All the commotion

Om nyhedsstrømmen, stilheden og Kirkens kamp for at få ørenlyd.

Museerne, mediehusene og de store indkøbscentre er blevet vor tids katedraler. Der er altid noget nyt at se på, og vi kan bruge en hel dag på det uden at få øje på os selv.

Kort fortalt · Medierne skaber nogle af de stridigheder, de bagefter dækker. Vi går fra den ene til den næste og har snart mere at sige om andres liv end om vores eget. Kierkegaard bad sin samtid skaffe tavshed, så Guds ord kunne høres. Det gælder også os i Kirken, før vi beder andre om at lytte.

KOMMENTAR En journalist hæfter sig ved en bemærkning i et interview og ringer til en, der kan ventes at være uenig. Svaret bliver til en ny artikel. Den interviewede får kritikken forelagt, og sidst på eftermiddagen kan mediet berette, at striden er skærpet. Citaterne kan være korrekte hele vejen igennem. Alligevel ville de to sandsynligvis aldrig have vekslet et ord om sagen, hvis redaktionen havde ladet bemærkningen stå i det interview, hvor den faldt. Sådan bliver mange ikke-historier til. Det kan tage dage at undersøge, hvad en politisk beslutning betyder for dem, den berører. Et par opkald kan give forsiden en strid, som læserne vender tilbage til flere gange på samme dag. Ved aftenstid kan man kende alle reaktionerne og stadig have svært ved at forklare, hvad der egentlig var på spil.

En ikke-historie behøver ikke engang en strid. »Det kan ske«, »en undersøgelse ventes« og »det forlyder, at …« kan hver især bære en overskrift. Læser man videre, viser det sig, at beslutningen endnu ikke er truffet, undersøgelsen ikke er offentliggjort, eller forlydendet ikke er bekræftet. Der kan være god grund til at skrive om noget, før det sker. Men når selve muligheden bliver dagens nyhed, får læseren en sag at tage stilling til, før der er noget at tage stilling til. Så går man videre til den næste.

I de levende billeder er det selve klipningen, der får os videre. Et ansigt får fire sekunder, så kommer et billede fra gaden, og kort efter er vi hos en anden, der taler. På forsiden går vi selv videre til næste historie. Her er der allerede klippet videre, inden vi har nået at tænke over det, vi lige så. Den vane kan vi tage med os, når skærmen er slukket. Det bliver svært at blive ved en tanke, hvis der ikke straks sker noget med den. Og netop de tanker, der angår vores eget liv, kan være længe om at tage form. Får de aldrig den tid, kan vi være godt orienteret om, hvad andre gør og mener, og stadig være fremmede for os selv.

I tv-debatten er det ofte deltagerne selv, der sætter tempoet. En begynder at svare, før den anden har talt ud. Den næste hæver stemmen for at komme til orde, og til sidst taler flere i munden på hinanden. Som seer kan man godt høre, hvem der råber højest, men have svært ved at gengive, hvad nogen af dem forsøgte at sige. Vænner vi os til den form for samtale, bliver vi hurtige til at svare og dårlige til at lytte. Også til det, der kunne få os til at tænke anderledes om os selv.

Den lille uro

All the commotion. Medierne er også forbrug. Man læser om en strid mellem to mennesker og går videre til den næste ikke-nyhed, inden man har tænkt over, hvorfor den første skulle angå én. Ved dagens slutning kan man have læst en hel del og kun huske lidt af det. Den lille uro ligger i trangen til hele tiden at gå videre. Først efter nogle dage på afstand af al den ståhej mærker man, hvor sjældent en tanke om ens eget liv fik lov til at blive tænkt til ende.

»Skaf Taushed«

I Til Selvprøvelse Samtiden anbefalet fra 1851 gjorde Søren Kierkegaard sig lystig over, hvor dygtig hans samtid var blevet til at sprede det intetsigende. Hvad fik den største udbredelse? »Pjat!« Hans alvorlige anliggende var, hvad der sker med Guds ord, hvis også det skal råbes ud for at blive hørt midt i spektaklet. »Skaf Taushed«, skrev han. I samme skrift bruger han spejlet som billede på, hvordan man læser Guds ord. Man kan undersøge spejlet nok så grundigt og stadig undgå at se sig selv i det.

To år tidligere havde Kierkegaard i Sygdommen til Døden skrevet om en fortvivlelse, man kan leve med uden at vide det. Hverdagen kan fungere udmærket, mens man lever på afstand af sig selv og af Gud. Her har adspredelsen sin fristelse. Det er lettere at bruge aftenen på, hvad to fremmede burde have sagt til hinanden, end at overveje, hvorfor man selv i ugevis har undgået en bestemt samtale. Når medierne skaber ikke-historier i kampen om vores opmærksomhed, holder de liv i den lille uro, der får os til at se efter igen. Så længe der er noget nyt at følge, kan vi udskyde at se nærmere på vores eget liv.

Før Kirken beder om ørenlyd

AFKRISTNINGEN kan foregå så ubemærket, at den er svær at sætte en dato på. Bønnen kan gradvist forsvinde fra hverdagen, uden at man nogensinde har besluttet at holde op med at bede. Andre gøremål og interesser tager pladsen, og efterhånden savner man ikke længere det, der engang var en naturlig del af livet. Det samme kan ske med vores forhold til Guds ord. Søndag efter søndag kan vi høre Kristus sige, at vi skal elske vores fjender, og være enige, uden at vi for alvor har overvejet, hvad ordene kræver af os. Først når vi tænker på et bestemt menneske, vi har svært ved at tilgive, begynder vi at forstå, at ordene også er henvendt til os selv.

På Katolsk NU følger vi dagligt de internationale katolske nyhedsmedier, og vi ser en udvikling, der giver anledning til eftertanke. Også her vinder de journalistiske metoder frem, som vi kender fra de traditionelle medier. Udtalelser bliver til stridigheder, uenigheder blæses op til konflikter, og forventninger om, hvad der kan ske, får karakter af nyheder, længe før der er truffet nogen beslutning. Den katolske nyhedsstrøm bliver dermed en del af den samme konkurrence om opmærksomheden, hvor det opsigtsvækkende og konfliktfyldte ofte får større plads end det væsentlige. Man kan følge katolske nyheder fra morgen til aften og vide stadig mere om biskoppers udtalelser, teologiske uenigheder og interne kirkelige stridigheder uden nødvendigvis at være kommet nærmere en forståelse af den tro, som det hele handler om.

Det er en udvikling, vi også på Katolsk NU må forholde os kritisk til. Vi ønsker at fortælle om Kirken, den katolske tro og det samfund, vi lever i, og naturligvis ønsker vi, at vores artikler bliver læst. Men vi er selv en del af den nyhedsstrøm, vi her kritiserer. Vi kan ikke uden videre forlange en anden journalistisk praksis af de internationale katolske medier, hvis vi ikke samtidig er villige til at undersøge vores egen. Kirken selv står over for et lignende spørgsmål. Vi kan blive så optaget af aktiviteter, møder, diskussioner og udmeldinger, at der bliver for lidt plads til stilheden, bønnen og den personlige eftertanke. Vi kan tale meget om Kirken og samtidig miste opmærksomheden på Kristus, som er dens grundlag.

Der er ikke noget at sige til, at Kirken har svært ved at få ørenlyd. Før vi beder andre lytte til Kirken, må vi spørge, hvor meget vi selv hører af det, Kristus siger.

-karn

Kilder
Søren Kierkegaard, Til Selvprøvelse Samtiden anbefalet (1851) og Sygdommen til Døden (1849).