Han formede amerikansk konservatisme, men hans katolske tro udfordrede også hans egne overbevisninger.
William F. Buckley Jr. var en af det 20. århundredes mest indflydelsesrige amerikanske samfundsdebattører. Han forsvarede friheden, traditionerne og den kristne kultur og var med til at bane vejen for Ronald Reagans politiske gennembrud. Men bag den skarpe debattør stod en troende katolik, der ikke altid fandt Kirkens lære let at acceptere. Hans liv fortæller om forholdet mellem personlig tro og politisk overbevisning – og om de vanskeligheder, der opstår, når de to ikke kan forenes.
Kort fortalt William F. Buckley Jr. (1925–2008) grundlagde det konservative tidsskrift National Review og blev en af de vigtigste skikkelser i udviklingen af den moderne amerikanske højrefløj. Hans katolske tro prægede hans syn på frihed, moral og samfund. Men hans holdninger til blandt andet borgerrettigheder og Kirkens seksualmoral viser, at forholdet mellem politisk konservatisme og katolsk tro var mere sammensat, end hans offentlige fremtræden kunne give indtryk af.
En mand, der ville forandre Amerika ved at bevare dets værdier
Da William F. Buckley Jr. i 1955 grundlagde tidsskriftet National Review, var den amerikanske konservatisme langt fra den politiske magtfaktor, den senere blev. Franklin D. Roosevelts reformpolitik havde forandret forholdet mellem staten og borgerne, og efterkrigstidens amerikanske samfund var præget af økonomisk vækst, voksende offentlige institutioner og en stærk tro på, at samfundets problemer kunne løses gennem politiske reformer. Buckley mente, at denne udvikling truede menneskets frihed, det personlige ansvar og de moralske og religiøse traditioner, som efter hans opfattelse havde gjort den vestlige civilisation mulig.
Buckley var kun 29 år, da han grundlagde tidsskriftet. Han havde allerede gjort sig bemærket med bogen God and Man at Yale fra 1951, hvor han kritiserede sit tidligere universitet for at svække kristendommens og den frie markedsøkonomis stilling i undervisningen. Bogen gjorde ham kendt som en ung, usædvanligt velformuleret konservativ, der ikke var bange for at udfordre den akademiske verden. Med National Review samlede han forskellige konservative retninger omkring et fælles projekt. Her fandt både traditionelle konservative, økonomiske liberalister og antikommunister en plads, selv om de langt fra var enige om alt.
Hans betydning voksede i de følgende årtier. Han støttede Barry Goldwaters præsidentkampagne i 1964 og blev en vigtig intellektuel inspirationskilde for den konservative bevægelse, der bragte Ronald Reagan til Det Hvide Hus i 1980. Buckley var ikke først og fremmest partipolitiker. Hans indflydelse lå i ordene, argumenterne og evnen til at give konservatismen en sammenhængende offentlig stemme.
Katolicismen begyndte i barndomshjemmet
William Buckley blev født i New York den 24. november 1925 som det sjette af ti børn i en velhavende og stærkt katolsk familie. Hans far var advokat og forretningsmand, og familien levede i et internationalt miljø, hvor børnene lærte fremmedsprog, rejste og fik en omfattende uddannelse. Religionen var en naturlig del af hverdagen. Den katolske tro var ikke begrænset til søndagsmessen, men indgik i familiens forståelse af opdragelse, ansvar og menneskets plads i verden.
Buckley voksede op med en stærk bevidsthed om, at den kristne tro rummede sandheder, som ikke var afhængige af tidens politiske og kulturelle strømninger. Han blev samtidig præget af en familie, hvor man diskuterede politik, litteratur og samfundsforhold, og hvor det blev betragtet som en selvfølge, at man skulle kunne begrunde sine meninger. Han udviklede tidligt en bemærkelsesværdig sproglig sikkerhed og blev senere kendt for sit omfattende ordforråd, sin ironiske humor og en debatstil, der kunne være både elegant og ubarmhjertig.
Men han var ikke kun optaget af politik. Han elskede musik, spillede klaver og cembalo, sejlede og skrev romaner. Han havde en særlig forkærlighed for Johann Sebastian Bach og kunne omgås mennesker, som han var dybt uenig med politisk. Blandt hans venner var den liberale økonom John Kenneth Galbraith. Buckley kunne være skarp i den offentlige debat uden nødvendigvis at betragte sine politiske modstandere som personlige fjender. Men hans temperament kunne også løbe af med ham.
En debattør, der også kunne miste besindelsen
Fra 1966 til 1999 var Buckley vært på tv-programmet Firing Line. Her inviterede han politikere, forfattere, filosoffer og samfundsdebattører til samtaler, som ofte varede langt længere end de korte politiske interviews, der efterhånden blev almindelige på tv. Gæsterne fik mulighed for at udvikle deres argumenter, og Buckley var som regel grundigt forberedt. Han var interesseret i at diskutere idéer, ikke blot i at få sine modstandere til at fremstå dårligt. Men hans vid og sproglige overlegenhed kunne også bruges som våben.
Et berømt eksempel fandt sted under det demokratiske partis konvent i Chicago i 1968, hvor Buckley deltog i en tv-debat med forfatteren Gore Vidal. Diskussionen udviklede sig til et personligt opgør, og Buckley mistede besindelsen, da Vidal beskyldte ham for at være nazistisk orienteret. Buckley truede med fysisk vold og brugte en nedværdigende betegnelse om sin modstander. Episoden blev stående som en påmindelse om, at den intellektuelle debattør også havde vanskeligt ved at beherske sit temperament. Han beklagede senere sin optræden.
Han forsvarede selvdisciplin og moralsk ansvar, men kunne selv lade temperamentet tage over. Han advarede mod ideologisk ensretning, men var med til at opbygge en politisk bevægelse med stærke fælles overbevisninger. Og han var katolik i et land, hvor katolikker gennem en stor del af dets historie havde måttet kæmpe for fuld accept i det offentlige liv.
Friheden havde brug for et moralsk grundlag
Buckleys politiske tænkning tog udgangspunkt i menneskets frihed. Han mente, at staten havde en nødvendig, men begrænset opgave, og at mennesker så vidt muligt skulle have ansvar for deres eget liv. Han var kritisk over for en udvikling, hvor flere beslutninger blev flyttet fra familier, lokale fællesskaber og private institutioner til offentlige myndigheder. Det gjaldt både økonomiske forhold og spørgsmål om uddannelse, kultur og moral.
Hans frihedsbegreb var imidlertid ikke det samme som forestillingen om, at mennesket frit kunne gøre, hvad det havde lyst til. Buckley mente, at friheden forudsatte et moralsk grundlag. Uden en forestilling om sandhed, ansvar og menneskets forpligtelser risikerede friheden at blive reduceret til den stærkes ret til at forfølge sine egne interesser. Her havde hans katolske opdragelse betydning. Han betragtede ikke mennesket som sin egen højeste autoritet, men som et væsen, der stod til ansvar over for Gud.
Denne forståelse har berøringspunkter med Thomas Aquinas, selv om Buckleys politiske filosofi ikke uden videre kan udledes af den middelalderlige teologs tænkning. Hos Aquinas er mennesket skabt med fornuft og fri vilje, men friheden finder ikke sin fuldendelse i selve muligheden for at vælge. Den udvikles, når mennesket lærer at handle i overensstemmelse med det gode. Den, der er behersket af sine begær, kan have mange valgmuligheder og alligevel mangle den indre frihed, som gør det muligt at handle rigtigt.
For Buckley var den politiske frihed først og fremmest en beskyttelse mod magtmisbrug og tvang. Hos Aquinas er friheden også forbundet med menneskets mål: fællesskabet med Gud. De to forståelser kan mødes, men de er ikke identiske.
Kirkens sociallære og den begrænsede stat
Buckleys forsvar for familien, de lokale fællesskaber og institutioner uden for staten havde lighedspunkter med subsidiaritetsprincippet i den katolske sociallære. Princippet indebærer, at større myndigheder ikke unødigt skal overtage opgaver, som mindre fællesskaber selv kan løse. Familien har sit eget ansvar, og lokale fællesskaber skal have mulighed for at udvikle sig uden unødvendig indblanding fra staten.
Men den katolske sociallære rummer mere end et forsvar for den enkeltes frihed og de mindre fællesskabers selvstændighed. Den understreger også solidariteten, menneskets sociale ansvar og samfundets forpligtelse over for de fattige og svage. Staten kan have en nødvendig rolle, når mennesker ikke selv kan sikre deres grundlæggende livsvilkår, eller når økonomiske og sociale forhold gør det umuligt for dem at leve et værdigt liv.
Allerede pave Leo XIII behandlede i Rerum novarum fra 1891 forholdet mellem arbejde, kapital og social retfærdighed. Han forsvarede den private ejendomsret, men afviste samtidig, at økonomiske forhold kunne overlades til den stærkes forgodtbefindende. Arbejderen havde krav på en retfærdig løn og en værdig behandling, og samfundets økonomi måtte tjene mennesket.
Buckley lagde større vægt på markedets frihed og farerne ved statslig magtkoncentration end på offentlige løsninger af sociale problemer. Det var ikke i sig selv uforeneligt med katolsk sociallære, som ikke foreskriver én bestemt økonomisk model. Men hans politiske prioriteringer kunne diskuteres ud fra Kirkens forståelse af samfundets ansvar. En økonomi kan ikke alene bedømmes på, hvor godt den beskytter ejendomsretten. Den må også vurderes på, om mennesker kan leve af deres arbejde, forsørge deres familier og få hjælp, når de ikke kan klare sig selv.
Da hans syn på borgerrettigheder blev udfordret
Et af de vanskeligste kapitler i Buckleys politiske liv handler om race og borgerrettigheder. I 1957 skrev han i National Review en leder med titlen Why the South Must Prevail, hvor han forsvarede, at hvide amerikanere i Sydstaterne kunne fastholde deres politiske dominans med henvisning til deres påståede kulturelle overlegenhed. Standpunktet var i direkte konflikt med den kristne forståelse af alle menneskers lige værdighed. Buckley var på dette tidspunkt modstander af centrale dele af den føderale borgerrettighedslovgivning, og hans tidsskrift gav plads til argumenter for raceadskillelse.
I begyndelsen af 1960’erne begyndte hans holdninger imidlertid at ændre sig. Voldelige angreb på borgerrettighedsforkæmpere og racediskriminationens konkrete følger gjorde indtryk på ham. I 1963 skrev han til sin mor og spurgte, hvordan den kristne forestilling om broderskab kunne forenes med raceadskillelse. Han drøftede også spørgsmålet med katolske teologer. Efter bombeangrebet mod en baptistkirke i Birmingham, hvor fire sorte piger blev dræbt, fordømte han den politiske agitation, som havde været med til at skabe et klima for volden. I 1965 forsvarede han sorte amerikaneres stemmeret og kritiserede de lokale myndigheder, der forsøgte at forhindre dem i at registrere sig som vælgere.
Forandringen var hverken hurtig eller fuldstændig. Buckley fortsatte med at kritisere Martin Luther King og dele af borgerrettighedsbevægelsen, og hans tidsskrift bragte endnu i 1964 argumenter for raceadskilt undervisning. Men hans senere forsvar for lige stemmeret viser, at han på væsentlige områder ændrede opfattelse. Hans katolske tro indgik i denne udvikling, selv om den ikke alene kan forklare den.
Buckleys historie viser, hvor vanskeligt det kan være at skelne mellem de traditioner, man ønsker at bevare, og de uretfærdigheder, som gennem tiden er blevet en del af dem. Raceadskillelsen havde en lang historie i de amerikanske sydstater, men dens historiske rødder kunne ikke gøre den moralsk forsvarlig. Den kristne lære om menneskets værdighed stillede krav, som ikke kunne tilsidesættes af hensynet til en eksisterende samfundsorden.
Når en troende katolik ikke forstår Kirkens lære
I 1997 udgav Buckley Nearer, My God: An Autobiography of Faith. Han var da over 70 år og havde gennem et langt liv skrevet om politik, samfund og kultur. Nu vendte han sig mod et emne, som havde fulgt ham siden barndommen, men som han sjældnere havde behandlet så personligt: sin egen tro.
Bogen er ikke en systematisk fremstilling af katolsk teologi. Buckley fortæller om familien, barndommen, mennesker, der havde betydning for hans religiøse udvikling, og erfaringer med Kirkens liv. Han skriver om Lourdes, korsfæstelsen, præstedømmet, liturgien og de spørgsmål, som havde optaget ham gennem årene. Han lægger heller ikke skjul på, at han havde vanskeligheder med dele af Kirkens lære.
Et særligt interessant eksempel er hans forhold til encyklikaen Humanae vitae fra 1968, hvor pave Paul VI fastholdt Kirkens afvisning af kunstig prævention. Buckley havde vanskeligt ved at acceptere den naturretlige begrundelse for læren. I Nearer, My God erkendte han åbent, at hans egen forståelse af naturretten ikke gjorde ham i stand til fuldt ud at tilslutte sig encyklikaens centrale argument. Alligevel anbefalede han, at katolikker fulgte Kirkens lære.
For Buckley var der forskel på, hvad han selv kunne forstå og begrunde, og hvad han som katolik mente sig forpligtet til at acceptere. Han havde undersøgt argumenterne både for og imod Kirkens standpunkt, men nåede ikke frem til, at hans egen vurdering skulle veje tungere end læreembedets. Han kunne stille spørgsmål og erkende sin tvivl uden dermed at opgive sin tillid til Kirken.
Det giver et andet billede af Buckley end den selvsikre debattør, der på tv kunne få sine modstandere til at fremstå dårligt forberedte. I spørgsmål om troen var han villig til at erkende grænserne for sin egen forståelse. Det betød ikke, at han holdt op med at tænke selv, men at han ikke betragtede sin egen dømmekraft som den eneste autoritet.
En katolik, der savnede den gamle liturgi
Buckley oplevede også de store forandringer i den katolske kirke efter Det Andet Vatikankoncil. Han var kritisk over for flere af de liturgiske ændringer, ikke mindst den måde, hvorpå kirkemusikken og messens sprog udviklede sig. Han havde en stærk kærlighed til den traditionelle liturgi og mente, at meget af den skønhed, som havde præget hans religiøse opvækst, var blevet svækket.
Hans kritik udsprang ikke blot af en generel modvilje mod forandring. Musik, sprog og liturgisk form havde stor betydning for hans egen religiøse erfaring. Han betragtede skønhed som noget, der kunne føre mennesket nærmere Gud, og havde svært ved at forstå, hvorfor Kirken skulle give afkald på dele af sin kunstneriske og liturgiske arv. Han kritiserede også opgivelsen af den tidligere almindelige fredagsafholdenhed fra kød som en fast katolsk praksis.
Her kom hans konservative temperament og hans katolske tro tæt på hinanden. Han ønskede at bevare noget, som havde formet generationers trosliv, og som han mente stadig havde værdi. Men Kirkens liturgi havde udviklet sig gennem århundreder, også før Det Andet Vatikankoncil. Spørgsmålet var derfor ikke blot, om traditionen skulle bevares, men hvilke dele af den der var uundværlige, og hvilke der kunne forandres uden at svække troens indhold.
Kristendommen er større end konservatismen
Buckleys politiske liv var i høj grad viet til at forsvare det, han betragtede som den vestlige civilisations grundlæggende værdier. Han så kristendommen som en væsentlig del af denne arv og mente, at samfundet risikerede at miste sit moralske grundlag, hvis religionen blev fortrængt fra det offentlige liv.
Men der er forskel på at forsvare en kristen civilisation og på at leve som kristen.
En civilisation kan bevare sine kirker, højtider, traditioner og moralske forestillinger, selv om den levende tro svækkes. Kristendommen kan blive en del af den nationale identitet, noget man forsvarer, fordi det hører til ens historie og kultur. Men evangeliet handler ikke først og fremmest om at bevare en bestemt civilisation. Det handler om menneskets forhold til Gud, om omvendelse og om det liv, som Jesus Kristus kalder mennesker til.
Det betyder ikke, at kristendommen er uden betydning for samfundets indretning. Troen har konsekvenser for, hvordan vi behandler hinanden, hvordan vi forstår retfærdighed, og hvilket ansvar vi påtager os for mennesker, der har brug for hjælp. Men evangeliet kan hverken gøres til et politisk partiprogram eller identificeres med ønsket om at bevare det bestående.
Jesus forsvarede ikke enhver tradition, blot fordi den var gammel. Han kritiserede religiøse autoriteter, når deres praksis kom i vejen for barmhjertigheden, og han vendte sig mod den selvtilstrækkelighed, som kunne få mennesker til at betragte deres egen retfærdighed som tilstrækkelig. Samtidig afviste han ikke loven og profeterne, men talte om at opfylde dem.
Kristendommen kan derfor fastholde sandheder, som ikke ændrer sig med tidens strømninger, og samtidig stille krav, der udfordrer samfundets indretning. Den kan give grund til at bevare noget værdifuldt og til at opgive noget, man hidtil har betragtet som naturligt og rigtigt.
Hvad kommer først – troen eller politikken?
William F. Buckley døde den 27. februar 2008, 82 år gammel. Han havde været med til at forme en politisk bevægelse, som fik stor betydning for amerikansk historie. Han havde skrevet bøger, grundlagt et tidsskrift og gennem årtier været en af landets mest kendte offentlige debattører. Men hans selvbiografi om troen viser, at han også ønskede at blive forstået som andet end en politisk tænker.
Hans liv giver ikke noget enkelt svar på forholdet mellem katolicisme og konservatisme. Han fandt støtte i sin tro til mange af sine politiske overbevisninger, men måtte også forholde sig til spørgsmål, hvor hans egne vurderinger ikke stemte med Kirkens lære. Hans udvikling i spørgsmålet om borgerrettigheder og hans vanskeligheder med at forstå Humanae vitae viser, at troen ikke altid bekræftede det, han selv fandt indlysende.
Buckley var et menneske med stærke overbevisninger, betydelige evner og alvorlige fejlvurderinger. Hans katolske tro var en del af hele dette liv. Han kunne forsvare sine synspunkter med en næsten uovertruffen sproglig sikkerhed, men måtte også erkende, at der fandtes spørgsmål, hvor hans egne argumenter ikke slog til.
Han tilbragte en stor del af sit liv med at overbevise andre mennesker om, at de tog fejl. Hans egen historie minder os om, at et troende menneske også må være villigt til selv at tage fejl.
-karn
Faktaboks – William F. Buckley Jr.
William Francis Buckley Jr.
Født 24. november 1925 i New York. Død 27. februar 2008 i Stamford, Connecticut.
Amerikansk journalist, forfatter, politisk debattør og katolik. Gift med Patricia Taylor Buckley. Sammen fik de sønnen Christopher.
- 1951: Udgav God and Man at Yale.
- 1955: Grundlagde National Review.
- 1965: Stillede op til borgmestervalget i New York.
- 1966–1999: Vært på Firing Line.
- 1997: Udgav Nearer, My God: An Autobiography of Faith.
Buckley fik stor betydning for den konservative bevægelse, der senere blev forbundet med Ronald Reagan.
TILMELD DIG NYHEDSBREVET
Tilmeld dig nyhedsbrevet og hold dig opdateret om katolsk tro, Kirkens liv og aktuelle samfundsspørgsmål.
Støt Katolsk NU
Alt indhold på Katolsk NU kan læses, ses og downloades gratis. Hvis du værdsætter det, du finder her, kan du støtte det redaktionelle arbejde med eksempelvis 100 kr.
MobilePay 23 44 81 55
Læs mere om at støtte Katolsk NU












