Den Judas, vi husker – og ham, vi glemmer

Om apostlene Simon og Judas Thaddæus – og troen på tilgivelsen

Den 28. oktober fejrer Den katolske Kirke apostlene Simon og Judas Thaddæus. De færreste ved ret meget om dem. Til gengæld kender næsten alle den Judas, der forrådte Jesus. Forræderiet husker vi. Trofastheden får langt mindre opmærksomhed.

Forræderen har vi ikke glemt

De fleste kender Judas. Vi behøver knap nok tilføje Iskariot, før beretningen melder sig: sølvpengene, kysset og pågribelsen af Jesus. Hans navn er blevet et ord for en forræder. Langt færre kender Judas Thaddæus, selv om også han var en af Jesu tolv apostle. Den ene er blevet husket gennem århundreder for sit svigt. Den anden skal stadig præsenteres med en forklaring om, at han altså ikke er den Judas. Forræderiet husker vi. Trofastheden får langt mindre opmærksomhed.

Den 28. oktober fejrer Kirken Judas Thaddæus sammen med apostlen Simon. Om dem begge ved vi kun lidt. De nævnes blandt de tolv, men træder sjældent frem i evangeliernes fortællinger. Ifølge kirkelig tradition forkyndte de evangeliet og led martyrdøden. Beretningerne om deres rejser og sidste år varierer, og en sikker, sammenhængende livshistorie kan vi ikke skrive. Alligevel har Kirken bevaret deres navne og givet dem en fælles festdag. De hører med til fortællingen om, hvordan den tro, vi selv har modtaget, blev båret videre.

Simon og hans iver

Simon kaldes Zeloten og skal ikke forveksles med Simon Peter. Tilnavnet forbindes med iver og kan pege på en stærk religiøs og national overbevisning. Det er dog ikke tilstrækkeligt til at fastslå, at han tilhørte en bestemt politisk bevægelse. I samme apostelkreds finder vi tolderen Matthæus, hvis arbejde var knyttet til skatteopkrævningen under romersk herredømme. De to mænd kan have haft meget forskellige forestillinger om deres folks situation og om, hvad der burde gøres. Evangelierne fortæller ikke, hvordan de kom ud af det med hinanden. Vi ved blot, at Jesus kaldte dem begge.

Det er værd at huske, når uenigheder i Kirken bliver så skarpe, at vi får svært ved at se hinanden som kristne. Apostlene kom med forskellige erfaringer og forventninger. De havde temperament, ambitioner og begrænset forståelse af det, Jesus ville. Undervejs måtte de lade sig belære, også når det gik imod deres egne ønsker. Hos Simon kan den brændende iver have været både en styrke og noget, der skulle arbejdes med. Den erfaring er stadig genkendelig. Man kan være så optaget af at forsvare sin tro, at man holder op med at lytte til de mennesker, man gerne vil overbevise.

To apostle med samme navn

Judas Thaddæus og Judas Iskariot var to forskellige personer. Begge tilhørte de tolv apostle, men det var Iskariot, der forrådte Jesus og medvirkede til hans pågribelse. Den Judas, Kirken fejrer den 28. oktober, forbindes i traditionen med Thaddæus i Matthæus- og Markusevangeliets apostellister og med Judas, Jakobs søn, hos Lukas. Judas var et almindeligt jødisk navn. Det havde ikke den belastede betydning, som beretningen om forræderiet siden har givet det.

Judas Thaddæus har dermed måttet leve i eftertidens bevidsthed med en navnebrors dårlige ry. Det siger noget om, hvor stærkt en enkelt handling kan præge vores hukommelse. Vi kan huske et svigt længe efter, at vi har glemt mange års hjælp og omsorg. Nogle gange er svigtet så alvorligt, at det med rette ændrer vores forhold til et menneske. Men der er også en fare for, at vi gør os færdige med vedkommende. Vi mener at kende hele mennesket, fordi vi kender det værste, det har gjort. Ved Judas Iskariot er den fristelse særlig stærk.

Hvorfor viser Jesus sig ikke for verden?

Under Jesu sidste måltid med disciplene stiller en Judas et spørgsmål. Johannes præciserer, at det ikke er Iskariot. I Kirkens traditionelle læsning forbindes denne discipel med Judas Thaddæus. Han spørger, hvorfor Jesus vil åbenbare sig for disciplene og ikke for verden. Det er et ligefremt spørgsmål, som stadig kan melde sig: Hvorfor gør Gud sig ikke tydelig for alle? Hvorfor skal troen være forbundet med usikkerhed? Et menneske, der har bedt længe uden at opleve et svar, behøver ingen forklaring på, hvorfor Judas spørger.

Jesus svarer ved at tale om kærlighed og om at holde fast ved hans ord. Hos det menneske, der elsker ham, vil Faderen og Sønnen komme og tage bolig. Svaret efterlader os med noget at leve efter, selv om vi fortsat kan savne en forklaring. For mange er det sådan, troen ser ud gennem lange perioder. Man beder, går til messe og forsøger at tage ansvar for andre, mens spørgsmålene følger med. Judas’ spørgsmål har fået lov at blive stående i evangeliet. Det kan være en hjælp for den, der tror og samtidig har svært ved at forstå.

En forbeder, når håbet er slidt

I katolsk fromhed har Judas Thaddæus fået en særlig plads som forbeder i håbløse og fortvivlede situationer. Mennesker beder om hans forbøn under sygdom, i sorg eller i bekymringen for et menneske, de elsker og ikke kan hjælpe. At bede en helgen om forbøn er at bede et medlem af Kirkens fællesskab hos Gud om at bede med. Det giver ingen garanti for, at det går, som man ønsker. Men når ens egne ord slipper op, kan det betyde noget at vide, at man ikke beder alene.

Sådan har en apostel, vi kun ved lidt om, fået betydning i menneskers liv. Meget af det bliver aldrig skrevet ned. Det gælder også den trofasthed, som holder familier, venskaber og menigheder sammen. Nogen bliver ved med at besøge den syge. Nogen tager telefonen, selv om de ved, at samtalen bliver vanskelig. Nogen sørger for det praktiske, som andre først opdager, når det ikke længere bliver gjort. På Simon og Judas Thaddæus’ festdag er der grund til også at huske disse mennesker. Vi skylder dem mere, end de fleste af os får sagt.

Den Judas, der fortrød

Til sidst må vi vende tilbage til Judas Iskariot. For beretningen om ham slutter ikke med forræderkysset. Matthæusevangeliet fortæller, at han fortrød, da han så, at Jesus var blevet dømt. Han afleverede de tredive sølvpenge tilbage til ypperstepræsterne og de ældste og sagde: »Jeg har syndet og forrådt uskyldigt blod.« De afviste ham. Derefter kastede han pengene ind i templet, gik bort og hængte sig. Hans anger og erkendelse af skyld står altså i teksten. Det gør hans historie endnu mere smertefuld. Han forstod, hvad han havde gjort, men fandt ingen vej videre.

Evangeliet fortæller ikke, at Judas bad Jesus om tilgivelse. Hvad der til sidst fandt sted mellem ham og Gud, ved vi heller ikke. Men vi kender Jesu barmhjertighed. Peter fornægtede ham og blev siden betroet at vogte hans får. Derfor tør vi også tro, at hvis Judas Iskariot havde bedt Jesus om tilgivelse, ville han være blevet tilgivet. Også han kunne være blevet en af de store i himlen. Hvis den tanke støder os, må vi spørge os selv, om vi har lettere ved at tro på forræderiets magt end på Jesu barmhjertighed.

-karn

Kilder og videre læsning: Matt 10,2–4 og 27,3–5; Mark 3,16–19; Luk 6,12–16; Joh 14,22–23 og 21,15–17. Benedikt XVI: Simon og Judas, generalaudiens 11. oktober 2006. Vatikanets omtale af festdagen samt katolsk tradition om Judas Thaddæus som forbeder.