Sankt Josaphat og striden om kirkens enhed

En biskop i striden mellem øst og vest

Josaphat Kuncewicz forsvarede Brestunionen, der bragte en del af den ruthenske kirke i fællesskab med Rom. I 1623 blev han dræbt under et oprør i Vitebsk.

Kort fortalt: Den 12. november mindes Den katolske Kirke Sankt Josaphat, basilianermunk, ærkebiskop af Polotsk og martyr. Han arbejdede for kirkeligt fællesskab med Rom og bevarede den byzantinske liturgi, han kendte fra klostret i Vilnius. Hans mindedag rummer også historien om de kristne, der holdt fast ved deres ortodokse tilhørsforhold.

De beholdt deres liturgi

Med Brestunionen i 1596 trådte en del af de ruthenske biskopper i fællesskab med Rom. De anerkendte pavens myndighed og beholdt den byzantinske liturgi og de kirkelige traditioner, deres menigheder kendte. Sådan forestillede biskopperne bag unionen sig, at de kunne genoprette et kirkeligt fællesskab, der havde været brudt i århundreder. Men andre biskopper, præster og menigheder i det polsk-litauiske rige holdt fast ved deres ortodokse tilhørsforhold. For dem hørte forbindelsen til den ortodokse kirke med til den tro og det kirkeliv, de havde fået overleveret. Et forsøg på at hele en gammel splittelse førte dermed til en ny strid blandt kristne, der bad med de samme ord og fejrede den samme liturgi.

Josaphat var endnu ung, da unionen blev indgået. Han var født omkring 1580 i Volhynien i det nuværende Ukraine og kom i handelslære i Vilnius. Her trådte han ind i Helligtreenighedsklostret og tog navnet Josaphat. Han blev præsteviet og gjorde sig kendt som prædikant, før han blev ærkebiskop af Polotsk. Som munk havde han levet med den byzantinske liturgi i klostrets daglige bøn. Som biskop skulle han få den kirkeordning, han selv havde tilsluttet sig, til at fungere i et område, hvor mange fortsat regnede sig for ortodokse.

Hvem skulle menigheden høre under?

For en menighed kunne striden handle om, hvem der havde ret til at udnævne dens præst, eller hvem der rådede over den kirke, hvor dens børn blev døbt. Det var spørgsmål, der fulgte med hjem fra gudstjenesten. En menighed kunne høre de samme bønner som før og alligevel være uenig om, hvilken biskop den skulle anerkende. I Polotsk og Vitebsk fik striden også politisk betydning, fordi kirkeligt tilhørsforhold havde følger for, hvem myndighederne anerkendte. Josaphat tog aktivt del i striden som forsvarer af unionen. Den 12. november 1623 blev han under et ophold i Vitebsk dræbt af en menneskemængde, og hans lig blev kastet i floden. Den katolske Kirke ærer ham som martyr. Hans relikvier hviler i Peterskirken i Rom.

En bøn, de stadig deler

På Josaphats mindedag ærer katolikker en biskop, der holdt fast ved det kirkelige fællesskab, han havde viet sit liv til. Ortodokse kristne kan se tilbage på den samme historie som en tid, hvor deres menigheder kæmpede for at bevare forbindelsen til deres egen kirke. Begge erindringer hører med, hvis man vil forstå, hvorfor en aftale om kirkelig enhed kunne vække så dyb modstand. I Johannesevangeliet beder Jesus for sine disciple, »at de alle må være ét« (Joh 17,21). Fire århundreder efter Josaphats død er det stadig en bøn, katolikker og ortodokse kan bede sammen, mens de endnu fejrer eukaristien hver for sig.

Kilder
Vatican News om Sankt Josaphat · Den katolske kirke i Frankrig om Sankt Josaphat