Hvorfor venter vi med at leve i lyset, til døden kommer tæt på?

Troels Mylenbergs bogtitel giver anledning til en kristen refleksion over livet, døden og det lys, vi allerede lever i.

Journalisten og den tidligere chefredaktør Troels Mylenberg har givet sin bog titlen Skumring – at leve i lyset når døden kommer tæt på. Det er en titel, der rummer både alvor og håb. Men den rejser også et spørgsmål, som angår os alle: Hvorfor skal døden komme tæt på, før vi for alvor begynder at leve i lyset? For den kristne er lyset ikke noget, der først viser sig ved livets afslutning. Det er noget, vi er kaldet til at leve i hver eneste dag.

Kort fortalt: Troels Mylenbergs bogtitel giver anledning til en overvejelse om, hvorfor vi ofte først erkender livets værdi, når vi risikerer at miste det. Den kristne tro minder os om, at lyset ikke tilhører livets sidste fase. Det er allerede kommet til verden, og vi er kaldet til at leve i det, mens livet udfolder sig.

Når livet pludselig får en anden betydning

Der er noget dybt menneskeligt i, at alvorlig sygdom ændrer vores blik på tilværelsen. Det, der tidligere fyldte meget, kan miste sin betydning fra den ene dag til den anden. Arbejde, ambitioner, økonomi og de mange bekymringer, som optager os i hverdagen, træder i baggrunden. Til gengæld får mennesker, relationer og ganske almindelige øjeblikke en betydning, som vi ikke tidligere havde forstået. Et måltid med familien, en samtale med et menneske, vi holder af, eller en stille morgen kan pludselig opleves som en gave. Det er ikke nødvendigvis livet, der har forandret sig. Det er vores blik på livet.

Troels Mylenbergs titel udtrykker denne erfaring. Når døden kommer tæt på, bliver lyset tydeligere. Skumringen får os til at se det, vi overså i dagens fulde lys. Det er en smuk tanke, og den erfaring, der kan ligge bag, fortjener respekt. Den, der lever med en livstruende sygdom, befinder sig i en situation, som ingen uden videre kan sætte sig ind i. Derfor er dette heller ikke en kommentar til Mylenbergs måde at møde sygdommen på eller en vurdering af hans bog. Det er en overvejelse, som titlen giver anledning til, og som i virkeligheden angår os alle, uanset hvor langt vi mener at have igen.

Det mærkelige ved menneskelivet er nemlig, at vi udmærket ved, at vi skal dø, men sjældent indretter vores liv efter denne viden. Vi lægger planer, udsætter beslutninger og forestiller os, at der altid kommer en bedre anledning. Vi vil besøge den gamle ven, når vi får tid. Vi vil forsone os med et familiemedlem, når stemningen er blevet bedre. Vi vil begynde at leve anderledes, når arbejdslivet bliver mindre krævende, eller når børnene er flyttet hjemmefra. Vi lever med en stiltiende forestilling om, at tiden står til vores rådighed, selv om vi hverken kender dagen eller timen.

Lyset er allerede kommet til verden

Den kristne tradition har altid været opmærksom på denne menneskelige tilbøjelighed. Ordene memento mori – husk, at du skal dø – er ikke udtryk for en mørk eller livsfjendtlig tankegang. De er en påmindelse om livets værdi. Når vi husker, at livet har en afslutning, bliver det vanskeligere at betragte dagene som noget selvfølgeligt. Men der er en væsentlig forskel mellem at leve med bevidstheden om døden og at lade døden være det, der giver livet mening. Kristendommen begynder ikke med døden. Den begynder med livet, med skabelsen og med den Gud, der så, at det skabte var godt. Menneskelivet er ikke først værdifuldt, når det er truet. Det er værdifuldt fra begyndelsen, og dets betydning afhænger ikke af, hvor meget tid vi har tilbage.

I Johannesevangeliets indledning møder vi ordene: »Lyset skinner i mørket, og mørket greb det ikke« (Joh 1,5). Senere siger Jesus: »Jeg er verdens lys. Den, der følger mig, skal aldrig vandre i mørket, men have livets lys« (Joh 8,12). Jesus taler ikke om et lys, som først bliver tilgængeligt, når mennesket nærmer sig døden. Han taler om et lys, der allerede er kommet til verden, og som mennesket kan vælge at følge. Det kristne liv er derfor ikke en lang ventetid på den sidste erkendelse. Det er et liv, der skal leves her og nu, med alt hvad det indebærer af glæde, ansvar, kærlighed, tilgivelse og vanskelige valg.

Det betyder ikke, at den kristne altid oplever livet som lyst. Troen fritager ingen for sorg, tvivl, sygdom eller frygt. Selv mennesker med en dyb og levende tro kan opleve perioder, hvor Gud synes fjern, og hvor tilværelsen mister sin sammenhæng. Men lyset i kristen forstand er heller ikke blot en følelse af lykke eller indre fred. Det er Kristus selv. Hans nærvær er ikke afhængigt af vores evne til at føle det, og hans løfte gælder ikke kun de dage, hvor livet synes godt. Her ligger forskellen mellem en almindelig opfordring til at nyde livet, mens vi kan, og den kristne forståelse af at leve i lyset. Det handler ikke blot om at samle gode oplevelser eller huske at værdsætte de små øjeblikke. Det handler om at leve i et forhold til Gud og til andre mennesker, hvor kærligheden får betydning for vores handlinger. Et menneske kan leve et ganske almindeligt liv uden store begivenheder og alligevel leve i lyset.

Skumringen og det kristne håb

Der er noget smukt ved selve ordet skumring. Det beskriver overgangen mellem dag og nat, men ikke nødvendigvis en brat afslutning. Dagens lys forsvinder langsomt, og landskabet forandrer karakter. Det, der før stod skarpt, bliver blødere. Andre ting træder frem. Skumringen kan være en tid for eftertanke, stilhed og forsoning. I den forstand rummer Mylenbergs titel en erfaring, som den kristne tradition kender. Mennesket kan nå til en dybere forståelse af sit liv, når det opdager, at tiden er begrænset. Det er heller ikke tilfældigt, at Kirken gennem århundreder har lagt vægt på forberedelsen til døden. Ikke som en opgivelse af livet, men som en mulighed for at gøre sit forhold til Gud og andre mennesker op. At bede om tilgivelse, at tilgive andre, at give slip på bitterhed og at tage imod den kærlighed, som livet har rummet.

Men kristendommens svar på skumringen rækker videre. For den troende er døden ikke blot det tidspunkt, hvor lyset slukkes. Påskens budskab er, at Kristus har overvundet døden, og at menneskets håb derfor rækker ud over det synlige liv. Det betyder ikke, at den kristne nødvendigvis er bedre til at møde døden end andre mennesker. Troen gør os ikke immune over for frygt, og selv et menneske med en dyb tillid til Gud kan gribes af angst ved tanken om at skulle forlade livet og dem, det elsker. Den kristne tro er ikke en garanti for en frygtløs død, men den giver os et håb, som rækker ud over frygten. Vi tror ikke, at døden får det sidste ord, og at menneskets liv ender i intetheden. Vi tror på opstandelsen og på det evige liv hos Gud. Det håb fjerner ikke nødvendigvis dødens mørke, men det fortæller os, at mørket ikke er det sidste, der venter.

Vi skal ikke vente på skumringen

Det er her, bogens undertitel bliver anledning til en nødvendig overvejelse. For hvis vi først begynder at leve i lyset, når døden kommer tæt på, risikerer vi at gøre livets afslutning til det tidspunkt, hvor vi endelig begynder at forstå dets mening. Men den erkendelse, som alvorlig sygdom kan fremkalde, angår også os, der endnu lever uden en nært forestående afslutning. Vi har allerede mennesker at elske, nogen at tilgive og et ansvar for den tid, der er givet os. At leve i lyset er ikke at leve uden bekymringer eller fejltagelser. Det er at forsøge at leve sandt, også når dagene er almindelige, og fremtiden synes lang.

Det er lettere at formulere end at efterleve. Vi bliver alle opslugt af hverdagen, og selv den mest overbeviste kristne kan glemme, hvad der egentlig betyder noget. Derfor er der heller ingen grund til at bebrejde dem, der først sent i livet når til en dybere erkendelse. Den kristne tro kender ingen sidste frist for omvendelse, så længe livet varer. I Jesu lignelse om arbejderne i vingården får også dem, der først begynder arbejdet i den ellevte time, deres løn. Guds nåde er ikke forbeholdt dem, der har forstået alting fra begyndelsen. Men lignelsen er heller ikke en opfordring til at vente. Den fortæller om Guds barmhjertighed, ikke om fordelen ved at udsætte sit liv med ham.

Troels Mylenbergs bogtitel er stærk, fordi den forbinder to erfaringer, som umiddelbart synes at modsige hinanden: skumring og lys. Den peger på muligheden for at finde klarhed, når livet bliver usikkert, og på det håb, der kan bestå, selv når fremtiden bliver kortere, end vi havde forestillet os. Men set fra et kristent perspektiv er der mere at sige. Lyset er ikke en belønning for at have mødt døden. Det er heller ikke noget, der først bliver virkeligt, når vores muligheder svinder ind. Det er en gave, der allerede er givet os, og som vi hver dag har mulighed for at tage imod.

Vi skal alle dø. Det ved vi, også når vi helst vil glemme det. Men indtil den dag kommer, skal vi leve. Ikke som mennesker, der venter på den store erkendelse ved livets afslutning, men som mennesker, der allerede er blevet betroet et liv med mening og ansvar.

Skumringen kommer tids nok. Vi behøver ikke vente på den for at opdage lyset.

-karn