Bededag for præste- og ordenskald

Et kald tager tid at forstå

I dag beder den katolske kirke i Danmark for nye kald til præstegerningen og ordenslivet. Også menigheden har en opgave, når et menneske begynder at spørge, om Gud kalder.

Kort fortalt Bededagen for præste- og ordenskald ligger normalt den første lørdag i måneden. Den 7. november falder den i år sammen med mindedagen for Sankt Willibrord. Kirken beder både om nye kald og for dem, der overvejer at blive præst eller træde ind i en orden.

Der skal en vis fortrolighed til, før man bliver siddende efter kirkekaffen og siger til en anden, at man har tænkt på at blive præst. Hjemme har man endnu ikke sagt noget, og på arbejdet ville det kræve en lang forklaring. Den, der sidder på den anden side af bordet, kan få lyst til straks at fortælle om præsteseminariet eller om de sogne, hvor én præst skal dække flere kirker. Men for den, der lige har taget mod til sig, betyder det mere at få lov at tale færdig. Hvor længe har han tænkt på det? Hvad er det ved præstegerningen, der bliver ved med at optage ham? Han har selv set præsten ved alteret søndag efter søndag. Nu får han brug for at lære mere om den del af arbejdet, menigheden sjældent ser, som besøget hos den syge om tirsdagen eller samtalen med en familie før en begravelse.

Hverdagen før de første løfter

I et klosterkapel står en søster med et ark i hånden. Hun læser sine første løfter højt, mens hendes medsøstre lytter. Ordene tager kun et øjeblik at læse, men forud ligger en tid, hvor hun har lært at leve med de mennesker, hun nu aflægger løfterne iblandt. Ved det første besøg har hun måske især lagt mærke til stilheden under tidebønnen. Siden har hun lært, hvordan dagen fortsætter efter bønnen, med madlavning, arbejde og aftaler, der skal holdes. Hun har set søstrene på dage, hvor de havde overskud til hinanden, og på dage, hvor det krævede lidt mere. De har også lært hende at kende. De første løfter gælder for en afgrænset tid. I den tid fortsætter hun det liv, hun har sagt ja til, og finder sammen med fællesskabet ud af, om hun skal aflægge løfter for livet.

Bønnen for dem, der skal sendes

I Matthæusevangeliet ser Jesus folkeskarerne og får medynk med dem. De er som får uden hyrde. Han beder derfor disciplene om at bede høstens herre sende arbejdere ud til sin høst (Matt 9,35-38). Først får vi øje på de mennesker, der har brug for nogen. Det kan være den, der savner at modtage kommunionen, fordi hun ikke længere selv kan komme i kirke, eller den, der opsøger et kloster og for første gang i lang tid får ro til at bede sammen med andre. De hører også med i vores bøn i dag. Det er mennesker som dem, en præst eller en ordenssøster kan komme til at møde i sin tjeneste.

På den internationale bededag for kald i april bad biskop Czesław Kozon om, at der i flere af vore menigheder må blive vakt kald til præstegerning, diakontjeneste og det gudviede liv. Ordene »i flere af vore menigheder« bringer bønnen tæt på. Vi kender navnene på nogle af dem, vi beder sammen med om søndagen. Vi ved lidt om deres arbejde og deres familier. Hvad de taler med Gud om, ved vi som regel mindre om. En dag fortæller en af dem, hvad han eller hun længe har gået og tænkt på. Så må vi håbe, at der er tid til at blive siddende lidt endnu.

-karn

Kilder

• Den danske liturgiske kalender 2026
• Biskop Czesław Kozons budskab til Verdensdagen for bøn for kald 2026
• Matthæusevangeliet 9,35-38