Frans af Assisi – i Kristi fodspor

800 år siden den fattige broder fra Assisi døde

I dag den 3. oktober er det 800 år siden, Frans af Assisi døde ved Portiuncula uden for Assisi. I morgen, den 4. oktober, står han normalt som obligatorisk mindedag i Kirkens kalender, men i år falder dagen på en søndag. Frans’ liv i fattigdom og hans kærlighed til Kristus har sat spor gennem otte århundreder.

Kort fortalt: Frans af Assisi døde om aftenen den 3. oktober 1226. Franciskanerne mindes aftenen som hans Transitus – overgangen fra det jordiske til det himmelske liv. Kirken fejrer normalt Frans den 4. oktober, men i år falder dagen på den 27. søndag i det almindelige kirkeår. 800-året markeres over hele verden og i morgen også med pontifikalmesse i Jesu Hjerte Kirke i København.

I dag for 800 år siden

Om aftenen den 3. oktober 1226 døde Frans af Assisi ved Portiuncula, det lille kapel på sletten neden for Assisi, som havde fået en særlig plads i hans liv. Han var omkring 44 år gammel, alvorligt syg og næsten blind. Det liv, der var begyndt i en velstående købmandsfamilie og havde ført ham gennem ungdommens fester, krig, fangenskab og en lang åndelig søgen, var nået til sin afslutning. I den franciskanske tradition mindes denne aften som Frans’ Transitus. Ordet betyder overgang og udtrykker den kristne tro på, at døden ikke er menneskets endelige bestemmelsessted, men overgangen fra det jordiske liv til livet hos Gud.

I dag er der gået 800 år siden den aften. Dagen efter Frans’ død, den 4. oktober, blev siden hans dag i Kirkens liturgiske kalender, hvor han normalt står som obligatorisk mindedag. Men i år falder den 4. oktober på den 27. søndag i det almindelige kirkeår. I den almindelige romerske kalender fejres derfor søndagen, mens Frans’ mindedag ikke fejres som normalt. Det ændrer ikke ved 800-årets betydning. Tværtimod giver jubilæet anledning til endnu en gang at se på den mand, hvis navn er blevet kendt langt uden for den franciskanske familie og Den Katolske Kirke.

Mere end helgenen med fuglene

Frans af Assisi er en af de middelalderlige helgener, som også mennesker langt uden for Kirken kender. Han forbindes med fugle og dyr, med fred, fattigdom og kærlighed til naturen. Statuer af ham står i haver med en fugl på skulderen eller i hånden, og fortællingerne om hans forhold til skaberværket har fået deres eget liv. Det er en del af Frans, men det er ikke hele Frans. Bag de billeder står et menneske, hvis liv først og fremmest var præget af ønsket om at følge Kristus.

Han blev født omkring 1181 eller 1182 i Assisi som søn af den velhavende klædehandler Pietro di Bernardone. Som ung kendte Frans til penge, fine klæder, fester og store drømme. Han ville gerne være ridder og deltog i krigen mellem Assisi og Perugia, hvor han blev taget til fange. Efter hjemkomsten fulgte sygdom og en lang indre forandring. Den unge mand, der havde søgt anseelse og eventyr, begyndte langsomt at søge noget andet. En af de erfaringer, han senere selv fremhævede, var mødet med de spedalske. Tidligere havde han følt stærk modvilje mod dem. Nu begyndte han at nærme sig dem og tjene dem. Det menneske, han før havde ønsket afstand til, blev hans næste.

At leve evangeliet på Frans’ måde

Frans ønskede ikke først og fremmest at grundlægge en orden. Han søgte en måde at følge Kristus på, hvor evangeliets ord kunne få konkret form i hans eget liv. For ham betød det blandt andet fattigdom, nærhed til de udstødte og et ønske om fred. Når han hørte evangeliet om Kristus, der sendte disciplene ud uden rigdom og sikkerhed, genkendte han noget af sit eget kald. Det blev ikke en regel for alle kristne, men den vej, han selv mente sig kaldet til at gå.

Andre blev draget af denne måde at leve på. Det lille broderskab omkring Frans voksede og blev begyndelsen til den franciskanske orden. Clara af Assisi fulgte med sine søstre, og efterhånden opstod en hel franciskansk familie. Også lægfolk fandt en vej ind i den franciskanske spiritualitet uden at forlade familie, arbejde og det almindelige liv. Frans efterlod dermed ikke Kirken én bestemt opskrift på det kristne liv. Han efterlod et vidnesbyrd om, hvordan evangeliet kunne forme et menneskes liv på en særlig måde. For ham blev fattigdommen, broderskabet og mødet med de mennesker, andre gik udenom, en vej til at følge Kristus.

Fattigdom for Kristi skyld

Det er let at romantisere Frans’ fattigdom. Otte hundrede år senere kan den næsten komme til at ligne en særlig enkel livsstil, men Frans kendte dens pris. Han gav afkald på den økonomiske og sociale sikkerhed, som familien kunne have givet ham, og ønskede, at brødrene skulle leve uden at gøre ejendom og penge til grundlaget for deres tryghed. Fattigdommen var ikke et mål i sig selv. Den hang sammen med ønsket om at følge den fattige Kristus og leve nær mennesker, som ikke havde den sikkerhed, Frans selv var vokset op med.

Derfor bliver Frans’ fattigdom let misforstået, hvis den skilles fra hans tro. Han var ikke blot fortaler for et liv med færre ejendele. Hans valg voksede ud af hans forståelse af Kristus og evangeliet. Det betyder heller ikke, at alle kristne skulle leve på samme måde som ham. Kirken rummer forskellige kald og livsformer. Frans fandt sin vej i den radikale fattigdom, og netop denne vej blev grundlaget for en spiritualitet, som gennem århundreder har tiltrukket både ordensfolk og lægfolk.

Broder sol og søster måne

Frans’ kærlighed til skaberværket er blevet et af de mest kendte træk ved ham. Men den var ikke naturdyrkelse. Solen, månen, vandet, ilden og jorden var ikke guddommelige for Frans. De var skabte, og netop derfor kunne de fortælle om Skaberen. Det kommer smukt til udtryk i Solsangen, som hører til de sidste år af hans liv. Her omtales solen som broder, månen som søster, vandet som søster og ilden som broder. Selv den legemlige død kan til sidst kaldes søster.

Frans elskede ikke naturen i stedet for Gud. Han så skaberværket i lyset af Gud. Mennesket stod ikke uden for det skabte som dets ubestridte ejer, men levede selv som skabning blandt Guds øvrige skabninger. Derfor er der en sammenhæng mellem hans forhold til naturen, hans fattigdom og hans broderskabstanke. Alt havde sit ophav i Gud. Solen og jorden tilhørte ikke Frans. Han tilhørte sammen med dem den Gud, som havde skabt det hele.

Fred i en voldelig verden

Frans levede ikke i en fredelig tid. De italienske bystater lå jævnligt i krig, sociale konflikter var voldsomme, og korstogene prægede forholdet mellem den kristne og muslimske verden. Selv havde Frans som ung prøvet både krigen og fangenskabet. Alligevel blev fred et af de tydeligste kendetegn ved hans senere liv.

Under det femte korstog rejste han i 1219 til Egypten og mødte sultan al-Malik al-Kamil. Mødet fandt sted midt under krigen mellem kristne og muslimske hære. Der er gennem århundreder blevet føjet mange fortællinger til begivenheden, men mødet mellem Frans og sultanen er historisk belagt. Tilbage står et usædvanligt billede fra korstogenes tid: en kristen broder uden våben står ansigt til ansigt med en muslimsk hersker, mens hærene befinder sig på hver sin side. Den franciskanske hilsen »Fred og alt godt« lever stadig og sammenfatter noget af den fred, Frans selv ønskede at bære med sig.

Mærket af den korsfæstede

Hvis Frans kun huskes som naturens og fredens helgen, mangler det, der stod i centrum for hans liv: Kristus. I 1224 opholdt Frans sig på bjerget La Verna. Her modtog han ifølge den franciskanske tradition stigmata – mærker svarende til Kristi sår på korset. Frans, som gennem sit voksne liv havde søgt at følge den fattige og korsfæstede Kristus, bar i sine sidste leveår korsets mærker på sin egen krop.

Her er der langt til den hyggelige havefigur med fuglene. Frans’ glæde stod ikke i modsætning til korset. Hans fred betød ikke et liv uden lidelse, hans fattigdom var ikke blot en livsstil, og hans kærlighed til skaberværket kan ikke skilles fra hans tro på Skaberen. Kristus stod i centrum for hans liv, og det var i ønsket om at følge ham, at fattigdommen, broderskabet og omsorgen for skaberværket fandt deres sammenhæng.

800-året markeres i København

Selv om Frans’ almindelige mindedag i morgen falder på en søndag, går 800-året for hans død ikke ubemærket hen. Franciskanerne OFM Conv. og OFS inviterer sammen med Jesu Hjerte menighed til fejring søndag den 4. oktober i Jesu Hjerte Kirke, Stenosgade 4 i København. Klokken 11 fejres pontifikalmesse, og efter messen er der frokostreception.

I invitationen beskrives dagen som en fejring af 800-året for »vor serafiske fader, Den hellige Frans af Assisis, overgang fra det jordiske til det himmelske liv«. Ordene fører tilbage til det, franciskanerne mindes netop i aften: Transitus. Den 3. oktober er ikke blot årsdagen for en stor ordensgrundlæggers død, men mindet om den aften, hvor den fattige broder fra Assisi afsluttede sit jordiske liv i troen på det evige. I anledning af 800-året løber samtidig et særligt Frans-år fra den 10. januar 2026 til den 10. januar 2027.

Otte hundrede år senere

Verden omkring Frans er for længst væk. Assisis gader står endnu, men den middelalderlige verden, han kendte, gør ikke. Alligevel er hans liv blevet ved med at tale til mennesker gennem otte århundreder. Noget af forklaringen ligger måske i, at hans spiritualitet berører spørgsmål, som ikke forsvinder med tiden: forholdet til penge og ejendom, mødet med den fattige og udstødte, ønsket om fred, menneskets plads i skaberværket og spørgsmålet om, hvordan troen får form i det liv, man faktisk lever.

Frans gav sit eget svar. Det var ikke svaret for ethvert kristent menneske, og det var heller ikke sådan, han forstod sit kald. Hans vej blev fattigdommens og broderskabets vej, formet af ønsket om at følge Kristus. Andre kristne har fulgt andre kald. Men netop derfor har Frans sin plads i Kirkens store fællesskab af helgener: ikke som målestok for alle andre, men som et menneske, hvis særlige liv kan vise noget af evangeliets rigdom.

I Kristi fodspor

I dag er der gået 800 år siden Frans døde ved Portiuncula. I morgen, hvor Kirken normalt fejrer hans mindedag, er det søndag, og i den almindelige liturgiske kalender fejres den 27. søndag i det almindelige kirkeår. Samtidig samles mennesker i København og mange andre steder for at mindes den fattige broder fra Assisi.

Otte hundrede år efter hans død står hans navn stadig i Kirkens kalender. Ordensfolk og lægfolk lever stadig af den spiritualitet, der voksede frem omkring ham. Solsangen bliver stadig bedt og sunget, og mennesker fra hele verden søger stadig til Assisi. Men Frans selv pegede ikke på Frans. Hans fattigdom, hans broderskab, hans fred og hans kærlighed til skaberværket havde deres centrum et andet sted.

I Kristus.

Det var i hans fodspor, Frans ønskede at gå.

-karn