»Jeg er den, jeg er«

Om Gud, skabelsen og den kærlighed, Kirken har modtaget.

Som katolske kristne er vi ofte fortrolige med messen, sakramenterne og menighedens liv. Men det velkendte kan få os til at overse de spørgsmål, som hele dette liv udspringer af: Hvem er Gud? Hvorfor er vi til? Og hvorfor blev Guds Søn menneske, når Gud allerede var nærværende i verden?

Kort fortalt: Gud er allerede nærværende i verden som dens skaber og opretholder. Han behøvede derfor ikke blive menneske for at være her. I Jesus Kristus kom han for at frelse os og give os del i sit liv. Hele Kirkens liv udspringer af denne kærlighed – en gave, vi kan blive så fortrolige med, at vi glemmer at undre os over den.

Ved den brændende tornebusk spørger Moses efter Guds navn. Gud svarer: »Jeg er den, jeg er!« Og han siger, hvad Moses skal fortælle israelitterne: »Jeg Er har sendt mig til jer« (2 Mos 3,14). Hvem er den Gud, der taler sådan – og som vi selv bekender, hver gang vi går til messe?

Vi træder ind i kirken, dypper fingrene i vievandet og gør korsets tegn. Vi finder vor plads, knæler og venter på, at messen begynder. Kroppen kender bevægelserne, og øret genkender ordene. Denne fortrolighed er en gave. Troen bæres også af det, vi gentager, og som kan holde os fast på dage, hvor tankerne er urolige, og bønnen falder svært. Men midt i alt det kendte kan vi glemme at undre os over, hvad vi egentlig gør. Hvem er den Gud, vi knæler for? Hvad betyder det, at vi om lidt bekender ham som skaber af alt det synlige og usynlige? Og hvorfor samles vi om et menneske, som levede for to tusind år siden, og bekender, at han er Guds Søn?

Som katolske kristne har vi ofte let ved at tænke kirke, når vi tænker tro. Vi tænker på messen og sakramenterne, på præsterne, biskopperne, traditionerne og menighedens fællesskab. Vi følger Kirkens liv med glæde og bekymring og kan bruge megen opmærksomhed på dens beslutninger og uenigheder. Alt dette hører med til vort liv som katolikker. Men vi kan blive så optaget af det kirkelige, at vi sjældent standser ved det, som gør Kirken mulig: Gud har skabt os, han har henvendt sig til os, og i Jesus Kristus har han givet sig selv til os. Kirken lever af noget, den selv har modtaget.

Den Gud, vi bekender

Guds svar til Moses er gådefuldt. I den katolske tradition er ordene blevet læst som en åbenbaring af, at Gud har sin eksistens i sig selv. Han har ikke modtaget livet fra nogen. Han er ikke opstået på et tidspunkt og skal ikke holdes i live af noget andet. Alt det skabte er afhængigt af ham, mens han selv eksisterer uafhængigt af det.

Alligevel bliver navnet åbenbaret i en samtale med et menneske. Gud har hørt sit folks klage og kalder Moses til at føre det ud af trældommen. Da Moses tøver, lover Gud ham: »Jeg vil være med dig« (2 Mos 3,12). Den Gud, som ikke behøver Moses for at være Gud, vil følge ham. Hans uafhængighed betyder ikke ligegyldighed. Allerede her møder vi noget, som vor tanke har svært ved at rumme: Gud mangler intet, og alligevel vil han mennesker noget. Han taler, kalder og lover sit nærvær.

Det er denne Gud, vi bekender i messen. Ordet »Gud« kan ellers let blive en velkendt betegnelse, vi bruger uden at standse ved dens betydning. Vi kan komme til at forestille os en meget stor og magtfuld skikkelse, som befinder sig et sted oven over verden. Men Gud er ikke ét væsen blandt alle de andre, blot større og stærkere. Han er skaberen, som alt andet skylder sin eksistens. Når Kirken kalder ham transcendent, betyder det, at han overgår alt det skabte. Det siger noget om, hvem han er, og ikke om, hvor langt borte han befinder sig.

Verden er allerede båret af Gud

Gud er nærværende i alt det skabte, uden at det skabte derfor er Gud. Han giver verden dens eksistens og er samtidig større end alt, hvad han har skabt. Derfor kan vi tale om hans nærhed uden at udviske forskellen mellem ham og os.

Med verden mener vi her hele skaberværket. Stjernerne og havene, kroppen og tankerne, alt det synlige og usynlige. Også det åndelige kan være skabt; en engel er ikke Gud. Skellet mellem skaberen og skaberværket er derfor mere grundlæggende end forskellen mellem ånd og stof. Alt det skabte har modtaget sin eksistens, og det modtager den fortsat. Skabelsen er mere end en begivenhed ved altings begyndelse. Gud opretholder det skabte i hvert øjeblik. Katekismen fastholder derfor både, at han overgår hele sit værk, og at han er nærværende i dets inderste (§§ 300–301).

Det gælder også uden for kirkens mure. Et menneske behøver ikke træde ind i en kirke for at komme ind i en virkelighed, som Gud opretholder. Arbejdspladsen, køkkenet, skoven og hospitalsstuen hører allerede til hans skaberværk. Den, der aldrig har bedt en bøn, lever også af et liv, som er modtaget. Troen gør os opmærksomme på dette forhold, men skaber det ikke. Vi gør ikke Gud nærværende ved at rette vor opmærksomhed mod ham. Når vi beder, vender vi os mod den, som allerede giver os livet.

Det gør ikke kirkerummet eller sakramenterne mindre betydningsfulde. Men det hjælper os til at forstå deres plads. Vi møder Gud på forskellige måder. Hans nærvær som skaber i alt, hvad der eksisterer, er ikke det samme som Kristi virkelige nærvær i eukaristien. I messen fejrer vi en bestemt gave og en bestemt handling fra Gud, som vi har brug for at kende for at forstå, hvorfor vi samles.

Han behøvede ikke blive menneske for at være her

Her kommer vi til en betragtning, der kan få selv en velkendt bekendelse til at åbne sig igen. Gud behøvede ikke blive menneske for at være nærværende i verden. Han var her allerede som dens skaber og opretholder. Alligevel bekender vi, at Guds Søn blev menneske. Johannesevangeliet siger: »Og Ordet blev kød og tog bolig iblandt os« (Joh 1,14). Det var en virkelig begivenhed i vor historie. Guds evige Søn antog vor menneskelige natur, blev født af Maria og levede iblandt os.

Når vi siger, at han ikke behøvede det, taler vi om Guds frihed. Intet uden for ham tvang ham, og ingen mangel i hans eget væsen skulle afhjælpes. Han blev ikke menneske for at finde en vej ind i en verden, som hidtil havde været uden for hans rækkevidde. Trosbekendelsen fortæller, hvorfor han kom: for os mennesker og for vor frelse. Han kom for at forsone os med Gud, lade os kende hans kærlighed og give os del i hans liv. Det, som for Gud er en fri kærlighedshandling, er for os selve grundlaget for frelsens håb.

Det er værd at standse ved. Vi eksisterer allerede ved Gud, men vi er også kaldet til at leve i fællesskab med ham. At være skabt og at være forsonet er ikke det samme. Vi kan bruge det liv, vi har modtaget, til at skade andre og lukke os om os selv. Vi kan ikke ved egen kraft overvinde synden og døden eller gøre os til deltagere i Guds liv. I Kristus kommer Gud os i møde med den gave, vi ikke selv kan frembringe. Han giver os sig selv.

Et menneskeliv, Gud gjorde til sit

Jesus bliver træt og sulten. Han sidder til bords med mennesker, glæder sig over venskab og græder ved Lazarus’ grav. I Getsemane oplever han angst, og på korset lider han døden. Alt dette hører til et virkeligt menneskeliv. Den katolske tro bekender samtidig, at han er sand Gud og sandt menneske, én person i to naturer, uden sammenblanding og uden adskillelse. Guds Søn ophører ikke med at være Gud, når han bliver menneske.

Derfor gør menneskevordelsen heller ikke hele verden guddommelig. Et træ er stadig et træ, og et menneske bliver ikke Gud af natur. Men i Jesus Kristus har Guds Søn forenet sig med vor menneskelige natur. Det giver vort menneskeliv en værdighed, som må få følger for den måde, vi ser hinanden på. Kroppen er ikke noget uvæsentligt, som troen kan se bort fra. Den syges smerte, den sultnes behov og den ensommes længsel angår et menneskeliv af den art, Kristus selv har levet.

Menneskevordelsen fjerner ikke alle vore spørgsmål om lidelsen. At Gud opretholder verden, betyder ikke, at alt, hvad der sker i den, udtrykker hans godhed. Menneskets grusomhed bliver ikke Guds handling, fordi mennesket har sit liv fra ham. Men i Kristus møder vi Guds Søn, som selv har lidt som menneske. Hans opstandelse er grunden til Kirkens håb om, at døden ikke får det sidste ord. Det er dette håb, vi samles om, også når vi ikke kan finde ordene til vor egen bøn.

Kirken lever af en gave

Herfra bliver det tydeligere, hvad hele Kirkens liv hviler på. Kirken er blevet til ved Guds initiativ. Faderen sender Sønnen, og Helligånden samler og levendegør det folk, som får del i Kristi liv. I dåben forenes vi med ham og optages i hans legeme. I eukaristien modtager vi ham, og hans ene offer bliver sakramentalt nærværende. I forsoningens sakramente modtager vi syndernes tilgivelse. De velkendte handlinger rummer en virkelighed, som Kirken er sat til at tjene og give videre.

Derfor kan vi heller ikke forstå Kirken tilstrækkeligt ved kun at se på dens organisation. Embederne, lovgivningen og de praktiske rammer har deres betydning. Men de får deres kirkelige mening gennem det, de skal tjene: menneskers fællesskab med Gud og med hinanden i Kristus. Når vore samtaler næsten udelukkende kommer til at handle om, hvem der bestemmer, og hvordan noget skal ordnes, risikerer vi at miste opmærksomheden på det liv, som ordningerne skal værne om.

Det samme gælder vor egen deltagelse. Vi kan kende messens forløb og alligevel have brug for på ny at spørge, hvem vi modtager i kommunionen. Vi kan kende skriftemålets form og stadig opdage mere af, hvad tilgivelse betyder. Vi kan have bedt Fadervor hele livet og en dag blive standset af, at vi overhovedet må kalde Gud vor Fader. Fordybelsen fører os længere ind i det kirkelige liv, vi allerede kender. Den kan give velkendte ord deres vægt tilbage.

At træde ind i kirken igen

Der er en frihed i at huske, at Kirken selv lever af noget modtaget. Vi skal tage ansvar for dens liv, hjælpe hinanden og tale sandt om det, der svigter. Men vi er ikke ophav til den frelse, vi håber på. Præsten skaber ikke Kristi kærlighed, og menigheden holder ikke Gud i live gennem sin tilslutning. Vi samles, fordi han har handlet, og fordi han fortsat vil give os del i sit liv. Det gør vort ansvar alvorligt og giver samtidig plads til taknemmelighed.

Næste gang vi træder ind i kirken og gør korsets tegn, kan vi lade den velkendte bevægelse standse os et øjeblik. Vi nævner Faderen, Sønnen og Helligånden. Vi tegner korset over en krop, hvis liv er modtaget, og bekender den Gud, som har skabt os og vil frelse os. Om lidt skal vi høre hans ord og samles om alteret. Alt det velkendte får sin betydning fra den Gud, som har kaldt os sammen.

Han var allerede nærværende i den verden, vi kom fra, og som vi efter messen vender tilbage til. Alligevel blev hans Søn menneske og tog bolig iblandt os. Det behøvede han ikke gøre for at være her. Han gjorde det for os. Hele Kirkens liv udspringer af denne kærlighed, og gennem dens bøn, forkyndelse og sakramenter indbydes vi til at modtage den og lade den få følger i vort eget liv.

-karn

Teologisk grundlag: Den Katolske Kirkes Katekismus §§ 203–213, 300–301, 456–460, 464–469, 759–767, 1213, 1362–1374 og 1441–1442. Bibelske henvisninger: 2 Mos 3,12–14; Joh 1,1–14; Joh 11,35; Mark 14,32–42.