Når livet slutter – hvad er tid og evighed?

Augustin om tiden, døden og det evige liv

Hvad sker der med tiden, når mennesket dør? Og hvad mener vi, når vi siger, at Gud er evig? I forbindelse med Allehelgen og Allesjælesdag fører kirkefaderen Augustin os ind i nogle af den kristne tros dybeste spørgsmål om livet, døden og den evighed, som mennesket er skabt til.

Kort fortalt: Vi lever i tiden, men håber på det evige liv. Allerede omkring år 400 undersøgte kirkefaderen Augustin, hvad tid og evighed egentlig betyder. Han nåede frem til, at tiden hører til den skabte verden, mens Gud eksisterer uden at være underlagt dens forandringer. Hans tanker giver et særligt perspektiv på Allehelgen og Allesjælesdag, hvor Kirken fejrer de helliges fællesskab og beder for de afdøde. Samtidig rejser de spørgsmålet om, hvordan mennesket kan få del i Guds evighed, og hvad der venter os hinsides døden.

Hvad er tiden?

Vi ved alle, hvad tid er. Vi står op om morgenen, ser på uret, planlægger dagen og husker det, der skete i går. Vi ved, at et menneskeliv begynder og slutter, at børn bliver voksne, og at alt omkring os forandrer sig. Tiden er så selvfølgelig en del af vores tilværelse, at vi sjældent standser op og overvejer dens væsen. Men i det øjeblik vi forsøger at forklare, hvad tiden egentlig er, bliver det vanskeligt. Vi kan måle den med stor præcision, men det fortæller os ikke nødvendigvis, hvad vi måler. Og når vi står ved et menneskes grav, bliver spørgsmålet mere end en filosofisk overvejelse. For den, vi har mistet, er den fælles tid forbi. Men er tiden også forbi for den afdøde?

Det var denne vanskelighed, Augustin af Hippo (354–430) nærmede sig i ellevte bog af sine Bekendelser. Her skriver han de berømte ord: »Hvad er da tiden? Hvis ingen spørger mig, ved jeg det. Hvis jeg vil forklare det til én, der spørger, ved jeg det ikke.« Ordene udtrykker en erfaring, som ethvert menneske kan genkende. Vi befinder os hele tiden i noget, vi ikke fuldt ud kan begribe. Augustin undersøger først det, vi kalder fortid, nutid og fremtid. Fortiden er ikke længere til. Fremtiden er endnu ikke kommet. Nutiden synes at være det eneste, der virkelig eksisterer, men også den forsvinder, så snart vi forsøger at fastholde den. Hvis nutiden havde nogen udstrækning, kunne vi dele den i noget, der allerede var forbi, og noget, der endnu skulle komme. Det øjeblik, vi kalder nu, unddrager sig derfor vores forsøg på at fastholde det.

Alligevel oplever vi tidens sammenhæng. Vi husker vores barndom, vi er opmærksomme på det, der sker omkring os, og vi forventer noget af morgendagen. Augustin finder her en afgørende indsigt: Fortid, nutid og fremtid er til stede i menneskets bevidsthed som erindring, opmærksomhed og forventning. Det er gennem disse tre, vi oplever og måler tidens forløb. Tiden hører til den skabte virkelighed, men vores erfaring af den er uløseligt forbundet med bevidstheden. Vi kan måle et tidsrum, fordi vi fastholder noget af det, der passerer, og sammenholder det med det, der følger.

Mennesket lever mellem erindring og forventning

Augustin bruger et eksempel med en sang. Før vi begynder at synge, ligger hele sangen foran os som en forventning. Mens vi synger, bliver det, vi allerede har sunget, til erindring, mens det, der endnu mangler, fortsat ligger foran os. Vores opmærksomhed forbinder det, der passerer, med det, der endnu skal komme. På denne måde bliver sangen et billede på hele menneskelivet. Vi bærer vores historie med os, samtidig med at vi retter os mod fremtiden. Et menneske kan sidde stille i en stol og alligevel befinde sig i en indre bevægelse mellem det, der var, og det, der skal komme. Erindringer kan bringe glæde eller sorg, mens forventninger kan fylde os med håb eller bekymring.

Augustin beskriver denne erfaring med det latinske udtryk distentio animi, der ofte oversættes som sjælens udspændthed. Menneskets bevidsthed er spændt ud mellem fortid, nutid og fremtid. Vi kan aldrig samle hele vores liv i ét eneste øjeblik. Noget er tabt, noget er endnu ikke givet, og det, vi har nu, glider bestandigt videre. Vi kan fortryde det, vi har gjort, men vi kan ikke gøre det ugjort. Vi kan længes efter det, der skal komme, men vi kan ikke sikre os, at det sker. Vi kan forsøge at holde fast i et lykkeligt øjeblik, men det forsvinder alligevel. Tiden minder os om, at vi er skabninger, hvis liv har en begyndelse, en historie og en afslutning.

Når vi mindes vores afdøde, mærker vi denne udspændthed særlig stærkt. Et menneske kan have været dødt i mange år og alligevel være levende til stede i vores erindring. Vi husker stemmen, ansigtet, bestemte ord og begivenheder, som stadig betyder noget for os. Men erindringen kan ikke bringe mennesket tilbage. Den fastholder noget af det, der var, samtidig med at den minder os om det, vi har mistet. Her får spørgsmålet om evigheden en personlig betydning. Hvis menneskets liv alene var begrænset til den tid, vi kan måle, ville døden være den endelige afslutning på enhver relation. Den kristne tro bekender, at menneskets bestemmelse rækker videre.

Hvad var Gud før skabelsen?

Augustin bevæger sig fra spørgsmålet om tiden til spørgsmålet om Gud. Hvis Gud har skabt verden, hvad foretog han sig så, før verden blev skabt? Vi er vant til, at enhver handling finder sted på et bestemt tidspunkt, og at der altid er noget, der kommer før, og noget, der følger efter. Men Augustin opdager, at spørgsmålet bygger på en forestilling om Gud, som ikke svarer til den kristne forståelse af skabelsen. Hvis Gud har skabt alt, hvad der eksisterer, har han også skabt tiden. Der fandtes derfor ikke en lang periode, hvor Gud ventede på at skabe verden. Der var intet »før« skabelsen i den tidslige betydning, vi normalt lægger i ordet. Tiden hører selv til den skabte virkelighed. Gud skabte ikke verden på et bestemt tidspunkt inden for en allerede eksisterende tid. Med skabelsen fik også tiden sin begyndelse.

Vi forestiller os næsten uundgåeligt evigheden som en uendelig tidslinje, der strækker sig bagud og fremad uden begyndelse eller afslutning. Men Augustin afviser, at Guds evighed blot er en uendelig forlængelse af den tid, vi kender. Gud har ikke levet gennem millioner af år, før mennesket kom til, og han skal ikke vente gennem endnu flere millioner af år på det, der følger. Gud er ikke ældre end universet i den forstand, at han har gennemlevet flere år. Han er evig, fordi hans væren ikke er underlagt tidens forandringer.

Evigheden er ikke uendelig tid

Når vi i daglig tale siger, at noget varer evigt, mener vi som regel, at det aldrig holder op. Vi taler om evig kærlighed, evige løfter og et liv, der fortsætter uden afslutning. Men hos Augustin har Guds evighed en dybere betydning. Den er Guds uforanderlige nærvær. I tiden bliver noget til, mens andet ophører. Vi bevæger os fra det ene øjeblik til det næste. Gud gennemgår ingen tilsvarende bevægelse. Han bliver ikke mere Gud med tiden, og han mister intet af det, han er. Han er ikke afhængig af fortiden for at vide, hvad der er sket, eller af fremtiden for at vide, hvad der skal ske. Hele den skabte virkelighed står i forhold til ham, uden at han selv er underlagt dens tidslige begrænsninger.

Gud er nærværende i ethvert øjeblik af den skabte tilværelse, fordi alt eksisterende til enhver tid afhænger af ham. Hans evighed er grundlaget for, at han kan være nærværende i hele menneskets historie. Når vi taler om Guds trofasthed gennem generationerne, bruger vi menneskelige ord til at beskrive en virkelighed, der overskrider vores erfaring. Det, der for os ligger adskilt som fortid, nutid og fremtid, er ikke adskilt på samme måde i Guds evige viden. Gud kender hele den historie, som vi kun kan leve ét øjeblik ad gangen.

Denne tanke har betydning for vores forståelse af Guds omsorg. Et menneske kan opleve, at Gud var nærværende i barndommen, er nærværende i dag og vil være nærværende i dødsøjeblikket. For os er der tale om forskellige tidspunkter. Men Guds trofasthed er ikke afhængig af tidens gang. Det menneske, som gennemlever glæde, sygdom, alderdom og død, er gennem hele sin historie kendt af den samme Gud.

Da evigheden trådte ind i tiden

Den kristne tro rummer en begivenhed, der giver forholdet mellem tid og evighed en særlig betydning: inkarnationen. Guds evige Søn blev menneske i Jesus Kristus. Han blev født på et bestemt tidspunkt, levede blandt mennesker, voksede op, blev træt, oplevede sorg og glæde og døde under Pontius Pilatus. Han delte den menneskelige tilværelses tidslige vilkår. Den evige Søn, som ikke har nogen begyndelse, påtog sig en menneskelig natur og dermed også et menneskeliv med en begyndelse og en historie. Han blev virkelig menneske uden at ophøre med at være den, han fra evighed er.

Kristus trådte ind i menneskets historie og delte dets vilkår. Hans lidelse og død fandt sted i tiden, men deres frelsende betydning kan ikke begrænses til det tidspunkt, hvor de fandt sted. Den korsfæstede og opstandne Kristus er den samme Herre, som Kirken møder i dag. Når Kirken fejrer eukaristien, ofres Kristus ikke på ny, og vi bevæger os heller ikke tilbage til en bestemt dag i Jerusalem. Kristi ene offer gøres sakramentalt nærværende for os. Den frelsende begivenhed, som fandt sted én gang i historien, bliver nærværende i Kirkens gudstjeneste.

Det samme forhold mellem tid og evighed kommer til udtryk i Kirkens liturgiske år. Hvert år fejrer vi Kristi fødsel, død og opstandelse. Begivenhederne gentages ikke, men Kirken vender tilbage til dem, fordi de fortsat er levende og virksomme i dens tro og sakramentale liv. Når vi fejrer Allehelgen og Allesjælesdag, står vi i en forbindelse mellem den jordiske historie og Guds evige frelsesplan. Vi mindes mennesker, hvis jordiske liv er afsluttet, men som fortsat hører til det fællesskab, Kristus har stiftet.

Allehelgen og Allesjælesdag – to perspektiver på evigheden

Den 1. november fejrer Kirken Allehelgensdag. Det er festen for alle dem, der allerede lever i Guds herlighed, både de helgener, hvis navne vi kender, og de utallige mennesker, hvis liv aldrig er blevet beskrevet i en helgenbiografi. De har levet deres jordiske liv under de samme vilkår som os. De har kendt glæde og sorg, håb og frygt, tro og tvivl. Deres liv har haft en begyndelse og en afslutning, men Kirken bekender, at de nu lever hos Gud. Deres hellighed består i, at Guds nåde har ført dem til det fællesskab, de var skabt til.

Den følgende dag, den 2. november, mindes Kirken alle de afdøde troende og beder særligt for dem, som endnu behøver renselse. Allesjælesdag minder os om, at døden ikke ophæver fællesskabet mellem Kirkens medlemmer. Vi beder for de afdøde, fordi vi tror, at Guds barmhjertighed også omfatter mennesket hinsides døden, og at de troendes forbøn har betydning i dette fællesskab. Kirkens tradition taler om de helliges samfund, hvor de levende og de afdøde er forbundet med hinanden i Kristus. Det er et fællesskab, som bygger på mere end menneskelig erindring. Det hviler på Guds trofasthed.

Augustins tanker giver de to dage en særlig dybde. Allehelgen retter vores blik mod fællesskabet med Gud i dets fuldendelse. Allesjælesdag minder os om, at vi fortsat er forbundet med dem, der er gået forud for os, og at vi kan betro dem til Guds barmhjertighed. Begge dage udspringer af troen på, at Kristus har overvundet døden.

Er der tid i himlen?

Her opstår et spørgsmål, som mange mennesker har stillet: Er der tid i himlen? Når et menneske dør, forlader det den jordiske tilværelse, hvor dage, måneder og år følger efter hinanden. Men betyder det, at den afdøde nu befinder sig i en fuldstændig tidløs tilstand? Og hvis de salige allerede lever hos Gud, hvordan skal vi så forstå, at Kirken fortsat venter på legemets opstandelse og den endelige fuldendelse af skabelsen?

Augustins forståelse af Guds evighed giver os ikke et fuldstændigt svar. Det er nødvendigt at skelne mellem Guds egen evighed og den tilværelse, som de frelste får del i. Gud er evig af natur. Mennesket er skabt og modtager det evige liv som en gave. Vi bliver ikke Gud, og vi kan derfor ikke uden videre overføre alt, hvad Augustin siger om Guds forhold til tiden, til de afdødes tilværelse. Den katolske tro lærer, at mennesket efter døden møder Guds dom, og at de, som dør i Guds nåde og er fuldkomment rensede, lever hos ham. Kirken lærer også, at de døde, som endnu behøver renselse, hjælpes af de troendes forbøn. Samtidig venter Kirken på den endelige opstandelse og skabelsens fuldendelse.

Hvordan disse virkeligheder er forbundet med tid, er ikke fuldt åbenbaret. Teologer har gennem århundreder drøftet, om der kan være en form for rækkefølge eller forandring i den skabte tilværelse hinsides døden. Vi kan derfor ikke uden videre hævde, at al tid ophører for mennesket i dødsøjeblikket. Augustin lærer os først og fremmest noget om Guds evighed. Han giver os grundlag for at forstå, at menneskets møde med Gud overskrider de vilkår, vi kender fra vores jordiske liv, men han giver os ikke en detaljeret beskrivelse af tilværelsen efter døden.

Dette har også betydning for forståelsen af skærsilden. Kirken lærer, at den endelige renselse er virkelig, men den har ikke fastlagt, hvordan dens forløb skal forstås i forhold til jordisk tid. Vi kan derfor ikke måle skærsilden i dage eller år, som om den var et ophold inden for den tidsregning, vi kender. Kirkens lære retter opmærksomheden mod renselsens betydning: Mennesket fuldendes i kærligheden og beredes til det fuldkomne fællesskab med Gud. Når vi beder for de afdøde, overlader vi dem til den Gud, hvis barmhjertighed rækker ud over vores forestillinger om tid.

Det evige liv er mere end et liv uden afslutning

Når vi taler om det evige liv, forestiller vi os ofte en fortsættelse af den tilværelse, vi allerede kender, blot uden sygdom, alderdom og død. Vi forestiller os at møde dem, vi har mistet, og at leve videre i et fællesskab, som aldrig bliver brudt. Disse forestillinger udspringer af et dybt menneskeligt håb. Men hos Augustin er den kristne frelse først og fremmest fællesskab med Gud. At få del i det evige liv er at få del i hans liv, ikke at blive en selvstændig guddom eller ophøre med at være menneske. Det er at nå frem til den fuldendelse, som mennesket er skabt til.

I begyndelsen af sine Bekendelser skriver Augustin, at Gud har skabt os til sig, og at vores hjerte er uroligt, indtil det finder hvile i ham. Denne uro er tæt forbundet med menneskets tidslige tilværelse. Vi søger bestandigt noget, vi endnu ikke har. Vi længes efter en lykke, som ikke kan mistes, en kærlighed, som ikke ophører, og en fred, som ikke bliver afløst af ny bekymring. Det evige liv er opfyldelsen af denne længsel. Her finder mennesket den hvile i Gud, som Augustin taler om. Hvilen er kærlighedens og fællesskabets fuldendelse, hvor mennesket ikke længere er truet af adskillelse fra Gud.

Den katolske tro fastholder samtidig håbet om legemets opstandelse. Vores endelige bestemmelse er ikke en rent åndelig tilværelse, hvor alt menneskeligt forsvinder. Gud frelser hele mennesket. Vores legemlige eksistens, vores historie og vores relationer hører til den menneskelige virkelighed, som Gud har skabt og vil fuldende. Hvordan den opstandne tilværelse forholder sig til den tid, vi kender, kan vi ikke beskrive udtømmende. Åbenbaringen giver os løftet om en ny himmel og en ny jord, hvor døden ikke længere skal være, og hvor Gud vil tørre hver tåre af menneskenes øjne.

Tiden er en gave, vi ikke kan beholde

Augustins overvejelser handler også om det liv, vi lever nu. Vi taler ofte om tid, som om den var noget, vi ejer. Vi har god tid, vi mangler tid, vi spilder tid, og vi forsøger at spare tid. Men ingen af os kan lægge et eneste øjeblik til side og hente det frem igen. Den tid, vi får, bliver hele tiden til fortid. Det giver livet dets alvor. Vores handlinger finder sted i en historie, der ikke kan gentages. Det menneske, vi møder i dag, er ikke blot en del af en uendelig række af møder. Den omsorg, vi viser, de ord, vi siger, og den tilgivelse, vi giver eller holder tilbage, får betydning i det liv, som er betroet os.

I den kristne forståelse er tiden en del af den gode skabelse og rammen om menneskets liv med Gud. Her kan vi elske, omvende os, tage ansvar og vokse i troen. Augustin kendte selv denne erfaring. Hans Bekendelser er fortællingen om et menneske, der ser tilbage på sit liv og opdager, hvordan Gud har været nærværende, også i de år, hvor han selv søgte andre steder hen. Fortiden kan ikke ændres, men den kan forstås på ny. Den kan blive genstand for anger, taknemmelighed og forsoning.

Når vi besøger en kirkegård på Allesjælesdag, bliver forholdet mellem tid og evighed konkret. Gravstenene bærer navne og årstal. De fortæller, at et menneske blev født, levede og døde. Mellem de to årstal ligger et helt liv med erfaringer, glæder, sorger og relationer, som ingen gravsten kan rumme. Vi kan lægge blomster, tænde et lys og bede. Vi kan huske den afdøde og takke for det liv, vi fik lov at dele. Men vores håb rækker længere end erindringen. Vi betror den afdøde til Gud, som kender hele menneskets liv og ikke lader sin kærlighed ophøre ved døden.

Vi er skabt i tiden, men til evigheden

Augustin begyndte med et spørgsmål, som han ikke kunne give et enkelt svar på: Hvad er tiden? Han kendte den, så længe ingen bad ham forklare den. Så snart han forsøgte, gled den fra ham. Mere end seksten hundrede år senere befinder vi os i den samme situation. Vi måler tiden med en præcision, Augustin aldrig kunne have forestillet sig, men vi kan stadig ikke fastholde det øjeblik, vi lever i. Vi ved, at vores liv er begrænset, og vi ved, at alt det, vi elsker, en dag vil blive berørt af døden.

Alligevel bekender vi, at mennesket er skabt til evigt liv. Det er et håb, der hviler på Guds løfte og på Kristi opstandelse. Den Gud, som har skabt tiden, er også den Gud, som har trådt ind i den og delt vores menneskelige vilkår. Han kender vores begyndelse og vores afslutning, vores glæder og vores tab. Intet menneskeliv er uden betydning for ham, heller ikke når det er afsluttet i denne verden.

Allehelgen og Allesjælesdag fører os tilbage til dette håb. Vi fejrer dem, der allerede lever i Guds herlighed, og vi beder for dem, der endnu behøver renselse. Vi mindes mennesker, hvis stemmer vi ikke længere kan høre, og hvis hænder vi ikke længere kan holde. Men vi betror dem til den Gud, som ikke er bundet af den tid, der skiller os fra hinanden.

Augustin skrev, at vores hjerte er uroligt, indtil det finder hvile i Gud. Målt med vores ure og kalendere er et menneskeliv kort. Selv et langt liv bliver til sidst en erindring. Men menneskets længsel rækker ud over den tid, det har fået. Vi længes efter at være hos dem, vi elsker, uden frygten for igen at skulle miste dem. Vi længes efter en fred, der ikke forsvinder, og en kærlighed, der ikke har nogen afslutning.

Augustin kunne ikke fastholde tiden i en definition. Men han vidste, hvor menneskets længsel efter det, der varer ved, hører hjemme.

Vi kan ikke holde tiden tilbage. Vi kan kun leve den. Og når vores tid er til ende, er vores håb, at Gud tager imod os i den evighed, som vi endnu ikke kan begribe.

-karn

Teologisk grundlag

Augustin, Bekendelser, især bog I, kapitel 1, og bog XI, kapitlerne 10–31; Første Mosebog 1,1; Johannesevangeliet 1,1–14; Hebræerbrevet 13,8; Johannes’ Åbenbaring 21,1–5; Den Katolske Kirkes Katekismus, nr. 1020–1060 og 1362–1367.

Augustins formuleringer er gengivet på dansk efter deres betydning og ikke som ordrette citater fra en bestemt dansk oversættelse.