Dominikanerbroderen tjente Limas fattige i en tid, hvor flere helgener satte deres præg på byen.
Martin af Porres kendte til at blive vurderet på sin herkomst. I kolonitidens Peru begrænsede den hans muligheder, også i ordenslivet. Med bøn, praktisk kunnen og omsorg for syge blev han en af de skikkelser, som gav Kirkens liv i Lima en usædvanlig rigdom. Hans historie rejser et spørgsmål, der også angår vores menigheder: Hvordan hjælper vi hinanden til at leve den katolske tro?
Kort fortalt: Martin af Porres blev født i Lima i 1579 som søn af en spansk far og en mor med afrikanske rødder. Han blev dominikanerbroder og brugte sine kundskaber fra arbejdet hos en barberkirurg til at pleje syge og hjælpe fattige. Flere andre helgener levede og virkede i Lima i samme historiske periode. Martin døde den 3. november 1639 og blev helgenkåret i 1962.
En plads bestemt af herkomsten
Da Martin af Porres blev født, var Lima en del af det spanske kolonirige. Herkomst, hudfarve og forældrenes sociale stilling kunne afgøre et menneskes muligheder fra fødslen. Hans far var spanier, og hans mor, Ana Velázquez, havde afrikanske rødder. Martin voksede således op med en erfaring af, at andre kunne tildele ham en bestemt plads, før de havde lært ham at kende. Også hos dominikanerne fik hans herkomst betydning. Han blev først knyttet til ordenen som tertiar og senere optaget som lægbroder, det vil sige ordensbroder uden at være præst.
I helgenfortællinger bliver modgang ofte hurtigt efterfulgt af en beskrivelse af hovedpersonens ydmyghed. Så kan uretten glide i baggrunden. Men forskelsbehandlingen hører med til Martins historie. Den fortæller om et samfund og et kirkeligt miljø, hvor menneskers muligheder blev begrænset af deres afstamning. Når vi mindes hans tålmodighed og tjeneste, må vi også se de forhold, han måtte leve under. Hans ydmyghed fritager ingen for ansvaret for at behandle andre retfærdigt.
Det, han havde lært
Martin havde lært hos en barberkirurg. På den tid omfattede arbejdet også behandling af sår og andre sundhedsopgaver, og hans kundskaber fik betydning for de mennesker, han senere tog sig af. Han kunne yde konkret hjælp, når et menneske var sygt eller kommet til skade. Plejen af de syge og omsorgen for fattige blev en væsentlig del af hans liv som dominikanerbroder.
Her kommer vi tæt på noget, som også hører vores egen hverdag til. Gennem et arbejdsliv og et familieliv samler vi erfaringer, der kan komme andre til gode. At kunne lave et måltid, reparere noget, forstå et brev fra en myndighed eller lytte tålmodigt kan få stor betydning for den, der står alene med sit problem. Hos Martin blev faglig kunnen og praktisk arbejde en del af hans tjeneste for Gud. Det, han havde lært, fik værdi i mødet med mennesker, som havde brug for det.
Den form for omsorg kræver udholdenhed. Den syge skal også tilses dagen efter, og et måltid løser kun sulten for en stund. Arbejdet vender tilbage, længe efter at den første tilskyndelse til at hjælpe har lagt sig. Martins liv giver anledning til at overveje, hvor meget vi skylder dem, der bliver ved: dem, som besøger, plejer, gør rent og opdager, når et menneske mangler ved bordet.
En by med flere helgener
Præsten Lars Messerschmidt har peget på et forhold, som fortjener mere plads i fortællingen om Martin: Han levede i en by, hvor flere mennesker fra samme historiske periode senere blev helgenkåret. Til kredsen hører Rosa af Lima, ærkebiskop Toribio af Mogrovejo, franciskaneren Frans Solano og dominikanerbroderen Juan Macías. Deres liv og virke overlappede i forskelligt omfang. Rosa og Juan Macías omtales som Martins venner. Vi står altså med fem helgener med tilknytning til Lima omkring slutningen af 1500-tallet og begyndelsen af 1600-tallet.
Det er en bemærkelsesværdig koncentration. Her var en ærkebiskop, ordensbrødre, en missionær og en kvinde, som levede sin kaldelse som dominikansk tertiar. De havde forskellige opgaver og livsvilkår, men deres historier hører til i den samme lokale kirkes historie. Ved sit besøg i Lima i 2018 bad pave Frans foran relikvierne af de fem og fremhævede deres apostoliske arbejde, bøn, mission og tjeneste.
Man skal være varsom med at gøre dette til et glansbillede af kolonitidens kirkeliv. Martins egne erfaringer viser, hvor dybt uretfærdigheden kunne præge også kirkelige fællesskaber. Alligevel voksede der i dette miljø liv frem, som Kirken siden har anerkendt som hellige. Det giver grund til at undersøge, hvordan forkyndelse, sakramenter, ordensliv og omsorg for fattige fik betydning for mennesker på tværs af byens sociale skel.
Hvordan hjælper en menighed mennesker til at blive hellige?
Lars Messerschmidts iagttagelse åbner dermed et pastoralteologisk spørgsmål: Hvad var der i Limas kirkeliv, som gav plads til så forskellige kaldelser? En egentlig historisk vurdering kræver mere end en opregning af helgennavne. Men spørgsmålet er frugtbart, fordi det retter opmærksomheden mod det fællesskab, et menneskes tro får lov at vokse i. Hvem underviste og vejledte? Hvor blev bønnen lært og holdt ved lige? Hvilken betydning fik mødet med fattige og syge? Og hvordan støttede mennesker hinanden i at følge Kristus?
De spørgsmål kan vi stille til vores egne menigheder. Vi har brug for messer, undervisning, praktiske opgaver og et fællesskab, som fungerer. I alt dette ligger også en åndelig opgave: at hjælpe mennesker til at vokse i kærlighed til Gud og næsten. Det kræver opmærksomhed på de gaver, som allerede findes iblandt os. Et menneske kan have evne til at undervise, et andet til at besøge syge, et tredje til at skabe ro og tillid omkring sig. En menighed får meget betroet, når mennesker kommer med deres erfaringer og deres ønske om at tjene.
Martins historie skærper samtidig spørgsmålet om, hvem vi overser. Også et kirkeligt fællesskab kan lade uddannelse, sprog, nationalitet eller social sikkerhed afgøre, hvem der bliver lyttet til. Den, der ubesværet tager ordet, bliver let den, vi regner med. Andre må vente længere på at blive set. Erindringen om Martin forpligter os til at være opmærksomme på den forskel og til at give mennesker mulighed for at bidrage med det, de har fået.
Et dansk spor i Amerika
Lars Messerschmidt minder også om Jakob den Danske, franciskaneren, der kom til Mexico i 1542 og virkede blandt den oprindelige befolkning i Michoacán. Han tilhørte en tidligere generation end Martin og døde i 1566 eller 1567, altså før Martins fødsel. Jakob kæmpede for, at døbte fra den oprindelige befolkning skulle have fulde kirkelige rettigheder, herunder adgang til præsteembedet. Det bragte ham i strid med andre i hans egen orden.
Forbindelsen til Martin ligger i spørgsmålet om, hvilke følger dåben skal have for vores syn på hinanden. Når et menneske er optaget i Kirken, må det også blive mødt som et fuldgyldigt medlem af fællesskabet. Jakob udfordrede begrænsninger, som europæerne lagde på de nye kristne i Mexico. Martins liv viser, hvordan herkomst også senere kunne begrænse et menneskes plads i Kirken. Deres historier giver os anledning til at se kritisk på de skel, vi selv tager for givet.
Jakob er fortsat æret lokalt i Mexico. Der har siden 1996 været bestræbelser på at fremme hans sag med henblik på en kirkelig anerkendelse af hans hellighed. Hans liv fortjener sin egen fortælling, også herhjemme, hvor hans forsvar for den oprindelige befolknings kirkelige ligeværd er langt mindre kendt, end det burde være.
Bøn og omsorg i det samme liv
Martins liv var præget af bøn og praktisk tjeneste. Det er i sammenhængen mellem dem, hans eksempel bliver krævende for os. Den, vi har besøgt, får et navn i vores forbøn. Og den, vi beder for, kan have brug for en hjælp, vi selv er i stand til at give. Sådan kan bønnen følge os ind i hverdagens opgaver og gøre os mere opmærksomme på det menneske, der står foran os.
Martin døde i Lima den 3. november 1639 og blev helgenkåret af Johannes XXIII den 6. maj 1962. Hans liv minder os om at værdsætte de mennesker, hvis trofaste indsats holder vores fællesskaber sammen. Deres arbejde fortjener både vores tak og vores støtte.
Limas helgener giver os grund til at tænke større om det liv, der kan vokse frem i en menighed. Vi kan hjælpe hinanden til at bede, tage vores kaldelse alvorligt og bruge vores evner i tjeneste for andre. Martin af Porres havde selv erfaret, hvor snæver en plads et menneske kunne blive tildelt. Gennem sit liv gav han andre plads, omsorg og værdighed. Det er en arv, som også kan få skikkelse iblandt os.
–karn
Faktaboks: Sankt Martin af Porres
Mindedag: 3. november.
Født: 1579 i Lima i det nuværende Peru.
Familie: Søn af en spansk far og Ana Velázquez, som ifølge Vatikanets biografi havde afrikansk herkomst.
Ordensliv: Dominikaner og lægbroder, det vil sige ordensbroder uden at være præst.
Virke: Plejede syge og hjalp fattige. Hans uddannelse hos en barberkirurg gav ham praktiske kundskaber til arbejdet.
Samtidige helgener: Rosa af Lima, Toribio af Mogrovejo, Frans Solano og Juan Macías havde alle tilknytning til Lima i samme historiske periode.
Død: 3. november 1639 i Lima.
Helgenkåret: 6. maj 1962 af pave Johannes XXIII.
Skytshelgen: Blandt andet for barberer og frisører.
Kilder: Dikasteriet for Helligkåringssagers biografi om Martin af Porres, Den katolske Kirke i Norges helgenbiografier og Vatikanets materiale fra pave Frans’ besøg i Lima i 2018. Perspektivet om Limas samtidige helgener og henvisningen til Jakob den Danske er indarbejdet efter en kommentar fra Lars Messerschmidt.
TILMELD DIG NYHEDSBREVET
Tilmeld dig nyhedsbrevet og hold dig opdateret om katolsk tro, Kirkens liv og aktuelle samfundsspørgsmål.
Støt Katolsk NU
Alt indhold på Katolsk NU kan læses, ses og downloades gratis. Hvis du værdsætter det, du finder her, kan du støtte det redaktionelle arbejde med eksempelvis 100 kr.
MobilePay 23 44 81 55
Læs mere om at støtte Katolsk NU












