Mireille Mathieu – et langt liv som katolik

Den katolske tro har fulgt den franske sangerinde siden barndommen.

Den katolske tro har fulgt Mireille Mathieu fra barndommen i Avignon til verdens store scener. Den 80-årige franske sangerinde har fortalt om bøn før koncerterne, valfarter til Lourdes og sin hengivenhed for Sankt Rita. Hun har også fortalt om sorgen over moderens død, som fik hende til at tvivle på sin tro.

Kort fortalt: Mireille Mathieu modtog den katolske tro hjemme hos sine forældre i Avignon. Som voksen har hun holdt fast ved bøn og kirkebesøg gennem et omfattende koncertliv. Hendes fortællinger om familien, musikken og tabet af moderen viser, hvordan et langt liv med troen også kan rumme svære spørgsmål.

Før koncerten går hun i kirke

I Prag besøger Mireille Mathieu Sankt Ignatius Kirke, før hun skal optræde. I et interview med Radio Prague International i 2026 fortalte hun om kirken, dens blomster og fremstillingen af Vor Frue af Lourdes. Her beder hun og synger Panis Angelicus for at varme stemmen op, inden hun fortsætter til koncertsalen. Hun beskrev kirkebesøget som en vane, hun følger, hvor hun end befinder sig i verden. Det er en konkret oplysning om hendes liv som troende og sangerinde: Midt i rejser, prøver og forberedelser finder hun tid til at gå ind i en kirke.

Der er noget ligefremt ved denne forbindelse mellem bønnen og arbejdet. Stemmen skal forberedes til aftenens koncert, og hun bruger en sang om Kristus i eukaristien til at gøre det. Den religiøse sang hører dermed til både hendes repertoire og hendes egen praksis. For et publikum kan Panis Angelicus være et smukt stykke musik; i en kirke indgår ordene også i en bestemt tro på Kristi nærvær. Hendes beskrivelse lader os komme tæt på en handling, hun selv tillægger betydning, uden at vi behøver at forestille os, hvad hun tænker eller føler, hver gang hun udfører den.

Barndommen i Avignon

Mireille Mathieu blev født i Avignon i 1946 som den ældste af fjorten børn. Familien havde beskedne kår, og hun begyndte tidligt at arbejde. Faderen, som var stenhugger og selv holdt af at synge, gav hende kærligheden til musikken. Som barn sang hun også i kirken. I et interview med det katolske magasin L’1visible i 2017 forklarede hun, at troen kom fra forældrenes opdragelse, katekismusundervisningen og familiens messegang. På spørgsmålet om, hvorvidt hun altid havde haft troen, svarede hun ja.

Troen og sangen var således til stede, før nogen kendte hendes navn uden for hjembyen. Det er værd at have med, når man ser tilbage på en karriere, der ellers let kommer til at begynde med gennembruddet og de første store optrædener. Et menneskes liv begynder længe før dets offentlige historie. Hos Mathieu hører kirken, forældrene og de mange søskende til den del af fortællingen, som hun selv vender tilbage til. Berømmelsen gav hende andre vilkår og førte hende langt væk fra Avignon, men hendes senere udsagn om bøn og kirkebesøg viser, at den religiøse opdragelse fortsat havde betydning.

Troen i et liv på rejse

Et omfattende koncertliv sætter sit præg på hverdagen, også på muligheden for at deltage i messen. Mathieu fortalte i 2017, at hun på grund af rejserne ikke kom til messe hver søndag. Når hun ikke kunne være til stede, fulgte hun gudstjenester på tv. Hun fortalte samtidig om årlige besøg i Lourdes, hvor hun tidligere var kommet sammen med sin mor. Hendes beskrivelse er nøgtern. Den rummer både ønsket om at holde fast ved trospraksis og de begrænsninger, arbejdet førte med sig.

Lourdes havde også en plads i forholdet mellem mor og datter. Det samme gælder et minde om Johannes Paul II: Efter at Mathieu havde sunget for paven, blev hun og moderen modtaget af ham og fik en rosenkrans. Sådanne erindringer fortæller om en tro, der er knyttet til bestemte mennesker og oplevelser. Et valfartssted kan vække mindet om den, man rejste sammen med, og en rosenkrans kan minde om et møde, der gjorde indtryk. Den personlige erindring bliver ved med at høre med, når man vender tilbage til stedet eller tager rosenkransen frem.

Bønnen for et andet menneske

Mathieu har også fortalt om sin hengivenhed for Sankt Rita af Cascia. I et interview med den tyske avis B.Z. i 2011 beskrev hun, hvordan hun havde besøgt helgenens grav for at bede for et sygt familiemedlem. Her får hendes trosliv et ganske bestemt indhold. Hun rejser med bekymringen for en person, hun holder af, og søger helgenens forbøn. Det er en handling, mange katolikker vil kunne genkende: at tænde et lys, besøge et valfartssted eller bede en helgen om at gå i forbøn, når sygdom rammer familien.

Bekymringen for et sygt menneske kan gøre det vanskeligt at finde ord. Man ønsker at hjælpe, men må også erkende, hvor lidt man selv kan gøre. Bønnen giver mulighed for at nævne den syge ved navn og betro vedkommende til Gud. I den katolske forståelse hører helgenerne med til dette fællesskab i bøn. Mathieus fortælling om besøget i Cascia viser, at denne del af traditionen har haft en personlig betydning for hende. Det var et familiemedlems sygdom, der førte hende dertil.

Moderens død og den svære tvivl

I 2016 mistede hun sin mor. I et interview med Nous Deux i 2018, gengivet af Purepeople, fortalte Mathieu om den dybe sorg. Hun havde bedt ved moderens sygeseng, men måtte alligevel tage afsked med hende. Tabet havde også fået hende til at tvivle på sin tro. Det udsagn bør have sin plads i et portræt af hendes katolske liv. Hun har beskrevet troens betydning gennem mange år og samtidig fortalt om en erfaring, hvor den blev alvorligt prøvet.

Det gør ondt at miste et menneske, som har været tæt på gennem hele livet. For den troende kan tabet desuden rejse spørgsmål til Gud, især når man har bedt vedholdende om helbredelse. Den kristne tro på opstandelsen fjerner ikke savnet af en stemme, et ansigt eller det menneske, man plejede at ringe til. Man kan kende Kirkens ord om døden og stadig have svært ved at finde trøst i dem. Mathieus fortælling minder om, hvor varsomt man må tale om andres sorg. Hendes offentlige udsagn giver os adgang til noget af smerten, men ikke til hele hendes forhold til Gud eller til den måde, hun har levet videre med tabet på.

Fir­s år og stadig en kirke at besøge

Ved 80-års fødselsdagen er der god grund til at se tilbage på Mireille Mathieus musik og lange karriere. Hendes egne fortællinger giver også anledning til at se på den tro, der har fulgt hende. Der er forbindelser mellem barndommens messegang og kirkebesøgene under koncertrejserne, mellem familien og valfarterne, mellem sangen og bønnen. Der er også et brud, som ikke kan skrives væk: Moderens død ramte hende så hårdt, at hun selv beskrev tvivlen.

I interviewet fra Prag fortæller hun fortsat om at gå i kirke før koncerten. Det kan stå som afslutningen på portrættet, uden at vi gør det til et svar på alle hendes spørgsmål. Hun besøger Sankt Ignatius, beder og synger Panis Angelicus, før hun går videre til sit arbejde. Den vane har overlevet mange års rejser og forandringer. Et langt liv med troen bliver synligt i sådanne handlinger, som et menneske selv vælger at fortsætte med.

Kildegrundlag: Interviews med L’1visible (2017), B.Z. (2011) og Radio Prague International (2026) samt Purepeoples gengivelse af et interview i Nous Deux (2018).

-karn