Biskop Robert Barron: Kirken mistede sin retning, da verden satte dagsordenen

Den amerikanske biskop ser en sammenhæng mellem kristendommens tilbagegang og en kirkelig udvikling, hvor troens overnaturlige indhold blev trængt i baggrunden.

Hvorfor har de kristne kirker mistet så mange troende gennem de seneste 50 år, og hvorfor søger nogle mennesker nu tilbage til en mere traditionel kristendom? I en samtale med den amerikanske journalist Tucker Carlson giver den katolske biskop Robert Barron sin forklaring. Kirken har i forsøget på at være relevant for det moderne samfund risikeret at nedtone det, der gør kristendommen til noget særligt: troen på Gud, nåden, opstandelsen og det evige liv.

Kort fortalt: Den amerikanske biskop Robert Barron mener, at en væsentlig del af kristendommens tilbagegang skyldes, at kirkerne i stigende grad har ladet samfundets dagsorden bestemme deres forkyndelse. Han peger på oplysningstidens filosofi og en tendens til at gøre kristendommen til et moralsk og socialt projekt. Samtidig ser han en fornyet interesse for troens overnaturlige dimension, som efter hans opfattelse aldrig kan forsvinde fra menneskets bevidsthed.

Da verden begyndte at sætte Kirkens dagsorden

Den katolske Kirke har gennem de seneste årtier gennemgået betydelige forandringer. I store dele af den vestlige verden er kirkegangen faldet, præstekaldene blevet færre, og religionens betydning i det offentlige liv er svækket. Samtidig viser der sig i visse lande og miljøer en voksende interesse for katolsk tro, blandt andet blandt unge og voksne, der ikke tidligere har haft nogen stærk tilknytning til Kirken. Det rejser spørgsmålet om, hvorvidt den udvikling, som længe har været beskrevet som en uundgåelig sekularisering, også rummer bevægelser i den modsatte retning.

Denne modsætning er udgangspunktet for en samtale mellem den amerikanske journalist Tucker Carlson og biskop Robert Barron, der leder bispedømmet Winona-Rochester i Minnesota og er grundlægger af det katolske evangeliseringsarbejde Word on Fire. Carlson beskriver, hvordan den katolske Kirke efter hans opfattelse blev stadig mere liberal i årtierne efter midten af det 20. århundrede. Han nævner blandt andet jesuitterne og Maryknoll-missionærerne og spørger, hvorfor han nu oplever, at mennesker omkring ham konverterer til katolsk tro med en udpræget traditionel kristen orientering.

Barron bekræfter, at han genkender denne udvikling, men hans forklaring handler ikke først og fremmest om politiske modsætninger mellem konservative og liberale. Han peger på en teologisk forskydning, hvor verden i stigende grad kom til at sætte dagsordenen for Kirken. Det, han betegner som kirkelig liberalisme, er en tendens til at reducere det overnaturlige til det naturlige. Hvor kristendommens forkyndelse har sit centrum i Gud, Treenigheden, nåden, frelsen, Jesu korsfæstelse og opstandelse samt det evige liv, kom opmærksomheden i stigende grad til at samle sig om social retfærdighed, økonomiske forhold og kampen mod diskrimination.

Barron understreger, at disse spørgsmål ikke er fremmede for den kristne tro. Kirkens sociale lære udspringer netop af dens forståelse af mennesket som skabt i Guds billede, og arbejdet for retfærdighed er en nødvendig konsekvens af troen. Problemet opstår, hvis konsekvenserne kommer til at erstatte grundlaget, så kristendommen i praksis fremstilles som et moralsk og socialt projekt, mens dens overnaturlige indhold træder i baggrunden. Hans kritik retter sig dermed ikke mod Kirkens officielle troslære, men mod en tendens i den måde, kristendommen er blevet fortolket og forkyndt på.

En kristendom, der ville være relevant

Barron forklarer udviklingen med den udfordring, som den moderne verden stillede kristendommen overfor. Oplysningstidens rationalisme, naturvidenskabens fremskridt og materialistiske verdensanskuelser havde gennem længere tid udsat religionens overnaturlige påstande for kritik. Forestillinger om mirakler, guddommelig åbenbaring og et liv efter døden blev af mange betragtet som rester af en førmoderne verdensforståelse. For kirkelige ledere og teologer blev det derfor vigtigt at vise, at kristendommen fortsat havde betydning for menneskers konkrete liv og for samfundets udvikling.

Barron fortæller, at han selv voksede op med denne forståelse. Hans lærere ønskede ikke en kirke, der fremstod verdensfjern og alene beskæftigede sig med menneskets fremtidige liv i himlen. De ville vise, at kristendommen havde betydning her og nu, og at Kirken måtte engagere sig i samtidens problemer. Barron forstår denne bestræbelse, men mener, at den ofte byggede på en kunstig modsætning mellem troens overnaturlige dimension og dens betydning for det jordiske liv. Det blev, som han beskriver det, en meget todelt måde at forstå kristendommen på.

Konsekvensen var, at det moralske engagement i nogle kirkelige miljøer fik en stadig mere selvstændig plads. Det afgørende spørgsmål blev ikke længere først og fremmest, hvad mennesket troede om Gud, Kristus og frelsen, men hvordan det forholdt sig til samfundets sociale og politiske problemer. En kristendom, der skulle være relevant for verden, risikerede dermed at lade verden bestemme, hvad kristendommen egentlig skulle handle om.

Barron stiller i samtalen et spørgsmål, som sammenfatter hans kritik: Hvorfor skulle mennesker gå i kirke, hvis Kirken ikke længere havde noget overnaturligt at forkynde? Hvis kristendommen alene handler om at være et ordentligt menneske og arbejde for et bedre samfund, findes der mange andre steder, hvor mennesker kan engagere sig i de samme mål. Politiske partier, humanitære organisationer og sociale bevægelser kan også arbejde for retfærdighed og menneskelig værdighed. Kirkens særlige betydning kan derfor ikke alene begrundes med dens samfundsmæssige nytte.

Immanuel Kant og religionen som moral

For at forklare den filosofiske baggrund for denne udvikling går Barron tilbage til den tyske filosof Immanuel Kant, der levede fra 1724 til 1804 og regnes blandt oplysningstidens mest indflydelsesrige tænkere. Han henviser til Kants bog Religion inden for den blotte fornufts grænser fra 1793, hvor forholdet mellem religion, fornuft og moral står centralt.

I Barrons fremstilling af Kant bliver religionens egentlige betydning knyttet til menneskets moralske liv. Gudsdyrkelse, liturgi, religiøse læresætninger og mirakler får først og fremmest værdi i det omfang, de bidrager til, at mennesket lever et etisk ansvarligt liv. Barron mener, at denne forståelse fik en betydelig indflydelse på den moderne kristendom, hvor mange teologer og kirkelige miljøer overtog forestillingen om, at religion i sidste ende handler om moralsk retskaffenhed.

Han peger samtidig på, at den traditionelle kristne seksualmoral i den moderne verden blev genstand for omfattende kritik. Det moralske engagement fik derfor i stigende grad karakter af et socialt engagement, hvor spørgsmål om økonomisk retfærdighed, lighed og samfundsforandringer kom til at stå centralt. I stedet for at spørge, om et menneske troede på Treenigheden, kunne man komme til at vurdere dets religiøse engagement ud fra dets holdning til sociale spørgsmål. Barron betegner denne udvikling som en folkelig form for kantianisme, der efter hans opfattelse fik indflydelse på både protestantiske kirkesamfund og den katolske Kirke.

Barrons kritik er ikke en fuldstændig fremstilling af Kants religionsfilosofi, men en teologisk vurdering af dens betydning for kristendommen. Hans anliggende er forholdet mellem tro og moral. I den katolske forståelse udspringer det kristne liv af menneskets forhold til Gud, og de moralske forpligtelser følger af dette forhold. Hvis rækkefølgen vendes om, så det moralske liv bliver religionens egentlige indhold, risikerer troen på Gud at blive reduceret til et middel, der skal hjælpe mennesket til at opføre sig ordentligt.

De protestantiske kirkers tilbagegang

Carlson fremhæver de historiske protestantiske kirkesamfund i USA som et eksempel på, hvad denne udvikling kan føre til. De såkaldte mainline Protestant churches har gennem årtier oplevet en betydelig tilbagegang, og mange menigheder har måttet lukke deres kirker. Barron deler hans bekymring og beskriver udviklingen som hjerteskærende. Han mener, at forskydningen fra det overnaturlige til det moralske har været en væsentlig medvirkende årsag til kirkernes svækkelse.

Argumentet er, at en kirke, som i det væsentlige gentager de politiske og sociale budskaber, mennesker allerede møder andre steder, får vanskeligt ved at forklare, hvorfor dens gudstjenester og fællesskab er nødvendige. Hvis man kan arbejde for de samme mål gennem et politisk parti eller en anden organisation, bliver det mindre indlysende, hvorfor man også skulle gå i kirke. Barron betegner udviklingen gennem de seneste omtrent 50 år som en katastrofe for de kristne kirker og ser de mange lukkede kirkebygninger som et synligt udtryk for tilbagegangen.

Hans forklaring er markant, men den kan ikke alene forklare kristendommens udvikling i den vestlige verden. Sekulariseringen har været ledsaget af ændringer i familieliv, uddannelse, kultur og menneskers forhold til religiøse institutioner. Kirkernes tilbagegang kan derfor ikke uden videre tilskrives én bestemt filosofisk eller teologisk strømning. Barrons bidrag til diskussionen er først og fremmest at rette opmærksomheden mod Kirkens egen forkyndelse og spørge, om den i forsøget på at tilpasse sig det moderne samfund har svækket forståelsen af sin særlige opgave.

Johannes Paul II og en ændret udvikling

Barron mener ikke, at den nuværende interesse for traditionel kristendom er opstået pludseligt. Han peger på pave Johannes Paul II som en vigtig skikkelse i den udvikling, hvor den katolske Kirke igen begyndte at lægge større vægt på troens særlige indhold. Ifølge Barron begyndte denne ændring allerede for flere årtier siden, og den interesse, han nu oplever, er en fortsættelse af en længere bevægelse.

Johannes Paul II’s pontifikat fra 1978 til 2005 var præget af en stærk understregning af menneskets værdighed, Kirkens lære og nødvendigheden af at forkynde Kristus i den moderne verden. Han fastholdt samtidig, at kristendommen ikke kunne reduceres til politiske programmer eller moralske idealer. Kirkens sociale engagement måtte have sit grundlag i troen på Kristus og i forståelsen af mennesket som skabt til fællesskab med Gud.

Barron uddyber ikke denne historiske udvikling nærmere i samtalen, men han giver udtryk for, at interessen for troens overnaturlige dimension er blevet tydeligere i de senere år. Han ser mennesker, som ikke alene søger et moralsk fællesskab eller et sted at engagere sig i samfundets problemer, men som ønsker svar på spørgsmål om Gud, frelsen, døden og det evige liv. Det er denne søgen, han mener at kunne genkende i den fornyede interesse for en mere traditionel katolsk tro.

Menneskets længsel efter Gud forsvinder ikke

Mod slutningen af samtalen vender Barron tilbage til spørgsmålet om religionens fremtid. Gennem flere hundrede år har filosoffer og samfundstænkere forudsagt, at religionen ville forsvinde, efterhånden som menneskets viden voksede, og verden blev mere rationel. Oplysningstiden satte spørgsmålstegn ved religionens autoritet, og senere har både videnskabelige og materialistiske verdensanskuelser udfordret forestillingen om en overnaturlig virkelighed.

Alligevel er religionen ikke forsvundet. Barron fortæller, at han gennem sit evangeliseringsarbejde på internettet stadig møder mennesker, der mener, at religionens dage er talte. Han bemærker, at denne forudsigelse har været gentaget gennem flere hundrede år, uden at den er blevet til virkelighed. Tværtimod ser han religionens fortsatte tilstedeværelse som et udtryk for, at de åndelige og metafysiske spørgsmål ikke kan fjernes fra menneskets tilværelse.

Hans forklaring er grundlæggende teologisk. Mennesket er ifølge den kristne tro skabt i Guds billede og lighed, og derfor findes der i mennesket en længsel efter Gud, som ikke kan ophæves gennem videnskabelige fremskridt, materiel velstand eller politisk engagement. Mennesket kan forsøge at se bort fra de store spørgsmål om livets mening, døden og det evige liv, men spørgsmålene bliver ved med at melde sig. Barron mener, at det er denne længsel, som nu igen kommer tydeligere til udtryk i interessen for kristendommens overnaturlige dimension.

Det er også her, hans argument adskiller sig fra en rent sociologisk forklaring på religionens udvikling. For Barron handler kristendommens fortsatte tiltrækningskraft ikke alene om menneskers behov for fællesskab, identitet eller tradition. Den udspringer af menneskets forhold til Gud. Den kristne tro hævder, at mennesket er skabt til mere end den jordiske tilværelse, og at dets dybeste længsel først finder sit mål i fællesskabet med Gud.

Kirkens opgave er at forkynde Kristus

Samtalen mellem Carlson og Barron berører et spørgsmål, som rækker langt ud over amerikansk katolicisme. Også i Europa har kirkerne gennem årtier diskuteret, hvordan kristendommen kan forblive nærværende i samfund, hvor religion ikke længere har den selvfølgelige plads, den tidligere havde. Kirkens sociale engagement, dens forhold til den moderne kultur og dens evne til at tale til nye generationer er fortsat væsentlige spørgsmål, men Barrons betragtninger retter opmærksomheden mod noget mere grundlæggende: Hvad er det egentlig, Kirken er sat i verden for at forkynde?

Hans svar indebærer ikke, at Kirken skal opgive sit sociale engagement eller trække sig tilbage fra verden. Tværtimod understreger han, at arbejdet for retfærdighed og forandring af samfundet hører til konsekvenserne af den kristne tro. Men dette arbejde må ikke forveksles med troens grundlag. For den katolske Kirke er det afgørende ikke alene, at mennesket bliver moralsk bedre, men at det gennem Kristus bliver forenet med Gud. Kirkens liturgi, sakramenter og forkyndelse udspringer af denne forståelse. Eukaristien er ikke blot et symbol på fællesskab, og opstandelsen er ikke blot et billede på håb. De hører til selve indholdet af den tro, Kirken er sat til at forkynde.

Den fornyede interesse for katolsk tro blandt nogle unge og voksne kan ses i lyset af Barrons betragtninger, men den dokumenterer ikke i sig selv, at kristendommen generelt er på vej mod en ny vækstperiode. Det vil kræve en bredere undersøgelse af både dåbstal, konversioner, kirkegang og religiøs tilknytning. Samtalens væsentligste bidrag er derfor ikke en forudsigelse om Kirkens fremtid, men en påmindelse om dens identitet.

Kirken kan engagere sig i alle menneskelivets forhold, men den må ikke miste det budskab, som ingen anden institution kan forkynde på dens vegne. Troen på den levende Gud, Jesu Kristi død og opstandelse og menneskets kald til evigt liv er ikke et tillæg til kristendommen. Det er dens centrum.

Barrons kritik samler sig dermed i det spørgsmål, han selv stiller under samtalen: Hvorfor skulle mennesker gå i kirke, hvis Kirken ikke har noget overnaturligt at forkynde?

Kilde

Samtale mellem biskop Robert Barron og Tucker Carlson, gengivet i et kommenteret videoklip på YouTube. Artiklen bygger på transskriptionen af samtalen. Barrons egne udtalelser er adskilt fra videoproducentens efterfølgende kommentarer. Den danske fremstilling er redaktionelt bearbejdet og ikke en ordret oversættelse.

-karn

Lyt til samtalen