Én bibel – et fælles sprog for troen

Ti år med den reviderede tyske enhedsoversættelse

I Tyskland markeres tiåret for den reviderede katolske enhedsoversættelse af Bibelen fra 2016 med en særlig pragtudgave, udsmykket med englemotiver fra den berømte Beuronerkunst. Jubilæet fortæller samtidig en større historie om Bibelens plads i den katolske Kirke, om forholdet mellem katolikker og protestanter og om betydningen af at have et fælles sprog for troen.

Kort fortalt: Den tyske Einheitsübersetzung blev første gang udgivet samlet i 1980 og gennemgribende revideret i 2016. Oversættelsen anvendes i den katolske Kirkes tysksprogede liturgi og er resultatet af et omfattende arbejde med Bibelens grundtekster. Tiåret markeres med en kunstnerisk udgave, der forbinder den hellige Skrift med den katolske kunsttradition.

En bibel, der skal samle

Når katolikker i Tyskland, Østrig og de øvrige tysksprogede områder hører Bibelen læst under messen, møder de som hovedregel den samme oversættelse. Sådan har det ikke altid været. Tidligere fandtes flere forskellige katolske bibeloversættelser, og de bibelske formuleringer kunne variere mellem de bøger, der blev anvendt i gudstjenesten, undervisningen og den personlige læsning. Efter Det Andet Vatikankoncil opstod derfor ønsket om at skabe én fælles tysksproget bibeltekst, som kunne anvendes på tværs af bispedømmer og landegrænser. Det blev baggrunden for Einheitsübersetzung, der direkte oversat betyder enhedsoversættelse. Enheden skulle ikke forstås som et forsøg på at gøre alle kristne enige om Bibelens fortolkning, men som et fælles sprogligt grundlag for den katolske Kirkes liv. Den samlede oversættelse udkom i 1980 og blev siden den almindelige katolske bibeltekst i det tysksprogede område.

Arbejdet havde samtidig en økumenisk dimension. Protestantiske bibelforskere deltog i dele af den oprindelige oversættelse, og man håbede, at samarbejdet kunne bidrage til større forståelse mellem de kristne kirkesamfund. Men enhedsoversættelsen blev aldrig én fælles autoriseret bibel for katolikker og protestanter. Den evangeliske tradition bevarede blandt andet Lutherbibelen, mens Einheitsübersetzung fik sin særlige plads i den katolske Kirke. Det er derfor vigtigt at skelne mellem den kirkelige enhed, som oversættelsen skulle tjene, og det økumeniske samarbejde, der var en del af dens tilblivelse.

Fra latin til de troendes eget sprog

I århundreder havde den latinske Vulgata en fremtrædende plads i den vestlige Kirke. Den var et fælles grundlag for teologi, liturgi og kirkelig undervisning, og latin gjorde det muligt for præster og lærde at arbejde med de samme bibelske formuleringer på tværs af landegrænser. For almindelige troende var situationen anderledes. Efterhånden som latin ophørte med at være et levende folkesprog, blev Bibelens ord i høj grad formidlet gennem prædikener, undervisning, religiøs kunst og liturgiske handlinger. Der fandtes ganske vist bibeloversættelser til europæiske folkesprog længe før reformationen, men de havde ikke den samme centrale plads i den katolske liturgi som den latinske tekst.

Det Andet Vatikankoncil ændrede ikke Bibelens indhold, men understregede nødvendigheden af, at de troende fik lettere adgang til den hellige Skrift. I konstitutionen Dei Verbum fra 1965 opfordrede koncilet til egnede og korrekte oversættelser, især fra de bibelske grundtekster. Samtidig åbnede liturgireformen for en langt mere omfattende anvendelse af folkesprogene under messen. Det stillede nye krav til oversættelsesarbejdet. Teksterne skulle være tro mod de hebraiske, aramæiske og græske originaler, men også kunne forstås, når de blev læst højt for en menighed. En bibeloversættelse til liturgisk brug måtte derfor tage hensyn til både den historiske tekst og det levende sprog, som de troende talte.

Enhed mellem katolikker – samarbejde med protestanter

Den tyske enhedsoversættelse er først og fremmest den katolske Kirkes fælles bibeltekst. Protestanterne anvender fortsat deres egne oversættelser, især Lutherbibelen. De to traditioner har desuden forskellige bibelske kanoner, idet den katolske bibel indeholder de deuterokanoniske skrifter.

Arbejdet med den oprindelige enhedsoversættelse havde dog en vigtig økumenisk dimension. Protestantiske bibelforskere medvirkede ved oversættelsen af blandt andet Det Nye Testamente og Salmernes Bog. Samarbejdet var et udtryk for den tilnærmelse mellem kirkesamfundene, som fulgte efter Det Andet Vatikankoncil. Da oversættelsen senere skulle revideres, opstod der uenighed om oversættelsesprincipper og kirkelig godkendelse. Den evangeliske side trak sig derfor fra revisionsarbejdet i 2005, og udgaven fra 2016 blev et rent katolsk projekt. Forløbet viser både mulighederne og begrænsningerne i det økumeniske samarbejde om den hellige Skrift.

Ti års arbejde med Bibelens ord

Revisionen, der blev offentliggjort i 2016, var resultatet af omkring ti års arbejde. Den oprindelige enhedsoversættelse fra 1980 havde fungeret i flere årtier, men bibelforskningen havde udviklet sig, og det tyske sprog havde forandret sig. Formålet var ikke at skabe en helt ny bibel, men at gennemgå den eksisterende oversættelse med større opmærksomhed på grundteksterne og deres sproglige særpræg. Det betød blandt andet, at man flere steder genindførte bibelske billeder og vendinger, som tidligere var blevet forenklet for at gøre teksten lettere at læse. Revisionen gjorde dermed ikke nødvendigvis Bibelen mere umiddelbart tilgængelig, men den bragte oversættelsen tættere på originalernes ordvalg og udtryksformer.

Et eksempel er gengivelsen af Guds navn i Det Gamle Testamente. Hvor den tidligere oversættelse nogle steder anvendte navneformen Jahwe, benytter den reviderede udgave konsekvent HERR. Det afspejler respekten for den jødiske tradition, hvor Guds navn ikke udtales, og den praksis, der anvendes i den katolske liturgi. Andre ændringer handler om, hvordan bibelske udtryk forstås i deres historiske sammenhæng. I den reviderede oversættelse gengives tiltaleformen »brødre« nogle steder som »brødre og søstre«, når sammenhængen viser, at hele menigheden er tiltalt. Sådanne valg illustrerer, at oversættelse aldrig er en rent mekanisk gengivelse af ord fra ét sprog til et andet. Den kræver sproglig indsigt, historisk viden og en vurdering af, hvordan tekstens mening bedst bevares.

Den reviderede enhedsoversættelse blev efterfølgende indarbejdet i Kirkens liturgiske bøger. Fra første søndag i advent 2018 begyndte man at tage nye messelektionarer i brug i det tysksprogede område. Dermed fik revisionen direkte betydning for de bibeltekster, der læses under messen. Den fælles oversættelse forbinder således den personlige bibellæsning med Kirkens offentlige gudstjeneste og sikrer, at de samme bibelske formuleringer bliver genkendelige på tværs af menighederne.

Når Bibelen bliver et kunstværk

I anledning af tiåret har Katholisches Bibelwerk i Stuttgart udsendt en særlig udgave af enhedsoversættelsen med titlen Die Bibel mit Engeln aus der Beuroner Kunst. Den omfattende bibel er indbundet i lærred med guldsnit, smudsomslag og to læsebånd. Den rummer 16 englemotiver fra Beuronerkunsten, gengivet på 32 farvetrykte ekstrasider. Udgaven er tænkt som en bibel, der både skal læses og betragtes, og hvor bogens kunstneriske udformning understreger den betydning, den hellige Skrift har haft i den kristne tradition. I en tid, hvor Bibelen uden vanskeligheder kan læses på en telefon eller en computerskærm, er det bemærkelsesværdigt, at et forlag vælger at markere et oversættelsesjubilæum med en så gennemarbejdet fysisk bog.

Beuronerkunsten opstod i anden halvdel af 1800-tallet omkring benediktinerklosteret Beuron i Sydtyskland. Kunstnerne søgte et religiøst billedsprog, der adskilte sig fra samtidens naturalistiske maleri og i stedet hentede inspiration fra blandt andet oldkristen, byzantinsk og egyptisk kunst. Menneskeskikkelserne blev fremstillet med klare konturer, stiliserede bevægelser og harmoniske proportioner. Målet var ikke at gengive den synlige verden så naturtro som muligt, men at skabe billeder, der kunne understøtte bønnen og rette opmærksomheden mod det hellige. På jubilæumsbibelens omslag ses en engel i en lang blå dragt med en røgelsesbeholder. Figuren fremstår rolig og højtidelig, og billedets ornamentale former giver det en karakter, der minder mere om middelalderens kirkekunst end om moderne illustration.

Valget af netop denne kunsttradition er interessant. Beuronerkunsten blev skabt i en periode, hvor den katolske Kirke søgte at genoplive ældre religiøse udtryksformer og give dem en plads i det moderne kirkeliv. Jubilæumsbibelen forbinder dermed en nutidig oversættelse med en billedtradition, der selv var optaget af forholdet mellem fortid og nutid. De bibelske tekster er blevet sprogligt revideret for at kunne læses af mennesker i det 21. århundrede, mens billederne minder om den lange historie, hvori de samme tekster er blevet læst, fortolket og gengivet i kunsten.

Bibelens fortællinger gennem kunstens øjne

Katholisches Bibelwerk har også udgivet Die Kunst-Bibel für Kleine und Große, skrevet af Georg Langenhorst og Heinz Detlef Stäps. Bogen er på 464 sider og henvender sig til både børn og voksne. Den gengiver udvalgte bibelske fortællinger og ledsager dem med kunstværker fra forskellige perioder, som forklares gennem billedudsnit, kunsthistoriske oplysninger og beskrivelser af de enkelte motivers betydning. Omslaget viser Pieter Bruegel den Ældres berømte maleri af Babelstårnet, hvor den bibelske fortælling om menneskets forsøg på at bygge et tårn til himlen er blevet til et monumentalt billede af menneskelig ambition og forvirring.

De to udgivelser har forskellige formål. Jubilæumsbibelen rummer hele den reviderede enhedsoversættelse og ledsager teksten med udvalgte religiøse billeder, mens kunstbibelen bruger billedkunsten som indgang til de bibelske fortællinger. Tilsammen minder de om den betydning, kunsten har haft for kristendommens udbredelse og for de troendes kendskab til Bibelen. I århundreder har kirkernes kalkmalerier, altertavler, mosaikker og skulpturer gjort de bibelske beretninger nærværende for mennesker, som ikke selv kunne læse dem. Kunsten var ikke en erstatning for den hellige Skrift, men en måde at formidle dens indhold på. Den forbindelse er fortsat relevant i en tid, hvor mange mennesker har et begrænset kendskab til Bibelen, men stadig møder dens fortællinger gennem kunstværker, der er blevet en del af Europas fælles kulturarv.

En fælles bibel i en splittet kristenhed

Den tyske enhedsoversættelses historie rummer en modsætning, som ikke uden videre lader sig løse. På den ene side har den katolske Kirke behov for en fælles bibeltekst, der kan anvendes i liturgien og være i overensstemmelse med Kirkens lære og tradition. På den anden side er Bibelen ikke den katolske Kirkes ejendom. Den hellige Skrift er også grundlaget for de protestantiske kirkers tro, og arbejdet med de bibelske tekster har været et område, hvor katolikker og protestanter har kunnet mødes på tværs af historiske uenigheder. Erfaringerne med enhedsoversættelsen viser, at ønsket om kristen enhed fortsat må forholde sig til kirkernes forskellige forståelser af autoritet, tradition og ansvar.

Den tyske erfaring er også relevant i Danmark, hvor bibeloversættelse historisk har været tæt forbundet med den evangelisk-lutherske tradition. Bibelen fra 1992 er autoriseret til brug i folkekirken, men anvendes også af danske katolikker. Den katolske Kirke i Danmark har samtidig sine egne liturgiske tekster og benytter de deuterokanoniske skrifter, som hører til den katolske bibels kanon. Den danske situation viser, at et fælles sprog ikke nødvendigvis kræver én fælles kirkelig organisation, men også at forskellene mellem kirkesamfundene bliver synlige, når bibeltekster skal indgå i liturgien. Spørgsmålet er derfor ikke alene, hvordan Bibelen bedst oversættes, men også hvem der har ansvaret for den tekst, som de troende møder i gudstjenesten.

En bog, der skal læses

Tiåret for den reviderede tyske enhedsoversættelse er en anledning til at minde om, at bibeloversættelse aldrig bliver et afsluttet arbejde. De bibelske skrifter stammer fra en fjern historisk verden, men de læses af mennesker, hvis sprog og forestillinger hele tiden forandrer sig. Hver ny generation må derfor arbejde med forholdet mellem de oprindelige tekster og det sprog, som Bibelen skal forstås på. Det betyder ikke, at den kristne tro skal omskrives efter tidens skiftende opfattelser. Tværtimod er en omhyggelig oversættelse en forudsætning for, at teksten kan bevare sin egen stemme og ikke blot komme til at gentage de forestillinger, som allerede præger samfundet.

Den nye tyske pragtudgave er et smukt udtryk for den respekt, Bibelen fortsat nyder i den katolske Kirke. Men dens egentlige værdi ligger ikke i guldsnittet, lærredsindbindingen eller de kunstneriske illustrationer. Den ligger i de tekster, som gennem århundreder har været grundlaget for Kirkens forkyndelse, bøn og teologiske tænkning. En fælles oversættelse kan hjælpe med at bevare forbindelsen mellem disse forskellige sider af troens liv, ligesom den kan give mennesker et fælles udgangspunkt for samtalen om Bibelens betydning.

Der er noget betegnende ved, at man i en digital tidsalder vælger at fejre en bibeloversættelse med en bog, der er skabt til at holde i mange år. Den kan gå i arv, blive slidt af brug og følge et menneske gennem forskellige perioder af livet. Den kan også ende som en smuk genstand, der sjældent bliver åbnet. Forskellen ligger ikke i bogens udstyr, men i hvad dens ejer bruger den til. For Bibelens plads i Kirkens liv afhænger i sidste ende ikke af, hvor mange udgaver der bliver trykt, men af om dens ord fortsat bliver læst, hørt og taget alvorligt.

-karn

Se jubilæumsbibelen hos forlaget: HER

En anden udgivelse fra samme forlag: Die Kunst-Bibel für Kleine und Große af Georg Langenhorst og Heinz Detlef Stäps. En kunstbibel på 464 sider, der formidler bibelske fortællinger gennem kunstværker og kunsthistoriske forklaringer.