Gud møder os i det almindelige

Sakramenterne og det kristne liv

Den katolske tro er forankret i en ganske bemærkelsesværdig overbevisning: Gud har valgt at møde mennesket gennem den verden, han selv har skabt. Vand, brød, vin, olie og menneskelige handlinger indgår i Kirkens sakramentale liv. Her bliver det synlige bærer af en usynlig nåde, og mennesket får del i Guds liv. Sakramenterne fortæller os noget afgørende om kristendommen: Gud kommer os nær som mennesker af kød og blod.

Kort fortalt: Sakramenterne bygger på troen på, at Gud blev menneske i Jesus Kristus. Gennem dåbens vand, eukaristiens brød og vin og Kirkens øvrige sakramenter meddeler Gud sin nåde til mennesket. Den sakramentale bøn omfatter hele mennesket, både krop og sjæl, og forbinder det jordiske liv med Guds evighed. Essayet undersøger sakramenternes betydning og den kristne forståelse af forholdet mellem det materielle og det guddommelige.

Gud blev menneske

Kristendommens udgangspunkt er en historisk begivenhed, som har forandret menneskets forhold til Gud. I Jesus Kristus blev Guds evige Søn menneske. Han blev født af en kvinde, voksede op i en familie, arbejdede, spiste, sov og levede blandt andre mennesker. Han kendte til sult og træthed, til glæde, sorg og menneskelig lidelse. Han berørte de syge, talte med mennesker, som andre holdt sig fra, og delte måltider med sine disciple. Hans liv endte med en virkelig død på et kors. Den kristne tro fastholder, at det var Gud selv, der trådte ind i menneskets historie og delte dets vilkår.

Inkarnationen, at Gud blev menneske, er grundlaget for Kirkens sakramentale liv. Når Gud selv har taget menneskelig natur på sig, får kroppen og den materielle verden en særlig betydning i forholdet mellem Gud og mennesket. Det skabte kan tjene som middel for Guds nåde. Derfor er det naturligt, at Kirken gennem hele sin historie har anvendt synlige tegn og konkrete handlinger i sit gudstjenesteliv. Dåbens vand, salvingens olie og eukaristiens brød og vin hører hjemme i en tro, hvor Gud selv har valgt at komme mennesket nær gennem dets egen virkelighed.

Den tidlige Kirke måtte forsvare denne forståelse over for religiøse strømninger, der betragtede den materielle verden som mindreværdig eller som en hindring for det åndelige liv. Forskellige gnostiske bevægelser forestillede sig frelsen som en frigørelse fra den materielle tilværelse. Den kristne forkyndelse fastholdt derimod skabelsens godhed og bekendelsen til Jesus Kristus som sand Gud og sandt menneske. Mennesket er skabt som en enhed af krop og sjæl, og frelsen omfatter hele mennesket. Troen på legemets opstandelse understreger denne sammenhæng.

Den vanskelige enkelhed

I Anden Kongebog fortælles historien om den syriske hærfører Na’aman, som lider af en alvorlig hudsygdom. Han opsøger profeten Elisa i håbet om at blive helbredt og forventer en betydningsfuld religiøs handling. Men profeten sender blot besked om, at han skal bade sig syv gange i Jordanfloden. Na’aman bliver vred og føler sig dårligt behandlet. Han havde forestillet sig, at profeten ville træde frem, påkalde Herren og udføre en handling, der svarede til sygdommens alvor. Først da hans tjenere får ham til at overveje, hvorfor han afviser noget enkelt, når han gerne ville have udført noget vanskeligt, følger han anvisningen og bliver helbredt.

Fortællingen rammer en velkendt menneskelig tilbøjelighed. Vi forbinder gerne det betydningsfulde med noget krævende og det hellige med noget usædvanligt. Vi forventer, at mødet med Gud må ledsages af en særlig erfaring eller kræve en omfattende åndelig indsats. Derfor kan sakramenternes enkelhed være vanskelig at forstå. Et menneske bliver døbt med vand. En præst udtaler tilgivelsens ord. En syg bliver salvet med olie. I messen bliver brød og vin til Kristi legeme og blod. De synlige handlinger er enkle, men deres betydning udspringer af Guds løfte og Kristi handling gennem Kirken.

Sakramenternes enkelhed stiller samtidig mennesket over for en grundlæggende erkendelse. Vi kan ikke selv frembringe Guds nåde. Vi kan forberede os på at modtage den, åbne os for den og lade den præge vores liv, men dens kilde ligger hos Gud. Den katolske lære fastholder, at sakramenterne virker i kraft af Kristi frelsesværk, som de meddeler. Deres virkning afhænger ikke af den personlige hellighed hos den, der forvalter dem. Modtagerens disposition har betydning for, hvordan nåden modtages og bærer frugt, men sakramenternes grundlag er Guds trofasthed.

Bøn med hele mennesket

Bøn forbindes ofte med ord, tanker og indre opmærksomhed. Vi taler til Gud, lytter, mediterer og forsøger at samle os om hans nærvær. I Kirkens liturgi bliver bønnen samtidig udtrykt gennem kroppen. Vi står, sidder og knæler. Vi gør korsets tegn, bøjer hovedet og rækker hænderne frem. Disse handlinger har deres egen betydning. Kroppen deltager i tilbedelsen, og den tro, som bekendes med munden, får et synligt udtryk.

I sakramenterne bliver denne forbindelse mellem bøn og handling særlig tydelig. Dåben er en bøn om renselse og nyt liv, som fuldbyrdes gennem vandet og de ord, Kristus har givet Kirken. Skriftemålet rummer menneskets bekendelse af sin synd og dets ønske om tilgivelse, men får sin sakramentale fuldbyrdelse gennem absolutionen. I sygesalvelsen beder Kirken for den syge, samtidig med at præsten salver vedkommende med olie. Den sakramentale bøn omfatter således både ord og handling, både det åndelige og det legemlige.

Her ligger en væsentlig forskel mellem den personlige bøn og sakramenternes bøn. Når vi beder alene, forsøger vi at vende vores opmærksomhed mod Gud. Vi kan opleve stor nærhed, men også tørhed og adspredelse. I sakramenterne er det Kristus, der handler gennem Kirken. Menneskets deltagelse er fortsat nødvendig, og troen kalder på et personligt svar, men Guds nåde afhænger ikke af, at vi formår at skabe en bestemt religiøs stemning. Den troende kan være træt, bekymret eller præget af sorg og alligevel møde Kristus i Kirkens sakramentale liv.

En almindelig søndagsmesse

En søndag formiddag samles mennesker i kirken med vidt forskellige erfaringer fra den uge, der er gået. Nogle kommer med glæde og taknemmelighed, andre med bekymringer, som de ikke har delt med nogen. Der er ældre mennesker, som har deltaget i messen gennem et langt liv, og børn, der endnu er ved at lære dens rytme at kende. En familie forsøger at finde ro, mens et lille barn bliver utålmodigt. En anden kirkegænger sidder alene og venter på, at messen begynder. De har hver deres liv med ind i kirken, men samles om den samme liturgi.

Når messen begynder, træder de ind i en bøn, som Kirken har båret gennem århundreder. De bekender deres synder, lytter til Skriften, fremsiger trosbekendelsen og deltager i eukaristiens fejring. Deres personlige oplevelse af messen vil være forskellig. Nogle følger hvert ord med stor opmærksomhed, andre kæmper med at holde tankerne samlet. Alligevel er messens centrale virkelighed den samme. Kristus samler sin Kirke, taler til den gennem sit ord og giver sig selv til den i eukaristien.

Det er en vigtig del af den katolske forståelse af gudstjenesten. Messen er Kirkens fælles tilbedelse og deltagelse i Kristi offer. Den enkelte troende bringer sit eget liv med ind i denne tilbedelse, men messen rækker langt ud over den personlige religiøse erfaring. Den forener mennesker med forskellige livsvilkår og forskellige grader af åndelig modenhed i én fælles handling. Ved alteret står de som medlemmer af det samme legeme, forbundet med Kristus og med hinanden.

Eukaristien og Kristi selvhengivelse

Eukaristien indtager en særlig plads blandt sakramenterne, fordi Kristus her giver sig selv som åndelig føde. Ved den sidste nadver tog Jesus brødet og vinen og gav dem til disciplene med ordene om sit legeme og blod. Kirken har fra begyndelsen forstået denne handling i sammenhæng med hans død og opstandelse. Når messen fejres, bliver Kristi ene og fuldendte offer sakramentalt nærværende. De troende får del i det offer, som én gang for alle blev bragt på korset.

Det græske ord eucharistia betyder taksigelse. I eukaristien bliver Kirkens tak til Gud forenet med Kristi egen hengivelse til Faderen. Den troende kommer til messen med sit liv, sine glæder, sine bekymringer og sin utilstrækkelighed. Gennem deltagelsen i eukaristien får menneskets lovprisning og tak en plads i Kristi fuldkomne offer. Vi bringer det, vi har modtaget, tilbage til Gud og forenes med ham, der har givet sig selv for verdens frelse.

Når den troende modtager kommunionen, er der tale om en virkelig forening med Kristus. Den katolske tro bekender hans sande nærvær under brødets og vinens skikkelser. Kommunionen styrker fællesskabet med ham og med Kirken og kalder samtidig den troende til at leve i overensstemmelse med det, der modtages. Den kærlighed, som Kristus har vist gennem sin selvhengivelse, skal præge menneskets forhold til andre. Eukaristien har derfor også betydning for hverdagslivet, for vores ansvar, vores tilgivelse og vores omsorg for dem, vi lever iblandt.

Når Guds ord bliver levende

Liturgien forbinder os med begivenheder, der fandt sted for mange århundreder siden. Evangeliernes beretninger om Jesus hører til historien, men deres betydning er fortsat nærværende. Når Skriften forkyndes under messen, hører menigheden Guds ord som en henvendelse til Kirken i dag. Ordene er de samme, som generationer af kristne har lyttet til, men de møder mennesker i nye situationer og under andre livsvilkår.

Der er forskel på at læse en bibeltekst alene og at høre den forkyndt som en del af Kirkens liturgi. Den personlige bibellæsning har sin egen store værdi, men i messen indgår ordet i Kirkens fælles tilbedelse. Menigheden lytter sammen og svarer med bøn, lovprisning og trosbekendelse. Guds ord forkyndes i et fællesskab, der selv er blevet til gennem troen på Kristus. Det er dette fællesskab, som samles om alteret og modtager den samme Herre i eukaristien.

I liturgien bliver forbindelsen mellem fortid, nutid og evighed særlig tydelig. Kristi frelsesværk tilhører historien, men dets virkning rækker gennem alle tider. Kirken fejrer de mysterier, som dens tro bygger på, og den jordiske menighed forenes i sin lovprisning med den himmelske Kirke. Når vi deltager i messen, står vi derfor i et fællesskab, der er større end den forsamling, vi kan se omkring os. Det omfatter de troende, som er gået forud for os, og alle dem, der allerede har nået det evige fællesskab med Gud.

Sakramenterne og vores daglige liv

Det sakramentale liv er ikke begrænset til de timer, vi opholder os i kirken. Dåben giver mennesket en varig tilknytning til Kristus og hans Kirke. Firmelsen styrker den døbte med Helligåndens gave. Eukaristien nærer det kristne liv, og bodens sakramente åbner vejen til forsoning, når synden har skadet forholdet til Gud og Kirken. Sygesalvelsen bringer Kristi nærvær og styrke ind i sygdommens og svaghedens erfaring. Ægteskabet og ordinationen giver nåde til bestemte livskald og tjenester i Kirken.

Sakramenterne følger således mennesket gennem livets forskellige faser. De angår både begyndelsen på det kristne liv og dets fortsatte udvikling, både glæden ved at stifte familie og erfaringen af sygdom og menneskelig skrøbelighed. Deres betydning bliver særlig tydelig, når livet forandrer sig, og mennesket mærker grænserne for sin egen formåen. I sådanne situationer har vi brug for mere end gode råd og religiøse forklaringer. Vi har brug for Guds nærvær, hans tilgivelse og hans styrke.

Den kristne tro rummer en dyb respekt for menneskets legemlige tilværelse. Vi lever i en verden af arbejde, måltider, relationer, sygdom, alderdom og død. Det er i dette liv, vi skal elske Gud og vores næste. Sakramenterne forbinder vores jordiske liv med Kristi frelsesværk og minder os om, at menneskets endelige bestemmelse er fællesskabet med Gud. Den nåde, vi modtager, skal bære frugt i den måde, vi lever på.

At tage imod det, Gud giver

Det kræver ydmyghed at leve af noget, man ikke selv kan frembringe. Mennesket vil gerne forstå, kontrollere og præstere, også når det gælder troen. Vi kan bruge megen energi på at udvikle vores bønsliv, finde de rette ord og opnå større åndelig fordybelse. Det er en værdifuld del af det kristne liv, men sakramenterne lærer os også at modtage. Vi står over for en Gud, som allerede har taget initiativet, og som gennem Kristus har åbnet vejen til fællesskab med sig.

Denne erkendelse har betydning for den måde, vi deltager i Kirkens liv på. Vi behøver ikke møde op til messen som mennesker, der har styr på deres tro og deres liv. Vi kommer med vores ufuldkommenhed og vores behov for nåde. Samtidig kaldes vi til at forberede os, bekende vores synder og tage vores deltagelse alvorligt. Sakramenternes virkelighed fritager os ikke for ansvar. Den giver os grundlaget for at leve dette ansvar i tillid til Gud.

Na’amans vrede over den enkle anvisning fra profeten Elisa fortæller om en fristelse, som også findes i vores eget trosliv. Vi kan blive så optaget af, hvordan mødet med Gud burde finde sted, at vi overser de midler, han har givet os. Kirkens sakramenter kræver ingen særlig religiøs begavelse. De er betroet et fællesskab af almindelige mennesker, som gennem generationer har levet af den samme nåde. Deres rigdom ligger i Kristus, som handler gennem dem.

Når det almindelige rummer evigheden

Ved afslutningen af en søndagsmesse går mennesker frem til kommunion. Nogle modtager hostien i hånden, andre på tungen. De vender tilbage til deres pladser, knæler eller sætter sig og bliver et øjeblik i stilhed. Kort efter forlader de kirken og vender tilbage til deres almindelige liv. Der skal handles ind, laves mad, besøges familie eller tages hånd om de opgaver, der venter. Udefra ligner det en ganske almindelig søndag.

Men de har deltaget i en begivenhed, der forbinder deres liv med Kristi død og opstandelse. De har hørt Guds ord og fået del i Kirkens lovprisning. De, der har modtaget kommunionen, har modtaget Kristus selv. Alt dette er sket gennem ord og handlinger, som er blevet gentaget gennem århundreder, og som fortsat er centrum i Kirkens liv.

Det er værd at tænke over, næste gang vi træder ind i en kirke og dypper fingrene i vievandet, gør korsets tegn eller knæler foran alteret. Vi befinder os i en tradition, hvor Gud har valgt at møde mennesket gennem dets egen verden. Det, vi ser og berører, er blevet en del af den måde, han meddeler os sin nåde på.

Når vi går frem til kommunion, kommer vi med alt det, der hører vores menneskeliv til. Vores tro, vores tvivl, vores glæde og vores bekymringer. Vi kommer som mennesker, der stadig har meget at lære, og som fortsat har brug for tilgivelse og fornyelse. Her modtager vi Kristus selv, som har valgt at komme os nær gennem noget så enkelt og almindeligt som brød og vin.

-karn