Det med skærsilden – let forklaret

En kommentar til pater Stephen Holms indlæg om allehelgen og allesjæle

Af Kuno Arnkilde

Pater Stephen Holms indlæg fredag før allehelgen rejser spørgsmål om vores fællesskab med de døde. For at følge hans overvejelser er det en hjælp først at få forklaret, hvad Kirken mener med skærsilden, og hvorfor vi beder for dem, vi har mistet.

Kort fortalt: På allehelgensdag fejrer vi alle, der lever i det fulde fællesskab med Gud. På allesjælesdag beder vi for de døde. Skærsilden betyder, at Gud heler det i mennesket, der endnu står i vejen for kærligheden. Alle, der gennemgår den, er sikret livet hos ham, og vores forbøn hjælper dem.

Vi mennesker kan bære på egoisme, bitterhed, misundelse og trang til altid at få ret. Vi kan elske andre og alligevel såre dem. Selv når vi oprigtigt ønsker det gode, kan gamle vaner og vores egen stolthed komme i vejen. Vi bliver sjældent færdige med at arbejde med os selv.

Den katolske tro lærer, at Gud fuldender det gode, han har begyndt i os. Hvis et menneske ved døden lever i hans nåde og venskab, men endnu har brug for at blive befriet for sin binding til synden (i betydningen handlinger og tanker der fjerner os fra Gud) heler og fuldender Gud det. Det er denne sidste forvandling, Kirken kalder skærsildens renselse. Gud gør os i stand til at elske helt.

Et hus med et bryggers

Lad os bruge et hverdagsagtigt billede. Forestil dig himlen som et hus, hvor Gud tager imod os. Nogle kan gå direkte ind i de lyse stuer. Andre kommer gennem bryggerset, hvor de snavsede træsko bliver stillet, og hænderne bliver vasket. De er kommet hjem og bliver gjort klar til at træde helt indenfor.

Billedet har sine grænser. I skærsilden er det Gud, der gør os rede, og det, han heler, stikker dybere end snavs på hænderne. Det angår vores forhold til ham og til andre mennesker: alt det i os, der stadig hindrer kærligheden.

Men billedet kan hjælpe os med én afgørende ting: Den, der kommer gennem bryggerset, hører allerede til i huset. Adressen ligger fast. Gud gør mennesket rede til det fulde fællesskab med sig – det, vi kalder himlen.

Hvor kommer ilden ind i billedet?

Kirken knytter blandt andet billedet af ild til Paulus’ ord i Første Korintherbrev om et menneske, der bliver frelst gennem ild. Ilden udtrykker, at der sker noget gennemgribende. Det, som er uforeneligt med kærligheden, må bort.

Benedikt XVI giver i Spe salvi en forklaring, som er lettere at forbinde med vores eget liv. Han beskriver mødet med Kristus, hvis blik afslører sandheden om os og samtidig heler os. Vi ser vores liv uden undskyldninger og bortforklaringer. Det kan gøre ondt at erkende, hvordan vi har svigtet og såret andre. Samtidig bliver vi befriet for det, der har bundet os. Det kan være bitterhed, egoisme og gamle fjendskaber. For et menneske, hvis liv har været præget af stofmisbrug, kan billedet også rumme heling af afhængighedens sår og et opgør med de løgne og svigt, misbruget kan have ført med sig. Gud kender både vores ansvar og det, der har begrænset vores frihed.

Vi skal derfor være varsomme med at forestille os skærsilden som et fysisk sted med flammer og en bestemt opholdstid. Kirken fortæller os om en virkelig forvandling, men giver os ingen detaljeret beskrivelse af, hvordan den opleves.

Læren bygger også på Anden Makkabæerbogs beretning om forbøn for de døde og på den overleverede kristne praksis med at bede for dem.

Hvad er det, Stephen undersøger?

Stephen skriver, at den traditionelle opdeling mellem den stridende, den lidende og den sejrende kirke tidligere forekom ham lettere at forstå. Med almindelige ord betegner det os, der lever her, de døde under deres sidste helbredelse og dem, der lever i det fulde fællesskab med Gud.

Ordene beskriver ét fællesskab. Men hvordan kan vi stadig hjælpe hinanden gennem døden? Og hvordan skal vi forstå et forløb efter døden, når vores ure og kalendere hører dette liv til?

Stephens overvejelser giver anledning til at se nærmere på, hvordan Guds frelse og vores forbøn hænger sammen. Her er det afgørende at forstå, at skærsilden angår mennesker, hvis fremtid hos Gud allerede er sikret.

Hvorfor bede, når fremtiden hos Gud er sikret?

Den, der gennemgår skærsilden, står ikke mellem frelse og fortabelse, mens familiens bønner afgør udfaldet. Vores forbøn hjælper under den sidste helbredelse og fuldendelse.

Her kan vi tage udgangspunkt i noget velkendt. Vi beder om styrke til den syge, hjælp til den fortvivlede og fred mellem mennesker, der har såret hinanden. At Gud elsker dem, gør ikke vores bøn overflødig. Hans omsorg giver plads til, at vi kan tage del i omsorgen for hinanden.

Den katolske tro fastholder, at dette også gælder efter døden. Vi kan fortsat hjælpe dem, vi har mistet, gennem forbøn, især gennem messen. Benedikt XVI forbinder denne hjælp med, at vores liv er vævet sammen. Vi har båret hinanden, præget hinanden og modtaget noget fra hinanden. Kærlighedens mulighed for at hjælpe ophører ikke ved graven.

Et menneskes frelse afhænger heller ikke af at have en stor familie, der husker at bede. Kirkens forbøn omfatter også den, hvis navn ingen længere nævner, og den, der døde uden nogen ved sin side.

Hvor længe varer det?

Vi kan ikke sætte antal dage eller år på. Vi bruger ord som »før«, »efter« og »indtil«, fordi vores sprog er formet af livet i tiden. Men vi risikerer at gøre tilværelsen efter døden alt for lig den hverdag, vi kender.

Benedikt XVI understreger, at det forvandlende møde med Kristus unddrager sig jordisk tidsregning. Samtidig fastholder han, at vores bøn hjælper. Vi behøver derfor ikke kunne forklare, hvordan vores kalender passer sammen med livet hos Gud, for at bede for dem, vi har mistet.

Her må vi acceptere en grænse for vores viden. Vi kan tro på, at Gud heler og fuldender mennesket, uden at kunne beskrive forløbet.

Hvem fejrer vi på allehelgensdag?

Vi fejrer alle, der lever i det fulde fællesskab med Gud. De kendte, helgenkårede mennesker er kun en del af denne store skare. Blandt de ukendte helgener kan være mennesker fra vores egen familie og menighed: en mor eller far, en ven, en nabo eller et menneske, hvis stille trofasthed kun få bemærkede.

Nogle når dette fællesskab direkte ved døden. Andre når frem gennem den sidste helbredelse, som Kirken kalder skærsilden. Allehelgen omfatter dem alle. Ingen behøver en helgenkåring for at høre til hos Gud.

På allesjælesdag beder Kirken for de døde. Vi kan glæde os over alle helgener og samtidig fortsætte med at bede for dem, vi har mistet.

Hvorfor gør folkekirken det anderledes?

Mange danskere forbinder allehelgen med oplæsningen af navnene på dem, der er døde i årets løb. I folkekirken falder dagen den første søndag i november. Her får savnet og sorgen plads sammen med håbet om opstandelsen. Man mindes både sine egne døde og dem, der har båret troen videre gennem generationerne.

Den evangelisk-lutherske tradition afviser skærsilden og har ikke bevaret allesjælesdag som en særlig dag med bøn for de døde under denne sidste forvandling. Den kender helgener som forbilleder i tro og gode gerninger, men påkalder ikke deres hjælp.

Begge traditioner forkynder frelsen ved Guds nåde i Kristus og håbet om opstandelsen. Den katolske fejring fastholder samtidig forskellen mellem glæden over alle de hellige den 1. november og forbønnen for de døde den 2. november.

Vi kan bede uden at kende vejen

Vi behøver ikke kende Guds gerning i dem, vi har mistet, for at bede for dem. Allehelgens glæde og allesjæles forbøn kan rummes i det samme hjerte.

Ved graven kommer vi med kærligheden, taknemmeligheden, savnet og det, vi aldrig fik sagt. Vi nævner et navn og beder Gud tage sig af det menneske, vi stadig holder af. Han kender både det gode og det ufærdige i den, vi savner. Vi kan betro ham det hele.

Kilder: Den Katolske Kirkes Katekismus, §§ 1021–1032; Benedikt XVI, Spe salvi, §§ 47–48; Første Korintherbrev 3,13–15; Anden Makkabæerbog 12,43–46; Den augsburgske bekendelse, artikel 21; Folkekirken.dk om allehelgen.