En kirke i Rom, som også er vores

Laterankirkens fest og fællesskabet med paven.

Søndag den 8. november fejrer danske katolikker Laterankirkens indvielse og Pavens dag. Kollekten til Peterspengene støtter pavens arbejde og hjælpen til mennesker i nød.

Kort fortalt: Laterankirken er pavens domkirke som biskop af Rom. Dens indvielsesfest fejres i Danmark i år den 8. november, mens den faste dato i den almindelige romerske kalender er den 9. november. Herhjemme er dagen også Pavens dag med indsamling af Peterspenge til pavens kirkelige tjeneste og velgørende arbejde.

Vi kender vores egen kirke. Vi ved, hvor vi plejer at sidde, hvordan lyset falder ind gennem vinduerne, og hvem vi møder efter messen. Her har vi hørt evangeliet, modtaget kommunionen og bedt for mennesker, vi holder af. Nogle har båret deres børn til dåben i den samme kirke, hvor de siden har taget afsked med deres forældre. Troen får en historie på et bestemt sted. Derfor kan det undre, at vi en søndag i november fejrer indvielsen af en kirke i Rom, som mange aldrig har besøgt. Men Laterankirken har også betydning for den menighed, der samles i et beskedent kirkerum i Danmark. Den er domkirke for Roms biskop, paven, og festen minder om det fællesskab, vores lokale kirke tilhører.

Pavens domkirke

Peterskirken fylder mest i billederne fra Rom. Vi ser paven fejre de store gudstjenester dér og velsigne menneskemængden på Peterspladsen. Hans domkirke ligger imidlertid et andet sted i byen. I Laterankirken står hans bispesæde, hans cathedra, som biskop af Rom. Her bliver en grundlæggende side af paveembedet tydelig: Hans ansvar for hele den katolske kirke er knyttet til hans embede som Roms biskop. Også paven har en domkirke og en lokal menighed at være hyrde for. Når katolikker over hele verden fejrer denne kirkes indvielse, udtrykker de deres samhørighed med ham og med hinanden.

Den oprindelige basilika blev opført under kejser Konstantin i begyndelsen af 300-tallet, efter at de kristne havde fået frihed til at udøve deres tro offentligt i Romerriget. Indvielsen forbindes traditionelt med pave Sylvester I og året 324. Kirken blev viet til Kristus, Frelseren, og senere også knyttet til Johannes Døberen og Johannes Evangelisten. Brande, ødelæggelser og ombygninger har gennem århundrederne forandret bygningen, men dens stilling som Roms domkirke består. Betegnelsen alle Roms og verdens kirkers moder og hoved fortæller om dens særlige plads i den katolske kirke. Her bevares mindet om den tid, da kristne kunne begynde at bygge store, offentlige kirker og fejre gudstjeneste uden frygt for forfølgelse fra kejsermagten.

Et hus til Gud

En kirkeindvielse siger noget om den betydning, et sted kan få i et menneskes liv. Vi har brug for rum, hvor vi kan knæle, lytte og være stille, og hvor menigheden kan samles om messen. Ved indvielsen bestemmes kirken til gudstjeneste og bøn. Her skal evangeliet forkyndes, mennesker døbes og eukaristien fejres. Med årene kommer personlige minder til: en vielse, en begravelse, en messe under en svær sygdom eller en hverdag, hvor døren stod åben, og man kunne sætte sig en stund. Kirkerummets betydning kan være vanskelig at forklare for andre, men let at genkende for den, der selv har søgt derhen.

Festens bibelske tekster giver samtidig bygningen dens rette plads. I Johannesevangeliets beretning om tempelrensningen taler Jesus om at rejse templet igen på tre dage. Evangelisten forklarer, at han taler om sin krop (Joh 2,13–22). Ordene peger frem mod hans død og opstandelse. Hos Paulus får menigheden selv navn af Guds tempel, fordi Guds ånd bor i den (1 Kor 3,16–17). Når vi fejrer en kirkes indvielse, må vi derfor også se på det liv, der leves i den. Vi kan bruge megen omhu på alter, musik og udsmykning. Den samme omhu skylder vi det menneske, der kommer alene til messen, den sørgende, som har svært ved at finde ord, og den nye, der endnu ikke kender nogen. Et smukt kirkerum forpligter dem, der bruger det.

Pavens dag

I Danmark er fejringen også Pavens dag. Her får forbønnen for paven en særlig opmærksomhed. Bag de officielle møder, rejser og højtidelige gudstjenester står et menneske med et omfattende ansvar for at forkynde evangeliet, værne om troen og tjene Kirkens enhed. Den opgave kræver dømmekraft og udholdenhed. Når vi beder for ham, beder vi om, at Gud vil hjælpe ham i hans tjeneste. Det er en enkel måde at tage del i et ansvar, som ellers let kan forekomme fjernt fra vores eget kirkeliv.

Ved hver messe nævnes paven og den lokale biskop i den eukaristiske bøn. Deres navne hører med til menighedens bøn, fordi gudstjenesten fejres i fællesskab med dem og med hele Kirken. På kirkebænken sidder vi blandt mennesker, vi ofte kender; gennem troen og sakramenterne er vi også forbundet med mennesker, hvis sprog vi ikke taler, og hvis levevilkår er helt anderledes end vores. For katolikker i Danmark, hvor mange menigheder rummer flere nationaliteter, er dette allerede en del af søndagens erfaring. Pavens dag retter opmærksomheden mod dem, vi sjældnere ser: de menigheder, der lever med krig, fattigdom eller forfølgelse, og som også hører med, når vi siger Kirken.

Peterspengene

Dagens kollekt går til Peterspengene. Indsamlingen støtter pavens kirkelige tjeneste i hele verden og hans velgørende initiativer, blandt andet hjælp til mennesker ramt af krig, naturkatastrofer og fattigdom. Bidragene er også med til at finansiere arbejdet i Den Hellige Stols institutioner, som bistår ham i hans opgaver. Dette brede formål hører med til forklaringen på indsamlingen: Pengene går både til hjælpearbejde og til den daglige varetagelse af pavens tjeneste for Kirken.

Når kollektkurven går rundt, ved vi sjældent, hvem vores bidrag kommer til gode. Gaven kan blive en hjælp til mennesker, vi aldrig vil møde, eller til et kirkeligt arbejde, vi kun kender lidt til. Vi giver efter evne og overlader til andre at sørge for, at pengene bliver brugt ansvarligt. Sådan forudsætter indsamlingen både gavmildhed hos giverne og ordentlig forvaltning hos modtagerne. Den gør også noget ved vores egen forståelse af at høre til: Andres behov får lov at kræve en lille del af det, vi ellers kunne have brugt på os selv.

Laterankirkens indvielsesfest begynder med en bygning i Rom og ender tæt på vores egen hverdag. Den handler om, hvor vi går til messe, hvem vi beder sammen med, og hvem vi vil tage ansvar for. Når vi forlader kirken denne søndag, har vi bedt for paven og haft mulighed for at bidrage til hans arbejde. Hjemme venter de samme gøremål som altid. Men i bønnen har vi nævnt mennesker og behov langt uden for vores eget sogn. De hører også til i den kirke, vi kalder vores.

-karn

Kilder: Rosenkranskirkens kalender; Benedikt XVI om Laterankirken; Peterspengenes officielle formålsbeskrivelse. Bibelhenvisninger: Joh 2,13–22 og 1 Kor 3,9c–11.16–17.