At turde kalde Gud for Far

Om inderligheden i den katolske tro

Af Kuno Arnkilde

Den katolske tros højtidelige former kan give indtryk af afstand. Men i troens centrum står Jesu fortrolighed med Gud. Han kalder ham »abba« – et ord, som på dansk kan gengives med »Far«. Hvor »Fader« kan lyde højtideligt, lader »Far« os høre nærheden i Jesu bøn. Denne tillid åbner han også for os: Vi må komme til Gud som hans børn.

Kort fortalt: Jesu tiltale »abba« viser hans fortrolighed med Gud. Ordet »Far« hjælper os til at høre denne nærhed, som også er grundlæggende i den katolske tro. Kirkens bønner og sakramenter skal føre os ind i et liv med Gud, hvor tilliden får følger for vores forhold til andre.

Et ord, der bringer os nærmere

Ordene »Fader« og »Far« betegner det samme forhold, men de lyder forskelligt i vores ører. »Fader« hører vi i kirken, i gamle tekster og i højtidelige sammenhænge. »Far« hører til i hjemmet. Det er ordet, man bruger, når man kalder, fortæller noget eller beder om hjælp. »Fader« kan også siges med ømhed, men for mange mennesker er »Far« den umiddelbare tiltale til et menneske, de hører sammen med. Den forskel hjælper os til at forstå noget væsentligt ved Jesu bøn. Gud er den, han søger, taler til og betror sig til. Hans forhold til Gud præger hele hans liv, også når han er alene, møder modstand eller står over for lidelsen.

Evangelierne er skrevet på græsk, men Markus bevarer det aramæiske ord abba i Jesu bøn i Getsemane. Det kan oversættes med både »far« og »fader« og blev også brugt af voksne børn. Fortroligheden skal derfor ikke forstås som barnlig pludren. Jesus taler med en søns tillid og kærlighed. Det er denne nærhed, ordet »Far« kan gøre tydeligere for en dansk læser. At Gud omtales som far, har allerede rødder i Israels tro. Hos Jesus ser vi dette forhold udfolde sig gennem hans ord, handlinger og bøn. Han lever i samhørighed med Gud og indbyder sine disciple til selv at henvende sig til ham.

Hjemme hos sin Far

Allerede i fortællingen om den tolvårige Jesus i templet bliver hans særlige tilhørsforhold synligt. Maria og Josef har ledt efter ham med ængstelse og finder ham blandt lærerne. Maria fortæller ham, hvor bekymrede de har været. Jesus svarer ved at henvise til det, som tilhører hans Far. Hans svar overrasker dem, og Lukas fortæller, at de ikke forstår, hvad han mener. Midt i en situation, som enhver forælder kan genkende frygten i, lader evangeliet os ane noget om, hvem Jesus er. Hans liv tilhører Gud på en måde, som Maria og Josef endnu ikke kan overskue.

Maria gemmer det, der er sket, i sit hjerte. Hun må leve videre med ordene, før hun fuldt ud forstår dem. Det er en erfaring, mange troende kender. Noget i evangeliet kan blive ved med at følge én, selv om betydningen endnu er uklar. En bøn kan fastholdes gennem år, hvor spørgsmålene står åbne. Inderligheden behøver ikke vente på, at alt er forklaret. Den kan vokse gennem opmærksomhed, eftertanke og trofasthed. Jesus vender selv tilbage til Nazaret og lever i lydighed mod Maria og Josef. Hans samhørighed med Gud leves i et hjem, gennem opvækst og daglige pligter. Også vores forhold til Gud skal have plads dér, hvor livet faktisk foregår.

Tilliden i Getsemane

Jesu tiltale »abba« får sin alvor i Getsemane. Han er bange og beder om, at bægeret må gå ham forbi. I den danske bibeloversættelse står der »Abba, fader« (Mark 14,36), men det aramæiske ord lader os høre den fortrolighed, hvormed han henvender sig til Gud. Jesus skjuler ikke sit ønske om at blive fri for lidelsen. Han lægger det frem og overgiver sig samtidig til Guds vilje. Her ser vi, hvor meget tilliden kan rumme. Den lever i angsten og i den smertefulde erkendelse af, hvad der venter ham.

Inderlighed er derfor mere end en følelse af varme og tryghed. Et menneske kan bede oprigtigt, mens det er uroligt, udmattet eller uden mærkbar trøst. Den syge kan have svært ved at samle tankerne. Den sørgende kan sige Fadervor og samtidig opleve hvert ord som tungt. Alligevel kan henvendelsen til Gud fortsætte. Jesu bøn giver os lov til at tale sandt om det, vi frygter og ønsker. Vi behøver ikke lægge en pænere fortælling om vores liv frem for ham. At kalde Gud for Far er også at turde komme med sin afmagt og blive hos ham, mens man endnu ikke forstår, hvad der sker.

Inderligheden i Kirkens bøn

Den katolske tro har mange synlige udtryk. Der er kirkerum, billeder, lys, messeklæder og bestemte bevægelser. For den, som ser på udefra, kan det hele virke formelt. Men den troende kan erfare, hvordan netop de kendte former giver plads til en personlig henvendelse til Gud. Man behøver ikke hver gang finde nye ord for sin tak eller sin nød. Kirkens bøn kan bære én, når ens egne ord slipper op. Et korstegn kan være en stille overgivelse af dagen. En knælen kan udtrykke noget, som er vanskeligt at sige. Den faste bøn kan følge et menneske gennem et helt liv og rumme erfaringer, som barnet, der først lærte den, endnu ikke kendte.

I messen beder menigheden Fadervor før kommunionen. Midt i liturgiens højtidelighed henvender mennesker sig sammen til Gud som hans børn. Bønnens traditionelle ordlyd bruger »Fader«, men den fortrolighed, Jesus lærer os, hører med i hvert ord. Den Katolske Kirkes Katekismus beskriver denne bøn med tillid, frimodighed og visheden om at være elsket. Det personlige forhold til Gud har altså sin plads i Kirkens fælles bøn. Her kan den enkeltes glæde og sorg bæres frem sammen med andres, også på dage, hvor troen føles svag.

Former kan blive til vane. Ord kan siges, mens tankerne vandrer, og et menneske kan deltage i messen uden rigtigt at være opmærksomt. Derfor må bønnen stadig læres på ny. Nogle gange er det nok at standse ved et enkelt ord og give det tid. Hvad betyder det at sige »vor«? Hvad beder vi om, når vi beder om tilgivelse? Hvem henvender vi os til? Fortroligheden vokser ofte gennem denne enkle opmærksomhed. Man lader de kendte ord blive en virkelig henvendelse og giver Gud plads i det liv, man har med ind i kirken.

At høre til før man lykkes

Jesus åbner sit forhold til Gud for sine disciple. Han lærer dem at bede og giver dem del i sit liv. I den katolske tro er Jesus Guds evige Søn, og vi bliver Guds børn i ham. Paulus skriver om Ånden, som lader de troende råbe »Abba, fader« (Rom 8,15; Gal 4,6). Benedikt XVI fremhævede, at denne henvendelse udspringer af Kristi Ånd i os og fører os ind i et tillidsfuldt forhold til Gud. At bede til Gud som Far er dermed en gave, vi tager imod gennem Kristus.

Der ligger en befrielse i at høre til hos Gud, også før man har fået styr på sit liv. Et barn behøver ikke først bevise sit værd for at kunne komme hjem. Jesu fortælling om den fortabte søn giver dette håb en menneskelig skikkelse. Sønnen vender tilbage med erkendelsen af sin skyld, og faren løber ham i møde. Det, der er gået galt, er virkeligt, men hjemkomsten er mulig. Også i skriftemålet får den troende lov til at vende tilbage med sandheden om sig selv. Skylden skal bekendes, og ansvaret vedkendes. Samtidig må mennesket tage imod tilgivelsen og tro på, at det stadig hører til.

Vor Far er også den andens

Fadervor begynder med et ord, der forbinder os med andre: »vor«. Selv når vi beder alene, træder vi ind i en fælles henvendelse. Den Gud, som hører vores mest personlige bøn, er også den andens Far. Det har følger for vores måde at leve på. Den, der beder om dagligt brød, må også se den, der mangler det. Den, der beder om tilgivelse, må tage sit forhold til dem, det er svært at tilgive, alvorligt. Fortroligheden med Gud skal kunne mærkes i omsorgen for andre, i tålmodigheden og i viljen til at tage ansvar.

Her kan troen kræve mere af os, end vi havde regnet med. Det kan være lettere at finde ro i kirken end at møde et besværligt menneske med venlighed. Det kan være lettere at bede om barmhjertighed end selv at vise den. Men bønnen følger med ud i hverdagen. Den minder os om, at også det menneske, vi har svært ved at holde af, hører til hos Gud. Fortroligheden med Gud får betydning i hverdagen, når den præger vores handlinger og gør os mere opmærksomme på andre.

Et ord, der skal læres

For nogle er »Far« et smertefuldt ord. Det kan vække minder om fravær, hårdhed eller svigt. Den erfaring skal have plads, også i kirken. Ingen kan forvente, at et menneske straks føler tryghed ved en tiltale, som gennem livet har været forbundet med frygt. Tilliden til Gud kan behøve tid. Jesu måde at møde mennesker på kan langsomt hjælpe den troende til at forstå, at Gud er mere kærlig og trofast, end de menneskelige erfaringer har givet grund til at håbe. En forsigtig bøn er også en bøn, og spørgsmålene må gerne følge med.

Jesu ord »abba« fører os ind til den katolske tros inderlighed. Gud er større, end vi kan begribe, og alligevel må vi henvende os til ham med det, der ligger os nærmest. Kirkens bøn og sakramenter hjælper os til at leve i denne tillid gennem glæde, skyld, sorg og almindelige hverdage. I kirkerummets stilhed eller hjemme ved sengetid kan et menneske lægge sit liv frem for ham. Undertiden med mange ord. Undertiden med den korte tiltale, som lader os høre nærheden i Jesu egen bøn: Far.