Sankt Karl Borromæus – fornyelsen begyndte hos ham selv

Ærkebispen af Milano gjorde Kirkens reform til en personlig forpligtelse. Også i Danmark lever hans navn videre.

Karl Borromæus havde adgang til rigdom, indflydelse og en bekvem kirkelig karriere. Han valgte et liv med store krav til sig selv og til dem, der havde fået ansvar for andre. På hans mindedag den 4. november møder vi en helgen, hvis liv stadig rejser spørgsmålet: Hvordan bliver den tro, vi forkynder, synlig i den måde, vi lever på?

Kort fortalt: Sankt Karl Borromæus (1538–1584) var kardinal og ærkebiskop af Milano. Han blev en central skikkelse i den katolske reform efter Tridentinerkoncilet og arbejdede for bedre præsteuddannelse, undervisning i troen og omsorg for syge og fattige. I Danmark bærer Sankt Karl Borromæus Gruppen hans navn og arbejder for fejringen af den traditionelle messe efter 1962-missalet. Hans mindedag er den 4. november.

En karriere med de rigtige forbindelser

Karl Borromæus blev født i 1538 i Arona i Norditalien og tilhørte en velstående adelsfamilie. Da hans morbror blev pave under navnet Pius IV, fik den unge Karl en fremtrædende plads i Kirkens ledelse. I 1560 blev han kardinal. Hans vej til indflydelse gik gennem et familiesystem, som gav slægtninge adgang til kirkelige embeder. Sådanne udnævnelser kunne svække tilliden til Kirken, fordi hensynet til familie og forbindelser risikerede at veje tungere end evnen og viljen til at tjene. Karl kendte privilegierne indefra og havde selv nydt godt af dem.

Han kunne have indrettet sig på et liv med indtægter, anseelse og begrænsede forpligtelser. Men efter sin brors død, da muligheden for at overtage ledelsen af familien også stod åben, valgte han at fortsætte mod præstegerningen. Han blev præsteviet og bispeviet i 1563. Det ansvar, som fulgte med hans kirkelige stilling, kom til at præge resten af hans liv. Der er noget væsentligt i denne begyndelse: Hans liv viser, hvordan et menneske kan tage sine egne forudsætninger op til overvejelse og begynde at bruge dem anderledes. Den indflydelse, der var kommet til ham gennem familien, blev et ansvar for mennesker, som ingen tilsvarende fordele havde.

Når et koncil skal blive til hverdag

Karl levede i et århundrede, hvor den vestlige kristenhed var blevet splittet. Reformationen havde blotlagt dybe konflikter om tro, autoritet og Kirkens liv. Tridentinerkoncilet, der blev afsluttet i 1563, behandlede centrale lærespørgsmål og vedtog reformer af Kirkens indre forhold. Karl medvirkede til arbejdet omkring koncilets afsluttende fase og blev siden en vigtig drivkraft i gennemførelsen af dets beslutninger. Som ærkebiskop af Milano oprettede han præsteseminarier, fremmede undervisning i troen og besøgte menighederne i sit omfattende bispedømme.

Et koncils beslutninger kan fylde mange sider. Deres betydning viser sig i sognet, hvor en præst skal være rustet til at undervise, prædike og tage vare på de mennesker, der er betroet ham. Bedre præsteuddannelse krævede lærere, undervisningssteder, økonomi og vedholdenhed. Menighedsbesøg krævede tid og rejser, også til egne, hvor biskoppens tilstedeværelse var besværlig at gennemføre. Karl påtog sig det arbejde, som skulle gøre reformerne mærkbare i Kirkens daglige liv.

Også planlægning, undervisning og opfølgning kan være udtryk for næstekærlighed. Et menneske, der søger ind i den katolske tro, har brug for nogen, som vil forklare den ordentligt. En menighed har brug for, at aftaler bliver holdt, og at ansvaret bliver taget alvorligt. Forsømmelser rammer konkrete mennesker, også når de begynder med manglende forberedelse eller en opgave, der bestandig bliver udskudt. Hos Karl får det tålmodige arbejde med Kirkens hverdag sin egen betydning.

En krævende hyrde

Karl Borromæus var streng. Han stillede krav til præsternes livsførelse og tog fat på misbrug og forsømmelser. Hans reformarbejde skabte modstand, og i 1569 blev han udsat for et attentat, mens han bad. Han overlevede skuddet. Hans myndighedsudøvelse hørte til en anden tids kirke og samfund, og hans liv må læses med historisk omtanke. Alligevel er spørgsmålet om kirkeligt ansvar velkendt: Hvilke krav følger med et embede, der giver myndighed over andre menneskers religiøse liv? Og hvordan følges fasthed af dømmekraft, retfærdighed og omsorg?

I sin beskrivelse af Karl fremhævede Benedikt XVI, at reformen begyndte i hans eget liv. Bøn, bod og en enklere livsførelse gav hans arbejde en personlig alvor. Den sammenhæng er afgørende for troværdigheden hos enhver, der vil vejlede andre. Den, der taler om mådehold, må overveje sit eget forbrug. Den, der prædiker forsoning, må selv kunne bede om tilgivelse. Et kirkeligt embede fritager ingen for den daglige omvendelse, som evangeliet kalder alle døbte til.

Da pesten kom til Milano

Under pesten i Milano i 1576–1577 blev Karls hyrdegerning prøvet under voldsomme forhold. Han hjalp de syge og brugte sine midler til at lindre nøden. I en by ramt af sygdom og sult fik hans omsorg en håndgribelig betydning for mennesker, der havde brug for hjælp. Den syge havde brug for forbøn, sakramenter, pleje og mad. Den døende havde brug for, at nogen turde være til stede. Lidelsen stillede krav om hænder, tid og udholdenhed, også når hjælperen stod magtesløs over for sygdommens forløb.

For Karl havde omsorgen sammenhæng med hans liv i bøn og hans fejring af eukaristien. Benedikt XVI pegede på, hvordan fordybelsen i Kristi kærlighed gav næring til hans tjeneste for mennesker. Ved messen modtager menigheden Kristus, som giver sig selv. Derfra sendes den ud til et liv, hvor også tid, kræfter og ejendele kan gives til andre. Hos Karl fik denne bevægelse fra alteret til den nødlidende en krævende og konkret form.

Hans navn lever videre i Danmark

For nogle danske katolikker er Karl Borromæus også kendt gennem det fællesskab, der bærer hans navn. Sankt Karl Borromæus Gruppen er en uformel gruppe af katolske lægfolk, som arbejder for den traditionelle liturgi i Bispedømmet København. Det drejer sig om messen efter 1962-missalet, den liturgiske ordning fra før reformen efter Det andet Vatikankoncil. Gruppen beskriver selv sit engagement som båret af den rigdom og åndelige dybde, medlemmerne finder i denne måde at fejre messen på.

Baggrunden for fællesskabet er ønsket om at sikre adgang til denne ældre liturgi. Ifølge gruppens egen historiske fremstilling blev fejringen genoptaget i Danmark i 1996. I 2003 gav biskop Czesław Kozon tilladelse til en fast fejring i Jesu Hjerte Kirke i København. Lægfolk påtog sig arbejdet omkring messerne med blandt andet kor, sakristi, information og arrangementer. I Jylland opstod et beslægtet initiativ med Sankt Knuds Selskab, der blev stiftet i 2014.

Forbindelsen til Karl Borromæus er historisk nærliggende gennem hans arbejde for Tridentinerkoncilets reformer og hans omsorg for gudstjenestelivet. Den ældre romerske messe omtales ofte som den tridentinske messe. Den konkrete begrundelse for den danske gruppes navnevalg fremgår dog ikke af dens præsentation. Karls eget virke omfattede samtidig langt mere end liturgiske spørgsmål: præsternes uddannelse og livsførelse, lægfolkets kendskab til troen og hjælpen til mennesker i nød. Hans liv giver anledning til at overveje, hvordan disse sider af Kirkens liv næres af hinanden.

Det ansvar, der fulgte med værdigheden

Karl Borromæus døde i 1584, kun 46 år gammel, og blev helgenkåret i 1610. Hans virke satte et varigt præg på præsteuddannelsen og på forståelsen af biskoppens hyrdeansvar.

Hans liv rummer en bemærkelsesværdig udvikling. Den unge adelsmand, som fik adgang til Kirkens øverste kredse gennem sin familie, blev en biskop, der brugte sine kræfter og sin formue på det folk, han havde fået ansvar for. Han lod embedets forpligtelser gribe ind i sin hverdag. I menighederne, i undervisningen og blandt Milanos syge gav han reformerne et menneskeligt ansigt. Den 4. november mindes Kirken en hyrde, som selv gik den vej, han bad andre om at følge.

-karn