Leo XIV møder de første alvorlige prøver

Nu begynder pontifikatets svære beslutninger

De første måneder har givet et billede af pave Leo XIVs stil. Nu melder spørgsmålene sig om hans ledelse af Kirken – fra udnævnelser og synodalitet til den fortsatte kamp med følgerne af seksuelle overgreb.

Kort fortalt: Pave Leo XIV står over for nogle af de første spørgsmål, der for alvor kan komme til at præge hans pontifikat. Udnævnelser i Vatikanet, lægfolks myndighed og håndteringen af seksuelle overgreb kræver konkrete beslutninger og vil vise, hvilken retning den nye pave ønsker for Kirken.

Fra indtryk til beslutninger

Enhver ny pave bliver i den første tid gransket nøje. Ordene, klædedragten, gudstjenesterne, udnævnelserne og selv små ændringer i dagligdagen bliver læst som tegn på, hvad der skal komme. Sådan har det også været med Leo XIV. Hans rolige fremtræden og omhyggelige formuleringer har været blandt de tydeligste kendetegn, og sammenligningerne med pave Frans har fulgt ham fra den første dag.

Efter nogle måneder er der imidlertid mere at bedømme en pave på end stil og fremtræden. Leo XIV har nu fået en række spørgsmål på sit bord, hvor han må træffe beslutninger, og hvor forskellige hensyn og opfattelser står over for hinanden. Det gælder ledelsen af Vatikanet, synodaliteten og forståelsen af kirkelig myndighed, men først og fremmest Kirkens fortsatte håndtering af seksuelle overgreb.

En kardinal forlader Peterskirken

Et af de tydeligste tegn på, at Leo XIV er begyndt at sætte sit eget præg på ledelsen af Kirken, er flytningen af kardinal Mauro Gambetti fra posten som ærkepræst ved Peterskirken til ærkebispedømmet Chieti-Vasto i det centrale Italien.

Gambetti blev udnævnt af pave Frans i 2021. Stillingen ved Peterskirken er ikke blot ceremoniel, men forbundet med betydelig administrativ indflydelse og ansvar for en af den katolske verdens vigtigste institutioner. Hans periode har samtidig været præget af uro og diskussion om ledelsen af basilikaen. At den 60-årige kardinal nu sendes til et italiensk ærkebispedømme bliver derfor fulgt nøje i Rom. Chieti-Vasto er et betydeligt bispedømme, men udnævnelsen bliver næppe opfattet som en forfremmelse.

Mindst lige så interessant bliver valget af hans efterfølger ved Peterskirken. En pave leder ikke alene gennem dokumenter og offentlige udtalelser, men også gennem de mennesker, han giver ansvar. Efterhånden som Leo XIV foretager flere udnævnelser og flytninger, vil konturerne af hans egen ledelse blive tydeligere.

Hvor meget myndighed kan lægfolk få?

Et andet spørgsmål går dybere end Vatikanets personale. Det handler om selve forståelsen af kirkelig myndighed.

Leo XIV har modtaget forslag fra den kommission, der arbejder med de kirkeretlige konsekvenser af den synodale proces. Et af forslagene handler om lægfolks mulighed for at fungere som dommere i kirkeretlige sager. Lægfolk kan allerede i dag deltage som dommere ved kirkelige domstole, men der findes grænser for deres myndighed. Bag den tilsyneladende tekniske diskussion ligger derfor et langt større spørgsmål: Hvorfra kommer retten til at udøve myndighed i Kirken?

En central skikkelse i diskussionen under pave Frans var kardinal Gianfranco Ghirlanda SJ. Hans opfattelse har været, at kirkelig ledelsesmyndighed ikke nødvendigvis udspringer direkte af ordinationen, men kan gives gennem en kirkeretlig mission fra paven. Denne forståelse har haft betydning for muligheden for at udnævne kvinder og andre lægfolk til ledende poster i Vatikanet. Samtidig har praksis været forsigtig. Når kvinder er blevet udnævnt til nogle af de højeste poster i kurien, har der i visse tilfælde også været en gejstlig pro-præfekt.

Leo XIV fulgte denne model, da han tidligere i år udnævnte søster Alessandra Smerilli til præfekt for Dikasteriet for Lægfolk, Familien og Livet. Spørgsmålet er derfor ikke blot, hvem der kan bestride en bestemt stilling. Det berører forholdet mellem ordination, bispeembede og den myndighed, der udøves i Kirkens navn. Leo XIV er selv uddannet kirkeretsjurist og vil kende rækkevidden af selv tilsyneladende begrænsede ændringer i den kanoniske lov.

Overgrebene bliver den tungeste prøve

Endnu mere alvorligt er spørgsmålet om seksuelle overgreb og Kirkens håndtering af dem.

Under besøget i Lourdes den 27. september mødtes Leo XIV privat med syv mennesker, der havde været udsat for seksuelle overgreb i kirkelig sammenhæng. Mødet varede omkring halvanden time, og flere af deltagerne beskrev bagefter paven som lyttende og beslutsom. Samme dag talte han til de franske biskopper og fremhævede deres arbejde med at lytte til ofrene, søge sandheden, sikre retfærdighed og skabe en stærkere kultur for forebyggelse og beskyttelse.

At møderne fandt sted netop i Lourdes, gav dem en særlig betydning. Valfartsstedet ved Pyrenæerne forbindes over hele verden med helbredelse og håb, men basilikaen rummer samtidig mosaikker udført af den tidligere jesuit Marko Rupnik, som er anklaget for omfattende seksuelle, psykiske og åndelige overgreb mod voksne kvinder, blandt dem ordenssøstre.

Rupniks kunst er dermed blevet mere end et spørgsmål om udsmykningen af kirker. For ofre og kritikere er den blevet et synligt tegn på, hvor vanskeligt Kirken har haft ved at håndtere alvorlige anklager mod personer med status og indflydelse. Mosaikkerne blev dækket til under pavens besøg i Lourdes, ifølge oplysninger omtalt af Crux efter ønske fra paven. De er imidlertid fortsat på deres plads, selv om biskop Jean-Marc Micas af Tarbes og Lourdes tidligere har givet udtryk for, at de bør fjernes.

Er problemet systemisk?

På flyveturen tilbage fra Frankrig blev Leo XIV stillet et spørgsmål, der går til kernen af overgrebskrisen: Betragter han seksuelle overgreb i Kirken som et systemisk problem?

Paven anerkendte, at bestemte kirkelige organisationer eller miljøer kan have fungeret på måder, der gjorde overgreb mulige, men beskrev samtidig seksuelle overgreb som først og fremmest et menneskeligt problem. Det er i sig selv vanskeligt at bestride. Seksuelle overgreb forekommer ikke kun i Den Katolske Kirke. Men når de finder sted i Kirken, kommer noget særligt til. Den, der begår overgrebet, kan samtidig være præst, skriftefader, åndelig vejleder eller en person, som offeret har lært at forbinde med Kirkens og i sidste ende Guds autoritet.

Derfor handler overgrebskrisen ikke alene om de mennesker, der har begået forbrydelser eller misbrugt deres position. Den handler også om de kirkelige miljøer, hvor advarsler ikke blev hørt, oplysninger blev tilbageholdt, præster blev flyttet, eller hensynet til institutionens omdømme fik større vægt end hensynet til ofrene. Det er her, spørgsmålet om noget systemisk bliver uundgåeligt. Kirken må ikke alene spørge, hvorfor et menneske begår et overgreb, men også hvordan dens egne strukturer og autoritetsforhold kan have gjort overgreb og fortielse mulige.

Rupnik bliver en prøve

Marko Rupnik-sagen samler mange af disse spørgsmål. Her mødes åndelig autoritet, seksuel magt, berømmelse, stærke forbindelser i kirkelige kredse og en proces, som gennem lang tid har været vanskelig for offentligheden at gennemskue. Den tidligere jesuit er anklaget af en række kvinder for alvorlige overgreb gennem flere årtier, og den kirkeretlige behandling er blevet kritiseret for at være langsom.

At Vatikanet efter Leo XIVs valg fjernede billeder af Rupniks kunst fra sine hjemmesider, og at mosaikkerne blev skjult under besøget i Lourdes, har betydning. Men billeder og mosaikker er i sidste ende den synlige del af et langt større spørgsmål. Det afgørende bliver, om den kirkeretlige proces opleves som troværdig, og om de mennesker, der har fortalt om overgrebene, oplever, at Kirken faktisk tager deres vidnesbyrd alvorligt.

For Leo XIV kan Rupnik-sagen derfor blive en af de første store prøver på hans håndtering af overgrebskrisen. Ikke fordi han kan løse hele krisen gennem én sag, men fordi sagen viser, hvad der sker, når anklager om alvorlige overgreb møder en kirkelig institution, som også skal undersøge sin egen tidligere håndtering.

Nu skal pave Leo XIV vise sin retning

Begyndelsen på Leo XIVs pontifikat er ved at ændre karakter. De første måneder handlede i høj grad om, hvem den nye pave var, hvordan han talte, hvordan han forholdt sig til arven efter Frans, og om han ville videreføre sin forgængers kurs eller sætte en anden retning. Nu kommer den tid, hvor billedet i højere grad vil blive tegnet af beslutningerne.

Udnævnelser til centrale poster, udviklingen af den synodale proces, spørgsmålet om lægfolks myndighed og ikke mindst håndteringen af seksuelle overgreb vil vise, hvordan Leo XIV ønsker at lede Kirken. På nogle områder kan han fortsætte det arbejde, Frans begyndte. På andre kan han vælge en anden vej. Leo XIV har indtil nu vist sig som en pave, der vejer sine ord og ikke synes tilbøjelig til forhastede beslutninger. Det kan være en styrke i en Kirke, hvor modsætninger hurtigt bliver skærpet, og hvor en pavelig formulering kan få følger langt ud over det spørgsmål, den oprindelig handlede om. Men forsigtighed fritager ikke en pave for på et tidspunkt at træffe de valg, der følger med embedet.

De første måneder fortalte meget om Leo XIVs stil. Den kommende tid vil fortælle mere om hans ledelse. Overgrebssagerne, reformerne i Vatikanet og spørgsmålet om myndighed i Kirken kræver nu konkrete beslutninger.

Det er gennem dem, Leo XIVs pontifikat for alvor vil finde sin retning.

-karn