Sankt Faustina – Guds barmhjertighed

Helgenen, der gjorde Guds barmhjertighed kendt

Hun blev kun 33 år og levede det meste af sit voksne liv bag klostermure. Alligevel blev Sankt Faustina Kowalska en af det 20. århundredes mest kendte katolske mystikere. Hendes navn forbindes i dag med Den Guddommelige Barmhjertighed og de enkle ord: »Jesus, jeg stoler på dig.« Den 5. oktober mindes Den Katolske Kirke hende.

Kort fortalt: Sankt Faustina Kowalska blev født i Polen i 1905 og døde den 5. oktober 1938. Som søster i Vor Frue af Barmhjertighedens Søstre levede hun et enkelt klosterliv, men efterlod en omfattende dagbog om sit åndelige liv og sine møder med Kristus. Hun bragte ikke Kirken en ny lære. Hun mindede den om noget, der står midt i evangeliet: Guds barmhjertighed er større end menneskets synd, og vejen tilbage til Gud står åben.

En helgen uden ydre storhed

Der er ikke meget i Helena Kowalskas ydre liv, som peger frem mod den betydning, hun senere skulle få i Kirken. Hun blev født den 25. august 1905 i landsbyen Głogowiec i Polen som det tredje af ti børn i en fattig bondefamilie. Hun gik kun få år i skole og kom som ganske ung ud at arbejde som tjenestepige for at hjælpe familien. Hun var ikke teolog, akademiker eller en del af Kirkens ledelse. Da hun i 1925 trådte ind hos Vor Frue af Barmhjertighedens Søstre og fik ordensnavnet Maria Faustina, blev hendes liv heller ikke bemærkelsesværdigt set udefra. Hun arbejdede blandt andet i køkkenet, i haven og ved klosterporten.

Netop det almindelige blev rammen om hendes forhold til Gud. Arbejdet, klosterets faste rytme, messen, bønnen, skriftemålet, sygdommen og livet sammen med de andre søstre var ikke noget, der stod ved siden af hendes åndelige liv. Det var dér, det fandt sted. Bag dette stille liv voksede samtidig en række stærke mystiske erfaringer frem. Faustina fortalte om visioner og samtaler med Kristus, og efter råd fra sine skriftefædre begyndte hun at skrive dem ned. Hendes dagbog blev siden kendt under titlen Den Guddommelige Barmhjertighed i min sjæl.

Jesus, jeg stoler på dig

Den 22. februar 1931 beskrev Faustina en oplevelse i klosteret i Płock, som siden skulle blive uløseligt forbundet med hende. Hun så Kristus iført en hvid dragt. Den ene hånd var løftet til velsignelse, mens den anden berørte brystet. Derfra udgik to stråler, en rød og en bleg. Hun skrev, at Jesus bad hende få malet et billede efter det, hun så, med ordene: »Jesus, jeg stoler på dig.«

Billedet er siden blevet et af de mest udbredte katolske andagtsbilleder. De to stråler blev i Faustinas dagbog knyttet til blodet og vandet, der strømmede fra Kristi gennemborede side på korset. Dermed fører billedet tilbage til selve påskemysteriet. Barmhjertigheden er ikke en følelse, som står ved siden af korset. Den kommer fra Kristus, der giver sit liv for mennesket.

Det er vigtigt, for Faustina opfandt ikke en ny lære om Gud. Guds barmhjertighed løber gennem hele Bibelen. Den findes i Israels bønner, hos profeterne, i Jesu lignelser, i mødet med syndere og syge og til sidst på korset. Kirken har forkyndt den fra begyndelsen. Det særlige ved Faustina var, at denne gamle kristne sandhed gennem hendes liv fik en ny stemme i en tid, der snart skulle opleve en næsten ufattelig brutalitet.

Barmhjertighed er ikke ligegyldighed

Ordet barmhjertighed kan let blive ufarligt. Det kan komme til at betyde, at Gud ser gennem fingre med det onde, eller at synden i sidste ende ikke betyder så meget. Sådan er barmhjertigheden ikke hos Faustina. Hvis synden var ligegyldig, ville der heller ikke være noget at tilgive. Hvis mennesket ikke kunne fare vild, ville der heller ikke være nogen grund til at finde vejen hjem.

Derfor hører barmhjertighed og omvendelse sammen. Mennesket kaldes til at se sandheden om sit eget liv, bekende sin synd og vende sig mod Gud. For en katolik bliver dette meget konkret i skriftemålet. Her mødes erkendelsen af skylden med ordene om tilgivelse. Synden benægtes ikke, men den får heller ikke lov til at være det sidste ord om et menneske. Det samme gælder eukaristien, som stod centralt i Faustinas eget liv. Den Kristus, hun skrev om i sin dagbog, var ikke blot en skikkelse i hendes visioner. Det var den Kristus, hun mødte i messen og modtog i kommunionen.

Derfor er ordene »Jesus, jeg stoler på dig« mere krævende, end de umiddelbart lyder. Tillid er let at tale om, så længe livet hænger nogenlunde sammen. Noget andet er at sige ordene, når et menneske står med sin skyld, sin sygdom, sin ensomhed eller sin sorg, eller når noget er sket, som aldrig kan gøres om. Faustinas svar er ikke, at det onde forsvinder, hvis blot vi tror tilstrækkeligt. Hendes svar er, at heller ikke dér er Gud forsvundet.

En søster på tærsklen til katastrofen

Faustina levede i et Polen og et Europa mærket af Første Verdenskrig og voksende politisk uro. Hun døde af tuberkulose i Kraków den 5. oktober 1938, kun 33 år gammel. Mindre end et år senere blev Polen invaderet, og Europa gik ind i endnu en verdenskrig. Faustina oplevede ikke nazismens besættelse af sit land, Holocaust eller de ødelæggelser, der fulgte. Men ordene om barmhjertighed, som hun havde skrevet i stilheden bag klostermurene, skulle snart blive læst i en verden, hvor menneskelig grusomhed havde vist sig i en målestok, som få havde forestillet sig.

Det var også en af grundene til, at Faustinas landsmand pave Johannes Paul II tillagde hendes budskab så stor betydning. Han havde selv oplevet den tyske besættelse af Polen og senere det kommunistiske styre. Han saligkårede Faustina i 1993 og helgenkårede hende den 30. april 2000. Samtidig bestemte han, at anden søndag i påsketiden skulle fejres som Den Guddommelige Barmhjertigheds søndag. I 2020 blev hendes egen mindedag, den 5. oktober, optaget i Den Romerske Generalkalender som valgfri mindedag.

Den ukendte søster blev kendt over hele verden

Da Faustina døde, var der ikke meget, der tydede på, at millioner af katolikker en dag skulle kende hendes navn. Hun havde ikke grundlagt en stor bevægelse, beklædt noget kirkeligt embede eller skrevet lærde teologiske værker. Hun efterlod sin dagbog og erindringen om et liv, der for størstedelens vedkommende var skjult for verden.

I dag findes billedet af Den Barmhjertige Jesus i kirker, kapeller og private hjem over store dele af verden. Rosenkransen til Den Guddommelige Barmhjertighed bedes på mange sprog, og Den Guddommelige Barmhjertigheds søndag fejres i hele Kirken. Det er en bemærkelsesværdig efterhistorie for en kvinde, der som barn havde så lidt skolegang, og som siden udførte nogle af de mest almindelige opgaver i et kloster.

Men det ville være forkert at standse ved Faustina selv. Hun ønskede ikke at gøre sig selv til centrum. Alt i hendes spiritualitet peger mod Kristus. Billedet, bønnerne og dagbogen giver kun mening, hvis de fører videre til ham.

Når et menneske ikke kan gøre fortiden om

Der findes handlinger, som ikke kan gøres ugjorte. Ord kan være sagt, mennesker kan være såret, forhold kan være ødelagt, og muligheder kan være forspildt. Et menneske kan bære på noget gennem årtier og vide, at tiden ikke kan skrues tilbage. Undertiden kan den, man skylder en undskyldning, endda være død. Kristendommen lover ikke mennesket en ny fortid.

Den lover noget andet.

Den siger, at et menneskes fortid ikke behøver at få det sidste ord om dets fremtid hos Gud. Derfor er barmhjertigheden heller ikke billig. Den kræver sandhed. Den kalder på anger, omvendelse og forsoning, hvor forsoning er mulig. Men den siger samtidig, at ingen synd er større end Guds mulighed for at tilgive et menneske, der vender sig mod ham.

Det gælder også den, vi selv har vanskeligt ved at tilgive. Her bliver Faustinas budskab ubehageligt krævende. Guds barmhjertighed kan ikke begrænses til de mennesker, vi synes fortjener den. Retfærdigheden forsvinder ikke, og det onde bliver ikke godt. Men et menneske bliver heller ikke kun summen af sine værste handlinger. Den kristne må bede om barmhjertighed for sig selv og samtidig erkende, at den samme Gud kan vise barmhjertighed mod den, vi helst ville holde udenfor.

Tre ord tilbage

Faustina døde ung. Hun havde ingen mulighed for at vide, hvor langt hendes dagbog, billedet af den barmhjertige Jesus og hendes vidnesbyrd skulle nå. Hun nåede heller ikke at se den verden, der kort efter hendes død styrtede ud i krig.

Ikke en forklaring på lidelsen.
Ikke et løfte om at undgå mørket.
Ikke en fornægtelse af det onde.
Men tillid til Kristus, også når mennesket ikke kan redde sig selv.

Jesus, jeg stoler på dig.

-karn