Lars Messerschmidt: Børn bør firmes før deres første kommunion

Præsten foreslår firmelse omkring femårsalderen og efterlyser større opmærksomhed på børns personlige trosliv.

Hvordan hjælper Kirken børn til at leve i den katolske tro? Lars Messerschmidt mener, at svaret kræver en fornyet forståelse af dåb, firmelse og eukaristi – og af forældrenes opgave som barnets første trosvidner.

Kort fortalt: Lars Messerschmidt argumenterer for, at Kirken vender tilbage til rækkefølgen dåb, firmelse og første kommunion. Han foreslår, at børn, der er døbt som spæde, modtager firmelsen og deres første kommunion ved samme gudstjeneste omkring femårsalderen, forudsat at de har udviklet et personligt forhold til Gud. Hans hovedanliggende er, at modtagelsen af sakramenterne skal følges af et levende trosliv, som familien og menigheden har ansvar for at understøtte fra barnets tidligste år.

Lars Messerschmidts tekst handler om sammenhængen mellem troen og de tre initiationssakramenter: dåb, firmelse og eukaristi. Hans hovedanliggende er, at modtagelsen af sakramenterne skal følges af et levende, personligt forhold til Gud. Han mener, at Kirken gennem generationer har lagt for stor vægt på at meddele sakramenterne og for lidt vægt på at hjælpe mennesker til tro.

Han beskriver de tre sakramenter som en sammenhængende indføring i det kristne liv. I dåben bliver mennesket Guds barn og modtager Helligånden. I firmelsen salves den døbte med Helligånden og udrustes til at være Kristi vidne og medarbejder. I eukaristien forenes de troende med Kristus og med hinanden som hans legeme, Kirken. Messerschmidt fremhæver især firmelsen, hvis selvstændige betydning efter hans opfattelse er blevet overset i både teologien og menighedernes praksis.

På den baggrund argumenterer han for at genindføre rækkefølgen dåb, firmelse og første kommunion. Han kritiserer den udbredte praksis, hvor børn modtager første kommunion flere år før firmelsen. Hans konkrete forslag er, at børn, der er døbt som spæde, kan firmes omkring femårsalderen og modtage deres første kommunion ved samme gudstjeneste. Forudsætningen er, at barnet gennem sine første leveår har fået mulighed for at udvikle et personligt forhold til Gud.

Forældrene har her en afgørende opgave som barnets første trosvidner. Messerschmidt understreger, at Helligånden allerede virker i det døbte barn, og at familiens bøn, tro og daglige liv skal understøtte denne indre udvikling. Undervisning og forberedelsesforløb kan ikke i sig selv skabe tro. Familien og menigheden kan derimod skabe et trosmiljø, hvor barnets forhold til Gud får mulighed for at vokse.

Teksten forbinder dette med Kirkens vanskeligheder med at give troen videre. Messerschmidt mener, at frafald blandt børn og unge ikke alene kan forklares med samfundets sekularisering. Kirken må også undersøge sin egen praksis og spørge, om mennesker modtager sakramenterne uden først at have fået hjælp til et personligt trosliv. Afslutningsvis rejser han det samme spørgsmål til missionshistorien: Er befolkninger blevet døbt uden en tilsvarende fordybelse i troen? Helgener og missionærer fremhæves som eksempler på mennesker, der har levet og formidlet troen under vanskelige kirkelige forhold.

-karn

Læs også:

Børnebørn uden Gud