Vi mindes dem, vi har mistet

Allehelgen og allesjæle giver plads til sorgen, forbønnen og håbet om et liv hos Gud

Et lys på en grav fortæller, at et menneske stadig har en plads i vores liv. Ved allehelgen og allesjæle samler Kirken erindringen, savnet og håbet i troen på, at fællesskabet i Kristus rækker gennem døden.

Kort fortalt: Den 1. november fejrer Den katolske Kirke alle helgener, også de utallige mennesker, hvis navne aldrig er blevet kendt. Den 2. november, allesjælesdag, beder Kirken for alle afdøde. De to dage forbinder glæden over livet hos Gud med forbønnen for dem, vi har mistet, og giver plads til både sorg og opstandelseshåb.

En familie står ved en grav. Et barn holder et lys, mens en voksen skærmer flammen mod vinden. Der bliver rettet lidt på blomsterne og fjernet nogle visne blade. Nogen siger noget om den, der ligger her. Andre bliver stående i stilhed. De enkle handlinger rummer noget, som kan være vanskeligt at sætte ord på: Dette menneske hører stadig til. Døden har forandret vores forhold til hinanden, men den har ikke gjort det levede liv eller kærligheden betydningsløs.

På en kirkegård bliver det tydeligt, hvor meget af vores eget liv der er vævet sammen med andres. Navnene på stenene tilhører mennesker, der har båret børn, passet deres arbejde, været til besvær og til glæde, elsket og svigtet. Nogle fik mange år, andre alt for få. Vi kommer med taknemmelighed, med savn og undertiden med noget, der aldrig blev sagt eller gjort godt igen. Ved graven kan det hele få plads, også det, vi endnu ikke har fundet fred med.

De mennesker, der bar troen videre

Allehelgen retter vores blik mod livet hos Gud. Den 1. november fejrer Kirken alle helgener: de kendte, som har fået en plads i kalenderen, og den store skare, hvis navne vi aldrig har hørt. Deres liv har udspillet sig under vidt forskellige vilkår. Nogle har efterladt skrifter, grundlagt ordener eller mistet livet for deres tro. Andre har levet et almindeligt liv med familie, arbejde og de forpligtelser, der fulgte med.

Det er en befriende tanke, at hellighed også har haft adresse i hjem, på sygestuer og på arbejdspladser, som ingen historiebog vil nævne. Vi har selv kendt mennesker, hvis tro viste sig i deres måde at være til stede på: et menneske, der blev ved med at besøge en ensom nabo, en ægtefælle, der bar gennem sygdom, en bedstemor, der lærte børnene at bede. Vi kan ikke afsige dom over deres liv eller kende deres inderste forhold til Gud. Men allehelgen minder os om, at Kirkens hellighed rækker langt ud over de navne, vi kan opregne.

Festen angår samtidig os selv. Kaldet til hellighed tilhører hele Kirken. Det tager form i den måde, vi forvalter vores ansvar, møder et menneskes sårbarhed og handler, når noget kræver vores mod. Helgenernes liv vidner om, hvad Guds nåde kan udrette i mennesker. Deres forskellighed giver os grund til at tage vores eget liv alvorligt som det sted, hvor troen skal leves.

Når vi beder for de afdøde

Dagen efter, den 2. november, beder Kirken for alle afdøde. På allesjælesdag får navnene, ansigterne og de enkelte liv en særlig plads. Vi beder for vores nærmeste, for mennesker, vi skylder en tak eller en undskyldning, og for dem, som ingen længere husker at nævne. Vi betror dem til Guds barmhjertighed.

Forbønnen udspringer af troen på de helliges samfund: fællesskabet mellem dem, der lever her, og dem, der er gået forud. Gennem Kristus er vi forbundet med hinanden, og derfor har kærligheden også en handling, når vi står magtesløse over for døden. Vi kan bede. Vi kan lade et navn blive nævnt ved messen. Vi kan overlade det menneske, vi savner, til Gud med alt det, vi kendte, og alt det, kun Gud kender.

Den katolske lære om skærsilden hører hjemme i denne sammenhæng. Den handler om den renselse, som mennesker, der dør i Guds nåde og venskab, kan have brug for, før de går ind i himlens fulde glæde. Frelsen kommer fra Gud. Kirkens forbøn er selv båret af tilliden til hans nåde og af håbet om, at han fuldender sit værk i dem, vi beder for. Vi overlader både deres liv og deres behov for heling til ham.

Allehelgen og allesjæle har dermed hver sin betydning. Den ene dag fejrer vi alle dem, der lever i Guds herlighed. Den anden beder vi for de afdøde, som har brug for hans rensende barmhjertighed. Sammen fastholder dagene, at Kirken omfatter mere end den menighed, vi kan se, når vi samles til messe.

Sorgen har sin egen tid

For den, der har mistet, kan ordene om opstandelse og evigt liv være vanskelige at rumme. Savnet er konkret. Der mangler en stemme i telefonen, en hånd at holde i eller et menneske at fortælle dagens små hændelser. Et tomt sæde ved bordet kan mærkes lige så stærkt flere år efter dødsfaldet som i den første tid. Troen giver os et håb at leve med, mens sorgen tager den tid og den form, den nu engang tager.

Kirken har et særligt ansvar for at give denne sorg plads. I bønnen, liturgien og fællesskabet må der også være rum for den, der savner ord, føler vrede eller ikke kan finde trøst. At være sammen med et sørgende menneske kræver ofte mere tålmodighed end forklaring. Et besøg, et måltid eller villigheden til endnu en gang at høre om den afdøde kan bære mere end en velformuleret sætning.

Dagene omkring allehelgen minder os også om dem, hvis sorg sjældent bliver set. Mennesker kan miste uden at have nogen at dele tabet med. Andre bærer på et vanskeligt forhold til den afdøde og sørger samtidig over det, de aldrig fik sammen. Kirkens bøn kan rumme disse liv uden at kræve, at alt først skal være afklaret. Hos Gud må vi komme med hele sandheden.

Et håb, vi kan betro hinanden til

Det kristne opstandelseshåb har sit centrum i Jesus Kristus, som døde og opstod. På ham bygger Kirken sin tro på, at døden ikke har den endelige magt over mennesket. Vi kan ikke beskrive livet hos Gud, som vi beskriver et sted på et kort. Men vi kan betro os til ham, der har skabt os, kender os og kalder os ved navn.

Derfor har både glæden og tårerne en plads i disse dage. Vi kan glæde os over helgenerne og savne vores døde. Vi kan takke for det, vi fik sammen, og bede om barmhjertighed for det, der gik i stykker. Vi kan stå ved en grav med en tro, der er stærk, eller med et håb, vi kun med besvær kan holde fast i. Kirkens bøn bærer også den, der selv har svært ved at bede.

Ved graven brænder lyset videre, når familien går hjem. Barnet har været med til at tænde det og har hørt navnet på et menneske, som stadig betyder noget. Sådan gives erindringen videre mellem generationerne. Og sammen med erindringen gives en enkel bøn: Gud, tag imod den, vi elsker. Lad dit evige lys lyse for ham eller hende.

-karn