og alderdom, om økonomi og sociale forhold. Samtidig lever vi i en kultur, hvor den kristne tro for mange er blevet en privat sag uden større betydning for samfundets indretning. Johannes Paul II fastholdt, at troen også har konsekvenser for vores forståelse af frihed, retfærdighed og ansvar for andre mennesker.

Hans liv var på mange måder usædvanligt. Han oplevede nazismens besættelse af Polen, kommunismens undertrykkelse, den kolde krigs afslutning og begyndelsen på et nyt årtusinde. Han blev en af de mest berejste paver i Kirkens historie og efterlod sig et omfattende teologisk og pastoralt arbejde. Men hans betydning som helgen ligger ikke først og fremmest i hans historiske bedrifter. Den ligger i hans vidnesbyrd om, at menneskets liv har en værdighed og en bestemmelse, som rækker ud over historien.

Han begyndte sit pontifikat med at opfordre verden til ikke at være bange. I sine sidste år, hvor sygdommen fratog ham næsten alt det, der tidligere havde kendetegnet hans offentlige fremtræden, fik ordene en ny betydning. Det var ikke længere den stærke pave, der talte til verden, men et svækket menneske, der fastholdt sin tillid til Gud.

Og netop dér står Johannes Paul II’s mest varige vidnesbyrd: At menneskets værdighed ikke afhænger af dets styrke, og at det kristne håb ikke ophører, når menneskets egne kræfter slipper op.

-karn

Kilder

• Vatikanet – Biografi over Johannes Paul II
• Johannes Paul II – Redemptor hominis (1979)
• Johannes Paul II – Salvifici doloris (1984)
• Vatican News – Sankt Johannes Paul II