Mødet med Kristus i vort eget Getsemane

Om ensomhed, angst og en bøn uden svar.

VI LÆSER I BIBELEN · Den, der har kendt ensomhed, angst og en bøn uden svar, kan i Getsemane genkende noget af sit eget liv i Jesu. Vennerne sover, og fra Faderen høres intet svar. Her kan et personligt forhold til Kristus begynde, fordi vi tør betro ham det, vi ellers bærer alene.

Kort fortalt: I Markus 14,32-42 beder Jesus sine nærmeste om at våge sammen med ham, mens han selv beder Faderen om at blive fri for den lidelse, der venter. Disciplene falder i søvn, og Markus fortæller ikke om noget svar fra Faderen. For et menneske, der selv har kendt angst og ensomhed, kan beretningen åbne for genkendelse, bøn og et nært forhold til Kristus.

Når vi genkender Jesu ensomhed

En bibeltekst kan følge os gennem mange år, før vi for alvor træder ind i den. Vi kender fortællingen og ved, hvad der sker. Så rammer en sygdom, et tab eller en frygt, vi ikke kan lægge fra os, og ordene får en vægt, de ikke havde før. Sådan kan det være med Getsemane. Den, der har ligget vågen og frygtet morgendagen, standser ved Jesus, som beder om, at den forestående time må gå ham forbi. Den, der har savnet nogen at støtte sig til, hører hans ønske om, at vennerne bliver og våger. Det, vi selv har levet, bringer os nærmere ham.

Markus fortæller, at Jesus gribes af angst og gru. Han siger til Peter, Jakob og Johannes, at hans sjæl er fortvivlet til døden. Så går han lidt længere væk og falder til jorden. Han, som disciplene har set helbrede syge og tale med myndighed, lader dem nu se sin nød. Han fortæller dem, hvor svært han har det, og beder om deres nærvær. Her kan noget i vores forhold til Kristus forandre sig. Vi ser hans sårbarhed og får mod til at vise ham vores egen.

Ensom blandt sine nærmeste

Ensomheden i Getsemane gør ondt, fordi vennerne er så tæt på. Jesus har selv valgt at tage dem med. De har fulgt ham, delt måltider med ham og lyttet til hans ord. Nu har han brug for dem og siger det ligeud. Alligevel finder han dem sovende, da han vender tilbage. Han spørger Peter, om han ikke kunne våge en eneste time. I spørgsmålet mærker vi sorgen over at have bedt om noget så enkelt og stå uden det, da behovet er størst.

Man kan kende den ensomhed uden at være fysisk alene. Man kan sidde blandt sin familie med en frygt, ingen forstår, eller have fortalt om sin sorg og mærke, at samtalen hurtigt glider videre. Tilværelsen fortsætter omkring én, mens man selv er optaget af noget, der overskygger alt andet. De nærmeste kan holde oprigtigt af os og alligevel have svært ved at rumme vores nød. De bliver rådvilde, trætte eller bange for at sige noget forkert. Men hos den, der havde brug for dem, bliver savnet tilbage.

I Getsemane ser vi Jesus søge menneskers nærvær. Det har betydning for den, der skammer sig over at have brug for andre eller synes, at troen burde gøre ensomheden lettere at bære. Han beder selv sine venner om at blive. Derfor kan vi tale til ham om savnet uden først at gøre os stærkere, end vi er. Vi kan begynde dér, hvor det gør ondt: Du ved, hvordan det er at længes efter, at nogen bliver hos dig.

Da intet svar høres

Jesus vender sig mod Faderen og beder om, at lidelsens bæger må gå ham forbi. Han kalder ham Abba, Fader. Der er fortrolighed i tiltalen og nød i det, han beder om. Han henvender sig til den, han elsker og stoler på. Alt er muligt for Faderen, og Jesus beder om at blive fri for det, der venter. Men Markus fortæller ikke om noget svar. Ingen stemme bryder stilheden, og Jesus får ingen forklaring, som læseren kan høre. Han går tilbage og beder med de samme ord.

For et menneske, der selv har bedt uden at opleve et svar, kan dette være et særligt sted at møde Kristus. Man kender timerne efter bønnen. Man har bedt om hjælp, søgt et tegn eller blot ønsket en smule fred, og alligevel er frygten blevet ved. Getsemane giver plads til den erfaring. Her kan vi opholde os med vores spørgsmål og tale til Jesus om, hvordan det er at række ud uden at mærke, at nogen griber os.

Vi skal være varsomme med at gøre stilheden til en påstand om, at Faderen har forladt sin Søn. Samtidig må vi lade den stå i fortællingen. Den, der oplever Gud som fjern, kan have svært ved at fortælle om det, især blandt mennesker, der taler ubesværet om hans nærhed. I Getsemane møder vi Jesus i en bøn, som rummer både nød og tillid. Han fortsætter med at henvende sig til Faderen. Ham kan vi holde os til, når vi selv har svært ved at bede.

At ønske en anden vej

I den katolske tro bekender vi Jesus som sand Gud og sandt menneske. I Getsemane får bekendelsen af hans menneskelighed en alvor, vi må tage imod. Han frygter lidelsen og beder om, at den må gå ham forbi. Hans overgivelse til Faderen sker gennem en virkelig kamp. Det koster ham noget at gå den vej, der ligger foran ham.

Derfor må vi også bede om befrielse. Vi må bede om, at sygdommen standser, at den, vi elsker, får mere tid, eller at den besked, vi frygter, aldrig kommer. Vores længsel efter at leve og beholde hinanden hører med i bønnen. Jesus lægger selv sit ønske frem for Faderen. Hos ham kan vi finde mod til at sige, hvor bange vi er, og hvor inderligt vi ønsker, at noget skal blive anderledes.

Samtidig overgiver han sig til Faderens vilje. De ord kan være vanskelige at gøre til sine egne, når man står midt i sorgen eller angsten. Derfor bør vi også være nænsomme med dem, når vi taler med andre. Et lidende menneske kan have brug for lang tid til at bede og kæmpe. Jesus gentager selv sin bøn. Vi må følge ham så langt, vi kan, og bede om hjælp til den tillid, vi endnu ikke formår at finde.

Når læsningen bliver til en samtale

Et personligt forhold til Kristus kan begynde med, at vi opdager, at vi har noget at fortælle ham. Vi læser om hans ensomhed og kommer i tanke om vores egen. Vi ser ham falde til jorden og husker en time, hvor vi selv mistede fodfæstet. Langsomt bliver læsningen til en samtale. Vi fortæller ham om det, der skete, om frygten, vi skjulte, eller om de mennesker, vi havde håbet ville være der. Evangeliet har givet os tillid til at betro os til ham.

Vi kan kende meget til Kristus og alligevel være tilbageholdende med at lade ham komme nær vores eget liv. I Getsemane kan denne tilbageholdenhed løsne sig. Her møder vi ham i noget, vi genkender, og begynder at tale til ham med vores egne ord. Vi behøver ikke have en forklaring på det, vi gennemlever. Vi kan fortælle ham om vreden over at være blevet svigtet, om skammen over vores hjælpeløshed eller om den træthed, der gør selv en kort bøn vanskelig.

Der følger ikke nødvendigvis en følelse af lettelse. Ensomheden kan stadig være der, når vi har bedt. Alligevel kan fortroligheden vokse gennem vores tilbagevenden til ham. Vi kommer igen med det samme, fordi det stadig gør ondt, og fordi vi efterhånden har fået tillid til, at vi kan komme. Nogle dage har vi meget at sige. Andre dage bliver det til hans navn eller en enkelt sætning. Sådan kan forholdet til Kristus få plads midt i det liv, vi faktisk lever.

Bliv hos mig

Mødet med Jesus i haven kan også gøre os mere opmærksomme på andre menneskers ensomhed. Hans ønske om, at vennerne våger sammen med ham, minder os om værdien af at være til stede. Vi kan lytte, ringe igen og holde ud at sidde i en samtale, hvor vi ikke har noget svar. Det kræver, at vi giver tid og opmærksomhed, også når vi mærker vores egen rådvildhed. Disciplene minder os om, hvor let vi kommer til kort, selv når vi holder af det menneske, der har brug for os.

Til sidst rejser Jesus sig og kalder dem med sig. De har sovet gennem hans kamp, men han opgiver dem ikke. Hans troskab rækker videre end deres styrke. Også det hører med til mødet med ham. Vi kommer med den ensomhed, vi selv har lidt under, og med erindringen om de gange, hvor vi lod et andet menneske stå alene.

Vort eget Getsemane kan være en nat på et hospital, et hjem, der er blevet stille efter et dødsfald, eller timerne før en besked, vi frygter. Her kan evangeliets have komme os nær. Vi husker Jesus på jorden, hans gentagne bøn og vennerne, der ikke kunne holde sig vågne. Og vi vover at henvende os til ham:

Her er jeg med det, jeg frygter. Bliv hos mig.

-karn