Tro, ansvar og barmhjertighed i en udfordret Kirke

Biskop Czesław Kozon om tro, ansvar og det at være biskop for alle.

Den 17. november fylder Czesław Kozon 75 år. Som optakt genudgiver Katolsk NU en personlig samtale, optaget i biskoppens bolig I 2022. Ordene har på flere punkter fået fornyet aktualitet.

Kort fortalt: Biskop Czesław Kozon fylder 75 år den 17. november. Som optakt genudgiver Katolsk NU en 40 minutter lang samtale optaget i hans bolig. Her taler han blandt andet om biskoppens ansvar for hele sit bispedømme, om troskab mod Kirkens lære og om barmhjertighed over for mennesker, der står forskellige steder i livet.

Se samtalen med biskop Czesław Kozon her:

Hvad skal en biskop kunne? Czesław Kozons svar kommer forholdsvis tidligt i den samtale, vi optog med ham i hans bolig for nogle år siden. En biskop skal være biskop for alle. Han skal kunne lytte til alle, og selv om han ikke kan gøre alle tilfredse, må det være hans ønske, at ingen føler sig sat udenfor.

Det er ord, der er værd at høre igen. Ikke mindst i en tid, hvor uenigheder i Kirken hurtigt kan blive skarpe, og hvor spørgsmål om tradition, fornyelse, autoritet og lydighed kan trække katolikker i forskellige retninger. Samtalen blev optaget i en anden sammenhæng og handler ikke om de aktuelle stridsspørgsmål, men flere af de spørgsmål, der blev stillet dengang, kunne lige så godt være blevet stillet i dag.

Biskop for alle

I interviewet bliver Czesław Kozon spurgt direkte, hvem en biskop først og fremmest skal komme i møde. Spørgsmålet bliver stillet skarpt: Paven i Rom, de meget traditionsbundne katolikker eller dem, der forholder sig mere frit til dele af Kirkens lære?

Kozon afviser selve valget. En biskop skal ikke forsøge at behage én bestemt gruppe. Hans opgave er at være biskop for alle i sit bispedømme og samtidig stå i forbindelse med verdenskirken og paven. Og hvis der endelig skal være én, som biskoppen først og fremmest skal behage, siger han, så er det Kristus.

Dermed kommer samtalen ind på noget, der går igen flere steder i interviewet: En biskop kan lytte, diskutere og tage kritik alvorligt, men han kan ikke selv fastsætte målestokken for, hvad Kirken skal lære. Kozon peger på Kristus, Bibelen, traditionen og Kirkens lære som det, en biskop må lade sig lede af. Opgaven bliver derefter at formidle denne tro, så mennesker kan tilegne sig den og lade den blive en del af deres liv.

Kritik hører med til bispeembedet

Det betyder ikke, at biskoppen betragter enhver kritik af ham som et angreb på Kirken. Tværtimod siger Kozon, at kritik ikke slår ham ud, og at man ligefrem kan lære noget af den. Det første spørgsmål må være, om kritikken er berettiget: Kunne noget være gjort anderledes? Er der noget, man bør tale med de pågældende om?

Senere skelner han mellem uenighed om Kirkens lære og uenighed om den måde, en biskop leder sit bispedømme på. En biskop er ikke ufejlbarlig i spørgsmål om administration, personalepolitik eller pastorale prioriteringer. Her kan han have overset noget, og derfor må han være parat til at lytte til mennesker, der mener noget andet. Beslutningerne skal både være i overensstemmelse med Kirkens lære og tjene mennesker i bispedømmet.

At møde mennesker, hvor de står

Men troskab mod Kirkens lære står i samtalen ikke alene. Kozon taler også om måden, Kirken møder det enkelte menneske på. Han henviser til tanken om, at mennesker må mødes dér, hvor de står, men samtidig føres videre til et sted, de måske ikke selv havde forestillet sig.

Mennesker kommer til Kirken med vidt forskellige forudsætninger. Nogle kender troen godt, andre gør ikke. Nogle bærer på fordomme, andre er vokset op i en helt anden tradition, og nogle er blevet hårdt ramt af livet. Alt dette må Kirken tage alvorligt, når den forkynder. Det kræver ifølge Kozon både tålmodighed og indlevelse – men uden at sandheden dermed sættes til side.

Det er også i den sammenhæng, han taler om barmhjertighed. Da samtalen kommer ind på pave Frans, afviser Kozon forestillingen om, at barmhjertighed betyder, at Kirken blot skal bekræfte mennesker i enhver måde at leve på. Han ser i stedet barmhjertigheden som en måde at komme mennesker i møde på: at møde dem dér, hvor de befinder sig, og gennem Guds barmhjertighed forsøge at føre dem videre.

En samtale, der har fået en ny ramme

Interviewet er optaget for nogle år siden, og det skal ikke læses eller ses som biskoppens kommentar til de kirkelige diskussioner, der foregår netop nu. Men tiden har givet samtalen en ny ramme. Spørgsmålene om, hvor grænserne for uenighed går, hvad en biskop skylder sit bispedømme, og hvordan troskab mod Kirkens lære kan forenes med tålmodighed og barmhjertighed, er ikke blevet mindre aktuelle.

Samtidig nærmer Czesław Kozon sig en særlig mærkedag. Den 17. november fylder han 75 år. Efter kirkeretten er det den alder, hvor en et bispedømmes biskop skal indgive sin afskedsansøgning til paven. Det betyder ikke, at han automatisk fratræder på sin fødselsdag. Han fortsætter som biskop, indtil paven træffer sin beslutning.

Derfor er dette heller ikke et afskedsinterview. Det er en samtale med en biskop, der på optagelsestidspunktet allerede havde mange års erfaring med den opgave, han selv beskriver som at være biskop for alle – også når ikke alle er enige med ham eller med hinanden.

Om få uger fylder Czesław Kozon 75. Inden da finder vi samtalen frem igen.

Den 17. november fylder Czesław Kozon 75 år. Samtalen giver anledning til at møde ham igen – ikke kun som biskoppen med ansvaret for et helt bispedømme, men som mennesket bag embedet.

-karn