Ni helgener fra to århundreder forenet i troen på den korsfæstede Kristus.
Den 18. oktober 1646 blev den franske jesuit Isaac Jogues dræbt i Nordamerika. Præcis 129 år senere, den 18. oktober 1775, døde den italienske præst Paul af Korset i Rom. Den ene mistede livet under sit missionsarbejde, mens den anden efter et langt liv kunne se tilbage på grundlæggelsen af en orden, der havde gjort Kristi lidelse til centrum for sin spiritualitet. Begge mindes den følgende dag, den 19. oktober, hvor Kirken også ærer Johannes de Brébeuf og seks andre missionærer, der led martyrdøden i Nordamerika.
Kort fortalt: Otte franske missionærer mistede livet i Nordamerika mellem 1642 og 1649. Mere end et århundrede senere grundlagde Paul af Korset passionistordenen, der gjorde meditationen over Jesu lidelse til sit særlige kald. Deres historier fortæller om kristen troskab, missionens vanskelige historie og korsets betydning for den katolske tro.
En tro, der førte over Atlanten
I begyndelsen af 1600-tallet var store dele af Nordamerika endnu ukendte for europæerne. Franske handelsfolk, opdagelsesrejsende og missionærer bevægede sig ind i områder, hvor oprindelige folk gennem generationer havde udviklet deres egne samfund, religioner og politiske forbindelser. Blandt dem var wendatfolket, tidligere almindeligvis kaldt huronerne, der levede i området omkring De Store Søer i det nuværende Canada.
Det var til denne verden, den franske jesuit Johannes de Brébeuf kom i 1625. Han var født i Normandiet i 1593 og havde som ung valgt at indtræde i Jesu Selskab. Missionen i Nordamerika blev hans livsopgave, og gennem mange år arbejdede han blandt wendatfolket. Han lærte deres sprog, satte sig ind i deres skikke og forsøgte at forklare den kristne tro med begreber, der kunne forstås i deres egen kulturelle sammenhæng. Hans sproglige arbejde fik betydning langt ud over den religiøse undervisning, fordi han efterlod værdifulde beskrivelser af et sprog og en kultur, som senere blev hårdt ramt af koloniseringens følger.
Brébeuf var overbevist om, at evangeliet havde et budskab til alle mennesker, men hans arbejde foregik under vanskelige omstændigheder. Europæiske sygdomme havde katastrofale konsekvenser for de oprindelige befolkninger, og de franske forbindelser til bestemte folkeslag gjorde missionærerne til en del af et politisk landskab præget af rivalisering og krig. Nogle tog imod den kristne tro, andre afviste den, og atter andre betragtede missionærerne med mistro. Brébeuf fortsatte sit arbejde gennem disse modsætninger og blev en af de mest betydningsfulde skikkelser i den tidlige katolske mission i Canada.
I marts 1649 blev han sammen med jesuitten Gabriel Lalemant taget til fange under et angreb fra irokesiske krigere på en wendatlandsby. Begge blev udsat for brutal tortur og dræbt. Beretningerne om deres sidste timer stammer især fra jesuitternes egne optegnelser og er siden blevet en central del af den katolske martyrtradition. For Kirken blev Brébeufs død afslutningen på et liv, hvor han havde fastholdt sit missionskald trods en stadig voksende fare.
Isaac Jogues og beslutningen om at vende tilbage
Isaac Jogues var født i Orléans i 1607 og kom til Nordamerika i 1636. Også han var jesuit og arbejdede blandt wendatfolket, hvor han hurtigt blev fortrolig med missionens vanskelige vilkår. Hans historie fik imidlertid et usædvanligt forløb, der skulle gøre ham til en af de mest kendte nordamerikanske martyrer.
I 1642 blev Jogues taget til fange af mohawkkrigere under en rejse. Han blev mishandlet, fik flere fingre ødelagt og tilbragte mere end et år i fangenskab. En af hans ledsagere, René Goupil, blev dræbt. Jogues overlevede og fik til sidst mulighed for at flygte med hjælp fra hollandske handelsfolk. Han vendte tilbage til Frankrig, hvor hans lemlæstede hænder gjorde det vanskeligt for ham at udføre de liturgiske handlinger, som præster dengang var forpligtede til at følge. Pave Urban VIII gav ham særlig tilladelse til igen at fejre messen.
Jogues havde nu mulighed for at blive i Europa. Han var kendt for sine lidelser og kunne have fortsat sit præstelige arbejde under langt tryggere forhold. Alligevel valgte han at rejse tilbage til Nordamerika. Det var ikke, fordi han søgte døden, men fordi han fortsat følte sig forpligtet på missionen og på de mennesker, han havde lært at kende.
I 1646 rejste han til mohawkernes område som led i bestræbelserne på at skabe fred og forbindelser mellem de stridende parter. Situationen var fortsat præget af mistillid, og da sygdom og misvækst ramte området, blev mistanken rettet mod franskmændene. Jogues blev dræbt den 18. oktober 1646, og hans ledsager Jean de La Lande blev dræbt kort efter.
Hans tilbagevenden er blevet stående som et særligt vidnesbyrd om kristen troskab. Han havde allerede erfaret, hvad missionen kunne koste, men betragtede ikke sine lidelser som en grund til at opgive sit kald. Det gør hans historie bemærkelsesværdig, også selv om vi i dag må forstå hans beslutning i sammenhæng med både tidens missionsideal og de politiske konflikter, som europæernes tilstedeværelse havde været med til at forstærke.
Seks lidelsesfæller med hver deres historie
Johannes de Brébeuf og Isaac Jogues nævnes først i Kirkens liturgiske kalender, men de står ikke alene. Sammen med seks andre missionærer udgør de gruppen af otte nordamerikanske martyrer, som pave Pius XI helgenkårede den 29. juni 1930. Deres fælles helgenkåring betyder ikke, at de døde samtidig eller under identiske omstændigheder. Tværtimod strækker deres historier sig over syv år og flere forskellige missionsområder.
Gabriel Lalemant døde sammen med Brébeuf i marts 1649, mens Antoine Daniel var blevet dræbt året før under et angreb på den wendatlandsby, hvor han arbejdede. Charles Garnier fortsatte sin mission blandt de oprindelige folk, selv efter at situationen var blevet stadig farligere, og blev dræbt i december 1649. Noël Chabanel mistede livet samme måned. Han havde haft vanskeligt ved at lære det lokale sprog og tilpasse sig de forhold, han levede under, men fastholdt alligevel sit kald. Hans historie viser, at missionærlivet ikke nødvendigvis var båret af begejstring og personlige succeser. Også tvivl, modgang og følelsen af utilstrækkelighed kunne være en del af det.
De sidste to martyrer, René Goupil og Jean de La Lande, indtager en særlig position, fordi de ikke var præster. Goupil havde en baggrund inden for kirurgi og arbejdede som lægmedhjælper ved missionen. Under sit fangenskab i 1642 blev han optaget som jesuitisk lægbroder, kort før han blev dræbt. La Lande var lægmissionær og ledsagede Isaac Jogues på hans sidste rejse. De to mænd minder os om, at Kirkens missionshistorie ikke alene blev skrevet af præster og ordensfolk. Lægfolk påtog sig også krævende opgaver og delte de farer, der fulgte med.
Det er vigtigt at fortælle disse historier uden at gøre de oprindelige folk til en samlet fjende af den kristne tro. Nordamerikas historie i 1600-tallet var præget af omfattende konflikter mellem forskellige folkeslag, europæiske kolonimagter og handelsinteresser. Kristne fandtes også blandt de oprindelige befolkninger, og mange af dem blev selv ofre for krig og fordrivelse. Martyrernes liv skal forstås i denne historiske sammenhæng, uden at det fratager deres personlige troskab dens betydning.
Paul af Korset og lidelsens betydning
Mens de nordamerikanske martyrer havde levet og virket i en verden præget af kolonisering og krig, voksede Paul af Korset op i det katolske Italien næsten et århundrede senere. Han blev født i Ovada i 1694 som Paolo Francesco Danei og udviklede tidligt en stærk religiøs interesse. Efter en periode med åndelig søgen blev han overbevist om, at hans liv skulle vies til at udbrede forståelsen af Kristi lidelse.
Denne overbevisning førte til grundlæggelsen af passionistordenen. Paul ønskede et religiøst fællesskab, hvor medlemmerne gennem bøn, bod og forkyndelse skulle hjælpe mennesker til at forstå betydningen af Jesu lidelse og død. Han blev præsteviet i 1727 og brugte de følgende årtier på at prædike folkemissioner, vejlede mennesker og opbygge ordenens fællesskaber. Passionisterne fik efterhånden en særlig position i den katolske Kirke, ikke mindst gennem deres arbejde med retræter og åndelig fordybelse.
For Paul var Jesu lidelse ikke en begivenhed, som blot skulle fremkalde medlidenhed. Han betragtede korset som det stærkeste udtryk for Guds kærlighed til mennesket. Når Kristus frivilligt tog lidelsen på sig, var det ikke, fordi smerten havde værdi i sig selv, men fordi hans kærlighed ikke veg tilbage for den. Paul ønskede, at denne forståelse skulle præge menneskers forhold til Gud og til hinanden.
Det var en spiritualitet, som både stillede krav og gav trøst. Den stillede krav, fordi den opfordrede mennesker til at tage deres tro alvorligt og ikke blot betragte den som en række religiøse handlinger. Den gav trøst, fordi den forkyndte, at mennesket ikke er overladt til sig selv i lidelsen. Den korsfæstede Kristus er en Gud, der har kendt smerte, afvisning og død, og som derfor ikke står uden for den menneskelige erfaring.
Paul af Korset levede selv et strengt religiøst liv, men hans forkyndelse var ikke begrænset til klostrenes verden. Han henvendte sig til almindelige mennesker, der kæmpede med sygdom, fattigdom, skyld og sorg. For dem kunne fortællingen om Kristi lidelse være en hjælp til at forstå deres eget liv og fastholde håbet, også når tilværelsen var vanskelig.
Han døde i Rom den 18. oktober 1775 og blev helgenkåret af pave Pius IX i 1867. Passionistordenen eksisterer fortsat og har gennem århundreder videreført hans særlige vægt på Kristi lidelse som en vej til at forstå Guds kærlighed.
Korset er ikke en hyldest til lidelsen
Når Kirken samme dag mindes de nordamerikanske martyrer og Paul af Korset, er det nærliggende at betragte deres historier som forskellige udtryk for den samme kristne forståelse af lidelsen. Men her er det nødvendigt at skelne mellem lidelsen som en menneskelig erfaring og den betydning, den får i lyset af troen.
Kristendommen lærer ikke, at lidelse i sig selv gør et menneske helligt. Tortur, vold og drab er ikke gode handlinger, fordi ofrene senere bliver æret som martyrer. Det er heller ikke et kristent ideal at opsøge smerte eller acceptere uretfærdighed uden at forsøge at bekæmpe den. Når Kirken ærer martyrerne, er det deres troskab mod Kristus, den fremhæver, ikke den vold, der blev begået imod dem.
Her bliver Paul af Korsets spiritualitet særlig vigtig. Han så Kristi lidelse som en åbenbaring af kærlighed, ikke som en dyrkelse af smerte. Jesu korsfæstelse kan ikke adskilles fra hans liv, hans forkyndelse og hans opstandelse. Uden opstandelsen ville korset alene være fortællingen om et menneske, der blev henrettet. I den kristne tro bliver det derimod et tegn på, at Guds kærlighed er stærkere end synden og døden.
Det er også denne forståelse, der giver martyrernes historier deres religiøse betydning. Johannes de Brébeuf, Isaac Jogues og deres seks lidelsesfæller blev ikke helgener, fordi deres død var voldsom, men fordi Kirken anerkendte deres liv og død som et vidnesbyrd om troen på Kristus. Paul af Korset blev ikke helgen, fordi han mediterede over lidelsen, men fordi hans liv blev præget af den kærlighed, han fandt udtrykt i Kristi kors.
Troens pris i en anden tid
For kristne i Danmark kan de nordamerikanske martyrers historie forekomme fjern. Vi lever i et samfund, hvor religionsfriheden er beskyttet, og hvor mennesker almindeligvis kan bekende deres tro uden at risikere livet. Andre steder i verden er situationen anderledes. Kristne oplever fortsat forfølgelse, fængsling og vold på grund af deres religiøse tilhørsforhold. Martyrhistorien hører derfor ikke kun fortiden til.
Men troskab mod den katolske tro kan ikke måles på, hvor meget et menneske lider. Den kommer også til udtryk i det almindelige liv, hvor troen skal omsættes til handlinger, ansvar og omsorg for andre. De fleste kristne bliver aldrig stillet over for martyrernes yderste valg, men alle må forholde sig til, hvilken betydning troen skal have for deres måde at leve på.
Det er i denne sammenhæng, at de ni helgeners forskellige liv får en fælles betydning. De otte missionærer rejste over Atlanten, fordi de ønskede at forkynde evangeliet, og de fastholdt deres kald under forhold, der til sidst kostede dem livet. Paul af Korset blev i Europa og brugte et langt liv på at hjælpe mennesker til at forstå den kærlighed, han så åbenbaret i Kristi lidelse.
Den 19. oktober minder Kirken os således om, at kristen troskab kan antage meget forskellige former. Den kan vise sig i et menneskes sidste timer, men også i de mange år, hvor troen langsomt får lov til at forme et liv. Fælles for martyrerne og Paul af Korset var ikke lidelsen som sådan, men den overbevisning, at Kristus var værd at følge.
Og netop derfor er deres historier fortsat værd at fortælle.
-karn
Faktaboks: Helgenerne den 19. oktober
De otte nordamerikanske martyrer
| Navn | Leveår |
|---|---|
| Johannes de Brébeuf, jesuiterpræst | 1593–1649 |
| Isaac Jogues, jesuiterpræst | 1607–1646 |
| Gabriel Lalemant, jesuiterpræst | 1610–1649 |
| Antoine Daniel, jesuiterpræst | 1601–1648 |
| Charles Garnier, jesuiterpræst | 1606–1649 |
| Noël Chabanel, jesuiterpræst | 1613–1649 |
| René Goupil, lægmedhjælper og jesuitisk lægbroder | 1608–1642 |
| Jean de La Lande, lægmissionær | Død 1646 |
Alle otte blev helgenkåret af pave Pius XI den 29. juni 1930.
Paul af Korset (1694–1775)
Italiensk præst og grundlægger af passionistordenen, hvis spiritualitet er centreret om Kristi lidelse. Han blev helgenkåret af pave Pius IX i 1867.
I den almindelige romerske kalender er begge fejringer valgfrie mindefejringer den 19. oktober.
-karn
Kilder
- Vatican News – helgener den 19. oktober
- Den canadiske bispekonference – The North American Martyrs
- North American Martyrs – historisk gennemgang
- Universalis – liturgisk kalender, 19. oktober 2026
TILMELD DIG NYHEDSBREVET
Tilmeld dig nyhedsbrevet og hold dig opdateret om katolsk tro, Kirkens liv og aktuelle samfundsspørgsmål.
Støt Katolsk NU
Alt indhold på Katolsk NU kan læses, ses og downloades gratis. Hvis du værdsætter det, du finder her, kan du støtte det redaktionelle arbejde med eksempelvis 100 kr.
MobilePay 23 44 81 55
Læs mere om at støtte Katolsk NU














