Når begejstringen har lagt sig

Om konvertittens møde med den katolske hverdag.

At blive optaget i den katolske Kirke er for mange afslutningen på flere års søgen. Men glæden ved at have fundet sit åndelige hjem bliver ikke altid fulgt af det fællesskab, man havde forestillet sig. Allerede for mere end 80 år siden skrev den danske katolske præst Peter Schindler om konvertittens forventninger og skuffelser. Hans betragtninger rejser et spørgsmål, som stadig fortjener opmærksomhed: Hvordan tager vi imod mennesker, der har truffet en af deres livs vigtigste beslutninger for at blive en del af vores kirke?

Kort fortalt: For mange konvertitter er optagelsen i den katolske Kirke en af livets største begivenheder. Men begejstringen bliver undertiden afløst af ensomhed, når hverdagen begynder, og menigheden ikke viser den interesse, man havde håbet på. Peter Schindler skrev allerede i 1940’erne om konvertittens forventninger og skuffelser. Hans betragtninger minder os om, at det kristne liv fortsætter længe efter optagelsesdagen, og at menigheden har et ansvar for at tage imod dem, der kommer til.

Den store dag og den almindelige søndag

Der er dage i et menneskes liv, som aldrig bliver glemt. For den, der som voksen bliver optaget i den katolske Kirke, er optagelsesdagen en sådan begivenhed. Bag beslutningen ligger ofte flere års søgen. Man har læst, stillet spørgsmål, talt med præster, deltaget i messer og forsøgt at forstå en tro, som på én gang virker fremmed og mærkeligt velkendt. Der har været tvivl undervejs, og beslutningen har ikke altid været let at forklare over for familie og venner. Men efterhånden er overbevisningen vokset, og nu står man foran alteret og bekender den tro, man ønsker at leve med. Man er kommet hjem. Glæden er stor, og forventningerne til det nye liv i Kirken er det samme.

Men allerede den følgende søndag er der almindelig messe. Folk kommer ind i kirken, finder deres sædvanlige pladser, deltager i liturgien og går hjem igen. Nogle hilser, andre nikker venligt, og enkelte lægger slet ikke mærke til det nye ansigt. Ved kirkekaffen står mennesker, som har kendt hinanden i årevis, i deres sædvanlige grupper. Der tales om familien, om sidste uges begivenheder og om alt det, mennesker nu taler om, når de mødes. Den nye katolik står med en kop kaffe og forsøger at finde en naturlig anledning til at deltage i samtalen. Ingen spørger, hvordan det går, eller hvordan det har været at blive katolik. Efter et stykke tid stiller man koppen fra sig og går hjem. Næste søndag gentager situationen sig.

Det er sjældent udtryk for uvilje. De fleste er optaget af deres eget liv og tænker ikke over, hvordan det opleves at komme ind i et fællesskab, hvor alle andre allerede synes at høre til. Men for den nye katolik gør det ondt. Den dag, som for vedkommende var en af livets største begivenheder, er hurtigt blevet en fjern erindring for de andre. Man er blevet modtaget i Kirken, men har endnu ikke fundet sin plads i menigheden.

Man har forladt mere, end andre aner

Det er værd at tænke over, hvad et menneske har lagt bag sig for at blive katolik. Nogle kommer fra en anden kristen kirke og har forladt et fællesskab, hvor de havde venner og et religiøst tilhørsforhold gennem mange år. Andre kommer fra en familie uden nogen særlig kirkelig tilknytning og har måttet forklare, hvorfor de pludselig bruger så meget tid på religion. Enkelte har mødt direkte modstand eller oplevet, at mennesker, de holder af, ikke forstår deres beslutning. Konversionen er derfor ikke blot et personligt trosvalg. Den indebærer undertiden et tab af noget velkendt, og netop derfor er forventningen om at finde et nyt fællesskab stor.

Den nye katolik har forestillet sig, at katolikker er interesserede i at tale om troen. At man efter messen kan drøfte søndagens læsninger, spørge om Kirkens lære eller dele de tanker, som har fyldt så meget under forberedelsen. Men mange katolikker har ikke det samme behov. De er vokset op med messen, sakramenterne og Kirkens traditioner. De har ikke nødvendigvis brugt år på at undersøge, hvorfor Kirken lærer, som den gør. For dem er det katolske liv en selvfølgelig del af tilværelsen, mens det for konvertitten stadig er nyt og fyldt med spørgsmål.

Det fører undertiden til en særlig skuffelse. Den nye katolik har læst mere om Kirkens historie og teologi end mange af dem, der har været katolikker hele livet, men oplever alligevel ikke at kunne finde nogen at dele sin interesse med. Man begynder at undre sig over, hvorfor andre tilsyneladende tager så let på noget, man selv har kæmpet for at blive en del af. Her må konvertitten imidlertid også være varsom. Den, der er vokset op i Kirken, kan have en stille og dyb tro, som ikke kommer til udtryk gennem teologiske samtaler eller religiøs begejstring. Et menneske, der trofast har deltaget i messen gennem et langt liv, behøver ikke kunne redegøre for alle Kirkens læresætninger for at have et nært forhold til Gud. Det er heller ikke rimeligt at forvente, at en almindelig menighed skal opfylde alle de åndelige og menneskelige behov, som en ny katolik kommer med.

Alligevel er ønsket om at dele sin glæde og sine spørgsmål både forståeligt og berettiget. Det er ikke for meget at forvente, at nogen viser interesse for det menneske, der netop har truffet en af sit livs vigtigste beslutninger.

Kirken består også af besværlige mennesker

Under forberedelsen til konversionen lærer man om Kirkens hellighed, dens sakramenter, dens historie og dens mange helgener. Man møder en åndelig arv, der strækker sig næsten to tusind år tilbage, og som rummer en rigdom, det tager et helt liv at lære at kende. Denne begejstring præger også forventningerne til de mennesker, man skal dele troen med. Man forestiller sig et fællesskab, hvor næstekærligheden er mere fremtrædende, hvor man behandler hinanden med større tålmodighed, og hvor de almindelige menneskelige småligheder fylder mindre.

Men også den katolske Kirke består af mennesker, som kan være både venlige og vanskelige. Der findes gamle konflikter, personlige modsætninger, misforståelser og grupperinger, som det er svært for en ny at finde ind i. Der er mennesker, som ikke taler sammen, og andre, som er mere optaget af deres egne meninger end af at lytte. Præster er travle, bliver trætte og lever ikke altid op til de forventninger, mennesker har til dem. Og man oplever undertiden en forbavsende afstand mellem de ord om kærlighed og tilgivelse, som bliver læst op under messen, og den måde, mennesker behandler hinanden på bagefter.

For konvertitten bliver dette en alvorlig prøve. Vedkommende har ikke blot tilsluttet sig en troslære, men også søgt et sted, hvor troen kan leves sammen med andre. Når fællesskabet ikke svarer til forventningerne, rammer skuffelsen dybere end almindelig utilfredshed med en menighed. Man begynder at tvivle på sin egen beslutning. Har man misforstået noget? Har man idealiseret Kirken? Er det virkelig sådan, det katolske liv ser ud?

En menighed, der ikke tager ordentligt imod nye mennesker, svigter en del af sit ansvar. Det hjælper ikke at fortælle den skuffede konvertit, at alle mennesker er ufuldkomne, hvis det blot bliver en undskyldning for ligegyldighed. Samtidig må den nye katolik lære at skelne mellem den tro, Kirken bekender, og den måde, dens medlemmer formår at leve den på. Kirken er hellig på grund af Kristus, ikke fordi alle dens medlemmer er helgener. Det er en vanskelig erkendelse for den, der er kommet med store forventninger.

Peter Schindlers ord til konvertitterne

Den danske katolske præst og forfatter Peter Schindler kendte selv til det at blive katolik som voksen. I sit skrift Katolsk kristenliv, der blev bragt i det norske katolske tidsskrift St. Olav og senere udgivet som særtryk med kirkelig godkendelse i 1944, henvendte han sig direkte til konvertitterne. Hans ord er skrevet i en anden tid, men meget af det, han beskriver, er stadig genkendeligt.

Schindler minder læseren om, at man på optagelsesdagen bliver katolik i formel forstand, men at der endnu er lang vej til at blive det i sit levede liv. Det betyder naturligvis ikke, at konvertitten kun delvist tilhører Kirken. Optagelsen er fuldgyldig. Men den personlige tilegnelse af troen og det kristne livs modning fortsætter længe efter den højtidelige dag ved alteret.

Han beskriver den første glæde og den senere skuffelse, når mennesket opdager, at dets gamle svagheder ikke er forsvundet. Man havde forestillet sig, at sakramenterne ville forandre mere, end de faktisk har gjort. At fristelserne ville blive mindre, at troen ville gøre livet lettere, og at man selv ville blive et bedre menneske. Men efter nogen tid opdager man, at man stadig kæmper med de samme vanskeligheder. Schindler understreger, at Gud i skriftemålets sakramente har lovet syndernes forladelse, ikke at mennesket derefter skal være fri for fristelser eller personlige svagheder.

Schindler advarer også mod konvertittens hovmod. Den, der har fundet den katolske tro, har ikke dermed fået ret til at se ned på dem, der ikke har fulgt den samme vej. Den modtagne nåde forpligter tværtimod til større ydmyghed og omsorg for andre. Det gælder også i mødet med de katolikker, der er vokset op i Kirken. Den nye katolik må ikke gøre sin egen begejstring til målestok for alle andres tro, ligesom de etablerede katolikker ikke bør betragte konvertittens spørgsmål og iver som noget besværligt, der nok går over med tiden.

Schindler skrev først og fremmest om konvertittens eget åndelige liv. Men hans betragtninger har også betydning for forholdet mellem den nye katolik og menigheden. For hvis konvertitten ikke selv bliver et fuldkomment menneske ved optagelsen, kan man heller ikke forvente at møde fuldkomne mennesker i Kirken. Det fritager ingen for ansvaret for at behandle andre ordentligt. Det minder os om, at det kristne fællesskab består af mennesker, der alle har brug for Guds nåde.

Troen, når følelserne ikke længere bærer

Der kommer en tid, hvor det ikke længere er så let at gå til messe. Ikke fordi man har mistet troen, men fordi den første begejstring har lagt sig. Liturgien er blevet velkendt, og de bønner, som tidligere gjorde et stærkt indtryk, bliver nu bedt uden den samme følelsesmæssige intensitet. Der opstår perioder, hvor Gud synes fjern, og hvor man ikke længere mærker den glæde, som engang gjorde beslutningen om at blive katolik så selvfølgelig. Hvis man samtidig føler sig fremmed i menigheden, bliver det svært at finde motivationen til at fortsætte.

Men et menneskes tro kan ikke vurderes alene efter de følelser, den vækker. Begejstring er en stor gave og fører os til beslutninger, vi ellers aldrig ville have truffet. Men den kan ikke bære et helt liv. I et langt ægteskab er det heller ikke den første forelskelse, som alene holder mennesker sammen. Kærligheden får efterhånden en anden karakter. Den kommer til udtryk gennem troskab, tålmodighed og viljen til at være der for hinanden, også når livet er vanskeligt, og følelserne ikke længere er så stærke.

Noget tilsvarende sker i troslivet. Man begynder at forstå, at messen ikke først og fremmest er til for at give en særlig religiøs oplevelse, men for at man kan møde Kristus i eukaristien. At bønnen ikke mister sin betydning, fordi den undertiden føles tør. Og at trofasthed også består i at fortsætte, når man er træt, tvivlende eller skuffet. Det er ikke nødvendigvis tegn på en svagere tro. Det er en del af den modning, som hører det kristne liv til.

Men at troen skal modnes, betyder ikke, at man skal finde sig i enhver behandling fra andre mennesker. Man kan være tro mod den katolske Kirke og samtidig være dybt skuffet over sin menighed. Man kan elske Kirkens liturgi og sakramenter og have vanskeligt ved at finde sig til rette blandt de mennesker, man møder om søndagen. Og der er gode grunde til at søge et andet katolsk fællesskab, hvis det sted, man kommer, ikke giver mulighed for et sundt og trygt trosliv. Trofasthed mod Kirken er ikke det samme som ukritisk loyalitet over for alt, hvad der foregår i en bestemt menighed.

Hvem tager sig af den nye katolik?

Vi bruger med rette tid og kræfter på at forberede mennesker til optagelsen i den katolske Kirke. Der bliver undervist i troslæren, talt om sakramenterne og svaret på spørgsmål. Præster og andre undervisere hjælper den kommende konvertit med at forstå, hvad det indebærer at blive katolik. Selve optagelsen bliver ofte en smuk og højtidelig begivenhed. Men hvad sker der bagefter? Hvem har ansvaret for, at den nye katolik også finder sig til rette i det almindelige menighedsliv?

Det er et spørgsmål, vi ikke stiller ofte nok. Vi er så optaget af selve konversionen, at vi glemmer, at mennesket bagefter skal leve med sin beslutning i mange år. Den nye katolik har brug for mere end undervisning og en vellykket optagelsesmesse. Der er brug for nogen at tale med, nogen at stille spørgsmål til og nogen at dele troen med. Ikke nødvendigvis gennem organiserede aktiviteter eller endnu et undervisningsforløb, men gennem den almindelige menneskelige kontakt, som gør, at man føler sig hjemme et sted.

Det behøver ikke være vanskeligt. En invitation til kirkekaffe, en samtale efter messen eller et spørgsmål om, hvordan det går, betyder mere, end vi forestiller os. Det samme gælder en opfordring til at deltage i en menighedsaktivitet eller en invitation hjem til middag. Det kræver ikke særlige evner at vise interesse for et andet menneske. Men det kræver, at nogen tager initiativet.

Den nye katolik har naturligvis også selv et ansvar. Man kan ikke forvente, at alle andre altid skal tage det første skridt, eller at et fællesskab straks kan give plads til alle de forventninger, man kommer med. Venskaber tager tid, og det kræver tålmodighed at lære en menighed at kende. Men ansvaret kan ikke alene lægges på den, der netop er kommet. De etablerede medlemmer har en særlig mulighed for at gøre det lettere at finde sig til rette, netop fordi de allerede kender mennesker, vaner og muligheder i menigheden.

Præsten har et særligt ansvar, men han kan ikke gøre det alene. Optagelsen af et nyt medlem er ikke blot en begivenhed mellem præsten og konvertitten. Et nyt menneske er blevet en del af fællesskabet, og det bør også få betydning for dem, der allerede er der. Hvis vi virkelig tror, at Kirken er Kristi legeme, kan vi ikke være ligeglade med, om et nyt medlem føler sig velkommen eller overladt til sig selv.

Den, der selv har stået alene

Nogle konvertitter finder hurtigt deres plads i Kirken. De møder mennesker, som tager imod dem, får venner i menigheden og oplever, at deres tro bliver styrket af fællesskabet. Andre bruger lang tid på at finde sig til rette. Nogle søger videre til en anden menighed, og nogle trækker sig efterhånden fra det kirkelige liv. Vi ved ikke altid hvorfor. Ofte spørger vi heller ikke.

Der er mange grunde til, at et menneske holder op med at komme til messe. Men vi bør ikke undervurdere betydningen af at føle sig udenfor. Det er muligt at have en oprigtig katolsk tro og samtidig savne et menneske at dele den med. Og det er muligt at være omgivet af mennesker i en fyldt kirke og alligevel føle sig alene.

Den, der selv har stået med sin kirkekaffe uden nogen at tale med, ved, hvad det betyder, når et andet menneske kommer hen og siger goddag. Den, der har savnet interesse og imødekommenhed, bliver ofte særligt opmærksom på nye ansigter i kirken. Og den, der har oplevet skuffelsen over ikke at høre til, har en særlig mulighed for at sørge for, at andre ikke skal opleve det samme.

Men vi skal ikke gøre ensomheden til en nødvendig del af konvertittens åndelige udvikling. Der er ingen særlig fortjeneste i at blive overset, og ingen grund til at romantisere de skuffelser, som kunne have været undgået med lidt større opmærksomhed fra andre.

Peter Schindler havde ret i, at konversionen ikke er målet, men begyndelsen. Den nye katolik har meget at lære, og troen skal finde sin plads i et almindeligt menneskeliv med alt, hvad det indebærer af glæder, vanskeligheder og skuffelser. Men det gælder også dem, der allerede har været katolikker i mange år. Ingen af os er færdige med at lære, hvad det vil sige at leve som kristen.

Og det er værd at stille et enkelt spørgsmål, næste gang vi forlader søndagsmessen og går hen til dem, vi plejer at tale med:

Hvor mange mennesker har vi budt velkommen i Kirken, men siden ladet stå alene?

-karn