Erik Varden: Ægteskabet kan lære af klosterlivet

Den norske biskop ser klosterlivets troskab og forpligtelse som inspiration for kristne familier.

Den norske biskop Erik Varden advarer om, at det kristne syn på ægteskab og familie er under pres. I et samfund, hvor individuelle behov ofte vejer tungere end varige forpligtelser, er forståelsen af ægteskabet som et livslangt fællesskab blevet svækket. Men Varden ser også tegn på en voksende længsel efter noget, der kan holde. I en artikel i det teologiske tidsskrift Communio peger han på klosterlivet som en mulig inspirationskilde for kristne familier.

Kort fortalt: Biskop Erik Varden mener, at det moderne samfund har mistet en væsentlig del af forståelsen for ægteskabet som en livslang forpligtelse. Han opfordrer Kirken til at styrke familierne både åndeligt og praktisk og fremhæver klosterlivets fællesskab og troskab som forbilleder. Samtidig understreger han, at mennesker, hvis samliv ikke svarer til Kirkens lære, skal mødes med venskab og respekt.

Et menneskesyn under forandring

På bemærkelsesværdig kort tid har vi mistet vores fælles forståelse af, hvad det vil sige at være menneske. Sådan beskriver den norske biskop Erik Varden en udvikling, der efter hans opfattelse har fået vidtrækkende konsekvenser for ægteskabet og familien.

Varden, der er biskop af Trondheim og formand for Den Nordiske Bispekonference, fremsætter sin kritik i en artikel i det teologiske tidsskrift Communio. Artiklen er skrevet efter et møde i Vatikanet i anledning af tiåret for pave Frans’ apostoliske skrivelse Amoris laetitia, hvor biskopper drøftede ægteskabets og familiens situation.

Ifølge Varden er mennesket i stigende grad blevet underlagt en forestilling om, at det hele tiden skal forbedre og optimere sig selv for ikke at blive hægtet af samfundets udvikling. Denne tankegang påvirker også vores relationer. Hvor ægteskabet i den kristne tradition forstås som et varigt fællesskab mellem mand og kvinde, bliver forhold i stigende grad vurderet ud fra den enkeltes behov og muligheder for personlig tilfredsstillelse.

Biskoppens kritik handler imidlertid om mere end ændrede samlivsformer. Bag udviklingen ser han et tab af troen på mennesket som skabt af en god og kærlig Gud. Når denne forståelse svækkes, mister også ægteskabet noget af sin religiøse betydning. Det bliver vanskeligere at se troskab og livslang forpligtelse som andet end menneskeskabte aftaler, der kan ændres, når omstændighederne gør det ønskeligt.

Varden peger desuden på, at ægteskabet mellem mand og kvinde ikke længere i samme grad betragtes som et fællesskab, der grundlæggende adskiller sig fra andre samlivsformer. Samtidig mener han, at et stigende pornografiforbrug har påvirket menneskers forståelse af seksualitet, følelsesmæssig nærhed og intimitet. Tilsammen ser han disse udviklinger som udtryk for en kultur, hvor varige forpligtelser let kommer til at fremstå som begrænsninger af den personlige frihed.

En længsel efter noget, der holder

Selv om Vardens beskrivelse af samfundsudviklingen er kritisk, er hans budskab ikke præget af resignation. Han mener tværtimod at kunne iagttage en modbevægelse blandt mennesker, der er blevet trætte af flygtige relationer og en seksualiseret kultur, hvor nærhed ikke nødvendigvis fører til varig tilknytning.

Han beskriver mennesker, som igen vover at overveje, om der findes en sandhed, de kan bygge deres liv på. De søger ikke blot efter personlig tilfredsstillelse, men efter en mening, der rækker ud over deres egne skiftende ønsker. Denne længsel ser Varden som en mulighed for Kirken, der efter hans opfattelse har noget væsentligt at tilbyde mennesker, som ønsker at leve i forpligtende fællesskaber.

Men det er ikke tilstrækkeligt at fastholde ægteskabets betydning i teologiske erklæringer. Kirken må også hjælpe mennesker med at leve efter den forståelse, den forkynder. En kristen familiekultur kræver menigheder, hvor ægtefæller og børn oplever konkret støtte, og hvor familielivet bliver betragtet som en væsentlig del af Kirkens fælles ansvar.

Varden understreger samtidig betydningen af de økonomiske og sociale vilkår. Hvis unge mennesker skal have mulighed for at stifte familie og få børn, må samfundet tilbyde rimelige boligforhold, adgang til børnepasning og gode skoler. Ønsket om børn kan ikke alene understøttes gennem opfordringer til at få flere af dem. Det kræver også forhold, der gør familielivet praktisk og økonomisk muligt. Dermed forbinder biskoppen Kirkens lære om ægteskabet med et bredere socialt ansvar.

Hvad ægtefæller kan lære af munke og nonner

Et af de mest interessante perspektiver i Vardens artikel er sammenligningen mellem ægteskabet og klosterlivet. Ved første øjekast er der tale om to vidt forskellige livsformer. Munke og nonner lever i cølibat og har viet deres liv til Gud i et ordensfællesskab, mens ægtefæller har valgt et fælles liv, hvor seksualitet og muligheden for at få børn har en naturlig plads. Alligevel mener Varden, at de to kald har noget afgørende til fælles.

Ordensfolk lever efter en regel, der beskriver formålet med deres fællesskab og de forpligtelser, som følger med. Reglen er ikke blot en samling bestemmelser, men et fælles grundlag for livet. Den hjælper den enkelte til at fastholde sit kald, også når hverdagen bliver vanskelig, og den oprindelige begejstring ikke længere er tilstrækkelig. Ordensfolk ved, at troskab kræver tålmodighed, selvdisciplin og villighed til at sætte fællesskabets bedste over egne umiddelbare ønsker.

Her ser Varden en parallel til ægteskabet. Når ægtefæller har en fælles forståelse af, hvad deres liv sammen skal tjene, står de bedre rustet til at møde de konflikter og belastninger, som ethvert langvarigt forhold vil opleve. Ægteskabet bliver dermed ikke blot et forhold, der skal opretholdes, så længe begge parter finder det tilfredsstillende, men et fælles kald, hvor troskab, tilgivelse og ansvar hører uløseligt sammen.

Det betyder ikke, at familier skal indrette deres hverdag som et kloster. Vardens pointe er snarere, at også ægteskabet har brug for en bevidsthed om sit formål. Hvor klosterlivet har udviklet faste rammer for bøn, arbejde og fællesskab, må ægtefæller finde en måde at give deres fælles liv en retning, som rækker ud over hverdagens praktiske opgaver.

For Varden er den kristne families særlige opgave at gøre Guds ubetingede kærlighed synlig. Den livslange troskab er derfor både en gave og en krævende opgave. Den består ikke i, at vanskelighederne forsvinder, men i viljen til at fastholde fællesskabet og tage ansvar for hinanden gennem livets forskellige faser.

Kirkens lære og mødet med mennesker

Varden berører også et af de mest følsomme spørgsmål i den katolske Kirkes familiepastoral: Hvordan skal Kirken forholde sig til mennesker, hvis samliv ikke svarer til dens lære om ægteskabet?

Han nævner blandt andet fraskilte, der har indgået et nyt borgerligt ægteskab, mennesker i homoseksuelle parforhold og personer i polyamorøse relationer. I kirkelig sammenhæng betegnes sådanne forhold undertiden som irregulære, fordi de ikke svarer til Kirkens forståelse af ægteskabet som et livslangt fællesskab mellem én mand og én kvinde.

Varden mener, at mennesker i disse livssituationer skal kunne finde et fællesskab i Kirken, hvor de bliver mødt med venskab og menneskelig anerkendelse. Samtidig fastholder han, at denne imødekommenhed ikke forudsætter, at Kirken ændrer sin lære eller ophæver forskellen mellem de forskellige samlivsformer.

Der er således tale om en skelnen mellem menneskets værdighed og Kirkens vurdering af den konkrete livsform. Det er en skelnen, som også har været central i diskussionerne om Amoris laetitia siden skrivelsens offentliggørelse i 2016. Pave Frans lagde i dokumentet vægt på, at mennesker i vanskelige familiesituationer ikke blot skulle mødes med generelle regler, men også med pastoral omsorg og en opmærksomhed på deres konkrete livsomstændigheder.

Vardens bidrag understreger, at en sådan omsorg efter hans opfattelse må kunne forenes med troskab mod Kirkens lære. Det kristne fællesskab skal være åbent for mennesker, uden at det dermed opgiver sin forståelse af ægteskabets særlige betydning.

Familien som et sted for håb

Vardens overvejelser handler i sidste ende om mere end ægteskabets stilling i det moderne samfund. De handler om, hvilken betydning den kristne familie kan få for Kirkens fremtid.

Hvis ægteskabet alene bliver betragtet som en privat ordning mellem to mennesker, risikerer dets religiøse betydning at forsvinde. I den kristne forståelse er familien derimod også et sted, hvor troen får en konkret form gennem hverdagens omsorg, ansvar, tilgivelse og troskab. Her kan børn og voksne erfare, at kærlighed ikke alene er en følelse, men også en forpligtelse over for et andet menneske.

Det stiller krav til Kirken selv. Den kan ikke nøjes med at beklage, at færre mennesker indgår kirkeligt ægteskab, eller at fødselstallene falder. Den må også skabe fællesskaber, hvor familier får mulighed for at leve deres tro, og hvor de ikke står alene med de vanskeligheder, der følger med ægteskab og børneopdragelse.

Vardens sammenligning med klosterlivet får dermed en videre betydning. Klostrene har gennem århundreder vist, hvordan et fælles åndeligt formål kan præge menneskers daglige liv og give deres indbyrdes relationer en varig retning. Det er denne bevidsthed, han ønsker genopdaget i det kristne ægteskab.

Hans opfordring er ikke, at familier skal vende tilbage til en bestemt historisk livsform, men at de skal genfinde forståelsen af, hvorfor de hører sammen. I en tid, hvor meget er midlertidigt, kan den kristne familie netop gennem sin troskab blive et sted, hvor håbet får mulighed for at slå rod.

-karn

Kilder

• Erik Varden: Damit Familien Hoffnungsorte werden können, Communio, Herder.
• Den tyske nyhedstekst om Vardens artikel og tiåret for Amoris laetitia.