Sankt Martin af Porres – blik for de oversete

Dominikanerbroderen fra Lima gjorde omsorgen for fattige og syge til sin livsopgave.

Martin af Porres kendte til at blive vurderet på sin herkomst. I kolonitidens Peru begrænsede den hans muligheder, også da han ville indtræde hos dominikanerne. Han brugte sine kundskaber til at pleje syge og hjælpe fattige. Den 3. november mindes Kirken ham som helgen.

Kort fortalt: Martin af Porres blev født i Lima i 1579 som søn af en spansk far og en sort mor. Han blev dominikanerbroder og viede sit liv til bøn og omsorg for mennesker i nød. Hans erfaring fra arbejdet hos en barberkirurg kom ham til hjælp i plejen af syge. Han døde den 3. november 1639 og blev helgenkåret af pave Johannes XXIII i 1962.

En plads bestemt af herkomsten

Da Martin af Porres blev født i Lima, var byen en del af det spanske kolonirige. Herkomst og hudfarve havde stor betydning for et menneskes stilling, og som barn af en spansk far og en sort mor mødte han begrænsninger, han ikke selv havde nogen indflydelse på. Også hos dominikanerne gjorde forskelsbehandlingen sig gældende. Han blev først knyttet til ordenen som tertiar og sat til beskedne praktiske opgaver. Senere blev han optaget som lægbroder, det vil sige ordensbroder uden at være præst.

I helgenfortællinger bliver den slags modgang ofte hurtigt efterfulgt af en beskrivelse af hovedpersonens ydmyghed. Det kan få uretten til at glide i baggrunden. Men den forskelsbehandling, Martin oplevede, hører med til hans historie. Den fortæller også noget om et kirkeligt miljø, der lod et menneskes herkomst begrænse dets muligheder. At Martin blev helgen, gør det nødvendigt at se på begge dele: hans måde at leve på og de forhold, han måtte leve under.

Det, han havde lært

Martin havde lært hos en barberkirurg. På den tid omfattede faget også sårbehandling og andre sundhedsopgaver, og hans kundskaber fik betydning for de mennesker, han senere tog sig af. Han kunne hjælpe med hænderne, når nogen var syge eller kommet til skade. Ved helgenkåringen fremhævede Johannes XXIII, hvordan han sørgede for mad, tøj og medicin til mennesker i nød og tog sig af befolkningsgrupper, som udførte samfundets lavest ansete arbejde.

Her kommer vi tæt på det liv, der gjorde ham elsket. Et menneske var sygt og havde brug for pleje. Et andet manglede mad. Martin havde lært noget, som kunne bruges, og han brugte det. Det er let at overse betydningen af den erfaring, vi selv har samlet gennem et arbejdsliv og et familieliv. At kunne lave et måltid, finde vej gennem en vanskelig ansøgning, reparere noget eller lytte tålmodigt kan være en stor hjælp for den, der står alene med sit problem. Hos Martin blev faglig kunnen og praktisk arbejde en del af hans tjeneste for Gud.

Der er en udholdenhed i den form for omsorg, som sjældent får megen omtale. Den syge skal også tilses dagen efter, og et måltid løser kun sulten for en stund. Arbejdet vender tilbage. Netop derfor kræver det mere end en stærk følelse i øjeblikket. Man må være villig til at lade andres behov få plads i sin hverdag, også efter at den første tilskyndelse har lagt sig.

Bønnen havde plads i arbejdet

Martins liv var præget af bøn, tilbedelse og hengivenhed til Kristus i eukaristien. Johannes XXIII beskrev ved helgenkåringen, hvordan han tilbragte lange stunder foran tabernaklet. Paven fremhævede samtidig hans tro på, at de mennesker, han hjalp, var hans brødre og søstre, fordi de var Guds børn. Den overbevisning gav hans omsorg en forpligtelse, som rakte ud over personlig sympati. Et menneskes behov blev ikke mindre, fordi vedkommende havde en anden baggrund eller stod lavt i samfundet.

For Martin hørte tilbedelsen og sygeplejen til i det samme liv. Det er værd at dvæle ved, fordi vi let får skilt dem ad. Der er opgaverne, som skal klares, og så er der det åndelige liv, vi håber at få tid til. Hans eksempel giver anledning til at overveje, hvordan de kan komme tættere på hinanden. Den, vi har besøgt, får et navn i vores forbøn. Og når vi beder for et menneske, kan vi blive opmærksomme på noget, vi selv har mulighed for at gøre.

Ydmyghed og menneskeværd

Martins ydmyghed bliver fremhævet i Kirkens omtale af ham. Ordet kræver omtanke, især når det bruges om et menneske, der blev udsat for forskelsbehandling. Vi skal være varsomme med at gøre hans tålmodighed til en forventning om, at andre også bør finde sig i uret. Ansvaret ligger hos den, der behandler et andet menneske dårligt. Martins tjeneste minder os samtidig om, at et menneskes værd består, også når omgivelserne nægter at anerkende det.

Han fik sit liv blandt mennesker, hvis arbejde og lidelser sjældent blev tillagt stor betydning. Det giver hans historie en plads i vores egen hverdag. Også i en menighed kan vi vænne os så meget til bestemte menneskers indsats, at vi næsten holder op med at se dem. Nogen gør rent, besøger de syge eller opdager, at en person ikke længere kommer. Opgaverne bliver udført uden større opmærksomhed, men fællesskabet ville være fattigere uden dem. Martin giver os grund til at værdsætte både arbejdet og den, der udfører det.

Et liv, Kirken havde brug for at se

Martin døde i Lima den 3. november 1639. Da Johannes XXIII helgenkårede ham den 6. maj 1962, var forberedelserne til Det Andet Vatikankoncil i gang. Paven knyttede hans eksempel til håbet om Kirkens fornyelse. Martin viste med sit liv, hvilke frugter troen kunne bære: kærlighed til Gud og omsorg for næsten, levet i troskab gennem mange år.

Der er noget krævende ved at mindes ham. Vi kan beundre hans hjælpsomhed og lade resten blive på afstand, i en anden tid og en anden verdensdel. Men hans historie rejser også et spørgsmål om vores egne vurderinger. Hvem får vi ikke lyttet til, fordi vi allerede har placeret vedkommende? Hvem regner vi med, uden at vi nogensinde får sagt tak? Martin af Porres havde selv erfaret, hvor snæver en plads andre kunne tildele et menneske. I sit arbejde gav han plads til mennesker, som havde brug for ham.

-karn

Kilder: Vatikanets Dikasterium for Helligkåringssagers biografi om Martin af Porres og Johannes XXIII’s prædiken ved helgenkåringen den 6. maj 1962.

Historiske oplysninger er kontrolleret i de to officielle kilder. www.causesanti.va