Sankt Willibrord – at så uden selv at se høsten

Før Ansgar kom Willibrord – en missionær, hvis liv vidner om troens tålmodighed.

Den 7. november mindes Kirken biskop Willibrord. Hans besøg hos danernes konge førte ikke til en omvendelse, men fortæller om et vilkår, som stadig gælder for den, der giver troen videre: Vi kan gøre vores arbejde uden at kende udfaldet.e. Hans liv minder os om, at troen skal gives videre, også når vi ikke selv får dens frugt at se.

Kort fortalt: Willibrord (ca. 658–739) var munk, biskop af Utrecht og missionær blandt friserne. I begyndelsen af 700-tallet besøgte han danerne og kong Angantyr. Han grundlagde klostret i Echternach og brugte næsten et halvt århundrede på at forkynde og opbygge menigheder trods krige og tilbageslag.

Når vi fortæller om kristendommens komme til Danmark, begynder vi gerne med Ansgar. Men mere end hundrede år før ham kom en anden missionær til danerne. Willibrord havde forladt de britiske øer, arbejdet blandt friserne og var blevet biskop, da han opsøgte kongen, som kilderne kalder Ongendus, på dansk Angantyr. Besøget fandt sted i begyndelsen af 700-tallet, ofte dateret til omkring 710. Kongen tog imod ham, men ville ikke tage imod kristendommen. Willibrord rejste igen, og besøget førte ikke til den varige kirkelige organisation, som en kongelig omvendelse kunne have hjulpet på vej.

Dermed kunne historien være endt som en kort bemærkning om en mislykket rejse. Alligevel har Kirken bevaret mindet om manden, der kom før Ansgar. Willibrords besøg hører til de tidligste skriftlige vidnesbyrd om kristen mission blandt danerne. For os er det også en påmindelse om, hvor lidt et enkelt resultat fortæller om et menneskes liv og arbejde. Den, der sår, får ikke altid selv høsten at se.

Fra klostret til friserne

Willibrord blev født omkring 658 i Northumbria i det nuværende England og voksede op med klosterlivet i Ripon. Senere drog han til Irland, hvor han fortsatte sin uddannelse og blev præsteviet. I 690 rejste han med elleve ledsagere til det europæiske fastland for at forkynde evangeliet blandt friserne. Fem år senere bispeviede pave Sergius I ham i Rom, og Utrecht blev hans bispesæde. Rejsen til Rom udtrykte den forbindelse til paven og den øvrige Kirke, som var vigtig for hans missionsarbejde. De nye menigheder skulle høre til i det samme kirkelige fællesskab som dem, han selv kom fra.

Arbejdet krævede mere end rejser og prædikener. Der skulle undervises, uddannes medarbejdere og skabes menigheder, som kunne leve videre, når missionæren var rejst. I 698 grundlagde Willibrord klostret i Echternach i det nuværende Luxembourg. Her kunne han vende tilbage, bede med sine brødre og forberede nye rejser. Han forblev munk, også som biskop. Klosterlivets bøn og daglige orden gav ham et sted at vende hjem til og knyttede forkyndelsen til et fællesskab, hvor troen blev levet fra dag til dag.

Hos danernes konge

Fortællingen om besøget hos danerne findes i det levned, som Alcuin skrev mod slutningen af 700-tallet. Det er en helgenberetning, og vi får begivenhederne fortalt fra missionærens side. Hvor Willibrord gik i land, og hvad kongen selv tænkte om mødet, ved vi ikke. Alcuin fortæller imidlertid, at Willibrord tog tredive drenge med sig fra Danmark og lod dem oplære i den kristne tro. De bliver almindeligvis opfattet som frikøbte trælle. Deres senere liv kender vi ikke.

Oplysningen om drengene giver besøget en menneskelig betydning, som let forsvinder, hvis vi alene spørger, om kongen blev kristen. Willibrord fik ikke adgang til at ændre hele folkets religiøse liv, men han fik ansvar for nogle bestemte mennesker. Vi skal være varsomme med at digte deres historie videre. Der er ingen grund til at gøre dem til senere missionærer i Danmark, når vi ikke ved, hvad der blev af dem. Det er tilstrækkeligt at fastholde, at den forgæves henvendelse til kongen ikke var det eneste, der skete på rejsen.

Et langt arbejde

Willibrord var afhængig af sin tids politiske forhold. De frankiske magthaveres støtte gav ham beskyttelse og mulighed for at grundlægge kirker og klostre, men gjorde samtidig arbejdet udsat, når magtforholdene ændrede sig. Efter Pipins død i 714 fulgte alvorlige tilbageslag under den frisiske modstand mod frankerne. Opbyggede menigheder og kirker kunne gå tabt. Missionen foregik i en verden, hvor religion og kongemagt var tæt forbundne, og hvor en herskers beslutninger fik følger for mange menneskers mulighed for at leve deres tro.

Da Willibrord kom til fastlandet, var han godt tredive år gammel. Han levede næsten et halvt århundrede endnu. Betegnelsen »frisernes apostel« dækker derfor over årtiers arbejde, som kun delvis kan følges i kilderne. Vi kender ikke hans reaktion på hver skuffelse eller hans tanker før en ny rejse. Men vi ved, at han fortsatte. Ved hans død i Echternach den 7. november 739 var Utrecht og Echternach blevet vigtige steder for Kirkens videre liv. Hans grav blev siden et valfartsmål.

Når andre skal tage imod

Der er langt fra Willibrords verden til vores. Alligevel er en del af erfaringen genkendelig for enhver, der har forsøgt at give den katolske tro videre. Præsten ved ikke, hvad menigheden husker fra søndagens prædiken. Kateketen kan forberede sin undervisning omhyggeligt uden at vide, hvilken betydning den får for børnene. Og den, der fortæller en ven om sit forhold til Kristus, kan opleve, at samtalen hurtigt glider over på noget andet. Man har gjort sig umage, fordi sagen betyder noget, og står bagefter med usikkerheden om, hvorvidt ordene overhovedet nåede frem.

For forældre og bedsteforældre kan det gøre ondt, når børn eller børnebørn forlader det kirkelige liv, de har forsøgt at føre dem ind i. Afstanden kan føles som en dom over det, man selv har givet videre. Men et andet menneskes tro kan ikke gøres til vores personlige regnskab. Vi har ansvar for, hvordan vi taler, handler og tager imod den anden. Vi kan svare på spørgsmål, invitere til messe og blive ved med at bede. Den andens svar til Gud råder vi ikke over, og kærligheden må kunne bestå, også når vi ikke deler troen.

Willibrords liv giver ingen sikkerhed for, at vores anstrengelser får det udfald, vi ønsker. Det giver derimod anledning til at takke for de mennesker, der i sin tid gjorde sig umage med os: den, der lærte os en bøn, tog vores spørgsmål alvorligt eller viste os, hvad et kristent liv kunne være. De har næppe alle kendt betydningen af det, de gjorde. Sådan kan det også blive med det, vi selv giver videre. Willibrord kunne ikke bestemme, hvornår Danmark skulle blive kristent. Han kunne tage af sted med det evangelium, han havde modtaget.

-karn

Kilder

Katolsk Helgenleksikon, Københavns Katolske Bispedømmes kirkehistorie, Willibrordus-basilikaen i Echternach, Lex: Willibrord og Danmarks Oldtid: Porten mod vest.