Magtkampen i Vatikanet – hvem sætter kursen under pave Leo XIV?

Liturgi, synodalitet og kirkens ledelse

Pave Leo XIV er begyndt at ændre sammensætningen af Vatikanets ledelse, men flere centrale personer fra pave Frans’ pontifikat sidder fortsat på indflydelsesrige poster. Striden om den traditionelle latinske messe og uenighederne om synodalitet rejser spørgsmålet om, hvilken kurs den nye pave ønsker, og hvordan han vil gennemføre den.

Kort fortalt: Nye udnævnelser i Vatikanet har skabt debat om pave Leo XIV’s forhold til den traditionelle latinske messe og den synodale proces. Flere af pave Frans’ medarbejdere har fortsat centrale poster, mens andre er blevet udskiftet. Bag diskussionen ligger spørgsmålet om, hvordan en ny pave sætter sit præg på en kirkelig administration, der er formet af hans forgænger.

En ny pave overtager ikke et tomt skrivebord

Da Leo XIV blev valgt til pave den 8. maj 2025, overtog han ikke blot ansvaret for den katolske kirke og dens omkring 1,4 milliarder medlemmer. Han overtog også en omfattende administration, hvis ledende medarbejdere, arbejdsformer og indbyrdes forbindelser i vid udstrækning var blevet formet under pave Frans. Den romerske kurie er pavens vigtigste administrative redskab, men den er samtidig en institution med sin egen historie, sine egne traditioner og mennesker, der gennem mange år har opbygget betydelig erfaring og indflydelse. Paven kan udskifte ledende embedsmænd, ændre ansvarsområder og fastlægge nye prioriteter, men en ny kurs bliver ikke nødvendigvis gennemført fra den ene dag til den anden. Det kræver både medarbejdere, der kan omsætte beslutningerne til praksis, og en forståelse af de forhold, som har præget institutionerne gennem længere tid.

Det er en af forklaringerne på, at udnævnelser i Vatikanet bliver fulgt med så stor interesse. En ny præfekt eller sekretær kan få betydning for, hvordan bestemmelser fortolkes, hvilke sager der prioriteres, og hvilke råd der når frem til paven. Under Leo XIV har opmærksomheden især samlet sig om to spørgsmål, som allerede skabte betydelige spændinger under hans forgænger: den traditionelle latinske messe og den synodale proces. Begge handler om forholdet mellem tradition og fornyelse, men også om noget mere grundlæggende: Hvordan skal den katolske kirke ledes, og hvem skal have indflydelse på dens udvikling?

Den latinske messe er blevet et stridspunkt

Den traditionelle latinske messe, ofte kaldet den tridentinske messe, fejres efter den romerske liturgis ældre bøger og har fortsat tilhængere i en række lande, ikke mindst i Frankrig, USA og Storbritannien. For mange er messen forbundet med en særlig forståelse af liturgiens hellighed og kontinuiteten i Kirkens tradition. Andre mener, at tilknytningen til den ældre liturgi i visse miljøer er blevet forbundet med modstand mod Det Andet Vatikankoncils reformer. Det er imidlertid vigtigt at skelne mellem en liturgisk præference og en afvisning af Kirkens lære eller myndighed. En katolik, der foretrækker den traditionelle messe, afviser ikke dermed koncilet eller den almindelige romerske liturgi.

I 2021 indførte pave Frans med det apostoliske brev Traditionis custodes nye begrænsninger for brugen af den ældre romerske liturgi. Beslutningen ændrede den mere lempelige ordning, som Benedikt XVI havde indført i 2007. Frans begrundede indgrebet med ønsket om at beskytte Kirkens enhed og sikre anerkendelsen af den liturgiske reform efter Det Andet Vatikankoncil. Men beslutningen blev mødt med betydelig modstand. Mange katolikker, som havde fundet deres åndelige hjem i den traditionelle messe, oplevede, at de blev gjort ansvarlige for holdninger, de ikke selv delte, og at en liturgisk praksis, som tidligere var blevet anerkendt, nu blev mødt med mistillid.

Valget af Leo XIV skabte derfor forventninger om en ændret politik. I et interview offentliggjort i september 2025 erkendte paven, at liturgien var blevet en del af en større polarisering i Kirken, og at den var blevet brugt som et politisk redskab. Han fremhævede samtidig behovet for samtale med de katolikker, der ønsker at bevare den traditionelle messe. I marts 2026 blev denne holdning fulgt op i et brev til de franske biskopper, underskrevet af kardinal Pietro Parolin på pavens vegne. Her blev biskopperne opfordret til at finde løsninger, som generøst kunne give plads til de troende, der er knyttet til den ældre liturgi, samtidig med at Det Andet Vatikankoncils liturgiske reform blev respekteret.

Det var et væsentligt signal. Paven anerkendte, at striden om messen havde efterladt et smertefuldt sår i Kirken, og at dette sår ikke kunne heles alene gennem administrative bestemmelser. Alligevel har Leo XIV ikke ophævet Traditionis custodes. I juli 2026 udtalte kardinal Arthur Roche, præfekt for Dikasteriet for Gudstjenesten og Sakramenternes Ordning, at paven ikke ville ændre bestemmelserne. Roches udtalelse vakte opsigt, fordi den tilsyneladende satte en grænse for de forventninger, som pavens mere forsonlige formuleringer havde skabt. Men der er forskel på en kardinals offentlige vurdering af pavens hensigter og en beslutning, som paven selv har offentliggjort.

Hvem bestemmer over liturgien?

Den 10. oktober 2026 foretog Leo XIV ændringer i ledelsen af liturgidikasteriet. Ærkebiskop Vittorio Francesco Viola, der havde været sekretær siden 2021, blev udnævnt til ærkepræst ved Peterskirken, generalvikar for Vatikanstaten og præsident for Peterskirkens bygningsforvaltning. Som hans efterfølger udpegede paven Aurelio García Macías, der hidtil havde været undersekretær i samme dikasterium. Udnævnelserne vakte opmærksomhed, fordi Viola havde været en central medarbejder under kardinal Roche og dermed tæt knyttet til administrationen af de liturgiske bestemmelser fra pave Frans.

For traditionsorienterede katolikker er spørgsmålet, om udskiftningen af Viola varsler en ændring i den hidtidige politik. Men svaret er ikke ligetil. Viola har forladt liturgidikasteriet, men har samtidig fået en fremtrædende stilling ved Peterskirken. Hans efterfølger kommer fra samme institution og har selv været involveret i arbejdet med liturgiske spørgsmål. Kardinal Roche sidder fortsat som præfekt. Der er således tale om en ændring i ledelsen, men ikke om et dokumenteret brud med den politik, der blev ført under Frans.

Den nederlandske skribent Serre Verweij behandler netop dette spørgsmål i en omfattende analyse med titlen The Latin Mass and the Struggle for Power in the Vatican, offentliggjort på den traditionsorienterede katolske hjemmeside Rorate Caeli den 6. november 2026. Verweij argumenterer for, at stærke grupperinger i Vatikanet fortsat modsætter sig en mere imødekommende politik over for den traditionelle messe. Han mener samtidig, at Leo XIV forsøger at ændre magtforholdene gradvist, men møder modstand fra embedsmænd, som har opbygget deres indflydelse under pave Frans.

Det er en alvorlig påstand, som fortjener opmærksomhed, men også kritisk distance. Verweijs analyse bygger delvis på anonyme kilder og fortolkninger af enkeltpersoners motiver. Den dokumenterer ikke, at bestemte embedsmænd bevidst modarbejder paven. Til gengæld illustrerer den en reel spænding mellem forventningerne hos traditionsorienterede katolikker og den fortsatte usikkerhed om Vatikanets liturgiske politik. Den viser også, hvor hurtigt administrative udnævnelser bliver læst som signaler om teologiske og kirkelige magtforhold.

Synodaliteten og spørgsmålet om myndighed

Den anden store diskussion handler om synodalitet, som under pave Frans blev et centralt begreb i arbejdet med Kirkens fremtid. Synodalitet bygger på tanken om, at hele Guds folk skal inddrages i en fælles proces, hvor biskopper, præster, ordensfolk og lægfolk lytter til hinanden og sammen søger at forstå, hvad Helligånden kalder Kirken til. Synoder har været en del af Kirkens liv siden oldkirken, men under Frans fik inddragelsen af lægfolk og den fælles samtale en langt mere fremtrædende plads.

Det har skabt både forventninger og uenighed. Tilhængerne ser synodaliteten som en mulighed for at styrke fællesskabet og give flere katolikker reel indflydelse på Kirkens liv. Kritikerne frygter, at synodale processer kan skabe forventninger om ændringer i Kirkens lære eller give administrative organer en indflydelse, som svækker biskoppernes særlige ansvar. Diskussionen handler derfor ikke alene om, hvem der skal høres, men også om, hvem der har myndighed til at træffe beslutninger. Den katolske kirke er ikke et parlamentarisk demokrati, og spørgsmål om tro og moral afgøres ikke ved flertalsafstemninger. Samtidig er det en del af Kirkens tradition, at biskopperne udøver deres ansvar i fællesskab med paven, og at de troendes erfaringer og indsigt har betydning for Kirkens liv.

Leo XIV har videreført den synodale proces, men dens fremtidige udformning er fortsat genstand for diskussion. Opmærksomheden har især samlet sig om Generalsekretariatet for Bispesynoden, som ledes af kardinal Mario Grech. Sekretariatet spillede en central rolle under Frans og har fortsat ansvaret for en væsentlig del af det synodale arbejde. Verweij fremstiller Grech som leder af en indflydelsesrig gruppe, der forsøger at fastholde sin position under den nye pave. Men at en institution viderefører et arbejde, som den tidligere pave har iværksat, er ikke i sig selv bevis for, at den modarbejder hans efterfølger. Det afgørende spørgsmål er, hvilken rolle Leo XIV ønsker, at sekretariatet skal spille, og hvordan han vil sikre sammenhængen mellem den synodale proces, biskoppernes ansvar og pavens egen myndighed.

Nye personer i synodesekretariatet

Den 30. oktober 2026 foretog Leo XIV endnu en ændring, som vakte opmærksomhed. Jesuitten Giacomo Costa og salesianersøsteren Elena Massimi blev udnævnt til undersekretærer i Generalsekretariatet for Bispesynoden for en femårig periode. De afløste henholdsvis ærkebiskop Luis Marín de San Martín, som tidligere på året var blevet udnævnt til leder af Dikasteriet for Velgørenhedstjenesten, og søster Nathalie Becquart, der havde været en af de mest synlige repræsentanter for den synodale proces under pave Frans. Becquart havde blandt andet fået international opmærksomhed som en af de første kvinder med stemmeret ved en bispesynode, og hendes udskiftning blev derfor bemærket af både tilhængere og kritikere af den synodale udvikling.

Udnævnelserne er interessante, fordi de ikke uden videre kan placeres i en traditionel opdeling mellem konservative og progressive. Giacomo Costa har gennem flere år været tæt knyttet til synodearbejdet og repræsenterer dermed en betydelig kontinuitet. Elena Massimi kommer med en baggrund inden for liturgi, sakramentalteologi og kirkemusik. At Leo XIV fastholder en kvindelig ordensperson som undersekretær, viser samtidig, at udskiftningen af Becquart ikke i sig selv er et opgør med kvinders deltagelse i synodens ledelse. Paven har ændret sammensætningen af sekretariatet uden at ændre dets grundlæggende struktur.

Kardinal Mario Grech har selv budt de nye medarbejdere velkommen og fremhævet deres forskellige erfaringer som en styrke i det videre arbejde. Costa kender synodens arbejdsform indefra, mens Massimi med sin liturgiske baggrund bringer andre kompetencer ind i sekretariatet. Det er vanskeligt at forene disse officielle udmeldinger med en entydig fortælling om et opgør mellem paven og synodesekretariatet. Udnævnelserne viser snarere, at Leo XIV foretager ændringer inden for de eksisterende institutionelle rammer. Om de på længere sigt fører til en anden prioritering, vil først vise sig gennem sekretariatets arbejde og pavens egne beslutninger.

Er Leo XIV ved at sætte sin egen kurs?

Det mest interessante spørgsmål er derfor ikke, om Leo XIV kan betegnes som konservativ eller progressiv. Sådanne betegnelser siger ofte mere om forventningerne til en pave end om hans faktiske ledelse. Spørgsmålet er snarere, om han er ved at sætte sit eget præg på Kirken, eller om han indtil videre først og fremmest administrerer den kurs, som pave Frans lagde. En pave kan videreføre sin forgængers beslutninger, fordi han er enig i dem, men han kan også lade eksisterende ordninger fortsætte, mens han undersøger deres virkninger og overvejer ændringer. Langsom forandring er ikke nødvendigvis udtryk for manglende handlekraft. Den kan også være resultatet af en bevidst beslutning om at undgå nye konflikter, før der er skabt et tilstrækkeligt grundlag for at handle.

Leo XIV’s egne udtalelser om liturgien peger på et ønske om at mindske polariseringen. Han har advaret mod, at messen bliver brugt til at fremme andre kirkelige eller politiske dagsordener, og han har opfordret til samtale mellem mennesker med forskellige liturgiske præferencer. Det er en væsentlig forskel i forhold til en fremstilling, hvor alle beslutninger først og fremmest forstås som resultatet af en kamp mellem konkurrerende grupperinger. Paven har ikke blot til opgave at vælge mellem disse grupper. Han skal lede hele Kirken og sikre, at dens forskellige traditioner og erfaringer kan finde plads inden for den fælles katolske tro.

Det betyder ikke, at magtforholdene i Vatikanet er uden betydning. Kuriens medarbejdere udarbejder dokumenter, behandler ansøgninger, forbereder beslutninger og rådgiver paven. De kan dermed påvirke, hvilke muligheder der bliver præsenteret, og hvordan vedtagne bestemmelser bliver gennemført. Men deres myndighed er afledt af pavens, og det er i sidste ende ham, der har ansvaret for Kirkens ledelse. Derfor må det også være hans egne beslutninger, snarere end spekulationer om medarbejdernes hensigter, der danner grundlaget for en vurdering af pontifikatets retning.

Kirkens enhed er mere end administrativ enighed

For katolikker uden for Vatikanet kan disse diskussioner forekomme fjerne fra det almindelige menighedsliv. Men beslutninger om liturgien påvirker, hvordan mennesker fejrer messen, og hvordan de oplever deres plads i Kirken. Synodalitetens konkrete udformning har betydning for forholdet mellem biskopper, præster og lægfolk. Og den måde, uenigheder bliver håndteret på i Rom, kan få indflydelse på, hvordan de bliver behandlet i de lokale kirker. Derfor er spørgsmålet om Vatikanets ledelse ikke blot et anliggende for kardinaler, biskopper og embedsmænd.

Den katolske kirkes enhed bygger ikke på, at alle skal have de samme liturgiske præferencer eller være enige om enhver pastoral prioritering. Den bygger på den fælles tro, sakramenterne og fællesskabet med biskopperne og paven. Det giver plads til forskellige traditioner og erfaringer, men forudsætter også en fælles anerkendelse af Kirkens lære og myndighed. For Leo XIV bliver udfordringen at bevare denne enhed i en tid, hvor uenigheder om liturgi, synodalitet og Kirkens ledelse undertiden bliver fremstillet som et valg mellem to uforenelige opfattelser af, hvad det vil sige at være katolik.

De seneste udnævnelser viser, at Leo XIV er begyndt at ændre sammensætningen af den administration, han overtog fra pave Frans. De fortæller endnu ikke, hvor omfattende ændringerne bliver, eller om de vil føre til en anden politik på de områder, der har skabt størst debat. Men de minder om, at et pontifikat ikke alene formes gennem pavens taler, dokumenter og offentlige beslutninger. Det formes også gennem det daglige arbejde i de institutioner, som skal omsætte hans ledelse til praksis.

Leo XIV’s pontifikat vil derfor ikke alene blive formet af de beslutninger, han træffer, men også af de mennesker, han vælger til at føre dem ud i livet.

-karn

Kildegrundlag

Artiklen tager udgangspunkt i Serre Verweijs analyse The Latin Mass and the Struggle for Power in the Vatican, offentliggjort på Rorate Caeli den 6. november 2026. Oplysninger om udnævnelser er kontrolleret mod officielle meddelelser fra Den Hellige Stol og Generalsekretariatet for Bispesynoden. Pavens udtalelser om den traditionelle liturgi er sammenholdt med Vatican News og Crux, mens kardinal Roches udtalelser er omtalt i National Catholic Reporter.

Katolsk NU‘s fremstilling er selvstændig og skelner mellem dokumenterede begivenheder og fortolkninger af de interne magtforhold i Vatikanet.