Tør vi tro, at vi er elsket?

Udvalgt, velsignet, brudt og hengivet

Det er én ting at få at vide, at man er elsket. Det er en anden at tro på det, når man har svigtet, er blevet forladt eller ikke længere kan kende sit eget liv. Den kristne tro stiller os over for netop den opgave: at tage imod Guds kærlighed og lære at leve af den.

Kort fortalt: Vi kan bruge et helt liv på at forsøge at gøre os fortjent til kærlighed. Troen begynder med, at Gud allerede elsker os. Ordene udvalgt, velsignet, brudt og hengivet beskriver, hvordan denne kærlighed kan få betydning i et liv, der rummer både glæde, skyld, tab og ansvar for andre.

Et venskab begynder

I begyndelsen af et venskab fortæller vi sjældent alt. Vi lærer hinanden at kende lidt efter lidt og mærker efter, hvad forholdet kan bære. Der kommer en dag, hvor samtalen tager en anden retning, og vi fortæller noget, vi hidtil har holdt for os selv. Bagefter kan vi blive usikre. Sagde vi for meget? Vil den anden nu se anderledes på os? Når vennen ringer igen, som han plejer, ligger der en lettelse i det. Han har hørt, hvad vi sagde, og har stadig lyst til at være sammen med os.

Derfra kan et venskab vokse. Man tør være mere ærlig, fordi man har erfaret, at forholdet holder til det. Vi har brug for den erfaring. Ellers kommer vi let til at tro, at vi kun kan blive elsket, så længe andre ikke kender os alt for godt. Også over for Gud kan vi forsøge at skjule os. Vi ved, at han kender os, men bruger alligevel kræfter på at forklare og forsvare det, vi har svært ved at vedkende os.

At være den elskede

At være elsket af Gud er en grundlæggende del af den kristne tro. Alligevel kan ordene blive så velkendte, at vi hører dem uden at forbinde dem med vores eget liv. De bliver stående i kirken, mens vi går hjem og fortsætter med at bedømme os selv efter, hvad vi har udrettet, og hvordan andre reagerer på os. En kritik kan optage os i dagevis. En ros kan give os en kortvarig ro, før vi igen får brug for at vide, om vi er gode nok.

Det er udmattende at skulle sikre sig sin værdi på den måde. Der vil altid være nogen, der kan mere, og noget, vi burde have gjort bedre. Troen på Guds kærlighed giver os mulighed for at se ærligt på vores liv uden at gøre hvert nederlag til en dom over hele vores person. Vi kan have handlet forkert og have et alvorligt ansvar at tage på os. Gud kalder os stadig til sig. Derfor kan vi komme til ham og bede om tilgivelse.

Vi behøver ikke vente, til vi har forbedret os tilstrækkeligt. I evangelierne opsøger Jesus mennesker, som andre har opgivet eller holder på afstand. Mødet med ham bliver begyndelsen til en forandring, de ikke kunne have gennemført alene. Sådan kan vi også komme til Gud med det liv, vi har nu, og med det, vi skammer os over.

At blive den elskede

Hvordan lærer man at stole på en kærlighed, man ikke selv har frembragt og ikke kan kontrollere? Det spørgsmål bliver ved med at dukke op. Vi kan bede og gå til messe gennem mange år og alligevel opdage, hvor bange vi er for at blive overset eller miste andres anerkendelse. Gamle vaner og erfaringer følger os også ind i vores forhold til Gud.

Derfor har vi brug for at vende tilbage. I bønnen kan vi lægge mærke til, hvad der optager os, og hvad vi forsøger at holde på afstand. Vi kan sige det til Gud uden først at få det til at lyde fromt. Det kan være misundelse, vrede eller skuffelse over, at livet blev anderledes, end vi havde håbet. Det kan også være glæde og taknemmelighed, som vi ellers ikke får givet os tid til. At bede er blandt andet at vænne sig til at være hos Gud med det, der faktisk fylder.

At blive den elskede er i den forstand at lære at leve med den kærlighed, som allerede er givet os. Efterhånden kan det blive lettere at indrømme en fejl uden en lang forklaring og modtage en gave uden straks at skulle gøre gengæld. Vi opdager, at et forhold kan holde, selv om vi er uenige, og at vi fortsat er velkomne, når vi har haft brug for tilgivelse.

Udvalgt

Ordet udvalgt kan vække ubehag. Vi ved, hvad det vil sige at blive valgt fra, og hvor tidligt man kan lære at holde øje med sin plads blandt andre. Nogle blev altid spurgt først. Andre ventede og håbede på at komme med. Den erfaring kan følge os langt ind i voksenlivet, også når ingen omkring os ved det.

Når vi taler om at være udvalgt af Gud, må vi derfor være omhyggelige. Guds kærlighed til ét menneske gør ikke et andet mindre værd. Den forpligter os til at se den anden som et menneske, Gud også elsker. Vi kan ikke takke for vores egen plads hos Gud og samtidig behandle andre, som om deres liv er uden betydning.

At være udvalgt rummer også en frihed fra hele tiden at skulle være en anden. Vi har fået dette liv med disse evner og begrænsninger. Der er opgaver, vi kan påtage os, og noget, vi må overlade til andre. Meget bliver aldrig synligt for en større kreds. Et menneske kan have haft afgørende betydning for sin familie eller for en enkelt ven uden nogensinde at være blevet bemærket offentligt. Vi ved fra vores eget liv, hvor meget vi kan skylde netop sådan et menneske.

Velsignet

Velsignelsen har vi brug for, fordi vi så let kommer til at tro på det værste, der er blevet sagt om os. En bemærkning fra barndommen kan stadig dukke op, når noget mislykkes. Man kan være blevet voksen, have fået ansvar og andres tillid og alligevel høre den gamle dom: Du dur ikke til det. Det kræver mere end en venlig forsikring at få den stemme til at miste sin magt.

Derfor betyder vedvarende kærlighed så meget. Nogen bliver ved med at regne med os, spørge efter os og glæde sig over, at vi kommer. Vi får efterhånden erfaringer nok til at kunne tro dem. Vi kan selv være sådan et menneske for andre. Det kræver, at vores gode ord følges af handlinger, og at vi også er der, når den anden er vanskelig at være sammen med.

I kirken bliver velsignelsen givet os i Guds navn. Vi modtager den sammen med mennesker, hvis liv vi kun kender lidt til. Nogen er kommet med glæde, andre med en bekymring, de endnu ikke har fortalt nogen om. Velsignelsen bliver givet til os alle. Vi kan tage imod den på en god dag og på en dag, hvor vi knap kan samle tankerne om bønnen.

Brudt

Der findes tab, som ændrer ens forhold til hele tilværelsen. Den, man plejede at fortælle alting til, er død. En sygdom har gjort fremtiden usikker. Et menneske, man stolede på, har svigtet. Man kan fortsætte med at stå op, købe ind og tale med andre, mens det meste indeni er optaget af det, der er sket. Omgivelserne ser, at man klarer sig, og ved ikke altid, hvad det koster.

Her kan talen om Guds kærlighed blive vanskelig at holde ud. Man har bedt og håbet, og alligevel skete det, man frygtede. Hvor var Gud? Spørgsmålet lader sig ikke altid besvare, og et hurtigt svar kan gøre ensomheden større. Den, der lider, har ikke brug for også at skulle forsvare sin sorg over for mennesker, som gerne vil forklare den.

På korset råber Jesus til Gud og spørger, hvorfor han er blevet forladt. Det råb hører med til vores tro. Også fortvivlelsen kan rettes mod Gud. Vi må klage og spørge uden at vide, om der kommer et svar, vi kan forstå. Der kan være perioder, hvor andre må bede for os, fordi vi ikke selv kan.

At leve med et sådant brud kræver tid. Noget bliver ved med at gøre ondt, selv om der igen kommer gode dage. Man kan le ved et måltid og græde på vej hjem. Glæden behøver ikke give dårlig samvittighed, og sorgen behøver ikke skjules, fordi der er gået nogle år. Begge dele hører til det liv, der skal leves videre. Vi har brug for mennesker, der kan være sammen med os i begge dele.

Hengivet

Når man har været igennem noget svært, kan man få brug for at beskytte sig. Man orker færre mennesker og bliver forsigtig med at knytte sig igen. Det kan være nødvendigt i en tid. Men vi har også brug for, at nogen fortsat spørger efter os, og for efterhånden at kunne vende vores opmærksomhed mod andet end vores egen smerte. Der kan opstå en uventet glæde i at opdage, at man stadig kan være noget for et andet menneske.

Hengivelse indebærer, at vi lader andre få betydning for, hvordan vi bruger vores liv. Det koster at holde af nogen. Vi bruger tid, bliver bekymrede og må undertiden opgive noget, vi gerne selv ville. Det ved forældre, ægtefæller og venner. Kærligheden får os til at gøre meget, vi aldrig ville have påtaget os af pligt alene.

Ved den sidste nadver tager Jesus brødet, velsigner det, bryder det og giver det til disciplene. Han giver sig selv til dem. I eukaristien modtager vi Kristus og får del i hans liv. Det kalder på vores svar, når vi går hjem til dem, vi lever sammen med. Der bliver brug for den tålmodighed, den tilgivelse og den villighed til at hjælpe, som vi selv har brug for at modtage.

Vi kan også få brug for at lade andre tage over. Den, som gennem lang tid har passet en syg ægtefælle eller båret et stort ansvar i familien, må kunne bede om aflastning. Det kan være svært at overlade omsorgen til andre. Men kærligheden mellem os har også brug for, at vi erkender vores kræfter og hjælpes ad.

At leve som den elskede

Et liv i tillid til Guds kærlighed vil stadig være fuldt af almindelige besværligheder. Vi bliver trætte af hinanden, kommer til at sige noget forkert og bekymrer os om fremtiden. Men vi behøver ikke bruge så mange kræfter på at holde vores fejl skjult. Vi kan tage ansvar for dem og forsøge igen. Når vi stoler mere på, at vi er elsket, får vi også lettere ved at lytte til andre uden straks at skulle forsvare os.

Der bliver bedre mulighed for at glæde sig. Vi kan tage imod en invitation, en god samtale eller en dag uden særlige begivenheder og være tilfredse med det. Vi behøver ikke hele tiden spørge, om vi burde have nået mere. Et liv består også af den tid, vi har været sammen med andre uden at udrette noget bestemt.

Gennem livet skifter det, hvad vi kan give, og hvad vi har brug for at modtage. Det kræver tillid at lade andre hjælpe, især når vi tidligere har været dem, der tog os af det meste. Vi kan komme til at undskylde for vores behov eller trække os for ikke at være til besvær. Også her må vi øve os i at tro på dem, der siger, at de gerne vil være hos os.

Et venskab uddybes

Efter mange års venskab kender man noget til hinandens liv, som ikke kan forklares hurtigt til andre. Man husker, hvordan vennen var før sygdommen, hvem han mistede, og hvorfor en bestemt dag stadig er vanskelig. Man ved også, hvad man kan le af sammen. Den fælles historie gør, at man ikke skal begynde forfra, hver gang man mødes.

I vores forhold til Gud kommer vi også med en historie. Der er bønner, vi har bedt i årevis, noget, vi er taknemmelige for, og noget, vi stadig ikke har forstået. Vi kan komme med det igen. Der er ingen grund til at gøre os bedre, end vi er, eller tale, som om vi allerede har fundet fred med det hele. Vi kan begynde dér, hvor vi er, og fortælle Gud, hvordan dagen har været.

-karn

Essayet er inspireret af Henri J.M. Nouwens bog »Den livslange glæde« og følger dens disposition om at være og leve som den elskede: udvalgt, velsignet, brudt og hengivet.