Det er ikke forbi

En præst i Nordirland har erkendt 109 seksualforbrydelser. Sagen viser, hvorfor arbejdet med at beskytte børn aldrig kan betragtes som afsluttet.

Forholdene ligger ikke årtier tilbage. De blev begået mellem 2023 og 2025. Den 59-årige præst Edward Gallagher fra bispedømmet Derry har erkendt sig skyldig i 109 seksualforbrydelser, flere rettet mod børn. Biskoppen vil nu bede Vatikanet om at afskedige ham fra den gejstlige stand.

Kort fortalt: Edward Gallagher, præst i bispedømmet Derry i Nordirland, har ved Londonderry Crown Court erkendt sig skyldig i 109 seksualforbrydelser. Anklagerne omfatter blandt andet seksuel kommunikation med børn, forsøg på at få mindreårige til at sende seksuelle billeder og forsøg på at tilskynde børn til seksuel aktivitet. Straffen ventes udmålt 9. december.

109 forhold

Tallet er i sig selv rystende. Edward Gallagher, 59-årig præst fra det katolske bispedømme Derry i Nordirland, har erkendt sig skyldig i 109 seksualforbrydelser. Forholdene blev begået mellem 22. juni 2023 og 18. april 2025, og Gallagher sidder fortsat varetægtsfængslet frem til strafudmålingen, der efter planen finder sted den 9. december.

Anklagerne omfatter 43 tilfælde af forsøg på seksuel kommunikation med et barn under 16 år og yderligere 43 tilfælde, hvor Gallagher forsøgte at få drenge til at distribuere eller vise seksuelle billeder af børn. Han har desuden erkendt fem tilfælde af forsøg på at tilskynde drenge til seksuel aktivitet, 13 forhold vedrørende besiddelse af seksuelle billeder af et drengebarn samt besiddelse af en ekstrem pornografisk fremstilling. Gallagher blev anholdt uden for et hotel i Waterside-området i Derry i april 2025 og har siden været frihedsberøvet.

Sagen adskiller sig på ét afgørende punkt fra mange af de overgrebssager, der gennem de seneste årtier er kommet frem i Den Katolske Kirke. Dette er ikke en sag fra 1960’erne, 70’erne eller 80’erne, som først efter mange års tavshed er blevet afdækket. Nogle af de forhold, Gallagher nu har erkendt sig skyldig i, blev begået så sent som sidste år.

Biskoppen vil have Gallagher afskediget

Biskop Michael Router af Derry har efter Gallaghers tilståelse meddelt, at han vil anmode Den Hellige Stol om at forelægge sagen direkte for paven med en anbefaling om, at Gallagher straks afskediges fra den gejstlige stand. Biskoppen betegner handlingerne som et grundlæggende svigt af den tillid, der følger med præstegerningen, og understreger, at hans tanker først og fremmest går til de mennesker, der er blevet ramt.

”Kirken kan ikke gøre den skade, der er sket, ugjort. Heller ikke nogen kirkeretlig straf kan fjerne den lidelse, som ofre og overlevende har oplevet,” siger biskoppen. Han tilføjer, at Kirken ikke desto mindre har pligt til at reagere sandfærdigt, retfærdigt og beslutsomt.

Ifølge biskop Router har bispedømmet under efterforskningen samarbejdet med Police Service of Northern Ireland og de øvrige civile myndigheder og vil fortsætte dette samarbejde. Politiet har efter Gallaghers tilståelse hilst afgørelsen velkommen. Men sagen efterlader også spørgsmål, som rækker ud over retssalen og den kommende kirkeretlige behandling.

Hvordan kunne det ske?

Den Katolske Kirke har gennem de seneste årtier indført omfattende regler for beskyttelse af børn og sårbare mennesker. Mange steder er procedurerne for anmeldelser, kontrol og samarbejde med civile myndigheder blevet ændret grundlæggende efter afsløringerne af seksuelle overgreb og den kirkelige håndtering af dem. Det er en udvikling, som ikke bør overses. Men ingen regler og ingen kontrolordning kan i sig selv sikre, at nye forbrydelser aldrig finder sted.

Netop derfor rejser Gallagher-sagen et ubehageligt spørgsmål: Hvordan kunne en præst i årene 2023, 2024 og 2025 begå så omfattende kriminalitet rettet mod børn? Det ved vi endnu ikke tilstrækkeligt om. Gallaghers tilståelse fortæller, hvad han har erkendt at have gjort, men ikke om der tidligere fandtes advarselstegn, om nogen havde mistanke, eller om bispedømmet på et tidligere tidspunkt kunne have grebet ind. Det vil være vigtigt at få belyst, før der kan drages konklusioner om andet end Gallaghers eget ansvar.

Det er også her, forskellen mellem regler på papir og den virkelighed, de skal fungere i, bliver afgørende. Beskyttelse af børn afhænger ikke alene af procedurer, men af mennesker, der reagerer, spørger og handler, når noget virker forkert. En kirke kan have de bedste retningslinjer og stadig svigte, hvis de mennesker, der skal bruge dem, ikke gør det.

Ofrene kommer først

Seksuelle overgreb begået af præster rammer også Kirken. De ødelægger tillid, kaster mistanke over præster, der aldrig har gjort noget forkert, og gør det vanskeligere for troende at have tillid til den institution, som skulle være et sikkert sted. Men det må aldrig blive udgangspunktet for Kirkens reaktion. Først kommer de børn og andre mennesker, der er blevet udsat for forbrydelserne.

Det er derfor væsentligt, når biskop Router siger, at ingen kirkeretlig straf kan ophæve den lidelse, ofrene er blevet påført. Gallagher kan blive idømt en lang fængselsstraf, og han kan miste retten til at virke som præst. Det er nødvendige konsekvenser, men de kan ikke føre de berørte tilbage til tiden, før forbrydelserne fandt sted.

Kirken kan heller ikke beskytte sin troværdighed ved at tale mindre om sådanne sager. Tværtimod. Tillid kan kun bestå, hvis også de sager, der gør mest ondt, bliver mødt åbent, og hvis spørgsmålet om, hvad der gik galt, får lov til at blive stillet uden hensyn til institutionens omdømme.

Det er ikke forbi

Meget er ændret siden de år, hvor seksuelle overgreb kunne blive fortiet, gerningsmænd flyttet, og sager behandlet som interne kirkelige problemer. Det skal anerkendes. Men en sag om forbrydelser begået så sent som i 2025 minder om, at nye regler, kontrolordninger og gode hensigter aldrig kan blive en anledning til at tro, at problemet én gang for alle er løst.

Det betyder ikke, at præster generelt skal mødes med mistanke, eller at de forandringer, Kirken har gennemført, ikke har betydning. Men beskyttelsen af børn kan aldrig blive noget, man bliver færdig med. Den kræver vedvarende opmærksomhed, åbenhed over for myndighederne og vilje til at undersøge også Kirkens egen håndtering, når noget går galt. For beskyttelsen af børn er ikke et projekt med en slutdato.

Det er ikke forbi.

-karn