Før han blev pave: Hør Robert Prevost fortælle om den Kirke, han tror på

En aften i en amerikansk menighed giver et sjældent indblik i mennesket bag Leo XIV.

I august 2024 satte kardinal Robert Prevost sig foran menigheden i St. Jude uden for Chicago. Han talte om pave Frans, sine år som missionær, synodalitet, liturgi, medier og menneskets værdighed. Ni måneder senere trådte han frem på Peterskirkens balkon som pave Leo XIV.

Kort fortalt: Den 7. august 2024 deltog kardinal Robert Prevost i An Evening of Reflection og fejrede efterfølgende messe i St. Jude Catholic Church i New Lenox, Illinois. I samtalen fortalte han blandt andet om pave Frans, synodalitet, liturgi, medier, migration og sine egne erfaringer i Kirken. Den 8. maj 2025 blev Robert Prevost valgt til pave og tog navnet Leo XIV.

En kardinal på hjemmebane

Der er noget særligt ved at se optagelsen i dag. Robert Francis Prevost sidder ikke på en forhøjning i Vatikanet og holder ikke en tale til verdenspressen. Han befinder sig i St. Jude Catholic Church i New Lenox i Illinois, ikke langt fra Chicago, hvor han voksede op. Anledningen er ganske enkelt annonceret som An Evening of Reflection with Cardinal Prevost and Mass.

Det er den 7. august 2024. Prevost har været kardinal i mindre end et år og leder Vatikanets dikasterium for biskopper. Han er en betydningsfuld mand i Kirken, men uden for kirkelige kredse kender forholdsvis få hans navn. Ingen i kirken denne aften ved, at manden foran dem ni måneder senere skal vælges til pave.

Samtalen varer omkring 40 minutter og efterfølges af messen. Prevost taler afslappet, fortæller historier og svarer på spørgsmål. Det er netop det, der gør optagelsen interessant i dag. Vi hører ikke pave Leo XIV forklare sit pontifikat. Vi hører Robert Prevost fortælle om den Kirke, han selv er blevet formet af, og om den måde, han mener, den bør leve på.

Optagelsen nedenfor viser hele aftenen i St. Jude. Samtalen med Robert Prevost begynder omkring 10 minutter inde i videoen, mens messen følger omkring en time senere. Det er især samtalen, der i dag gør optagelsen værd at vende tilbage til.

Se udvalgte steder i videoen – 10 minutter inde

Et liv formet af mennesker

På dette tidspunkt har Prevost været præst i mere end 40 år. En stor del af hans liv er tilbragt i Peru, først som missionær og senere som biskop af Chiclayo. Han har været generalprior for Augustinerordenen, og i 2023 hentede pave Frans ham til Rom som præfekt for Dikasteriet for Biskopper.

Men når Prevost fortæller om det, der har formet ham, handler det ikke først og fremmest om embeder. Han vender tilbage til mennesker, møder og erfaringer fra et liv mellem forskellige lande og kulturer. Missionen i Peru fylder meget i hans historie, men også hans augustinske baggrund og de mennesker, han gennem årene har levet og arbejdet sammen med.

Det er værd at bemærke i dag, hvor Leo XIV let kan beskrives gennem titler: amerikaner, missionær, augustiner, biskop, kardinal, præfekt og pave. I samtalen i St. Jude tegner der sig et andet billede. Hans kirkelige liv er blevet til gennem mennesker og fællesskaber.

Frans huskede ham

Et af aftenens mere personlige øjeblikke kommer, da Prevost fortæller om sit forhold til pave Frans. De kendte hinanden fra tiden, hvor Jorge Mario Bergoglio var ærkebiskop i Buenos Aires, mens Prevost var generalprior for Augustinerordenen.

Bergoglio havde på et tidspunkt ønsket, at en bestemt augustiner skulle fortsætte en opgave, men Prevost traf som generalprior en anden beslutning. Da Bergoglio senere blev valgt til pave, forestillede Prevost sig derfor ikke, at den nye pave ville gøre ham til biskop.

Det blev anderledes. Frans huskede ham og udpegede ham i 2014 til apostolisk administrator i Chiclayo og året efter til biskop. I 2023 kaldte han ham til Rom for at lede Dikasteriet for Biskopper og gjorde ham senere samme år til kardinal.

Prevost beskriver Frans som et menneske med en stærk optagethed af retfærdighed, næstekærlighed og barmhjertighed. Han lægger ikke skjul på, at Frans’ måde at handle på kunne skabe diskussion og modstand, men han ser et gennemgående ønske hos paven om at føre evangeliet ud i menneskers konkrete liv.

Billedet af Judas

Prevost fortæller i den forbindelse om en samtale med Frans, som havde gjort indtryk på ham. De havde talt om en sag om seksuelle overgreb, da paven bad ham vente et øjeblik og hentede et billede. Motivet var en middelalderlig fremstilling af den døde Judas sammen med Kristus.

Billedet rejste et vanskeligt spørgsmål: Kan Guds barmhjertighed nå selv det menneske, der har syndet alvorligt?

For Prevost siger episoden noget om Frans’ måde at forstå Kirkens opgave på. Retfærdigheden kan ikke sættes til side, men Kirken må heller ikke ophøre med at tale om barmhjertighed, tilgivelse og heling. Det er ikke et valg mellem sandhed og barmhjertighed. Begge dele hører med.

Kirken er ikke præsten og tilskuerne

Da samtalen bevæger sig ind på synodalitet, bliver Prevost meget konkret. Kirken består ikke af præsten foran og resten som tilskuere. Alle døbte tilhører Kirken og har efter deres kald og opgave et ansvar for dens liv.

Det betyder ikke, at forskellen mellem lægfolk, præster og biskopper forsvinder. Prevost fastholder biskoppens og præstens særlige tjeneste og myndighed, men han advarer mod en kirkelig kultur, hvor afstanden bliver så stor, at præster, biskopper og lægfolk næsten lever i hver deres verden.

Synodalitet handler for ham om at lytte og om at bringe menneskers forskellige gaver sammen. Kirken ændres ikke fra den ene dag til den anden, og Prevost fremstiller ikke synodalitet som en enkel løsning på Kirkens problemer. Men han ser håb i, at mennesker fra forskellige dele af Kirken mødes og tager et fælles ansvar for dens mission.

Kirken må kunne lade sig forstyrre

Prevost forsvarer også pave Frans’ vilje til at udfordre indarbejdede vaner. Store institutioner kan let komme til at tænke, at det, man altid har gjort, også nødvendigvis er det, man skal fortsætte med at gøre.

For Prevost ligger der en fare i denne tryghed. Kirken må være i stand til at spørge, hvor Helligånden fører den hen, også når svaret ikke passer ind i de vante forestillinger. Uro er derfor ikke nødvendigvis et tegn på, at noget er galt.

Han peger samtidig på forskellene mellem de seneste paver. Kirken havde brug for Johannes Paul II på ét tidspunkt, Benedikt XVI på et andet og Frans på et tredje. Hver af dem bragte noget med sig, som Kirken havde brug for i sin tid.

Den 7. august 2024 kunne Prevost naturligvis ikke vide, at kardinalerne mindre end et år senere skulle vælge ham.

Liturgien skal være smuk

Et andet tema denne aften er liturgien. Her siger Prevost noget enkelt: Liturgien skal være smuk.

Han husker en julemesse i Peterskirken med Johannes Paul II og den stærke oplevelse af kunst, musik og fælles gudstjeneste. Skønheden var ikke blot udsmykning omkring messen. Den var med til at åbne gudstjenesten og styrke troen.

Mennesket har brug for at se Kristus iblandt os, forklarer Prevost. Liturgiens skønhed kan hjælpe os til at se det, som messen peger på. Dermed bliver spørgsmålet om skønhed ikke et spørgsmål om smag alene, men om hvordan gudstjenesten kan føre mennesket nærmere Gud.

Læs medierne kritisk

Også medierne kommer på tale. Prevost konstaterer, at nogle medier udfører deres arbejde godt, mens andre ikke gør. For den almindelige læser kan det være vanskeligt at afgøre, hvem man kan stole på.

Derfor må man læse kritisk. Sandheden kan fordrejes, og sandt og falsk kan blandes på måder, der bruges til at skade andre. Det fylder ikke meget i den lange samtale, men bemærkningen er værd at høre igen i en tid, hvor nyheder, sociale medier, billeder og påstande bevæger sig hurtigere end nogensinde.

Migranten er skabt i Guds billede

Da Prevost taler om migration, tager han blandt andet udgangspunkt i pave Frans’ besøg på den italienske ø Lampedusa. Migration er et enormt problem, og der må findes løsninger. Men løsningen kan ikke bestå i at glemme mennesket.

Uanset om et menneske er født i USA eller et andet sted på jorden, er det skabt i Guds billede. Glemmer vi det, mister vi samtidig noget af forståelsen af, hvem vi selv er, og hvem Kristus kalder os til at være.

Det er en tanke, der går igen gennem meget af det, Prevost siger denne aften. Kirken består ikke først af systemer og strukturer. Den består af mennesker, som møder hinanden, og af troen på Kristus iblandt dem.

Ni måneder senere

Den 7. august 2024 var optagelsen fra St. Jude først og fremmest dokumentation af et lokalt arrangement med en amerikansk kardinal. Den 8. maj 2025 ændrede den karakter.

Da Robert Prevost trådte ud på Peterskirkens balkon som pave Leo XIV, blev den gamle optagelse et dokument fra tiden umiddelbart før et pontifikat. Ikke fordi Prevost denne aften fremlagde et program for den dag, han måske skulle blive pave. Tværtimod.

Det interessante er, at han ikke vidste, hvad der ventede.

Derfor kan vi høre ham uden paveembedet mellem ordene og mennesket. Han taler om en Kirke, hvor præster og lægfolk ikke lever adskilt fra hinanden, hvor liturgien må være smuk, hvor medier skal læses kritisk, hvor migranten bevarer sin menneskelige værdighed, og hvor Kirken må være villig til at lade sig udfordre.

Han talte ikke som en mand, der var på vej til at blive pave. Han talte som præst, missionær, augustiner og kardinal om den Kirke, han havde brugt det meste af sit liv på at tjene.

Det er den Robert Prevost, vi møder i optagelsen fra St. Jude.

-karn