Jeg plejede egentlig ikke at tro

Syv personlige fortællinger

Anmeldt af Birgit Bidstrup Jørgensen

Der er mange bredt socialt accepterede samtaleemner, også meget personlige som f.eks. sexliv, eller at være imod religion, tro og kirke. Selvom der for tiden er en tendens til at det bliver mere udbredt at tale om at have en tro og en religiøs overbevisning, er det stadig ikke så let at tale om og slet ikke så socialt gangbart. Men det er, hvad bogens syv fortællere gør.

Alle er kendte personligheder inden for politik, medier og kulturliv. Det vækker i sig selv interesse. Det drejer sig om forfatterne Kaspar Colling Nielsen og Anne-Cathrine Riebnitzsky; to livsstilseksperter, kendt fra DR’s program “Kender du typen”, nemlig strategikonsulent Jacob Holst Mouritzen og tv- og podcastvært, strategisk rådgiver og forfatter Flemming Møldrup; formidler, mentor og forfatter Anja Steensig; administrerende direktør i Tænketanken DEA Stine Vrang Elias og partiformand MF Alex Vanopslagh. De er alle i høj grad til deres egen overraskelse nået frem til at bekende sig som kristne.

Jeg plejede egentlig ikke at tro er en meget dækkende titel for beskrivelsen af deres trosvandring fra barndomshjemmets indstilling til tro og kristendom gennem livets med- og modgange til de skelsættende begivenheder, der førte til tro og derfra til at forlade gamle overbevisninger, lade sit liv dybtgående præge af troen og stå ved den over for andre.

Nogle fortæller med en vis intellektuel distance om en vej, der er meget privat og omgivet af blufærdighed; andre fortæller med stor indlevelse og ganske ligeud om deres livsomvæltende møde med Jesus. Alle fortællinger er dybt ærlige og derfor berørende, fordi de vidner om Guds uventede handlen i menneskers liv og deres svar på det.

Hvis man som jeg læser bogen som bekendende kristen, bliver man berørt af kampene mellem tvivl og tro og mellem tro og videnskabelig rationalitet, som er genkendelige i et trosliv. Det samme er glæden og befrielsen ved at overgive sig til troen på en, der er større end en selv, fordi intet andet giver mening længere. En fortæller f.eks. at han en dag oplevede sig selv hårdnakket forsvare Kristi genopstandelse som en realitet. Så måtte han jo være troende, erkendte han, og derfra var der ingen vej tilbage. Synet på sig selv og på verden omkring ham var forandret og måtte medføre forandringer i livet og de værdier, der bærer livet.

Læser man bogen som et søgende menneske, usikker på om der findes noget at tro på eller med en længsel efter at finde noget, der kan fylde et eksistentielt tomrum indeni, kan man spejle sig i fortællernes vidt forskellige veje til den kristne tro gennem ren afvisning eller tilnærmelser til andre trossamfund, new age eller andet. Samtidig fremgår det tydeligt, at enhver omvendelse til tro er et dybt personligt svar på den invitation, som den enkelte oplever at få fra den Gud, der elsker en.

Hvad der derimod ikke står det mindste om i bogen – og det er måske det fine – er, hvordan den er blevet til. Intet forord eller efterskrift fortæller, hvad meningen med bogen er, hvilke spørgsmål interviewene med de syv medvirkende har indeholdt, eller hvordan de er blevet udvalgt. Der er kun fortællernes egen stemme. Man skal helt frem til bogens titelside for at opdage, at de syv beretninger er fortalt til journalist, forfatter og foredragsholder Malene Fenger-Grøndahl, der tidligere i sit forfatterskab har beskæftiget sig med kald. Derfra har hun en indsigt, der må have gjort det muligt at hjælpe de syv interviewpersoner til at berette nuanceret om deres erfaringer, som hun derpå har skrevet om til sammenhængende og læseværdige fortællinger. Det er solidt journalistisk håndværk, der ikke bør forbigås ubemærket.

Bogen anbefales hermed til alle med interesse for tro og eksistens.

Titel: Jeg plejede egentlig ikke at tro
Fortalt til: Malene Fenger-Grøndahl
Omfang: 188 sider, softcover med flapper
Forlag: Bibelselskabets Forlag, 2026
Vejledende udsalgspris: 249,95 kr.