Leo XIV: Kirken skal møde familiernes virkelighed

Men paven taler ikke om at ændre Kirkens lære om ægteskabet.

Ti år efter Amoris laetitia beder pave Leo XIV verdens biskopper tage familiernes forandrede virkelighed alvorligt. Han taler åbent om seksualitet, skilsmisse, sårbarhed og brudte forventninger – men fastholder samtidig Guds plan for ægteskabet og Evangeliets lære om familien.

Kort fortalt: Pave Leo XIV åbnede den 7. oktober et internationalt møde i Vatikanet i anledning af tiåret for Amoris laetitia. Han opfordrede biskopperne til modigt at tage de spørgsmål op, som følger af store forandringer i synet på seksualitet, intimitet, ægteskab og familie. Men talen indeholder ingen opfordring til at ændre Kirkens lære. Spørgsmålet er snarere, hvordan Kirken kan møde mennesker dér, hvor de faktisk befinder sig, uden at tie om det, den tror på.

En kløft, Kirken ikke kan ignorere

Der er en passage i pave Leo XIV’s tale, som sandsynligvis vil blive diskuteret længe efter mødet i Vatikanet. Paven konstaterer, at der mange steder er opstået en voksende afstand mellem den måde, seksualitet og intimitet faktisk leves på, og den kristne forståelse af ægteskabet. Han lægger ikke skjul på, at Kirken står over for mennesker, hvis erfaringer, samlivsformer og forestillinger om kærlighed ligger langt fra det syn på ægteskab og familie, som Kirken forkynder. Og han beder biskopperne om at tage de spørgsmål, der følger af denne udvikling, modigt op.

Men det er værd at lægge mærke til, hvordan Leo XIV beskriver situationen. Han konstaterer en kløft mellem den levede virkelighed og den kristne forståelse af ægteskabet. Han siger ikke, at kløften skal fjernes ved at ændre den kristne forståelse. Tværtimod taler han senere om Kirkens opgave med at forkynde skønheden i Guds plan for ægteskab og familie og om at bringe Evangeliets lære om familien til mennesker i dens fylde. Spørgsmålet bliver derfor ikke blot, om Kirken skal forandre sig, men hvordan den kan tale sandt om ægteskabet til mennesker, som måske ikke længere deler de kristne forudsætninger for at forstå det.

Ikke et nyt syn på ægteskabet

Det tyske katolske medie katholisch.de valgte at præsentere talen under overskriften, at Leo XIV ønsker et »nyt syn på ægteskab og familie«. Det er en journalistisk fortolkning af talens tydelige pastorale betoning, men ordene er ikke pavens egne. Leo XIV efterlyser ikke en ny definition af ægteskabet, og han siger heller ikke, at Kirkens seksualmoral skal skrives om. Han spørger derimod, hvordan Kirken kan ledsage familier i en virkelighed, som på mange områder har bevæget sig langt væk fra det, Kirken lærer.

Det er en vigtig forskel. At tage menneskers liv alvorligt er ikke det samme som at gøre deres liv til målestok for Kirkens lære. Leo XIV synes snarere at insistere på begge dele samtidig: Kirken må se virkeligheden, som den er, og den må blive hos mennesker, når livet bliver vanskeligt. Men den skal fortsat have noget at sige om, hvad ægteskabet er, hvad troskab betyder, og hvad mennesket er kaldet til.

Når livet ikke blev som håbet

Det er netop her, talen bliver mere end endnu en kirkelig diskussion om seksualmoral. Leo XIV taler om familier præget af vanskeligheder, ensomhed, sår og det, han kalder »tilsyneladende fiasko«. Han spørger, om Kirken er i stand til at blive tæt på mennesker, når deres liv ikke længere svarer til det, de havde håbet på. Og han spørger, om Kirken kan genkende nådens virke også i situationer, der er præget af begrænsninger og sår.

Det er stærke ord, fordi paven hverken benægter bruddet eller gør mennesket identisk med det, der gik galt. Et ægteskab kan bryde sammen. Et familieliv kan udvikle sig anderledes end forventet. Et menneske kan træffe valg, der får følger mange år frem. Men dermed ophører mennesket ikke med at være en del af Kirkens omsorg. Leo XIV minder samtidig om, at alle kender afstanden mellem det gode, de ønsker, og det, de faktisk formår at leve. Derfor, siger han, har vi brug for nåde, tilgivelse og nye begyndelser for at kunne opfylde Guds vilje.

Den sidste del er afgørende. Nye begyndelser har en retning. Tilgivelse betyder ikke, at forskellen mellem godt og ondt forsvinder, og nåden betyder ikke, at mennesket blot skal blive stående. Den kristne tro begynder netop igen og igen med muligheden for, at et menneskes liv kan få en ny retning.

Kirken må også se på sig selv

Leo XIV nøjes imidlertid ikke med at betragte familierne udefra. Han vender spørgsmålet mod Kirken selv. Hvor lykkes det Kirkens pastorale sprog og praksis at åbne en vej for mennesker, og hvor formår de ikke længere at nå deres hjerter? Det er et ubehageligt spørgsmål, fordi det betyder, at problemet ikke altid kan placeres hos den moderne familie eller det moderne menneske. Kirken må også undersøge, om den formår at forklare, hvorfor dens lære overhovedet er værd at lytte til.

Det er ikke nok at gentage, at ægteskabet er livslangt, hvis mennesker ikke længere forstår, hvorfor troskab gennem et helt liv skulle være et gode. Det er ikke nok at fremlægge en seksualmoral, hvis den fremstår som en samling forbud uden forbindelse til et kristent syn på mennesket, kærligheden og kroppen. En lære kan være uforandret og alligevel blive formidlet dårligt. Derfor behøver pastoral fornyelse heller ikke betyde læremæssig forandring. Den kan betyde, at Kirken igen må lære at forklare, hvad den tror, og hvorfor.

Ti år med Amoris laetitia

Mødet i Vatikanet finder sted ti år efter pave Frans’ apostoliske skrivelse Amoris laetitia. Dokumentet blev hurtigt centrum for en af de store kirkelige diskussioner under Frans, især på grund af spørgsmålet om fraskilte katolikker, der havde indgået et nyt borgerligt ægteskab, og deres adgang til sakramenterne. Nogle så skrivelsen som en nødvendig åbning mod mennesker i vanskelige familiesituationer, mens andre frygtede, at grænsen mellem pastoral ledsagelse og Kirkens lære blev uklar.

Leo XIV lægger ikke afstand til sin forgænger. Han betegner Amoris laetitia som en vigtig milepæl på den vej, Kirken har gået siden Det Andet Vatikankoncil. Men tiåret skal ikke blot fejres. Erfaringerne skal undersøges. Hvad har Kirken lært af arbejdet med familierne? Hvor er der kommet uventede frugter? Hvilke problemer er opstået? Og hvilke spørgsmål står stadig ubesvarede? Det er den samtale, paven nu beder biskopperne føre videre.

En Kirke, der bliver

Der findes en enkel måde at løse spændingen mellem Kirkens lære og det moderne familieliv på: Man kan enten trække sig tilbage til læren og betragte verden på afstand, eller man kan ændre læren, indtil spændingen forsvinder. Leo XIV vælger i denne tale ingen af delene.

Han beder Kirken om at blive.

Den skal blive hos ægtepar, der kæmper. Hos mennesker, hvis ægteskab er brudt sammen. Hos familier, hvor livet ikke udviklede sig som håbet. Hos mennesker, der lever langt fra Kirkens lære, og som måske ikke længere forstår den. Men Kirken skal ikke være der tomhændet. Den skal fortsat tale om Guds plan for ægteskabet, om nåden, om tilgivelsen og om muligheden for at begynde igen.

Det er måske den vanskeligste vej. For den kræver både, at Kirken tør sige, hvad den tror, og at den bliver stående ved siden af mennesker, når deres liv ikke svarer til det.

Det er den opgave, Leo XIV nu har lagt på bordet foran verdens biskopper.

-karn