Kirkens synodale struktur

Synoderne som en del af Kirkens væsen og grundlag for dens fornyelse

Sammendrag

Lars Messerschmidt undersøger Kirkens synodale struktur med udgangspunkt i Bibelen, kirkehistorien og den kirkelige lovgivning. Anledningen er pave Frans’ understregning af, at Kirken i sit væsen er synodal, og bispesynoden i 2024, der opfordrede til at genoplive synoder på alle niveauer. Forfatteren fremhæver, at en synode ikke blot er en fælles vandring eller et rådgivende møde, men en kirkelig forsamling, hvor Kristus gennem Helligånden vejleder sit folk.

Med beretningerne fra Apostlenes Gerninger om valget af Matthias og apostelmødet i Jerusalem viser Messerschmidt, hvordan de første kristne traf beslutninger i fællesskab under Helligåndens ledelse. Han gennemgår samtidig synodernes historiske betydning og den gradvise udvikling mod en mere centraliseret og hierarkisk kirkeorganisation, hvor lokale synoder har mistet deres tidligere rolle.

Teksten retter et kritisk blik mod den nuværende kirkelige struktur og stiller spørgsmål ved, om den i tilstrækkelig grad afspejler Kirkens bibelske grundmodel. Særligt fremhæves de lokale kirkers ansvar og nødvendigheden af, at alle troende inddrages i Kirkens liv og beslutninger. Messerschmidt argumenterer for, at synodalitet ikke blot er en organisatorisk mulighed, men en væsentlig del af Kirkens væsen.

Afslutningsvis behandler han den katolske Kirkes situation i Danmark, herunder afhængigheden af udenlandske præster, manglen på kald og de sproglige og kulturelle skel mellem forskellige katolske fællesskaber. Hans konklusion er, at en virkelig kirkelig fornyelse må begynde med Bibelen og en genopdagelse af den apostolske forståelse af Kirken. Ansvaret for denne fornyelse tilhører ikke alene biskopper og præster, men alle døbte.

-karn