Hvad betyder det at tilhøre Kristus?

Et tilhørsforhold, der omfatter hele livet

At tilhøre Kristus er at lade sig elske, kalde og forme af Ham. Det begynder i Hans kærlighed til os og får skikkelse i dåben, troen, sakramenterne og det liv, vi lever med andre.

Kort fortalt: Den kristnes tilhørsforhold til Kristus omfatter hele mennesket: krop og sjæl, historie og fremtid, glæde og sårbarhed. Gennem dåben bliver vi forenet med Ham og indlemmet i Kirken. Fællesskabet næres gennem bøn og sakramenter og leves i forskellige kald, i hverdagens ansvar og i omsorgen for andre. Også når vi svigter, mister vores kræfter eller nærmer os døden, kan vi betro os til Ham.

Der ligger en stor tillid i at kunne sige: Jeg tilhører Kristus. Ordene kan siges af et barn, som endnu kun aner deres betydning, og af et gammelt menneske, der har levet længe nok til at vide, hvor lidt vi selv kan sikre. De kan være en bekendelse fuld af glæde eller en stille bøn, når alt andet vakler. De kan også være svære at få over læberne. For hvad betyder det at tilhøre nogen så helt? Hvor meget af vores liv omfatter det, og hvad sker der med vores frihed, når vi lægger den i en andens hænder?

Vi kender tilhørsforholdets betydning fra vores eget liv. Et barn har brug for at vide, at det hører til. Venskaber og familiebånd giver os mennesker, vi kan vende tilbage til, og steder, hvor vores fravær bliver bemærket. Selv når sådanne forhold er ufuldkomne, fortæller de noget om vores behov for at være kendt og elsket. Men menneskelige bånd kan briste, og døden kan skille os fra dem, vi elsker. Troen på Kristus bærer et løfte om et fællesskab, som Han selv holder åbent, også dér, hvor vores kræfter og muligheder slipper op.

Den, der først har elsket os

Vores forhold til Kristus begynder før det øjeblik, hvor vi selv bliver opmærksomme på Ham. Den kristne tro bekender, at alt er skabt ved Ham og til Ham. Vores liv har derfor fra begyndelsen en forbindelse til Ham, som vi hverken har frembragt eller behøver at gøre os fortjent til. Ingen er fremmed for den, gennem hvem verden er blevet til. Det gælder også mennesket, der aldrig har hørt Hans navn, eller som kun har mødt en forvrænget fremstilling af Ham. Dette forhold gennem skabelsen er forskelligt fra dåbens forening med Kristus, men det fortæller noget grundlæggende: Hans kærlighed venter ikke på, at vi bliver i stand til at forstå den.

At tilhøre Ham omfatter hele det menneske, vi er. Vores krop er med: den krop, der arbejder, favner, nyder, bliver træt og en dag skal dø. Vores erindringer er med, også dem, vi helst ville være foruden. Han kender det, vi har modtaget, og det, vi har manglet; de muligheder, vi greb, og de svigt, vi stadig bærer på. Vi behøver ikke stille med en færdig og sammenhængende udgave af os selv. Vi kommer som mennesker, der endnu er undervejs, og som ofte først opdager vores egne sår, når nogen møder os med tilstrækkelig kærlighed til, at vi tør se dem.

Her ligger også svaret på frygten for at miste sin frihed. Kristi måde at være Herre på bliver synlig, da Han bøjer sig og vasker disciplenes fødder, og da Han giver sit liv for dem. Hans kærlighed kan kræve meget af os, fordi den vil føre os ud af det, der ødelægger os og andre. Men Han behandler os aldrig som ting. Hos Ham bliver menneskets vilje taget alvorligt. Han kalder, spørger og venter på et svar, som ingen kan give i vores sted.

At blive født ind i Hans liv

I dåben får tilhørsforholdet en ny og afgørende skikkelse. Vi bliver forenet med Kristi død og opstandelse, modtager Helligånden og indlemmes i Kirken. Vi bliver Guds børn i Sønnen. Når et barn bæres til døbefonten, bliver det særlig tydeligt, at troens liv begynder som en gave. Barnet kan endnu ikke forklare, hvad der sker, og har intet at fremlægge som bevis på sin værdighed. Den voksne, der døbes, kommer med et bevidst ønske og en bekendelse af troen, men modtager den samme gave: et liv i Kristus, som ingen kan give sig selv.

Dåben sætter et varigt præg på mennesket og gentages derfor ikke. Et menneske kan komme langt bort fra sin tro og leve i modstrid med det, dåben kalder til. Synden kan bryde kærlighedens fællesskab med Gud, men den ophæver ikke dåbens præg. Derfor kan en tilbagevenden også være en hjemkomst til noget, der allerede er givet. Den, der vender tilbage efter mange år, behøver ikke opfinde et nyt grundlag for at nærme sig Kristus. Han eller hun kan begynde med at tage imod den barmhjertighed, som gør et nyt svar muligt.

Gennem dåben bliver vi brødre og søstre i Kristus med ansvar for hinanden. Paulus beskriver Kirken som Kristi legeme, hvor lemmerne har forskellige opgaver og behøver hinanden. Det giver enhver døbt en værdighed, som hverken afhænger af embede, uddannelse eller synlig indsats. Den, der sidder ubemærket på den bageste bænk, hører lige så virkeligt til som den, alle kender. Den syge, som ikke længere kan komme til messe, er stadig en del af fællesskabet. At tilhøre Kristus indebærer derfor også at tage ansvar for dem, der let forsvinder ud af vores opmærksomhed. Vi kan ikke forstå vores egen plads i Hans legeme uden at anerkende deres.

At kende Hans stemme

Det liv, vi modtager, skal have lov til at vokse. Vi lærer Kristus at kende gennem evangelierne, gennem Kirkens tro og gennem mennesker, hvis liv bærer vidnesbyrd om Ham. Efterhånden bliver Hans ord en stemme, vi kan genkende og lade os vejlede af. Han viser os Faderen og lærer os at leve som børn, der må komme med både deres taknemmelighed og deres nød. Han kalder os sine venner og lader os få del i det, Han selv har modtaget fra Faderen. Som den gode hyrde kender Han den enkelte og leder den, der er faret vild, hjem.

Bønnen giver plads til dette forhold. Her kan vi tale uden at skulle gøre os interessante eller finde den rigtige fremstilling af os selv. Vi kan komme med vores glæde over livet, med bekymringen for et barn, med en vrede, vi ikke kan slippe, eller med taknemmelighed over en helt almindelig dag. Sommetider bliver bønnen til stilhed. Et menneske kan sidde i kirken og være træt, adspredt og ude af stand til at samle tankerne, men alligevel have givet Kristus sin tid. Troskab kan ligge i så lidt som at blive siddende og lade Ham kende den nød, man ikke selv kan formulere.

I eukaristien giver Kristus sig selv til os i sit legeme og blod. Foreningen med Ham får her en nærhed, som overstiger det, vi selv kan tænke eller føle os frem til. Vi tager imod Hans selvhengivelse og bliver draget ind i den. Derfor rækker kommunionen videre til vores forhold til andre: til den, vi skal forsone os med, den, vi har ansvar for, og den, hvis nød kalder på os. Når vi svigter, åbner bodens sakramente en vej tilbage. Vi får lov til at sige sandheden om det, vi har gjort, og modtage tilgivelsen som en gave, der også forpligter os til at søge at gøre skaden god igen.

Det liv, vi har fået at leve

At tilhøre Kristus får forskellige former, fordi menneskers liv og kald er forskellige. I ægteskabet kan to mennesker vokse ind i Hans kærlighed gennem deres troskab mod hinanden. Det sker i ømheden og glæden, i det fælles ansvar og i de perioder, hvor samlivet kræver tålmodighed og tilgivelse. Børn kan modtage troen gennem forældrenes ord, men også gennem erfaringen af, at der er nogen, som bliver hos dem, sætter grænser, tager ansvar og begynder igen efter et svigt. Ægteskabets sakramente forbinder dette levede liv med Kristi trofaste kærlighed til Kirken.

Andre kaldes til et gudviet liv, hvor kyskhed, fattigdom og lydighed former deres hengivelse til Ham. Præster og diakoner får gennem ordinationen et særligt ansvar for at tjene Kristus og Hans Kirke. Den enlige lever under andre vilkår og kan få stor betydning for andre gennem venskab, bøn, arbejde og omsorg. Nogle har selv valgt deres livsform; andre lever med et savn efter det liv, de havde håbet på. Også det savn kan bringes ind i forholdet til Kristus. Ingen behøver vente på andre omstændigheder for at begynde at elske Ham med det liv, de faktisk har.

Det meste af dette liv består af almindelige dage. Vi står op, ordner vores arbejde, køber ind, rydder op og tager os af dem, der har brug for os. Her bliver troen konkret. At holde sit ord, behandle en medarbejder ordentligt, give et barn sin opmærksomhed eller ringe til et menneske, der er blevet alene, kan være måder at leve tilhørsforholdet til Kristus på. Også glæden hører med: et måltid med venner, musik, naturens skønhed, latteren omkring et bord. Vi må modtage det gode med taknemmelighed og dele det uden dårlig samvittighed over, at livet også kan være lyst.

Kristus knytter selv forholdet til Ham sammen med mødet med den sultne, den fremmede, den syge og den fængslede. Det giver kærligheden en alvor, som rækker ud over vores egne følelser af nærhed til Gud. Et menneske kan være optaget af sit åndelige liv og samtidig overse den, der har brug for hjælp. Derfor må vores bøn også gøre os mere opmærksomme på andre. Den nødlidende har sit eget ansigt, sin egen historie og sin egen værdighed. At tjene Kristus i dette menneske kræver, at vi tager dets virkelige behov alvorligt og hjælper på en måde, som gavner det.

Når vi ikke længere kan bære

Der kommer tider, hvor vi selv bliver dem, der må tage imod. Sygdom, sorg og alderdom kan fratage os den handlekraft, vi har været vant til at støtte os til. Den, der altid har ordnet tingene, kan få brug for hjælp til det mest personlige. Den, der har haft let ved at tro, kan opleve en tørhed, hvor bønnen føles tom. Så bliver det afgørende, om vi tør tro, at vi stadig hører til hos Kristus. Vores værdighed aftager ikke med vores kræfter. Et menneskes liv i Ham kan være dybt, også når det udefra ser ud til næsten kun at bestå i at vente.

Lidelsen skal lindres, og uretten skal bekæmpes. Vi skylder hinanden hjælp, behandling og beskyttelse. Men den lidelse, som ikke kan fjernes, kan betros til Kristus og forenes med Hans lidelse. Det kræver ingen smukke ord og ingen evne til at forklare, hvad smerten betyder. Et råb om hjælp kan være hele bønnen. Den korsfæstede kender menneskets forladthed indefra. Derfor kan vi henvende os til Ham, også når vi ikke kan mærke Hans nærhed og ikke forstår, hvorfor hjælpen lader vente på sig.

Også det, vi skammer os over, må komme frem i dette forhold. Der findes minder, som kan få et menneske til at føle sig uegnet til kærlighed: en forsømmelse, et svigt, en skade, som ikke længere kan gøres ugjort. Kristi barmhjertighed gør det muligt at se sandheden uden at lade det værste få det sidste ord om vores liv. Tilgivelsen ophæver ikke ansvaret eller følgerne af det, vi har gjort. Den åbner en fremtid, hvor vi kan leve sandere, tage ansvar og gøre det gode, der stadig er muligt.

Et håb, der rækker længere end vores blik

Vi kender aldrig hele et andet menneskes forhold til Kristus. Den katolske tro lærer, at også mennesker, som uden egen skyld ikke kender Ham og Hans Kirke, kan nå frelsen, når de oprigtigt søger Gud og under nådens virkning forsøger at følge samvittighedens erkendelse af det gode. Også deres frelse kommer gennem Kristus. Det giver grund til håb og til varsomhed med vores domme. Vi ved kun lidt om de hindringer, et menneske har mødt, og om de måder, Guds nåde har arbejdet i dets liv på. Kirken forkynder Kristus, fordi mennesker skal have mulighed for at kende Ham og modtage Hans gaver, og betror samtidig dem, hvis vej vi ikke forstår, til Hans barmhjertighed.

For os selv forbliver tilhørsforholdet en gave, vi skal vokse ind i. Der er dage, hvor vi svarer villigt, og dage, hvor vi holder igen. Vi opdager gradvist, hvor meget af os selv vi endnu forsøger at skjule eller beholde under egen kontrol. At blive ældre i troen kan være at turde betro mere til Ham: vores børn og vores bekymringer, vores uafsluttede arbejde, vores skyld og vores frygt for at miste. Vi lærer at bede om det, vi behøver, og at tage imod det, vi ikke kan skaffe os selv.

Til sidst bliver dette helt konkret. Andre må overtage vores opgaver. Vores ejendele bliver fordelt, og vores plads ved bordet står tom. Det liv, vi har kendt gennem kroppen, nærmer sig sin afslutning. Da bekender den kristne tro, at vi stadig tilhører Kristus. Den opstandne har selv været i døden, og dåbens løfte rækker frem mod opstandelsen, hvor også kroppen skal få del i det nye liv.

Vi kommer til Ham med det liv, der blev vores: kærligheden, vi modtog og gav, det, vi ødelagde, det, der blev helet, og alt det, vi aldrig nåede at forstå. Den stemme, vi gennem livet har forsøgt at lære at kende, kalder os stadig. Og den bøn, som før kunne være fuld af ord, kan nu samle sig i ganske få:

Kristus, jeg tilhører dig. Tag imod mig.

---

-karn