Pave Leo XIV møder de troende under sin rejse til Latinamerika i november 2026. Besøget viste Kirkens fortsatte folkelige tiltrækningskraft, men også betydningen af at styrke troen og fællesskabet i en tid med faldende katolsk tilslutning. Foto: Vatican Media

Pave Leo vil styrke troen i Latinamerika

Kommentar | Efter pave Leo XIV’s rejse til Latinamerika

Pave Leo XIV blev mødt af store menneskemængder under sin rejse til Latinamerika. Men selv om antallet af katolikker vokser på verdensplan, viser undersøgelser, at en faldende andel af befolkningen i flere latinamerikanske lande identificerer sig som katolikker. Det rejser spørgsmålet om, hvordan Kirken kan styrke troen og forbindelsen til de mennesker, der ikke længere føler sig hjemme i dens fællesskab.

Kort fortalt: Pave Leo XIV’s rejse til Latinamerika viste, at den katolske kirke fortsat har en enestående evne til at samle mennesker. Samtidig dokumenterer undersøgelser, at andelen af katolikker falder i flere af kontinentets største lande. Begejstringen for paven er reel, men den fortæller ikke hele historien om troens stilling. Kirkens fremtid afhænger også af, om mennesker finder en grund til at høre til, når de store begivenheder er forbi.

En begejstring, der kalder på eftertanke

I en afsluttende kommentar hos Vatican News skriver Massimiliano Menichetti, at nogle rejser måles i kilometer, mens andre måles i horisonter. Han beskriver pave Leo XIV’s besøg som langt mere end en række flyrejser, messer og offentlige arrangementer. Det var møder mellem mennesker, der delte tro, erfaringer og håb, og som i paven genkendte en åndelig leder med en særlig forbindelse til deres del af verden. Menichetti hæfter sig ved de mange skilte med budskabet om, at Peters efterfølger var kommet hjem. I hans beskrivelse bliver rejsen et vidnesbyrd om en kirke, der fortsat lever i menneskers bevidsthed og har en betydelig plads i deres liv.

Det er der god grund til at glæde sig over. Men de store menneskemængder fortæller ikke nødvendigvis, hvor stærkt den katolske tro står i befolkningen. Latinamerika har gennem århundreder været et af Kirkens vigtigste områder, hvor katolicismen har præget familieliv, kultur, politik og samfundets fælles traditioner. Den forbindelse er under forandring. Andre kristne trossamfund har vundet tilslutning, og stadig flere mennesker identificerer sig ikke længere med nogen bestemt religion. Paven kan fortsat samle hundredtusinder, men det betyder ikke, at den katolske kirke har bevaret sin tidligere plads i menneskers hverdag.

Tallene bag de fyldte pladser

I januar 2026 offentliggjorde Pew Research Center en undersøgelse af den religiøse udvikling i seks latinamerikanske lande. Den bygger på interviews med mere end 6.200 voksne gennemført i 2024 og sammenligner resultaterne med tilsvarende undersøgelser fra 2013-2014. Tallene viser en markant tilbagegang i andelen af mennesker, der identificerer sig som katolikker. I Argentina er andelen faldet fra 71 til 58 procent, i Peru fra 76 til 67 procent, mens under halvdelen af den voksne befolkning i Brasilien og Chile nu betegner sig som katolikker. Udviklingen ses i samtlige seks undersøgte lande og kan ikke længere betragtes som et forbigående udsving.

Men undersøgelsen fortæller også noget andet. Troen på Gud er fortsat meget udbredt, også blandt mennesker, der ikke længere tilhører et bestemt trossamfund. Det er derfor for enkelt at beskrive udviklingen som et kontinent, der vender Gud ryggen. Mange vender snarere de religiøse institutioner ryggen eller finder andre måder at leve deres tro på. Det rejser et mere krævende spørgsmål for den katolske kirke: Hvorfor mister den forbindelsen til mennesker, som fortsat tror på Gud? En del af forklaringen findes i de evangelikale kirkers fremgang, men den kan næppe stå alene. Også Kirkens egen evne til at skabe fællesskab, formidle troen og være til stede i menneskers liv må indgå i overvejelserne.

Det er vigtigt at understrege, at tilbagegangen ikke er udtryk for en global udvikling. På verdensplan er antallet af katolikker steget, blandt andet som følge af væksten i Afrika og Asien. Pew Research Centers tal beskriver udviklingen i seks latinamerikanske lande, hvor en faldende andel af befolkningen identificerer sig som katolikker. Der er altså tale om regionale forskydninger i en verdensomspændende kirke, som samlet set fortsat vokser i antal. Det gør ikke udviklingen i Latinamerika mindre alvorlig, men den skal forstås i sin rette sammenhæng.

I Chiclayo kendte de allerede paven

Et af rejsens mest bemærkelsesværdige øjeblikke fandt sted i Chiclayo i Peru, hvor Leo XIV tidligere havde været biskop. Her var han ikke blot den katolske kirkes overhoved på officielt besøg. Han var fader Robert, præsten og biskoppen, som mennesker havde kendt gennem hans pastorale arbejde. De havde mødt ham længe før pavevalget og kendte ham fra et almindeligt kirkeliv, hvor relationer udvikles gennem samtaler, gudstjenester, besøg og fælles erfaringer. At han nu vendte tilbage som pave, havde ikke ophævet den forbindelse. Tværtimod viste modtagelsen, hvor meget hans tidligere virke fortsat betød for dem.

Der ligger en vigtig erfaring i den fortælling. En præsts troværdighed kommer ikke alene fra hans embede, hans teologiske uddannelse eller hans evne til at prædike. Den vokser også frem, når mennesker oplever, at han kender dem, interesserer sig for deres liv og er til stede, når de har brug for ham. Det gælder i Peru, men det gælder lige så meget i en lille dansk menighed. Kirken bliver ikke nærværende alene ved at være synlig. Den bliver nærværende gennem mennesker, der tager ansvar for hinanden, og gennem præster, som ikke betragter menigheden som en forsamling, de skal tale til, men som mennesker, de skal følges med. Chiclayo viste, hvad der kan vokse frem af den form for præstegerning.

Et pavebesøg kan også forandre et menneske

Det ville imidlertid være forkert at afvise de store pavemesser og folkelige modtagelser som begivenheder uden varig religiøs betydning. For nogle mennesker kan mødet med paven blive en afgørende oplevelse. Et menneske, der i årevis har levet på afstand af Kirken, kan genfinde interessen for troen. En ung kan for første gang opleve, at det kristne fællesskab rækker langt ud over den lokale menighed. Og for mennesker, der lever i samfund, hvor troen fylder stadig mindre, kan det være en stærk erfaring at stå sammen med tusinder af andre, der deler den samme overbevisning. Sådanne oplevelser skal ikke undervurderes.

Men de store begivenheder kan ikke stå alene. Det afgørende er, om den begejstring, de vækker, får mulighed for at udvikle sig til noget mere varigt. Den personlige tro skal kunne leve videre, når musikken er forstummet, flagene er pakket sammen, og hverdagen igen stiller sine krav. Her er det ikke paven, men de lokale menigheder, præsterne, familierne og de troende selv, der må føre arbejdet videre. En levende kirke kan ikke bygges på enkeltstående oplevelser, hvor stærke de end måtte være. Den må give mennesker mulighed for at vokse i troen, stille spørgsmål, finde fællesskab og lære at leve med den tillid til Kristus, som er kristendommens egentlige grundlag.

Hvorfor forlader mennesker Kirken?

Det er et spørgsmål, som Kirken ikke bør være bange for at stille. Når millioner af latinamerikanere gennem de seneste årtier har forladt deres katolske tilhørsforhold, må der være grunde, som fortjener at blive taget alvorligt. Nogle søger en mere personlig og engageret form for kristent fællesskab. Andre har mistet tilliden til kirkelige ledere eller oplever, at Kirken ikke længere taler til deres liv. For nogle spiller religiøs ligegyldighed en rolle, mens andre fortsat beder, tror på Gud og betragter sig som kristne uden at føle sig hjemme i den katolske kirke. Der findes ingen enkelt forklaring, som dækker alle disse mennesker.

Netop derfor må Kirken være villig til at lytte. Ikke for at opgive sin lære eller gøre evangeliet til et spørgsmål om popularitet, men for at forstå, hvorfor mennesker ikke længere oplever, at den katolske kirke er deres naturlige åndelige hjem. Det kræver mere end nye programmer og vellykkede arrangementer. Det kræver menigheder, hvor mennesker bliver set, hvor troen kan drøftes uden frygt, og hvor Kirkens undervisning bliver forklaret med respekt for de spørgsmål, som moderne mennesker faktisk stiller. En kirke, der ønsker at blive hørt, må også selv være i stand til at høre.

Det var en væsentlig del af Leo XIV’s budskab under rejsen. Han talte om familien, beskyttelsen af menneskelivet, social retfærdighed og ansvaret for de mennesker, der lever på samfundets yderkanter. Han opfordrede til en kirke, som ikke nøjes med at formulere principper, men som omsætter dem til nærvær, solidaritet og konkret handling. Her ligger en opgave, som ikke afsluttes med pavens hjemkomst til Rom. For Kirkens troværdighed bliver også bedømt på, hvordan den møder mennesker, der er fattige, ensomme, usikre eller har mistet deres forbindelse til det kirkelige fællesskab.

Rejsens betydning viser sig først bagefter

Massimiliano Menichetti afslutter sin kommentar med tanken om, at paven vender tilbage til Vatikanet med ansigter, fortællinger og erfaringer, som vil følge ham i hans fortsatte tjeneste. Han fremhæver, at mission ikke alene handler om at bringe evangeliet til andre, men også om at modtage noget gennem mødet med dem. Det er en væsentlig forståelse af Kirkens opgave. Den kan ikke nøjes med at tale fra Rom og ud i verden. Den må også lade erfaringerne fra de lokale kirker få betydning for den måde, den forstår og udfører sin mission på.

Pave Leo XIV’s rejse har vist, at den katolske kirke fortsat har en betydelig folkelig tiltrækningskraft i Latinamerika. Den har også mindet om, at pavens person kan skabe forbindelser mellem mennesker, som ellers lever under vidt forskellige vilkår. Men Kirkens fremtid bliver ikke afgjort af billederne fra de store pladser. Den bliver afgjort i de menigheder, hvor præster og lægfolk nu skal fortsætte det arbejde, som pavens besøg har givet ny opmærksomhed. Her skal troen forkyndes, fællesskaberne holdes levende, og mennesker, der har mistet forbindelsen til Kirken, have mulighed for at finde tilbage.

Det er også her, rejsens betydning skal vise sig. Ikke alene i de mennesker, der blev bevæget af at møde paven, men i dem, der efterfølgende får lyst til at lære Kristus bedre at kende og tage del i Kirkens liv.

For Kirkens fremtid afgøres ikke af, hvor mange mennesker der kommer for at se paven, men af om mødet med ham kan styrke deres tro på Kristus og deres tilhørsforhold til Kirken.

-karn

Faktaboks | Katolicismen i Latinamerika

Undersøgelse: Pew Research Center, januar 2026.

Datagrundlag: Mere end 6.200 voksne i seks latinamerikanske lande, interviewet i 2024. Resultaterne sammenlignes med undersøgelser fra 2013-2014.

Andel af voksne, der identificerer sig som katolikker:

Land2013-20142024
Argentina71 %58 %
Peru76 %67 %
Brasilien61 %46 %
Chile64 %46 %
Colombia79 %60 %
Mexico81 %67 %

Udvikling: Andelen af katolikker er faldet i alle seks lande. Samtidig er troen på Gud fortsat udbredt, også blandt mennesker uden religiøst tilhørsforhold.

Global udvikling: Antallet af katolikker er stigende på verdensplan. Tilbagegangen i undersøgelsen vedrører andelen af katolikker i seks latinamerikanske lande og må ikke forveksles med udviklingen i den samlede verdenskirke.

Kilde: Pew Research Center, Catholicism Has Declined in Latin America Over the Past Decade, 21. januar 2026.

Baggrund

Kommentaren er inspireret af Massimiliano Menichettis artikel A journey beyond measure in kilometers, offentliggjort af Vatican News i forbindelse med afslutningen på pave Leo XIV’s rejse til Latinamerika.

TILMELD DIG NYHEDSBREVET

Tilmeld dig nyhedsbrevet og hold dig opdateret om katolsk tro, Kirkens liv og aktuelle samfundsspørgsmål.

100 kr.

Støt Katolsk NU

Alt indhold på Katolsk NU kan læses, ses og downloades gratis. Hvis du værdsætter det, du finder her, kan du støtte det redaktionelle arbejde med eksempelvis 100 kr.

MobilePay 23 44 81 55

Læs mere om at støtte Katolsk NU

Festmesse i domkirken

Download plakat

Biskop Czeslaw fylder 75 år

Den 17. november fylder Czeslaw Kozon 75 år og skal indgive sin afskedsansøgning til paven. Katolsk NU gør status over mere end 30 år som biskop – en tid med vækst og forandring, men også kriser, konflikter og uløste spørgsmål.

Læs portrættet og analysen →

Navnet Katolsk NU

Hvorfor hedder vi Katolsk NU? Bag de to ord ligger flere betydninger, der forbinder Kirkens lange tradition med troen og livet i nutiden.

Læs om tankerne bag navnet.

Redaktionelle principper

Katolsk NU er et selvstændigt, frivilligt katolsk medie med fokus på den katolske tro og samspillet mellem Kirke og samfund. Vores redaktionelle principper beskriver, hvordan vi arbejder med journalistik, kildekritik, troværdighed og ansvarlig brug af kunstig intelligens.. Læs mere

Nyhedstavle fra hele verden

Katolsk NU’s nyhedstavle samler aktuelle nyheder fra danske og internationale katolske medier. Her kan du følge nyt fra Vatican News, EWTN, Crux, katholisch.de, France Catholique, Rorate Cæli, katolsk.dk og Katolsk NU.

Nyhederne opdateres løbende, og et klik fører dig videre til den oprindelige artikel.

Læs katolske nyheder fra hele verden

Et teologisk arkiv vokser frem

Katolsk NU er i gang med at opbygge et arkiv over præst Lars Messerschmidts mange bibelske og teologiske tekster. Arbejdet er omfattende, og nye tekster bliver løbende tilføjet og gjort tilgængelige.

Følg med i arkivets udvikling

Print artiklerne

Vil du gemme en artikel eller læse den på papir? Du kan nu udskrive vores artikler i en ren og læsevenlig version uden menuer, annoncer og andet indhold fra hjemmesiden. Du vælger selv, om billederne skal med.

Se efter 🖨 Udskriv artikel øverst i artiklen.

Katolsk NU på YouTube

Katolsk NU på YouTube