Udmeldelse af den katolske Kirke?

Kommentar | Peter Schindlers ord om at forlade Kirken udfordrer vores tids forståelse af tro, samvittighed og frelse.

Kan man forlade den katolske Kirke uden samtidig at vende Gud ryggen? Peter Schindler mente, at en udmeldelse havde langt alvorligere konsekvenser end blot at få sit navn slettet af kirkebogen. Hans ord om nåde, frelse og fortabelse udfordrer stadig vores forståelse af, hvad det vil sige at høre til Kirken.

Kort fortalt: Peter Schindler afviste, at man kan forlade den katolske Kirke på samme måde, som man melder sig ud af en forening. Dåben kan ikke ophæves, og forholdet til Kirken har ifølge katolsk lære betydning for frelsen. Men en udmeldelse er ikke i sig selv ensbetydende med fortabelse. Kommentaren spørger samtidig, om nutidens pastorale sprog er blevet så forsigtigt, at vi har mistet modet til at tale om troens vanskeligste spørgsmål.

Man kan melde sig ud af en forening, opsige et medlemskab og få sit navn slettet af et register. Men kan man også melde sig ud af Guds rige? Den danske katolske præst og forfatter Peter Schindler stillede spørgsmålet med en alvor, som kan forekomme fremmed i dag. I et kort kapitel med titlen Om å «melde seg ut» afviser han forestillingen om, at udmeldelse blot handler om at blive slettet af en kirkebog. For Schindler er Kirken ikke en menneskelig organisation blandt andre, men det fællesskab, hvor mennesket gennem dåben får del i Kristi frelse. At forlade den er derfor ikke nogen ubetydelig handling.

Kirken er ikke en forening

Schindlers argument tager udgangspunkt i Kirkens sakramentale væsen. Dåben er ikke en indmeldelsesceremoni, men et sakramente, der knytter mennesket til Kristus og meddeler et uudsletteligt præg, character indelebilis. Den døbte kan forkaste troen, afbryde forbindelsen til menigheden og erklære sig uden for Kirken, men dåben kan ikke ophæves. Den katolske ekklesiologi, læren om Kirkens væsen, fastholder, at Kirken er mere end summen af sine medlemmer. Den er Kristi legeme og et synligt, sakramentalt fællesskab.

Schindler drager en kompromisløs konklusion. At melde sig ud af Kirken er efter hans opfattelse at melde sig ud af Guds rige, af frelsen og af nåden. Han taler om fortabelse som et selvforskyldt tab, når mennesket med viden og vilje træffer dette valg. Det er en formulering, som næppe ville falde ubemærket i en nutidig prædiken. Men Schindler bruger ikke ordene for at provokere. Han tager konsekvensen af sin overbevisning om, at Kirken er grundlagt af Kristus og nødvendig for menneskets frelse.

Den gamle læresætning extra Ecclesiam nulla salus – uden for Kirken ingen frelse – er fortsat en del af den katolske troslære. Den kan ikke blot afvises som et levn fra en mindre tolerant tid. Men den skal forstås i sammenhæng med Kirkens samlede lære om Guds nåde og menneskets ansvar.

Samvittigheden og frelsen

Det Andet Vatikankoncil fastslår i den dogmatiske konstitution Lumen gentium, artikel 14, at mennesker, som erkender den katolske Kirke som grundlagt af Kristus og nødvendig for frelsen, men alligevel bevidst nægter at træde ind i eller forblive i den, ikke kan frelses. Samtidig lærer Kirken, at mennesker, som uden egen skyld ikke kender Kristus eller hans Kirke, kan opnå frelsen, hvis de oprigtigt søger Gud og bestræber sig på at følge deres samvittighed under nådens indflydelse.

Det er en afgørende sondring. En formel udmeldelse fortæller ikke nødvendigvis, hvad der foregår i et menneskes samvittighed. Nogle forlader Kirken, fordi de har mistet troen. Andre gør det efter alvorlige samvittighedskonflikter eller smertefulde erfaringer med Kirkens repræsentanter. At afvise en sandhed, man har erkendt som sand, er ikke det samme som ikke længere at være overbevist om dens sandhed.

Kirken har ret og pligt til at forkynde sin lære om frelsen. Men den kan ikke på grundlag af en udmeldelse alene fælde dom over et menneskes evige skæbne. Den endelige dom tilkommer Gud.

De ord, vi ikke længere tør bruge

Noget af det mest tankevækkende ved Schindlers tekst er hans selvfølgelige anvendelse af begreber som arvesynd, forløsning, nåde, anger, fortabelse og frelse. Han skriver uden forbehold og forventer, at læseren tager ordenes teologiske indhold alvorligt.

I dag er det pastorale sprog ofte anderledes. Vi taler om fællesskab, rummelighed, nærvær og personlig udvikling. Det er gode og nødvendige begreber, men de kan ikke erstatte teologiens præcise ordforråd. Arvesynd er ikke blot menneskelig ufuldkommenhed. Forløsning er mere end at finde mening med tilværelsen. Nåde er ikke almindelig venlighed, og frelse er ikke det samme som menneskelig trivsel.

I bestræbelserne på at gøre den katolske tro forståelig og tilgængelig risikerer vi at nivellere dens sprog, indtil de vanskelige begreber mister deres indhold. Fortabelse er blevet et ord, man helst undgår, selv om muligheden for menneskets endelige adskillelse fra Gud fortsat hører til Kirkens lære. Synd omtales gerne som menneskelig svaghed, og omvendelse bliver undertiden reduceret til personlig udvikling.

Men hvis vi ikke længere tør tale om fortabelse, hvordan skal vi så forklare frelsens betydning? Og hvis synden blot er et andet ord for menneskets ufuldkommenhed, hvad er det da, Kristus har forløst os fra?

Den pastorale opgave må være at forklare de vanskelige begreber, ikke at erstatte dem med mere behagelige vendinger. Et forståeligt sprog er nødvendigt, men forståelighed må ikke opnås ved at udvande det, der skal forklares.

Kirken med de udrakte arme

Schindler afslutter sin betragtning med et billede, der står i bemærkelsesværdig kontrast til hans kompromisløse ord. Kirken lider, skriver han, som en mor over et barn, der er gået bort. Den står med udrakte arme og venter på at kunne skænke den fortabte søn eller datter tilgivelsens sakramente.

Her kommer den pastorale dimension til syne. Kirken må fastholde sin lære uden at gøre den til et våben mod mennesker, der kæmper med troen. Den må kunne lytte til dem, der forlader den, også når deres begrundelser er ubehagelige, og når Kirkens egne svigt har været medvirkende. Dens omsorg må række længere end ønsket om at få et menneske tilbage i kirkebogen.

Peter Schindler talte om fortabelse uden at undskylde ordet. Vi behøver ikke overtage alle hans formuleringer for at tage hans spørgsmål alvorligt.

Man kan forlade Kirkens synlige fællesskab. Man kan miste troen og afvise dens lære. Men dåben består, og intet menneske kan med sikkerhed afgøre et andet menneskes evige skæbne.

Det gør ikke spørgsmålet om udmeldelse mindre alvorligt. Det gør det vanskeligere – og langt vigtigere – at tale præcist om.

-karn