Vi hører stadig sammen

To dage om helgenerne, vores afdøde og fællesskabet i Kristus

På allehelgensdag fejrer vi alle, der lever hos Gud. Dagen efter beder vi for de afdøde. De to dage har hver sin betydning, men udspringer af den samme tro: I Kristus er vi forbundet med dem, der er gået forud.

Kort fortalt: Allehelgen og allesjæle samler glæden over livet hos Gud og forbønnen for de afdøde. På Katolsk NU belyser vi dagene gennem tre tekster om sorg og håb, pater Stephen Holms personlige overvejelser og Kirkens lære om skærsilden. Fælles for dem er spørgsmålet om, hvad de helliges samfund betyder for vores forhold til dem, vi har mistet.

Hvorfor har vi brug for to dage? For mange af os glider allehelgen og allesjæle sammen. Vi besøger en grav, tænder et lys og tænker på vores døde. Taknemmeligheden og savnet følger med, uanset hvilken dag kalenderen viser. Alligevel er der god grund til at standse ved forskellen. På allehelgensdag glæder Kirken sig over alle, der lever i det fulde fællesskab med Gud. På allesjælesdag beder den for de afdøde, som endnu har brug for hans rensende barmhjertighed. Vi får både en fest at tage del i og en forbøn at samles om.

Helgenerne er flere, end vi kender

Allehelgensdag omfatter en langt større skare end de mennesker, der har fået en plads i kirkekalenderen. Utallige liv er levet i tro uden at efterlade skrifter, monumenter eller fortællinger, som blev kendt uden for en lille kreds. Helligheden har også haft plads i familier, på arbejdspladser og ved sygesenge, hvor mennesker har taget ansvar, holdt ud og lært at elske under vanskelige vilkår.

Vi har selv kendt mennesker, hvis trofasthed satte spor i os. Vi kendte også deres fejl. Dem behøver vi ikke se bort fra for at takke for det gode, vi modtog gennem dem. Deres liv kan vi betro til Gud, som kender dem helt. Allehelgen minder os samtidig om vores eget kald til hellighed. Det liv, vi lever nu, med dets arbejde, relationer og forpligtelser, er det sted, hvor troen skal bære frugt.

Hvordan giver de to dage mening?

Pater Stephen Holm tager i sin personlige refleksion over allehelgen og alle afdøde fat i forholdet mellem Kirkens fejring og vores egne forestillinger. Når vi tænker på vores nærmeste afdøde, forestiller vi os dem gerne hos Gud. Hvordan bevarer forbønnen da sin betydning? Og hvordan taler vi om renselse efter døden, når vores forståelse af tid er formet af livet her?

Hans ærinde er at undersøge, hvordan begge dage kan få mening for os. Tilliden til Guds kærlighed og frelsesvilje står centralt, ligesom fællesskabet mellem os og dem, vi har mistet. Stephen inviterer os til at tænke med og spørge, hvad vi egentlig bekender, når vi siger, at vi tror på de helliges samfund. Ordene angår også vores mulighed for fortsat at gøre noget for hinanden.

Derfor beder vi for de døde

Den katolske tro fastholder, at vores forbøn hjælper de afdøde. Vi beder for dem i tillid til den Gud, som elsker dem, og som fuldender sit gode værk i dem. Læren om skærsilden angår mennesker, der dør i Guds nåde og venskab, men endnu har brug for renselse, før de går ind i himlens fulde glæde. Deres frelse er sikret. Gud befrier dem for det, der stadig hindrer kærligheden.

I »Det med skærsilden – let forklaret« udfolder vi denne sammenhæng. Hvad indebærer renselsen? Hvorfor bede, når fremtiden hos Gud allerede er sikret? Og hvad kan vi overhovedet sige om et forløb efter døden? Vi kan ikke beskrive, hvordan Gud fuldender et menneske. Men vi kan bede og betro den afdøde til hans omsorg. Kirkens forbøn omfatter også dem, hvis navne ingen længere nævner.

Sorgen skal også have plads

For den, der har mistet, kan savnet fylde mere end spørgsmålene om livet efter døden. Et menneske mangler i hverdagen, og fraværet kan mærkes længe. I »Vi mindes dem, vi har mistet« tager vi udgangspunkt i denne erfaring og i Kirkens ansvar for at give sorgen plads. Troen på opstandelsen må ledsage den sørgende med tålmodighed. Et besøg, et måltid og viljen til at lytte kan være den omsorg, der er brug for.

De tre tekster åbner forskellige sider af de samme dage. Vi kan glæde os over helgenerne, savne vores døde og bede for dem. Vi kan takke for det, vi fik sammen, og lægge det frem for Gud, som aldrig blev afklaret. I bønnen behøver vi ikke afgøre, hvor langt et andet menneske er nået på vejen til ham. Vi nævner et navn og betror dette menneske til Guds barmhjertighed.

Herre, giv dem den evige hvile, og lad det evige lys lyse for dem. Må de hvile i fred. Amen.

-karn