Sankt Callistus I – slaven, der blev pave og udfordrede Kirken

Fra romersk slave til leder af den kristne Kirke.

En tidligere slave, der havde været fængslet og sendt til tvangsarbejde i minerne, blev i år 217 valgt til biskop af Rom. Som pave kom Callistus I til at stå i centrum for en af oldkirkens store stridigheder. Han forsvarede muligheden for, at selv kristne, der havde begået alvorlige synder, kunne vende tilbage til Kirkens fællesskab efter anger og bod. Hans beslutninger skabte stærk modstand og fik betydning for Kirkens senere udvikling.

Kort fortalt: Sankt Callistus I var biskop af Rom fra omkring 217 til 222. Han havde været slave, oplevet økonomisk ruin og siddet som straffefange på Sardinien. Efter sin løsladelse fik han en ledende stilling i den romerske kirke og blev siden valgt til pave. Hans syn på synd, bod og tilgivelse bragte ham i konflikt med fremtrædende teologer og blev et vigtigt kapitel i udviklingen af Kirkens bodspraksis.

Fra slave til straffefange

Callistus blev født i det 2. århundrede, men hverken hans fødselsår eller hans familie er kendt. De vigtigste oplysninger om hans tidlige liv stammer fra hans modstandere, navnlig den romerske teolog Hippolytus. Det gør beretningen vanskelig at vurdere, fordi den er skrevet af mennesker, der ønskede at miskreditere ham. Ifølge Hippolytus var Callistus slave hos den velstående kristne Carpophorus, som betroede ham ledelsen af en form for bankvirksomhed, hvor kristne, herunder enker, havde indsat penge. Foretagendet endte med store tab, og Callistus forsøgte at flygte fra Rom. Da hans herre indhentede skibet, kastede Callistus sig ifølge beretningen over bord for at undgå at blive pågrebet, men blev reddet fra druknedøden. Han blev derefter sat til at arbejde ved en håndmølle, en straf der blev anvendt over for slaver.

Hans kreditorer fik ham senere løsladt i håbet om at få deres penge tilbage. Callistus forsøgte angiveligt at inddrive nogle udestående beløb, men et sammenstød i en synagoge førte til endnu en arrestation. Han blev anklaget for at være kristen og dømt til tvangsarbejde i minerne på Sardinien. Her var forholdene så barske, at mange fanger aldrig vendte tilbage. Under kejser Commodus lykkedes det imidlertid Marcia, en kvinde med betydelig indflydelse ved kejserhoffet, at opnå løsladelse af en række kristne fanger. Callistus var blandt dem. Hans helbred var efter fangenskabet så svækket, at han blev sendt til Antium, det nuværende Anzio syd for Rom, for at komme til kræfter. Ifølge overleveringen modtog han her økonomisk understøttelse fra pave Victor I.

Vejen til ledelsen af Kirken

Hvordan den tidligere slave og invaliderede straffefange siden opnåede en fremtrædende stilling i den romerske kirke, ved vi kun lidt om. Kilderne fortæller ikke, hvem der anbefalede ham, eller hvilke overvejelser der lå bag hans udnævnelse. Under pave Zephyrinus, der ledede Kirken fra omkring 199 til 217, blev Callistus imidlertid en betroet medarbejder og fik som diakon ansvar for en kristen begravelsesplads ved Via Appia. Her voksede det store katakombekompleks frem, som stadig bærer hans navn. Opgaven krævede både organisatoriske evner og betydelig tillid, og Callistus fik efterhånden en central placering i den romerske menighed.

Da Zephyrinus døde i 217, blev Callistus valgt til hans efterfølger. Han blev dermed biskop af Rom, den titel man dengang først og fremmest anvendte om lederen af den romerske kirke. Betegnelsen pave, som vi bruger om Callistus i dag, blev først senere forbeholdt biskoppen af Rom. Hans valg var bemærkelsesværdigt i et samfund, hvor slægt, formue og social rang normalt bestemte menneskets muligheder. Den mand, der engang havde været en andens ejendom og siden havde arbejdet som straffefange, stod nu i spidsen for et af kristendommens vigtigste fællesskaber.

Hippolytus hævdede senere, at Callistus havde skaffet sig indflydelse ved at manipulere den svage og uvidende Zephyrinus. Beskyldningen må læses som en del af den bitre konflikt mellem de to mænd og kan ikke betragtes som en sikker historisk oplysning. Vi ved heller ikke præcist, hvordan valget af Callistus fandt sted. Den romerske kirke havde endnu ikke udviklet de omfattende administrative strukturer, som senere gjorde det muligt at bevare detaljerede beretninger om dens ledelse.

Striden om syndernes tilgivelse

Den vigtigste konflikt under Callistus’ pontifikat handlede om, hvordan Kirken skulle behandle mennesker, der havde begået alvorlige synder efter dåben. De første kristne betragtede dåben som et afgørende brud med det tidligere liv. Den døbte havde modtaget syndernes forladelse og var blevet optaget i et fællesskab, hvor der blev stillet store krav til den enkeltes livsførelse. Men kristne kunne fortsat falde i synd, og spørgsmålet om deres mulighed for at vende tilbage til Kirkens fællesskab skabte betydelig uenighed.

De strengeste grupper mente, at visse overtrædelser var så alvorlige, at synderen ikke længere kunne genoptages i Kirkens fulde fællesskab. Callistus forsvarede derimod muligheden for forsoning, også når der var tale om alvorlige seksuelle synder som utugt og ægteskabsbrud. Forudsætningen var, at den pågældende angrede og gennemgik den nødvendige bod. Han afskaffede således ikke den kirkelige disciplin, men afviste, at alvorlig synd nødvendigvis skulle føre til permanent udelukkelse.

Det var især denne holdning, der vakte vrede hos Tertullian og Hippolytus. De frygtede, at Callistus’ praksis ville svække den kristne moral og gøre det lettere at se bort fra de forpligtelser, dåben medførte. Uenigheden drejede sig imidlertid også om Kirkens myndighed. Callistus begrundede sin holdning med den myndighed til at binde og løse, som Kristus havde givet apostlen Peter, og som efter hans opfattelse blev videreført i Kirkens ledelse. Hans modstandere anfægtede denne anvendelse af Peters myndighed og mente, at Callistus gik ud over, hvad Kirken havde ret til.

Dermed kom striden til at handle om mere end enkelte bestemmelser om bod. Den berørte forståelsen af, hvad Kirken var, og hvilken myndighed dens ledere havde modtaget. Callistus fastholdt, at den kristne lære og den moralske disciplin skulle respekteres, men at Kirken samtidig havde mulighed for at genoptage mennesker, der oprigtigt ønskede at vende tilbage. Det blev et vigtigt bidrag til den udvikling, der gennem de følgende århundreder formede Kirkens forståelse af bod og forsoning.

En konflikt med følger for Kirkens historie

Modstanden mod Callistus blev så stærk, at Hippolytus efter traditionen kom til at stå i spidsen for en rivaliserende menighed i Rom. Han omtales derfor almindeligvis som Kirkens første modpave, selv om de historiske omstændigheder omkring bruddet ikke er fuldstændig klarlagt. Striden viser, hvor vanskeligt det var for den tidlige Kirke at finde en fælles praksis i spørgsmål, hvor både den kristne lære, den personlige moral og den kirkelige myndighed var på spil.

Diskussionen fortsatte længe efter Callistus’ død. I begyndelsen af det 4. århundrede opstod den donatistiske konflikt i Nordafrika efter kejser Diocletians kristenforfølgelser. Her blev et centralt spørgsmål, hvordan Kirken skulle forholde sig til kristne og gejstlige, der under forfølgelserne havde svigtet deres forpligtelser, blandt andet ved at udlevere hellige skrifter til myndighederne. Donatisterne stillede meget strenge krav til Kirkens renhed og til dens gejstlige ledere, mens deres modstandere fastholdt, at Kirkens sakramentale liv ikke afhang af den enkelte præsts moralske fuldkommenhed.

Den donatistiske strid var ikke en direkte fortsættelse af konflikten under Callistus, og den omfattede andre teologiske spørgsmål. Men begge konflikter udsprang af den vanskelighed, som Kirken gentagne gange stod over for: Hvordan skulle den forholde sig til mennesker, der havde svigtet, men ønskede at forblive eller vende tilbage til det kristne fællesskab? Callistus havde været blandt de tidlige biskopper, der tydeligt forsvarede muligheden for kirkelig forsoning efter alvorlige synder.

Modstanderen, der vendte tilbage

Historien om Hippolytus fik et bemærkelsesværdigt efterspil. Under kejser Maximinus Thrax blev han i 235 deporteret til Sardinien sammen med pave Pontianus. Begge døde som følge af fangenskabet og blev senere æret som martyrer. Ifølge den kirkelige tradition blev Hippolytus forsonet med Kirken inden sin død, selv om vi ikke kender de nærmere omstændigheder.

Den mand, der havde været blandt Callistus’ hårdeste modstandere, blev dermed selv forbundet med en fortælling om forsoning. Kirken bevarede mindet om både Callistus og Hippolytus som helgener, selv om de havde stået på hver sin side af en alvorlig konflikt. Det fortæller noget om oldkirkens historie, hvor uenigheder om lære og disciplin ikke sjældent førte til brud, men hvor den kirkelige enhed også kunne genoprettes.

Katakomberne og mindet om Callistus

Callistus’ navn er i dag især knyttet til katakomberne ved Via Appia Antica i Rom. De blev en af de vigtigste kristne begravelsespladser i oldkirken, og her findes blandt andet den såkaldte pavekrypt, hvor flere af det 3. århundredes paver blev begravet. Katakomberne rummer også tidlige kristne billeder og symboler, der vidner om troen på Kristus og de dødes opstandelse. Callistus blev dog ikke selv begravet i det kompleks, der bærer hans navn. Hans grav blev ifølge traditionen placeret ved Via Aurelia.

Vi ved kun lidt om hans sidste år. Callistus døde omkring 222, men de nærmere omstændigheder er usikre. Han nævnes blandt de tidlige romerske martyrer i en fortegnelse fra det 4. århundrede, men samtidige beskrivelser af hans død er ikke bevaret. Da hans pontifikat sluttede i en periode uden nogen kendt omfattende kristenforfølgelse i Rom, har historikere overvejet, om han kan være blevet dræbt under lokale uroligheder. Senere beretninger fortæller, at han blev kastet i en brønd, men denne tradition kan ikke bekræftes historisk.

En usædvanlig skæbne i Kirkens historie

Callistus’ liv giver et sjældent indblik i den tidlige kristendoms sociale og kirkelige forhold. Han levede i et samfund, hvor slaveriet var en almindelig og accepteret institution, og hvor en persons fortid og sociale stilling normalt satte snævre grænser for fremtiden. Alligevel lykkedes det ham at bevæge sig fra slaveri og straffearbejde til en ledende stilling i den kristne menighed og siden til embedet som biskop af Rom.

Hans pontifikat blev ikke husket for store kirkebyggerier eller omfattende teologiske skrifter, men for en konflikt om Kirkens mulighed for at tilgive. Den beslutning, som hans modstandere betragtede som en farlig lempelse af den kristne disciplin, blev et tidligt udtryk for en forståelse af bod og forsoning, der siden fik en fast plads i den katolske tradition.

Callistus kan ikke uden videre gøres til fortaler for nutidens forestillinger om tolerance eller kirkelige reformer. Han var en biskop i det 3. århundrede, som handlede inden for sin tids forståelse af den kristne tro og Kirkens myndighed. Men hans historie viser, at spørgsmålet om, hvordan Kirken skal forholde sig til mennesker, der har svigtet dens krav, ikke er opstået i moderne tid.

Den 14. oktober mindes den katolske Kirke derfor en af sine mest usædvanlige tidlige ledere. Callistus havde selv oplevet, hvor brat et menneskes liv kunne ændre retning. Fra fangenskabet i Sardiniens miner nåede han frem til embedet som biskop af Rom, hvor han kom til at forsvare, at også andre mennesker skulle have mulighed for en ny begyndelse.

Callistus efterlod sig ingen store teologiske værker, og meget af det, vi ved om ham, er skrevet af mennesker, der bekæmpede ham. Alligevel fik hans beslutninger betydning for Kirkens senere historie. Den tidligere slave blev en af de biskopper, der var med til at fastslå, at alvorlig synd ikke nødvendigvis skulle betyde et endeligt farvel til Kirkens fællesskab.

–karn

Kilder

• Hippolytus: Refutatio omnium haeresium, bog IX.
• Tertullian: De pudicitia.
• Liber Pontificalis, den senere kirkelige tradition om Callistus’ pontifikat.
• Catholic Encyclopedia: Pope Callistus I.
• Den supplerende engelske helgenbiografi, gengivet som redaktionelt kildemateriale.